Moderne filosoffer, dette blogindlægs forfatter inkluderet, er som oftest fagfilosoffer.
Vi er uddannet på universitetet, vi underviser filosofistuderende, forsker i bestemte filosofiske problemstillinger, diskuterer med vores kollegaer. Vi skriver artikler og bøger rettet mod andre filosoffer.
Filosofien kan derfor, lige som andre akademiske discipliner og videnskabelige forskningsfelter, meget let blive afskåret fra den verden, som den egentlig formodes at handle om.
På den ene side er dette måske uundgåeligt. Nogle af de spørgsmål som filosoffer diskuterer, er meget tekniske og forudsætter en masse viden, som man kun kan komme i besiddelse af igennem mange års intensive studier.
Dette er for eksempel tilfældet indenfor dele af logikken og sprogfilosofien, hvor man har opbygget et teknisk begrebsapparat, som det er svært for udenforstående at forstå. På den anden side er det problematisk, hvis filosofien lukker sig om sig selv og bliver en endeløs samtale blandt en sluttet kreds af universitetsansatte fuldtidsfilosoffer.
De store spørgsmål
En lang række af de spørgsmål, som filosofien traditionelt beskæftiger sig med, for eksempel spørgsmål som ‘hvad det vil sige at være et godt menneske’, ‘findes der en gud’ og ‘hvordan bør den retfærdige stat indrettes’, er spørgsmål som ikke kun vedrører filosoffer, men alle mennesker.
Ja, de mest grundlæggende filosofiske spørgsmål er spørgsmål, som ethvert reflekteret menneske formodentlig på et eller andet tidspunkt har stillet sig selv. Måske en sen aften ved lejrbålet. Eller over en ramme øl eller et glas rødvin med vennerne. Eller på tidspunkter hvor livet har syntes tomt og meningsløst.
Det er spørgsmål som: Hvad kan jeg vide? Og hvordan kan jeg egentlig vide, at jeg ved det jeg (tror jeg) ved? Hvad skal jeg gøre? Hvorfor skal jeg i det hele taget gøre noget som helst? Hvad slags menneske bør jeg være? Hvad er meningen med livet? Hvad er meningen med mit liv? Hvad er godt? Hvad er ondt? Hvorfor er det som er godt, egentlig godt? Og hvorfor er det som er ondt egentlig ondt?
Filosofi til folket
En af filosofiens væsentligste opgaver har altid været at forsøge at levere svar på disse spørgsmål.
Hvis filosofien blot bliver et akademisk universitetsfag, noget som nogle forskere går og nørkler med et eller andet sted på universitets støvede gange, uden at denne forskning bliver formidlet ud til folk uden for universitets mure, ja så har filosofien mistet en stor del af sin berettigelse.
Det er derfor, det er så vigtigt, at der med jævne mellemrum udgives bøger, som præsenterer filosofien og de filosofiske tænkere for folk, der ikke har tid, lyst eller råd til at bruge flere år på at læse på universitetet.
Ansvar overfor offentligheden
Folk der tænker over, eller blot på et tidspunkt har stillet sig selv, filosofiske spørgsmål (og det har de fleste som sagt), fortjener at få noget at vide om, hvad professionelle filosoffer (såvel de gamle og afdøde, som de unge og nulevende), har at sige om disse spørgsmål.
Dels fordi filosoffer har brugt en masse tid på at tænke om disse spørgsmål, og derfor ofte har noget interessant at sige om dem. Dels fordi sådanne filosofiske tanker måske kan hjælpe folk med at blive bedre til selv at tænke over disse spørgsmål.
Og dels fordi filosoffer i dag som oftest er ansat på universiteterne, hvilket betyder, at deres løn i sidste ende betales af skatteyderne, der derfor har et berettiget krav på at få at vide, hvad pokker de egentlig går og laver.
Sofies Verden
Da jeg var ung (eller i det mindste yngre) læste alle mennesker for eksempel Jostein Gaarders ‘Sofies Verden’, som netop var sådan en lettilgængelig introduktion til de klassiske tænkeres diskussion af de store filosofiske spørgsmål.
Og jeg ved, at der var en hel del af mine studiekammerater, som startede på filosofistudiet, fordi de havde læst Sofies Verden.
(Selv nåede jeg af en eller anden grund aldrig længere end halvvejs igennem bogen – men jeg smuglæste slutningen, så jeg vidste hvordan den endte og kunne diskutere med, når mine kammerater snakkede om den).
Tysk populærfilosofisk hit
Det er imidlertid snart 20 år siden ‘Sofies Verden’ udkom. Og skønt filosofien ikke bevæger sig specielt hurtigt, så er der alligevel sket ting og sager siden dengang. Hvilket betyder, at det er ved at være på tide med en ny populær introduktion til feltet.
Den har Richard David Precht, en tysk journalist og forfatter, med en ph.d. i germanistik og filosofi i rygsækken, sat sig for at skrive. Resultatet er ‘Hvem er jeg – og hvis ja, hvor mange?’. En filosofisk rejse, der har solgt over en million eksemplarer i de tysktalende lande, og som nu blevet oversat til dansk.
Hvor Jostein Gaarder i ‘Sofies Verden’ præsenterede sin diskussion af filosofien og filosofferne igennem en fiktiv historie om Sofie, der pludseligt begynder at modtage breve med filosofiske tanker og spørgsmål, så er der ingen fiktiv rammehistorie i ‘Hvem er jeg…’.
Dette giver en mere direkte og kontant indføring i de filosofiske problemer og spørgsmål, men gør også gør bogen mindre tilgængelig for folk, der ikke er vant til at læse faglitterære tekster.
Problemer i stedet for kronologi
Den overordnede historie, som Precht ønsker at fortælle med sin bog, er historien om de seneste års udvikling og fremskridt indenfor hjerneforskningen, og den betydning denne udvikling har for diskussionen af filosofiske problemer.
Hvor Sofies Verden anlagde en historisk og kronologisk tilgang til filosofien, og præsenterede filosofiens store skikkelser i nogenlunde den rækkefølge de levede, så går Precht systematisk og problemorienteret til værks.
I ‘Hvem er jeg…’ er fokus ikke så meget de enkelte filosofiske tænkere, men derimod de problemer og spørgsmål de beskæftiger sig med. Det er diskussionen af disse problemer, som bestemmer, hvilke filosoffer der diskuteres og hvornår de bringes på banen.
Starter med Nietzsche
Modsat mange andre værker, der introducerer til filosofien, starter Precht derfor ikke med de gamle græske filosoffer, som grundlagde den vestlige filosofiske tradition.
Han begynder tværtimod med Nietzsche og Nietzsches kritik af netop denne tradition, som (meget kort fortalt) går ud på, at filosofien har en tendens til at glemme, at mennesket ikke blot er et fornuftsvæsen, men også helt basalt er et dyr med drifter og behov.
Dermed får Precht lagt fint an til bogens egentlige hovedtema: At introducere og diskutere den filosofiske traditions idéer, med udgangspunkt i den nyeste forskning indenfor neurobiologien og psykologien.
Gamle tænkere støvet og sat i aktion
‘Hvem er jeg…’ er således ikke en neutral og fordomsfri introduktion til filosofien, men et diskussionslystent og undertiden provokerende forsøg på at bringe filosofien, hjerneforskningen og den moderne psykologi i diskussion med hinanden.
Precht skriver godt og hans meget ligefremme og uformelle stil gør, at man hurtigt lever sig ind i og bliver engageret i bogen. Og fordi bogen er bygget op omkring diskussion af konkrete spørgsmål og problemer, er der ikke mange døde punkter undervejs. Man går direkte fra en problemstilling til den næste, fra en ophedet diskussion til en anden.
Præsentationen af og redegørelsen for bestemte filosoffers og videnskabsfolks synspunkter er altid indlejret i diskussioner af konkrete spørgsmål. Filosofiske tanker og idéer fra 1500-tallet fremstår dermed lige så levende og nærværende, som nutidige teorier om hjernens opbygning. Precht får dermed anskueliggjort og argumenteret for filosofiens fortsatte relevans og betydning.
Mangler førmoderne filosoffer
Bogens struktur og overordnede målsætning giver imidlertid også anledning til et par problemer, som der er grund til at gøre opmærksom på: Fordi det primære fokus i ‘Hvem er jeg…’ er forholdet mellem filosofi og den nutidige hjerneforskning, så er bogen i meget høj grad fokuseret på den moderne filosofi, dvs. på filosofien fra René Descartes og frem.
De før-moderne filosoffers verdensforståelsee, var jo ikke informeret og inspireret af den moderne naturvidenskab, og passer derfor ikke så godt ind i Prechts overordnede rammefortælling. Der er således kun tre før-moderne filosoffer, som Precht for alvor bruger tid på at diskutere, nemlig Epikur, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas.
Det er imidlertid svært at benægte, at filosoffer som for eksempel Sokrates, Platon, Aristoteles, stoikerne og Augustin historisk set har været uhyre indflydelsesrige, og at de selv i dag fortsætter med at gøre deres indflydelse gældende. Ja, indenfor moralfilosofien er Aristoteles i netop disse år en af de mest diskuterede og betydningsfulde tænkere.
Når man læser ‘Hvem er jeg…’ bør man derfor holde sig for øje, at der er en lang række filosoffer, og omkring 2000 års (før-moderne) filosofihistorie, som er så godt som fuldstændigt fraværende. Der kan således være god grund til at supplere læsningen af Prechts bog med et mere historisk anlagt introduktionsværk.
Fejl og ensidige fortolkninger
Et andet problem med bogen er, at Precht ikke altid er lige heldig i sin præsentation af konkrete filosoffers synspunkter og positioner.
Nu kan man ganske vist ikke forlange samme præcision af et populærvidenskabeligt værk som ‘Hvem er jeg…’, som af en akademisk afhandling. Men når Precht (på s. 62) for eksempel skriver, at Spinoza og Fichte mener, at mennesket idéelt set burde være et følelseskoldt og rendyrket fornuftsvæsen, så er det ikke blot upræcist, men decideret forkert.
Og når Rousseau (i kapitel 10) anklages for at mene, at mennesket alt andet lige ville være lykkeligere og bedre stillet, hvis det helt kunne undgå andre menneskers selskab, så er der tale om en meget ensidig og dogmatisk fortolkning; en fortolkning som reducerer Rousseaus filosofi til en karikatur, og gør det svært at forstå, hvorfor så mange betydningsfulde tænkere senere har fundet inspiration i hans værker.
Man bør derfor tage Prechts udlægninger af diverse filosoffer med en gran salt, og snarere se dem som partsindlæg i Prechts eget projekt med at sammentænke filosofi og hjerneforskning, end som forsøg på at redegøre loyalt for en bestemt filosofs position.
Giver lyst til mere
Med disse forbehold in mente, så vil mange mennesker imidlertid med både fordel og fornøjelse kunne læse ‘Hvem er jeg…’. Precht gør filosofien både levende og forståelig. Han har et klart sigte med bogen og er ikke bange for at lægge sine egne (ofte provokerende) synspunkter frem.
Nogle gange går diskussionen lige lovlig hurtig, og man kunne ønske at Precht havde givet sig tid til at gå mere i dybden med nogle enkelte spørgsmål, i stedet for at favne så bredt som han gør. Og så er der som sagt god grund til at være skeptisk overfor Prechts udlægning af konkrete filosoffer.
Hvad bogen mangler i nuanceringer og præcision vinder den dog til dels ind i engagement og diskussionslyst. ‘Hvem er jeg…’ fungerer således bedst, når den introducerer til en række overordnede filosofiske problemer og spørgsmål, mens den er mindre god, undertiden decideret dårlig, når Precht giver sig i kast med at præsentere konkrete filosoffers synspunkter.
Selv blev jeg ikke overbevist af specielt mange af Prechts argumenter. Men da jeg var færdig med bogen, havde jeg lyst til at finde forfatteren og fortsætte den filosofiske diskussion. Og det er et ret godt resultat for en bog om filosofi.
Rod i litteraturlisten
Til slut en enkelt kommentar om Borgens redaktionelle arbejde på den danske udgave af ‘Hvem er jeg…’: Hvem er jeg er et populærvidenskabeligt værk rettet mod den interesserede lægmand. Man burde derfor forvente, at forlaget havde gjort sig den anstrengelse, at få lavet en opdateret og (så vidt det er muligt) fordansket udgave af forfatterens litteraturliste.
Dette er imidlertid kun delvist tilfældet. Forlaget har i langt de fleste tilfælde bibeholdt Prechts egne henvisninger til tyske udgaver af de bøger han har anvendt, selv i de tilfælde, hvor der er tale om bøger, som oprindeligt er skrevet og udgivet på andre sprog, for eksempel engelsk.
Dette er underligt, da man må formode at bogens tiltænkte målgruppe formodentlig har langt bedre forudsætninger for at læse bøger på engelsk end på tysk.
En skam for de der vil læse mere
I nogle tilfælde er de tyske henvisninger dog erstattet af henvisninger til danske udgaver og oversættelser. Denne fordanskning er imidlertid ikke blevet konsekvent gennemført. For nu blot at nævne et par enkelte eksempler:
Damasios Descartes’ ‘Error’, Wilhelm Weischedels ‘Die Philosophische Hinterträppe, Austins Zur Theorie der Sprechakte’ (den tyske udgave af ‘How to do Things with Words’) og Nagels artikel ‘What is it like to be a bat’, som alle omtales i litteraturlisten, findes således i danske oversættelser.
Dette nævnes imidlertid ikke nogen steder. Og det er en skam, da man kan håbe, at i det mindste nogle af bogens læsere bliver inspireret til at ville læse mere om de problemer og spørgsmål, som Precht behandler i sin bog.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
