Statsgælden fylder meget i mediebilledet for tiden.
Ikke bare når det gælder indenrigspolitik, men også i EU, hvor medlemsstaterne netop har reddet Grækenland fra at gå bankerot.
Men hvad er denne her statsgæld egentlig for en størrelse?
Det vil vores læser Ole Hynkemejer Nielsen gerne vide, og han har derfor stillet spørgsmålet:
»Hvem har vi lånt pengene af. Hvem har de lånt pengene af«?
Gæld bliver optaget via værdipapirer
Nu skulle man umiddelbart tro, at staterne låner pengene i en stor international bank, men sådan forholder det sig ikke.
Det fortæller professor i økonomi Christian Schultz, der er institutleder på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet.
\ Fakta
VIDSTE DU
Danmarks statsgæld udgjorde 302 milliarder kr. ultimo 2009.
Målt pr. indbygger er statsgælden steget pr. indbygger fra ca. 35.000 kr. i 2008 til ca. 55.000 kr. i 2009.
Kilde: Nationalbanken
»Når staten optager gæld, så gør den det ved at udstede statsobligationer. En obligation er en forpligtelse, og på obligationerne står der, hvad man forpligter sig til. For eksempel kan staten forpligte sig til at betale det pågældende beløb tilbage om et, fem eller ti år. Obligationen bliver så købt af nogle andre,« siger forskeren.
Danskere og udlændinge låner staten penge
Køberne kan være danske statsborgere, som så ejer obligationerne privat.
Ofte bliver disse værdipapirer dog købt op af pensionskasserne. Men obligationerne kan lige så vel blive købt af udlændinge.
Der er således et marked for obligationer, hvor der bliver handlet frem tilbage. Staterne har ikke indflydelse på, hvem der ejer obligationerne, men kan blot håbe på, at der er tillid til deres obligationer.
Tillid til statens økonomi påvirker renten
Tilliden har nemlig indflydelse på den rente, som staterne skal betale dem, som har købt deres obligationer.
Er der kun lidt tillid til, at staten vil kunne betale pengene tilbage, så stiger renten på obligationerne, fordi køberne i så fald vil være sikre på at bare en lille smule ud af deres investering og gerne i løbet af kort tid.
Mistilliden kan dog vokse sig rigtig stor, og det er det, vi på det seneste har set med Grækenland.
\ Fakta
VIDSTE DU
Når nationalbanken udsteder statsobligationer, så sker det igennem nogle banker, de har et samarbejde med. Bankerne sælger så obligationerne videre.
Kilde: Nationalbanken
»I markedet er det efterhånden gået op for alle, at Grækenland har udstedt en masse statsobligationer, som de ikke vil kunne betale tilbage. Derfor steg deres rente meget,« siger professoren og fortsætter:
»Det er lidt ligesom i børnehaven. Hvis du har lånt lille Brian noget slik, og han aldrig 'betaler' det tilbage, så får du mindre lyst til at låne ham mere.«
EU's fond genetablerer tillid
Grækenlands økonomi har nu vist sig at være sig så rådden, at staten har været i fare for at gå bankerot, og en sådan bankerot vil have en negativ effekt på alle økonomierne i Europa.
EU-landene har derfor med Tyskland i spidsen besluttet at lave en fond, som kautionerer for, at Grækenland kan rent faktisk kan tilbagebetale den gæld, som de har optaget.
Renten på Grækenlands statsobligationer er herefter faldet.
Spørg Videnskaben har desværre ikke kunnet finde ud af i hvilke lande, der ligger flest danske statsobligationer, så vi håber Ole Hynkemejer Nielsen er tilfreds med et halvt svar og en rød t-shirt som tak for spørgsmålet.
Har du også et godt spørgsmål om alt fra finanskrise til fodbold eller Formel 1, så send det til Spørg Videnskaben på redaktionen@videnskab.dk.

































