Hvad kendetegner en populist?

At kunne styre den offentlige samtale og engagere mange vælgere er ikke i sig selv populisme. Det er snarere en grundlæggende nødvendighed i politik.

Taktfaste slogans er heller ikke partout populisme.

For slogans, punchlines og vittigheder er en fast del af de fleste vælgermøder, og publikums tilråb udtrykker støtte og fremmer fællesskab i en folkemængde.

Populist bliver en politiker først, når han eller hun formulerer forenklede budskaber i en fortælling om, hvordan eliten har fordrejet folkets egentlige vilje og underløbet dets sande værdier.

Folket kommer (altid) først

Ordet populisme er afledt af det latinske ord for folk, populus, som vi også kender fra populær, popmusik og population.

Når populister selv skal fortælle, hvem de er, og hvad de vil, starter de som oftest med at tale om folket.

Sådan er det, uanset om de befinder sig til højre eller venstre for den politiske midte, og for alle populister til alle tider gælder, at folket kommer først.

Når populister så skal definere folket, anvender de gerne modsætninger, som ofte beskriver modstanderne af folket – eller alt det, folket ikke er.

Den danske partistifter Mogens Glistrup kaldte for eksempel statslige medarbejdere for ’papirnussere’ i sin valgkampagne forud for jordskredsvalget i 1973 i et forsøg på at skabe en modsætning til det hårdtarbejdende folk.

Beskriver ofte modstanderne af folket

I modsætning til eliten af etablerede politikere, økonomiske ledere og kulturpersonligheder tillægger populisterne således folket en form for ordentlighed med klassiske, måske endda konservative, moralske værdier, der ikke kommer til orde i den offentlige debat.

Folket er ’det tavse flertal’, som den tidligere amerikanske præsident Richard Nixon formulerede det i 1969.

Det tavse flertal var hårdtarbejdende, patriotiske og hæderlige modsat de højrøstede blomsterbørn, der ifølge Nixon nedbrød samfundets grundlæggende strukturer og værdier.

Han så blomsterbørnenes demonstrationer imod Vietnamkrigen og deres civile ulydighed som en modpol til lov og orden og det at tage ansvar.

Han så også fri kærlighed som antitesen til konservative dyder og afvisningen af forbrugersamfundet som et rungende nej til den amerikanske drøm, ja, det gode liv i det hele taget.

Ser verden i skarpt optrukne modsætninger

At en politisk leder som Nixon modstiller værdier på den måde, gør ikke nødvendigvis vedkommende til populist, men alle populister ser verden i skarpt optrukne modsætninger.

Når folket er de gode, må eliten eller de farlige fremmede eller avantgarden være onde.

Den daværende præsident for Venezuela Hugo Chávez iscenesatte for eksempel sig selv som den gode imod den onde, da han fra FN’s talerstol i 2006 bemærkede, at der stadig lugtede af svovl, efter at USA’s præsident George W. Bush havde forladt podiet.

Eliten behøver altså ikke at være fra landet selv.

Det kan også være udenlandske ledere eller ledere af internationale organisationer som Verdensbanken eller Den Internationale Valutafond, som populister kan bruge som figurer, de kan sætte op over for folket.

Populisme til højre og venstre

Der findes populister både til højre og venstre for den politiske midte. Fælles for dem er, at de ser verden i sort og hvid.

De ser en konflikt mellem folket og eliten, men højrepopulister går et skridt videre og fremstiller en konflikt mellem folket og ’de farlige andre’ eller rettere ’de farlige fremmede’, et udtryk der er formuleret af den hollandske politolog Andrej Zaslove.

Der er os mod dem.

Højrepopulister ønsker ofte at begrænse de ’uønskede’ befolkningsgruppers kollektive og individuelle rettigheder til at udøve deres egen kultur, religion eller måde at klæde sig på.

For venstrepopulister er de farlige fremmede snarere toplederne i de internationale finansielle institutioner som IMF eller globale storbanker som den amerikanske J.P. Morgan end minoriteter.

At populisme således kan komme til udtryk på flere forskellige måder, har gjort forskning i fænomenet besværlig.

Blander ideologiernes kernebegreber frit

Den politiske filosof Isaiah Berlin brugte i 1967 en analogi om Askepot til at beskrive et grundlæggende problem med at sammenligne populistiske partier og bevægelser på tværs af landegrænser.

Ligesom Askepots glassko kun passede hende, lider den videnskabelige og folkelige debat om populisme under, at selv om der nok findes en sko, så passer den ikke til alle partier og bevægelser.

Forskningsfeltet var derfor indtil for få år siden præget af studier af enkelte partier i forskellige lande, og derfor var det svært for samfundsforskerne at samles om en måde at forstå fænomenet på.

Der er nu ved at danne sig nogle mere fælles perspektiver på populisme, som belyser forskellige aspekter af den.

Den hollandske politolog Cas Mudde har således betegnet populisme som en ’tynd ideologi’.

Han mener, at populisme ikke er en ideologi i sig selv som for eksempel liberalisme, konservatisme eller socialisme, men at den anvender dele af ideologiernes kernebegreber og blander dem nærmest frit.

Folkets sande interesserer

Den afgørende forskel i forhold til de klassiske ideologiske partier er, at populister inddeler samfundet i to modstridende grupper.

Populismen repræsenterer ’det sande folk’, som tillægges positive værdier såsom redelighed og hårdt arbejde, og hvor populisterne udfører en form for folkevilje.

De mener med andre ord at have patent på sandheden i en grad, der adskiller dem fra de øvrige politiske partier.

De øvrige partier tænker naturligvis også, at de repræsenterer en ideologi, som vil føre til et bedre samfund.

Vil hellere råbe end indgå i dialog

Men modsat populisterne accepterer de det repræsentative demokratis grundlag, hvor vi bøjer vores forskellige holdninger mod hinanden og indgår politiske forlig.

De repræsenterer derfor ikke folkets vilje.

Konkret betyder det, at populister ikke nødvendigvis accepterer tiltag, der beskytter homoseksuelle mindretal eller uafhængige institutioner som centralbanker, hvis de står i vejen for folkeviljen.

Når populister samtidig er overbeviste om alene at have ret og alene at repræsentere folkets sande interesser, er det vanskeligt for dem at indgå forlig med politiske modparter.

Derfor kalder mange også de populistiske partier for ’protestpartier’.

De vil hellere råbe ad andre end indgå i en dialog med dem.

Populister er forskellige fra land til land

Når populister så hæfter sig på de klassiske ideologier, kommer forskellene mellem populister i forskellige lande til syne.

I de skandinaviske lande med veludviklede velfærdsstater tillægges ’folket’ andre værdier end i mere liberale lande.

Det britiske uafhængighedsparti UKIP har altid været tilhængere af lavere skatter, hvorimod Dansk Folkepartis tidligere leder Kristian Thulesen Dahl ikke mente, at et lavt skattetryk var en selvstændig borgerlig værdi.

Forskellene betyder, at højrepopulister har sværere end venstrepopulister ved at samarbejde internationalt, da de oftere er uenige om konkrete politiske spørgsmål på nær holdningen til migranter.

Den græske politolog Paris Aslanidis tilføjer, at alle politikere og partier i større eller mindre grad anvender populistiske strategier og ideer, og at en politiker derfor ikke enten er populist eller ej.

Populisme er altså i praksis et spørgsmål om grader, hvor alle politikere er lidt populistiske, og enkelte er det meget. Det betyder også, at Isaiah Berlins billede med Askepots sko stadig giver mening.

Forstår folket som en enhed

Den amerikanske demokratiforsker Kurt Weyland advarer mod at forstå populisme ved bare at skrabe en masse forskellige karakteristika sammen.

Så bliver Askepots sko så at sige alt for bred, så alle fødder kan være i den, og det vil gøre det umuligt at adskille populistiske partier fra andre partier.

Det er også muligt at forstå populister ved at lægge mindre vægt på, hvad de siger, og mere på, hvad de gør, og hvordan de bygger deres bevægelser op.

Weyland har blandt andet lagt mærke til, at populistiske partier i Latinamerika oftest er centreret omkring en politisk leder, der etablerer en koalition på tværs af klasser for at vinde magten.

Mens de klassiske ideologier forstår samfundet som opbygget af forskellige klasser, forstår populisterne derimod folket som forenet – en enhed – og ikke opdelt.

Berlins gamle billede med Askepots sko giver dog også mening på en anden måde: Askepot var fattig, og eventyret foregår i et grundlæggende ulige samfund.

Uanset tid og sted har populister nemlig altid adresseret ulighed, hvad enten den er økonomisk eller politisk.