Hvad betyder grøn vækst? Og hvem fandt på det? 

'Grøn vækst' har i det seneste årti været et slagord i international politik. Også i Danmark anvendes begrebet flittigt til at markedsføre en lang række forskellige initiativer – fra landbrugsreformer til investeringer i erhvervslivet – som skal skabe både et bedre miljø og højere vækst.

Samtidig fremhæver politikere, erhvervsfolk og interesseorganisationer Danmark som en ’grøn pionérnation’, som kan vise resten af verden, hvordan man på samme tid både bidrager til den grønne omstilling og sikrer nye arbejdspladser, velstand og vækst.

Senest udtalte klima- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i forbindelse med en ny samarbejdsaftale om grøn energi, som skal etablere et dansk brintsystem, at »brint kan blive et eksporteventyr og en kæmpe gevinst for klimaet.«

Drømmen om grøn vækst er imidlertid også blevet kaldt urealistisk. Og ifølge mange kritikere er begrebet blot et nyt navn for en velkendt type økonomisk vækst, som er ødelæggende for såvel naturen som samfundet.

Grøn vækst udgør altså både et mantra og en kampplads.

Men hvor stammer idéen om grøn vækst fra? Hvad betyder begrebet egentlig? Og hvordan er det kommet på den politiske dagsorden, og hvad handler kritikken af begrebet om?

Det er de spørgsmål, vi på baggrund af vores forskning i klima- og miljøpolitikkens politiske idéhistorie gennemgår i denne artikel.

Arvtager til 'bæredygtig udvikling'

Idéen om grøn vækst blev udbredt under den økonomiske krise i 2008-2009, men tankerne har faktisk rødder i 1950'erne.

Her blev målsætningen om økonomisk vækst – forstået som stigningen af værdien af den samlede produktion af varer og tjenesteydelser og dermed indkomsten i et samfund – gjort til grundlaget for politik i den vestlige verden.

Vækst blev set som et middel til at forene kapitalinteresser og arbejdstageres interesser ved at gøre alle rigere, mindske uligheden og sikre hele befolkningen adgang til forbrugersamfundets glæder.

Idéen om økonomisk vækst blev imidlertid udfordret i starten af 1970'erne, blandt andet af den skelsættende rapport 'Grænser for vækst', som blev udgivet i 1972 af Romklubben, en international tænketank bestående af fremtrædende erhvervsfolk og videnskabsfolk.

Rapporten, som blev intenst diskuteret i det meste af verden, forudsagde den globale udvikling i blandt andet befolkningstal, produktion af fødevarer, forbrug af naturressourcer samt forurening.

Dens ildevarslende vision om grænser centrerede sig om ressourceknaphed, der var forbundet med de hurtigste vækstrater i befolkningstallet og økonomien, verden nogensinde havde set, hvilket igen var forbundet med omfattende miljøødelæggelser.

15 år senere forsøgte den såkaldte Brundtlandrapport, FN-rapporten 'Vores Fælles Fremtid', fra 1987, at besvare 1970'ernes advarsel om grænser for vækst ved at lancere udtrykket ’bæredygtig udvikling’. Bæredygtig udvikling skulle tage hensyn til både nuværende og kommende generationer samt muliggøre en sameksistens mellem miljøbeskyttelse og økonomisk vækst.

Bæredygtig udvikling blev et buzzword i 1990'ernes internationale politik, men det gik gradvist af mode, da løftet om miljøbeskyttelse ikke blev indfriet under årtiets tiltagende globaliserede markedsøkonomi.

Da markedsøkonomiens fundament også slog sprækker med finanskrisen i 2008, blev 'grøn vækst’ lanceret som dets arvtager af blandt andre internationale organisationer som OECD og EU.

Et optimistisk – og flertydigt – vækstbegreb

I forhold til 'bæredygtig udvikling’ udtrykker ’grøn vækst’ en utvetydig vækst-optimisme. Begrebet lover ikke blot, at vækst og miljøforbedring kan gå hånd i hånd, men at de rent faktisk kan styrke hinanden.

Hvordan dette præcist skal ske, har der været mange bud på. Fortalerne har overordnet set talt om grøn vækst på tre måder. Dem kan du læse mere om i boksen nedenfor.

Efterfølgende vil vi gennemgå begrebets udvikling i Danmark fra 1990’erne til i dag.

Foghs grønne vending

Det var den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der gjorde grøn vækst til et centralt begreb i dansk politik. Det skete, da han i sin tale på Venstres årsmøde den 16. november 2008 udnævnte grøn vækst som det overordnede mål for sit partis visioner.

Fogh Rasmussen havde i 1990'erne været indædt kritiker af miljøsagen og forsøgte ved magtovertagelsen i 2001 at gøre op med, hvad han kaldte Svend Aukens »miljøimperium« ved blandt andet at udnævne den kontroversielle miljøskeptiker Bjørn Lomborg som leder af det nye Institut for Miljøvurdering.

Da Fogh Rasmussen i sin tale i november 2008 sprang ud som fortaler for grøn vækst, var det med et ønske om at adressere, hvad han omtalte som samtidens tre store udfordringer: Økonomien, sikkerheden og klimaet.

Med grøn vækst ville han kickstarte økonomien, løsrive sig fra afhængigheden af fossile brændstoffer fra autoritære regimer og adressere klimakrisen.

Det skulle ske ved at »gøre Danmark til et nyt stort anlagt forsknings-, innovations-, forsøgs- og demonstrationscenter for al den nye spændende teknologi«, en grøn skattereform samt skabelsen af et system for handel med CO₂-kvoter.

På den måde kunne den grønne politik understøtte markedsøkonomien, kickstarte væksten, skabe nye arbejdspladser og gøre Danmark til en »grøn vindernation«.

Populariseringen af den grønne vækst

Fogh Rasmussens tale førte til den såkaldte Aftale om grøn vækst for landbruget, som blev indgået med Dansk Folkeparti, efter at Lars Løkke Rasmussen (V) i april 2009 havde overtaget posten som statsminister.

Talen indvarslede desuden en popularisering af idéen om grøn vækst i den danske politiske offentlighed. Begrebet blev hurtigt omfavnet af aktører på tværs af det politiske spektrum – inklusive regeringen ledet af Helle Thorning Schmidt (S), som tiltrådte i oktober 2011 – samt af virksomheder og interesseorganisationer.

Idéerne om ’konkurrence’ og ’innovation’ blev her sat i centrum af idéen om 'grøn vækst'. Argumentet lød, at det for at fastholde Danmarks etablerede position som ’grøn pionernation’, når det kommer til produktion af vedvarende energi, var nødvendigt med konkurrencefremmende tiltag, som skulle tilvejebringes i et tæt samarbejde mellem den danske stat og danske virksomheder.

Den fælles ambition om at skabe et konkurrencedygtigt grønt erhvervsliv ses blandt andet i Miljøministeriets udgivelse '40 år for grøn velfærd', som udkom i 2012.

Her talte miljøminister Ida Auken (S) om »at skubbe på den grønne udvikling og skærpe innovationen ved at efterspørge flere grønne løsninger«, blandt andet ved at etablere »grønne partnerskaber på tværs af myndigheder, forskningsinstitutioner, virksomheder og organisationer«.

Direktør fra Dansk Industri, Lars Goldschmidt, supplerede med, at »grøn vækst kræver konkurrencekraft« og en »kulturel revolution i administrationen«, mens direktør for bæredygtighed i Grundfos, Pernille Blach Hansen, udtalte, at Danmark skulle være »first mover« for fremtidens grønne vækst.

Grøn vækst som afkobling

I løbet 2010'erne, da begrebet grøn vækst blev allestedsnærværende i den politiske offentlighed, undergik det en række forandringer.

For det første blev det i mange sammenhænge synonymt med ambitionen om at afkoble BNP-vækst fra stigende CO_2-udledninger. Det medførte, at en række tekniske debatter om data for udledninger og real-BNP blev dominerende i debatterne om grøn vækst.

For det andet er fortalerne for grøn vækst blevet endnu mere fokuserede på mantraet om teknologisk innovation. Især politikere nærer stor tiltro til, at klimakrisen kan håndteres ved tekniske løs­ninger såsom indfangning af CO₂ med henblik på lagring samt omdannelse af elektricitet fra vindkraften til flydende brændstoffer, og at disse kan til­vejebringes gennem økonomisk vækst.

Dette ses for eksempel i Aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug fra 2021, hvor størstedelen af reduktionen af udledningerne i sektoren er gjort afhængig af ny teknologi, som ikke er udviklet. Ligeledes skal klimamålet i 2025 indfries ved blandt andet at lagre CO₂ med teknologi, som heller ikke er klar til brug.

For det tredje er begrebet ’grøn vækst’ – som indikeret i landbrugsaftalen fra 2021 – blevet flankeret af begrebet ’grøn omstilling’ i debatten, måske som en konsekvens af den omfangsrige kritik, som i de seneste år er blevet rejst mod begrebet.

Et udtjent begreb?

En hovedkritik af grøn vækst lyder, at der har været meget lidt grønt i de projekter, som er blevet iværksat i begrebets navn. Herhjemme kan for eksempel peges på de to nævnte landbrugsaftaler fra henholdsvis 2009 og 2021, som i realiteten var lidet ambitiøse og ikke har medført nævneværdige miljømæssige forbedringer.

En anden kritik går på, at ambitionen om at afkoble vækst og miljøbelastning ikke kan lade sig gøre. Selv hvis et enkelt land lykkes med at afkoble drivhusudledninger og vækst, løser det ikke de mange andre planetære økologiske kriser, vi står over for – for eksempel biodiversitetskrisen.

Desuden er det ikke en løsning, at et enkelt land formindsker sin miljøbelastning, hvis belastningen blot forskubbes til andre lande, eller anvender fejlbehæftede beregningsmodeller. For eksempel ville udslippet af Danmarks drivhusgasser vokse med 75 procent, hvis alle udledninger fra rederier og transportselskaber blev medregnet.

Endelig lyder en mere radikal kritik, at 'grøn vækst' er greenwashing – altså et forsøg på at få noget til at fremstå grønnere, end det egentlig er – og dermed et redskab til at legitimere status quo til fordel for det nuværende kapitalistiske system og dets profitjagende virksomheder.

Ved altid at satse på ’grønne’ teknologiske løsninger, som endnu ikke er færdigudviklede, for at nå de fastsatte klimamål, kan politikerne fravælge upopulære, dyre og potentielt systemforandrende tiltag for at løse de økologiske kriser, nationalt såvel som internationalt.

Hertil skal føjes, at der i forbindelse med visionerne om grøn vækst sjældent tales om værdier som global retfærdighed, lighed og omfordeling, som venstreorienterede politiske aktører, for eksempel Den Grønne Ungdomsbevægelse, mener er centrale for at løse naturens mange kriser.

Med den tiltagende kritik af grøn vækst er begrebet måske ved at være udtjent som politisk mantra. Grøn omstilling, der har gjort sin entre som nyt buzzword i debatten, refererer i bred forstand til overgangen fra brug af fossile brændstoffer til bæredygtige alternativer.

Ifølge begrebets fortalere kræver grøn omstilling en mere omfattende tilgang til borgerinddragelse, hvilket har givet fornyet luft til den idé, at vi sammen kan forbedre klimaet og miljøet uden at forlade tanken om økonomisk vækst.

'Grøn omstilling' er dog blevet mødt med lige så omfattende kritik som 'grøn vækst'. Indvendingen lyder, at det er et utilstrækkeligt begreb for de grundlæggende systemforandringer, som der er brug for. Et begreb, der kan rammesætte dette behov, findes i form af modvækst, som dog (endnu) ikke har opnået større tilslutning i den politiske verden.

Hvornår der kommer et begreb, som kan beskrive og bane vejen for en anden agenda end ’grøn vækst’, vil tiden vise.