Hvad sker der med vores liv på internettet, når vi dør?

Ifølge en ny analyse, foretaget af forskere ved Oxford Internet Institute ved Oxford University, vil der sandsynligvis være flere døde end levende personer på Facebook inden for 50 år.

Det kan få store konsekvenser for måden, vi behandler vores digitale arv, mener forskerne.

Analysen viser, at mindst 1,4 milliarder personer bag forskellige Facebook-profiler vil gå bort inden 2100, og hvis det sker, vil antallet af døde overstige antallet af levende, når vi når frem til år 2070.

Internetbrugerne ligger inde med enorme mængder data, når de dør – ofte kaldt den digitale arv.

Ny og svær problematik

»Denne statistik betyder, at vi skal forholde os til nye og svære spørgsmål om, hvem som har ret til vores data, hvor og hvordan de bliver forvaltet, så man varetager den afdødes familie og venner, og hvordan fremtidige historikere kan bruge datamængden til at forstå fortiden,« siger studiets hovedforsker Carl Öhman i en pressemeddelse.

Han fortsætter:

»Vi er netop begyndt at stille disse spørgsmål på samfundsniveau, men der er lang vej endnu. Håndteringen af vores digitale arv vil i sidste ende vedrøre alle, som bruger de sociale medier, for vi skal alle dø en dag og efterlade vores data.«

Han fortæller, at vores Facebook-profiler er – eller bliver – en del af vores digitale arv.

David Watson, som var med til at udarbejde analysen, fortæller i en pressemeddelelse, at det er første gang i historien, at der har eksisteret et så stort arkiv over menneskelig adfærd og kultur samlet på ét sted.

Forvalter vores historie

Forvaltningen af dette arkiv vil på en måde være som at forvalte vores historie.

Han mener, at det er afgørende, at tilgangen til denne historiske datamængde ikke bliver begrænset til enkelte kommercielle virksomheder.

»Det er vigtigt, at vi sikrer, at fremtidige generationer kan bruge vores digitale arv til at forstå historien,« siger David Watson.

Forskerne fremsætter to mulige scenarier og argumenterer for, at den fremtidige situation vil falde et eller andet sted imellem de to.

• Scenarie nummer 1 forudsætter, at der ikke blev oprettet nye Facebook-profiler efter 2018. I så fald stiger Asiens antal af afdøde brugere hurtigt for til sidst at udgøre knap 44 procent ved slutningen af dette århundrede. Næsten halvdelen af profilerne kommer fra Indien og Indonesien – og de står for 279 millioner døde Facebook-brugere inden 2100.
• Scenarie nummer 2 forudsætter, at Facebook fortsætter med at vokse med samme hast som i dag, hvilket vil sige med en stigning på 13 procent hvert år. I så fald vil Afrika stå for den største stigning af afdøde brugere; især Nigeria bliver vigtig med 6 procent af samlede dødsfald. Blandt vestlige lande befinder kun USA sig i top 10.

Facebook er blot en stikprøve

Carl Öhman forklarer, at resultaterne ikke skal tolkes som en fremtidsprognose, men snarere som en kommentar på den udvikling, vi ser i dag.

Det giver os mulighed for at forme den fremtid, vi bevæger os hen imod. Facebook-datamængden er nemlig blot en stikprøve.

Facebook er blot et eksempel på, hvad der kan være i vente for en platform med en tilsvarende tilkobling og global rækkevidde, siger han.

David Watson tilføjer, at Facebook bør invitere historikere, arkivarer, arkæologer og etikere til at deltage i processen med at varetage den enorme datamængde, som vi efterlader os, når vi går bort.

Det handler ikke blot om at finde bæredygtige løsninger for de kommende par år, men mange årtier frem i tiden, siger han.

LÆS OGSÅ: Bryd ud af Facebook-boblen: Sådan får du nyheder, der udfordrer dig

Kulturelle forskelle

Astrid Waagstein er digital rådgiver og ansat ved IT-Universitetet i København.

Hun mener, at det er et vigtigt studie, og fortæller, at afdøde brugeres profiler ofte er blevet diskuteret, men at spørgsmålet ikke tidligere har været videnskabligt gransket.

»Det er interessant med et samfund-økonomisk perspektiv på problematikken, da det ofte er jura, som danner rammerne for diskussionen,« forklarer hun.

Hun finder det også interessant, at størstedelen af de afdøde Facebook-profiler globalt set vil tilhøre ikke-vestlige brugere i år 2100. Forskningen på området har nemlig hidtil fokuseret på USA og Europa.

Det er brugbart i forhold til at målrette forskningen lidt bedre.

»Det er afgørende, at store kulturelle forskelle bliver taget i betragtning, fordi der er stor forskel på, hvordan vi ser på og håndterer døden global set – og dermed også hvordan vi håndterer digital information post mortem – efter døden,« siger hun.

En diskussion om hensyn og ansvar

Bliver der forsket nok i digital arv?

»Nej, det mener jeg ikke, at der gør. Det undrer mig en smule, når man tager højde for, at udfordringen med afdøde brugere på de sociale medier kun vil vokse i fremtiden. Det er vel at mærke uanset, om platformen hedder Facebook, Twitter eller noget helt andet,« siger hun.

Astrid Waagstein mener, at vi har brug for større viden om, hvilke typer data vi efterlader, hvilken værdi det har for de involverede parter, samt ikke mindst hvordan de afdødes data skal håndteres hensigtsmæssigt og data-etisk.

For skal lov og ret sikre individets selvbestemmelse post mortem? Eller skal man tage mere hensyn til de efterladte?

Med andre ord, skal vi sikre adgang til sentimentale værdier som billeder og beskeder, selv om det kan være en overtrædelse af den afdødes ret til privatliv?

»Og hvis vi hæver det over individniveau: Skal kommercielle virksomheder fortsat have lov til udarbejde retningslinjerne for post mortem-datahåndteringen? Eller skal vi hellere indrette det efter, hvad som er i samfundets interesse?« spørger Astrid Waagstein.

Hun mener, at vi har brug for en grundig diskussion om, hvor hensyn og ansvar bør ligge, og ikke mindst hvordan håndteringen af post mortem-data skal foregå i praksis.

Big data

Hvilken værdi vil Facebook-profilerne have i fremtiden?

»Det er ikke den enkelte Facebook-profil, men summen af dem som har værdi i dette tilfælde, selv om man kan forestille sig, at individuelle profiler kommer til at blive mikrohistorier, som kan gøre os klogere på den tid, vi lever i.«

Hun fortæller, at vi i Danmark indsamler og bevarer data fra de største private og offentlige virksomheder gennem det offentlige Rigsarkiv.

»Dokumenterne er med til at fortælle historien om, hvordan samfundet har fungeret og ageret,« siger hun.

For eksempel indsamlede Rigsarkivet offentligt tilgængelige data fra både Twitter og Facebook i forbindelse med terrorangrebet på Krudttønden i København.

Man kan derfor sige, at de sociale netværksmedier udgør historiske kilder, som på sigt kan bidrage til kulturarven, siger hun.

LÆS OGSÅ: Big data er som en læge, der har set 3 millioner patienter

Lav et digitalt testamente

Du har udtalt, at vi bør tænke over vores digitale arv, før det er for sent. Hvad bør vi overveje?

»Helt konkrete råd om håndteringen af data ved død er givet ud fra den viden, vi har på området lige her og nu. Den er mangelfuld og stemmer ikke overens med den eksisterende lovgivning,« siger hun.

»Overordnet kan man sige, at det er en god idé at informere om, hvad, vi ønsker, skal ske med hele eller dele af vores digitale portefølje samt lave et slags digitalt testamente, hvis vi ønsker at have den mindste indflydelse på, hvad der sker med vores personlige informationer, efter vi er døde,« fortæller Astrid Waagstein.

Hun fortsætter:

»På hvilken ekstern harddisk eller cloud-service ligger de billeder, som vi ønsker at give videre? Skal PC'en formateres, skal Facebook slettes, eller skal profilen fortsætte som en mindeprofil? Taler vi om de sociale medier, så er mulighederne for håndteringen af profiler og konti forskellig fra platform til platform. Vi kan for eksempel indstille Facebook's legacy contact. Desuden kan vi dele vores iCloud eller Dropbox-folder.«

»Når vi deler, får andre adgang her og nu, og ikke først når vi går bort - simpelthen fordi systemerne ikke er smart nok opbygget endnu. Del derfor kun med folk, du kan betro dig til, og overvej, om der findes materiale, som dine pårørende ikke skal have adgang til,« råder hun.

Virksomhederne bestemmer

Astrid Waagstein fortæller, at størstedelen af de sociale netværk samt LinkedIn, Snapchat, Dropbox, Twitter og iCloud ikke har en standardiseret proces for data, når brugerne går bort.

Så er de pårørende nødt til at kontakte hver enkelt virksomhed, bede om at få profilen lukket samt indsende dokumentation for dødsfaldet.

Samtidigt er brugerne underlagt de retningslinjer og procedurer, som virksomhederne vælger at tilbyde.

»Det vil sige, at det i dag er op til de forskellige virksomheder at tillade eller begrænse sletning, downloadning eller lagring af data,« siger hun.

Behov for data-etiske retningslinjer

Hvem - om nogen - bør have ret ret til at arve de informationer, vi efterlader?

»Det er et kompliceret spørgsmål, men jeg kan ihvertfald sige, at det et problematisk - som forskerne også påpeger - at det i dag er de kommercielle virksomheder, som skaber retningslinjerne for det, jeg kalder post mortem-datahåndtering: Det vil sige, de afgør, hvad der sker med vores data, når vi dør.«

Hvilke tiltag bør iværksættes for, at vi kan styre vores digitale arv?

»Mere forskning og viden på området for netop at kunne kortlægge, hvilke tiltag der er behov for. Vi har brug for opdateret lovgivning på området.«

Hun mener også, at der fra politisk side bør være krav om, at virksomheder, som har med brugerdata at gøre, følger data-etiske standarder for håndteringen af post mortem-data.

»Som vel at mærke giver brugerne flere rettigheder og bedre muligheder, end de har i dag,« slutter Astrid Waagstein.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Hvad er digital dannelse?

LÆS OGSÅ: Vi aner ikke, hvad #DeleteFacebook vil gøre ved vores demokrati