Hvad er kognitivisme?

Alan Turing var en helt blandt de allierede under anden verdenskrig. Han lirkede nazisternes hemmelige kodesystem ’Enigma’ op med sin skarpe intelligens. På den måde kunne de allierede forstå tyskernes hemmelige meddelelser og slå til dér, hvor fjenden var mest sårbar.

Nu – i 1950 – brugte det britiske matematiker-geni igen sit fantastiske intellekt. Og endnu engang ændrede han verdenshistorien:

I Alan Turings hoved voksede en ny idé frem: Man kan anskue menneskets hjerne som en form for maskine. En maskine, der behandler informationsinput fra omgivelserne. Det lyder måske ikke som en revolutionerende idé. Men uden den idé havde vi ikke haft den videnskabelige retning ’kognitivisme’ – og vi havde ikke opfundet computeren.

Det fortæller post doc Thomas Wiben Jensen, Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet, som forsker i videnskabsteori.

»Efter anden verdenskrig begyndte Turing og andre teknisk orienterede forskere at beskæftige sig med menneskets kognition– altså de tanke-processer, der er grunden til, at vi oplever og forstår verden omkring os,« fortæller Thomas Wiben Jensen.

Vil undersøge menneskets bevidsthed

Matematikere og naturvidenskabsfolk havde ikke tidligere interesseret sig for menneskets bevidsthed. Så kognitivismen var et revolutionerende nyt skridt indenfor videnskaben.

»Tidligere havde det været filosoffernes og psykologernes område. Men de nye ’kognitivister’ ville gå mere håndfast til værks. De mente, at de kunne gengive menneskets bevidsthedsprocesser i intelligente maskiner – altså de tidlige computere,« siger Thomas Wiben Jensen.

Før kognitivisterne kunne bygge maskiner, der kunne tænke som mennesker, blev de nødt til at kortlægge menneskets såkaldte ’kognition’: Hvad sker der i vores hjerner, når vi opfatter verden omkring os?

Det spørgsmål blev kognitivismens projekt. Som noget helt nyt rykkede kognitivisterne undersøgelserne af vores bevidsthed væk fra filosoffernes diskussionsklubber og ind i de tekniske laboratorier.

Har opgivet håbet om menneskelig maskine

I dag har de fleste kognitivister opgivet tanken om at lave en maskine, der fuldstændigt kan efterligne menneskets måde at opfatte verden på.

Kognitivismens oprindelige mål – den intelligente maskine – er på den måde gledet i baggrunden. Tilbage er interessen for at udnytte biologiens opdagelser – og den nyeste teknologi – til at afsløre, hvordan vi mennesker opfatter verden ved hjælp af vores bevidsthed.

Derfor er kognitivister i dag storforbrugere af hjerneskannere.

Hjerneskanninger afslører vores følelser

På computerskærme ser hjerneforskere, hvordan forskellige steder i hjernen reagerer, når vi bliver udsat for påvirkninger som kulde, kys eller latter. Man håber, at undersøgelser af hjernens processer kan fravriste vores bevidsthed dens hemmeligheder.

I de seneste år har kognitvismen for eksempel kastet sig over klassiske humanistiske spørgsmål som: Hvornår vækker et kunstværk følelser i os?

»Neuro-æstetikken beskæftiger sig med, hvordan vi oplever kunst, og hvad kunst egentlig er. Forskerne lægger folk i en skanner og beder dem se på forskellige malerier og bedømme dem: Er de tiltalende eller ej? Er det god kunst? «

»På skanneren kan forskerne se, hvornår og hvordan forskellige dele af hjernen bliver påvirket. Det viser hvilke områder i hjernen, der er bestemmende for oplevelsen og vurderingen af kunst. For eksempel hvordan følelses-centre arbejder sammen med mere rationelle processer,« siger Thomas Wiben Jensen.

Vi forstår verden med kroppen

Hjerneskanninger fandtes ikke i 1950erne. Kognitivismen er blandt andet derfor meget anderledes i dag, end den var, da den geniale logiker og computerforsker Alan Turing grundlagde den. I dag har kognitivisterne fundet ud af, at vi ikke alene opfatter verden via vores hjerner. Kroppen spiller også en altafgørende rolle.

Derfor kan en computers ’elektronhjerne’ aldrig gengive et menneskes bevidsthed 100 procent.

»I 1970erne og 80erne fandt en ny generation af kognitivister ud af, at computere ikke kan gengive en realistisk udgave af bevidstheden. En vigtig grund til det er, at computere ikke har en krop,« siger Thomas Wiben Jensen.

Robotter skal tænke med kroppen

Uden kroppen kunne vi slet ikke fungere i verden. Derfor er den vigtig at tage med i betragtningerne, hvis vi vil være kloge på, hvorfor vi forstår verden, som vi gør.

»Vi føler med vores hænder. Vi hører med vores ører. Vi kan lugte via vores næse. Hjernen behandler hele tiden de informationer, som den får fra vores saner – og som er forbundet med vores krop. Derfor virker det i dag absurd at ville undersøge hjernen uden kroppen,« siger Thomas Wiben Jensen.

Robot-forskningen tog hurtigt den erkendelse til sig. Forskerne indså, at intelligens ikke kun er at lave udregninger ekstremt hurtigt. Intelligens er også at kunne bruge og fornemme de input, man får fra omverdenen.

Derfor arbejder robotforskere i dag på at skabe robotter, der kan agere i forhold til deres omgivelser. For eksempel robot-flagermus, der kan navigere rundt i brændende bygninger og finde frem til de mennesker, brandmændene skal redde. (Læs også: Fremtidens robotter tænker med kroppen)

Individualismen bliver udfordret

Kroppen og hjernen spiller en stor rolle, når vi skal forstå verden. Men kognitivister er i de seneste år blevet mere og mere klar over, at vi også påvirker hinandens kognition.

»Nu drejer forskningen sig også om, at mennesker påvirker hinandens bevidstheder, når de har samtaler og udveksler ideer og oplevelser.«

»De nyeste tendenser udfordrer den individualisme, der lå i kognitivismen førhen. Før var kognition noget, man kun kunne undersøge i det enkelte individ,« siger Thomas Wiben Jensen.

Blyanter og computere er en del af vores bevidsthed

Ikke kun andre mennesker påvirker vores opfattelse af verden. Selve verden omkring os påvirker også vores kognition.

»Ifølge den nye teori er den menneskelige tænknings historie i høj grad båret frem af udviklingen af redskaber – lige fra hjulet over bogtrykkerkunsten til computeren.«

»Vi har altid brugt redskaber til at agere i og forstå verden med. Tænk på blyanten, du skriver med, linealen, du måler med, og lommeregneren, du laver udregninger med.«

»I en vis forstand er det alt sammen kognitive redskaber, der former og hjælper vores tænkning på vej. På den måde er kognitionen fordelt – eller distribueret – ud i omgivelserne,« siger Thomas Wiben Jensen.

Hjerneskanninger kan ikke beskrive forelskelse

Selvom kognitivismen igennem årene har udviklet sig til ikke bare at undersøge menneskers hjerner, bliver den stadig kritiseret for at lave for snævre undersøgelser. Mange filosoffer mener, at kognitivismens måde at undersøge vores opfattelse af verden på, er forsimplende.

Hvis en kognitivist for eksempel skal undersøge forelskelse, vil han typisk se på, hvilke områder af hjernen, der bliver aktiveret, når man er forelsket. Og hvilke kemiske processer, der foregår i kroppen. Men det bringer os ikke tættere på at forstå, hvad forelskelse faktisk er – vil en filosof sige.

Filosoffen ville i stedet beskrive forelskelse, sådan som vi oplever det. Som smerte og lykke. Altså oplevelser og følelser, som vi hver især oplever.

Kritik: Kognitivismen interesserer sig kun for biologien

Følelser er måske nok forårsaget af de kemiske processer i kroppen. Men en følelse er svær at reducere til kemi. Følelser og oplevelser har at gøre med billeder for ’det indre øje’, som er meget mere end kroppens kemiske udsving.

»Mange mener, at hjernevidenskaben forenkler – eller reducerer – de problemstillinger, den beskæftiger sig med. Den bevarer ikke en tilstrækkelig grad af kompleksitet.«

»Når alt kommer til alt, er det jo primært de biologiske forudsætninger for menneskets oplevelser og tænkning, som den undersøger,« siger Thomas Wiben Jensen.

Kognitivismen giver et ekstra perspektiv på verden

Filosofferne mener, at de allerede har beskrevet og undersøgt meget af det, kognitivisterne i dag kaster sig over.

»Og det giver kognitivisterne et stykke hen ad vejen filosofferne ret i. Men kognitivisterne mener, at vi nu har en mere sikker viden om fænomenerne. Nu ved vi, hvorfra de kommer, og hvilke områder i hjernen, der er involveret.«

»Kognitivismen giver et ekstra forklaringsniveau, så vi ikke skal nøjes med sociale og kulturelle forklaringer,« siger Thomas Wiben Jensen.