Hvad er strukturalisme?

Syv unge mænd i fodboldtøj tumler rundt efter bolden på en fodboldbane. Himlen er blå, og på deres grønne t-shirts står der ’Carlsberg’. Der bliver scoret et mål. De kåde ungersvende kaster sig over hinanden i en stor bunke.

»Har vi glemt glæden ved at spille med en læderbold?« spørger en af mændene i reklamen, mens han ser ind i kameraet.

Reklamen er for Carlsberg-øl. Men den handler overhovedet ikke om, at øl smager godt. I stedet handler den om fodbold, og at Carlsberg-øl er det naturlige centrum i et godt mandefællesskab. Den slags reklamer kan vi takke videnskabsteorien ’strukturalisme’ for.

»Det ligger ikke i indholdet af en hof-flaske, at det skal forstås på en bestemt måde. Øllen får først en særlig mening for os, når den bliver pakket ind i en masse betydningslag: Fodbold, humor og mande-sammenhold.«

»Strukturalisterne har fundet ud af, at de betydningslag findes i en struktur, der er adskilt fra selve materialet – altså øllen,« siger centerleder ved Center for Internetforskning, Aarhus Universitet, Niels Brügger, der sammen med en kollega har skrevet en bog om strukturalisme.

Vi mennesker skaber strukturerne

Strukturer er altså vigtige at vide noget om, hvis du vil gennemskue, hvordan reklamer forsøger at sælge dig ting og sager.

I det hele taget har strukturerne en enorm indflydelse på, hvordan vi forstår den verden, vi lever i. Der er nemlig strukturer i alt omkring os – vores sprog, film, historie og reklamer. Og uden de strukturer ville vi hverken forstå film, bøger eller sociale sammenhænge.

Vi mennesker har nemlig skabt strukturerne for at skabe mening i vores tilværelse. Havde der ikke eksisteret mennesker, ville der derfor heller ikke være nogen strukturer. Strukturerne består af de ekstra lag sprog og tanker, som mennesker lægger oven på verden for at forstå den.

Carlsberg-reklamen får for eksempel sikkert mange mænd til at tænke positivt om Carlsberg. Det sker, fordi mænd forbinder noget positivt med de strukturer – billeder, sprog og tanker – som omgiver øllen i reklamen. Reklamens strukturer handler om fodbold, og den sport forbinder vi med et særligt mande-sammenhold.

Reklamer handler tit om noget andet end lige præcis dét, de reklamerer for. Det var strukturalisterne, der fandt ud af, at eksempelvis en øl skifter betydning, alt efter hvilken sammenhæng (struktur), den indgår i. Når øllen for eksempel bliver drukket af fodboldspillere, får den en aura af mandefællesskab. (Video: Kim Hansen)

»Det er ligesom, når du sælger en Coca Cola.  Så sælger du ikke bare en brun væske i en flaske. Du sælger også et sæt værdier – en livsstil,« siger Niels Brügger.

Deler strukturerne op i tegn

Vi kan hverken måle eller veje strukturerne. De er nemlig nogle usynlige regler, vi ikke tænker over. Men de er ikke helt uhåndgribelige.

Strukturalisterne kan fortælle, hvordan strukturerne fungerer og hænger sammen, fordi de har fundet en effektiv metode at analysere dem på:

Strukturalisterne deler strukturerne op i enkelte dele – i tegn. Ved at undersøge, hvordan tegnene spiller sammen, afdækker strukturalisterne strukturerne.

Tegn får mening fra strukturen

Den vigtigste idé i strukturalismen er, at et tegn kun giver mening, fordi det er en del af en struktur.

I Carlsberg-reklamen løber mændene for eksempel rundt på en græsplæne. Græsplænen er – set med strukturalistiske øjne – et tegn. Det tegn bliver først til en fodboldbane, når det indgår i en struktur med andre tegn: Et mål, fodboldtrøjer, en bold.

Så længe græsplænen ikke indgår i en fodbold-struktur, er den bare en græsplæne. Men når den sættes ind i fodbold-strukturen – sammen med de andre fodbold-tegn – bliver den forvandlet til en fodboldbane. De enkelte tegn får med andre ord først mening i vores hoveder, når de er indlejret i en struktur.

Strukturalismen kommer fra sprogvidenskaben

Eksemplet med fodboldbanen er meget simpelt i forhold til de meget indviklede tegn-analyser, som strukturalister har lavet i tidens løb.

De første strukturalistiske analyser blev lavet i 1910erne af strukturalismens far – den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure (1857–1913).

I den berømte bog ’Kursus i almen lingvistik’ (Cours de linguistique générale) undersøger Saussure sprogets struktur. Eller som han selv ville sige det: Sproget som et system.

»Sprogets elementer indgår i et system – en struktur. Og det er det system, der giver de enkelte elementer i sproget mening,« fortæller Niels Brügger.

Bogstavet ’k’ er kun et ’k’, fordi det hverken er et ’q’, et ’i’ eller et hvilket som helst andet bogstav i alfabet-systemet. Ligesom vi kun kalder en okse for ’okse’, fordi vi har ord for en kalv og en ko. Ordet ’okse’ betegner dét, som alle de andre ord i sproget ikke betegner.

Vi skal kunne skelne tegnene fra hinanden

Når man ser verden på den måde, er hvert eneste lille tegn – hver en lyd, hvert et ord, hver en farve eller hvert et billede – afhængig af at være indlejret i en større struktur. En struktur, der kan fortælle os, hvad tegnet er, fordi tegnet ikke er alle de andre tegn i strukturen.

»Elementerne har ikke en mening i sig selv. Det er ikke så vigtigt, om vi siger ’b’ eller ’p’ på en bestemt måde. Det vigtige er, at de to bogstaver indgår i et system, så vi kan skelne dem fra hinanden,« siger Niels Brügger.

Strukturer bestemmer vores familieforhold

På en side i Saussures ’Kursus i almen lingvistik’ kommer den berømte lingvist med en opsigtsvækkende bemærkning. Han mener, at idéen om strukturer i sproget faktisk kan udbredes til andre dele af menneskers liv.

Det fik den franske antropolog Claude Lévi-Strauss (1908-2009) til at gruble. Han forestillede sig, at der måske var nogle faste strukturer i den måde, vi mennesker indretter vores familier på i forskellige samfund. Altså nogle usynlige regler for, hvordan vores familieforhold er.

Lévi-Strauss begyndte i 1950erne at læse bunker af andre antropologers analyser af familieforhold. Og det viste sig, at forskellige stammesamfund har faste mønstre – strukturer – for, hvem der må gifte sig med hinanden.

• Nogle samfund er for eksempel organiseret sådan, at en mand bliver gift med sin mors brors datter.
  
• I andre samfund skal en mand derimod giftes med sin fars brors datter.

Claude Lévi-Strauss’ pointe var, at særlige kulturelle stukturer i forskellige samfund var årsag til, at man blev gift med dem, man blev gift med.

Mange ved ikke, at de er strukturalister

Strukturalismen har i de seneste 100 år hjulpet os med at begribe mange sammenhænge, som ellers ville være usynlige for os. Alligevel er der i øjeblikket ikke ret mange erklærede strukturalister på de danske universiteter.

»I dag finder du ikke så forfærdelig mange, som synes, at strukturalisme er det fedeste. At lede efter strukturer er efterhånden blevet så almindeligt i humanvidenskaberne, at man ikke betragter det som strukturalisme.«

»Mange forskere og studerende leder efter strukturer i tekster, film og billeder – uden at indse, det faktisk er strukturalismen, de bruger,« fortæller Niels Brügger.

En anden grund til, at strukturalismen ikke har så mange svorne tilhængere, kan være, at videnskabsteorien faktisk er blevet kritiseret ret meget. Især for to forhold:

Kritik nr. 1: Hvor er den fri vilje?

Strukturalisterne er blevet kritiseret for, at deres verdenssyn – hvor strukturer bestemmer grænserne for, hvad vi kan gøre – ikke efterlader en fri vilje hos os mennesker. Vi kan nemlig ikke ændre de store linjer i vores hverdag, hvis det i virkeligheden er strukturer, der bestemmer, hvem vi gifter os med, eller hvad vi overhovedet kan sige. På den måde er vi styret af de usynlige strukturer. Og det mener kritikerne simpelthen ikke er tilfældet.

Som forsvar for strukturalismen skrev Niels Brügger i 2002 en bog sammen med en kollega. Han mener nemlig, at kritikerne har misforstået de gamle strukturalister. I virkeligheden mente Saussure, at vi godt kan ændre strukturerne. For eksempel ændrer sproget sig hele tiden – og derfor også sprogets struktur.

Kritik nr. 2: Hvordan kan vi forstå strukturer?

Strukturalisterne er enormt gode til at finde strukturer. Men de har problemer med at forklare, hvordan de usynlige strukturer går fra at være strukturer til at påvirke det enkelte menneskes verdensbillede. Hvordan ’indoptager’ mennesker strukturerne? Det spørgsmål mener kritikerne ikke, at strukturalismen kan svare ordentligt på.

Forsvaret mod den kritik har været svært for strukturalisterne. Strukturalismen er nemlig opstået som en analysemodel – og ikke et stort filosofisk system. Vi kan konstatere, at strukturalismen leverer nogle brugbare analyser. Men den store forkromede sammenhæng er svær at få på plads.

Strukturalismen er et godt værktøj

Niels Brügger er ikke i tvivl om, at strukturalismen som videnskabsteori alligevel har været en succes.

»Før strukturalismen kunne man godt tale om ideer, holdninger og meninger. Men med strukturalismen kom der en mere videnskabelig forklarings- og teori-ramme. Det blev muligt at analysere de uhåndgribelige fænomener på en mere systematisk måde.«

»Strukturalismen er et godt analytisk redskab. Tænker man strukturalistisk, kan man analysere sammenhængene mellem de mindste elementer i betydningen af tekster, billeder, samfund, film og alle mulige andre kulturelle udtryk,« siger Niels Brügger.