I juli 2013 annoncerede Caricom – den Caribiske Fællesskab og Fællesmarked, en mellemstatslig organisation, der svarer til EF - at man havde tænkt sig at slæbe Storbritannien, Frankrig og Holland for den internationale domstol i Haag. Det må have givet en del embedsmænd i flere vesteuropæiske udenrigsministerier morgenkaffen galt i halsen. Anklagerne gik nemlig på følgevirkningerne af slaveri og kolonialisme i Caribien.
Senere blev en række andre lande tilføjet, herunder Sverige, Norge og Danmark.
Kravene om erstatning for slaveri og slavehandel er ikke i sig selv nye, men de er oftest blevet fremført af mindre græsrodsbevægelser. De vesteuropæiske regeringer har derfor tidligere kunnet undslå sig ved at henvise til, at der ikke var tale om officielle krav, men blot tilfældige rabiate holdninger fra yderligtgående grupper. At det er regeringsledere fra 15 caribiske stater, der nu har stillet sig bag, gør det imidlertid noget vanskeligere for de vesteuropæiske regeringer at ignorere kravene.
Desuden annoncerede Caricom i juli 2013, at man havde allieret sig med det ansete britiske advokatfirma Leigh Day, som kort tid forinden havde vundet en sag om en anden historisk forbrydelse fra kolonitiden:
I juni 2013 vandt kenyanske Mau Mau veteraner med Leigh Day i ryggen en opsigtsvækkende sag, som betød, at den britiske regering accepterede at udbetale i alt 20 millioner pund til de 5,228 kenyanere, der i 1950’erne blev udsat for britisk tortur under Mau Mau oprøret i Kenya.
Allerede få uger efter denne dom annoncerede Caricom, at man havde indgået aftale med Leigh Day om også at repræsentere Caricom i et nyt sagsanlæg. At Leigh Day har sagt ja til opgaven, styrker seriøsiteten i Caricoms erstatningsplan. Som Caricoms formand, Raphael Gonsalves, som er statsminister i St. Vincent og the Grenadines, i efteråret 2013 udtrykte det:
»This is a serious conversation to see what is the legacy (...) I’m not a little boy holding up a placard. I’m the Prime Minister of an independent country.”
Caricoms erstatningskrav har vakt en del opsigt rundt omkring i verdenspressen. Også herhjemme har spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at yde erstatning for fortidens forbrydelser eller ej, sat sindene i kog. Mange har i disse diskussioner påpeget, at kravene kommer alt for sent.
Der er imidlertid to ting, man skal lægge mærke til i den ti punkts handlingsplan, Caricom fremlagde i marts 2014. For det første, at det er følgevirkningerne af slaveri og kolonialisme, der diskuteres, og ikke de historiske retfærdigheder i sig selv. For det andet, at man i Caricom, såvel som i andre dele af den postkoloniale verden mener, at kravene på erstatning for historiske forbrydelser og deres følgevirkninger stadig er legitime, fordi det først er nu, at det overhovedet er muligt at tage sagen op.
Diskussionerne om erstatning for slaveri i den nye verden er næsten lige så gamle som slaveriet selv. Det er den diskussion, det skal handle om her.
Kompensation til slaveejere, ikke slaver
Da slaveriet efterhånden blev afskaffet i de europæiske kolonier i det 19 århundrede modtog slaveejere i de fleste tilfælde en kompensation. Det skete ud fra det rationale, at »ligeså vel som slaverne havde krav på frihed, så havde deres ejere krav på ikke at blive ruineret«, som det blev udtrykt af den franske statsteoretiker Alexis de Tocqueville (1805-1859), der var medlem af den franske parlamentariske kommission for afskaffelse af slaveriet.
Der var dog enkelte, der allerede tidligere havde argumenteret for, at slaveriet knægtede menneskets naturlige rettigheder, og at det derfor var slaverne og ikke deres ejere, der havde krav på kompensation.
Det argument fandt man blandt andet hos franske abolitionister som Abbé Gregoire (1750-1831) og Victor Schoelcher (1804-1893), der begge argumenterede for, at staten havde en moralsk pligt til at kompensere de tidligere slaver på en sådan måde, at de fik mulighed for at føre den type liv, de ville kunne have ført, hvis de ikke var blevet holdt som slaver.
Den amerikanske abolitionist Thaddeus Stevens (1792-1868) argumenterede i 1867 for, at familieoverhovedet i familier af tidligere slaver skulle tildeles omkring 40-50 dollars – den anslåede pris for et muldyr for på den måde at kunne komme på fode igen.
Allerede to år tidligere havde general W.T. Sherman (1820-1891), der kæmpede på Nordstaternes side under den amerikanske borgerkrig, fulgt et lignende princip, da han i kampens hede beordrede erobret sydstatsjord udstykket i lodder á 40 hektar, der sammen med et muldyr skulle tildeles den efterhånden store skare af befriede slaver, der fulgte i hælene på nordstaternes tropper.
Ordren blev dog annulleret efter krigens afslutning, men sloganet om ’40 acres and a mule’ bruges stadig ofte som slogan for erstatningsbevægelser i USA.
Det amerikanske kongresmedlem John Conyers introducerede i 1989 et forslag om at nedsætte en kommission, der skal undersøge mulighederne for erstatning til afrikanskamerikanere. Med henvisning til løftet om de 40 hektar, går forslaget, som Conyers har fremlagt hvert eneste år siden da, under navnet H.R. 40.
I begyndelsen af 00’erne omformulerede rapperen Russell Simmons fra rap-duoen Run-DMC ligeledes det gamle løfte i en version omsat til nutid (og med renters renter) til sloganet ’40 acres and a Bentley’ og pegede dermed tilbage på et løfte, der aldrig blev indfriet.
Caricom og erstatningsbevægelsens støtter har en pointe, når de hævder, at racisme hidtil har blokeret for, at der aldrig blev udbetalt kompensation til slaverne. Racisme i både USA og de europæiske slavekolonier gik ind i nye faser, efter at slaveriet var blevet afskaffet. Hvor man før havde kunnet holde folk af afrikansk afstamning som slaver med økonomiske rationaler, var man efter slaveriets afskaffelse nødt til at finde nye argumenter for at nægte dem lige rettigheder.
Mange historikere peger på, at racisme i den form, der kom til at præge de næste cirka 100 år, først for alvor tog ved efter slaveriets afskaffelse, godt hjulpet på vej af nye naturvidenskabeligt funderede raceteorier, som slog fast, at afrikanere stod på et lavere civilisatorisk udviklingstrin og derfor ikke kunne gøre krav på stemmeret eller selvbestemmelse.
I USA og Caribien levede den helt overvejende del af de tidligere slaver og deres efterkommere på et eksistensminimum, de havde ingen uddannelse og blev betragtet som uciviliserede og potentielt farlige. På trods af et par forsøg på rent faktisk at ligestille frigivne slaver med andre amerikanere efter borgerkrigen blev de næste cirka 100 år præget af et voldeligt racistisk klima og en statssanktioneret segregering.
I denne periode forsvandt ideer om kompensation til de frigivne slaver og deres efterkommere næsten helt fra den politiske dagsorden.
Radikale stemmer under den kolde krig
I USA levede kravene om erstatning for slaveriet imidlertid videre på den yderste afrikanskamerikanske venstrefløj, hvor det blandt andet blev fremført af Audrey Moore og William L. Patterson i 1950’erne.
Herefter lå erstatningsspørgsmålet igen stille indtil en majmorgen i 1969. Midt under en gudstjeneste i den liberale Riverside Church på det nordlige Manhattan bragede den afrikanskamerikanske aktivist James Forman ind og overtog alteret.
Mens den temmelig overraskede menighed hørte på, læste Forman op af sit ’Black Manifesto’, i hvilket han blandt andet krævede 500 millioner dollars i erstatning fra kristne og jødiske menigheder for deres engagement i slaveriet.
Et par episkopale biskopper, inklusiv den præst, hvis gudstjeneste Forman havde afbrudt, tilkendegav senere deres sympati over for Formans krav, men selvom Formans intervention fik megen medieomtale, blev den i det store og hele afvist - også af mange liberale afrikanskamerikanere.
Nok var dele af den øvrige afrikanskamerikanske borgerrettighedsbevægelse i det stille sympatisk indstillede over for kravene, men under indtryk af koldkrigsklimaet fulgte flertallet Dr. Martin Luther King, Jr.’s mindre konfrontatoriske strategi, der primært fokuserede på konstitutionelle rettigheder.
Noget overraskende fik Forman dog støtte fra uventet kant. I 1973 publicerede Boris Bittker, der var professor i jura ved det prestigefyldte Yale University, bogen ’The Case for Black Reparations’, som tog udgangspunkt i Formans krav. Bittker argumenterede for, at det juridiske grundlag for at føre en erstatningssag for slaveriet var spinkelt. Men til gengæld mente han, at man godt kunne argumentere for at føre en såkaldt ’class suit action’ for erstatninger for racesegregeringen i USA.
På trods af de retslige sejre, borgerrettighedsbevægelsen havde opnået i løbet af 1960’erne, var USA ifølge Bittker påviseligt stadig et de facto racesegereget samfund, hvis rødder kunne spores tilbage – ikke til slaveriet – men til den statslige sanktionering af racepolitikker i det 19. århundrede.
På trods af Bittkers støtte til erstatningssagen forblev erstatningskravene dog noget, der primært hørte til hos Black Power bevægelsen frem til afslutningen på den kolde krig.
Nye vinde efter 1989
Murens fald gav mulighed for igen at diskutere erstatninger for ældre menneskerettighedskrænkelser. Dette gjaldt først og fremmest i Østeuropa, men samme udvikling fandt også sted i forbindelse med koloniale uretfærdigheder.
Dertil kom, at Ronald Reagan i 1988 underskrev The Civil Liberties Act. Med det blev overlevende japansk-amerikanerne tildelt individuelle erstatninger på 20.000 dollars for den kz-lejr-lignende tvangsinternering, de var blevet ofre for under 2. verdenskrig. Samtidig leverede præsidenten en uforbeholden undskyldning.
Dette satte fornyet gang i diskussioner blandt afrikanskamerikanere, der påpegede, at tiden nu var inde til også at se på de omfangsrige uretfærdigheder, som var overgået afrikanskamerikanere i generationer.
Det bemærkelsesværdige i denne nye bevægelse var, at den tog tråden op fra Bittker, samtidig med at nye typer stemmer blandede sig i diskussionerne. De ledende kræfter indenfor erstatningsbevægelsen var nu moderate, liberale og succesfulde afrikanskamerikanere, heriblandt flere prominente jurister.
En af disse, Charles Ogleetree, stiftede i begyndelsen af årtusindet organisationen The Reparations Coordinating Committee med det formål at forberede retssager om erstatning for slaveri og racisme i USA. Ogleetree samarbejdede med en anden prominent jurist, Randall Robinson, der i 2001 udgav bestselleren ’The Debt: What America Owes To Blacks’.
Ogleetree forklarede selv i sin bog ’All Deliberate Speed’ fra 2005, at han tidligere havde været skeptisk over for ideen om erstatninger, men efterhånden havde indset, at det var den eneste vej frem:
»[T]he idea of raising reparations (...) is not one I arrived at easily. Like many, who patiently believed that the problems of racial discrimination and disparity would be solved in the twentieth century, I now doubt that there is a commitment at the highest level of government, or in America’s neighborhoods, to accept and embrace black people as an integral part of America.«
Netop denne frustration over, at folk med slavebaggrund stadig er strukturelt dårligere stillet end andre samfundsgrupper, minder om Caricoms motivation for at tage erstatningskravet op. Caricom lægger sig dermed i forlængelse af den amerikanske erstatningsbevægelse.
Inspirationen henter Caricom imidlertid også et andet sted fra, nemlig fra den afrikanske erstatningsbevægelse, der også blev dannet i årene efter murens fald.
I 1992 etablerede Den Afrikanske Union kommissionen The Group of Eminent Persons, som fik mandat til at kræve erstatning for kolonialisme og slavehandel. Kommissionen bestod af prominente politiske ledere fra det afrikanske kontinent og et par repræsentanter fra den caribiske og amerikanske diaspora.
I årene op mod den første FN verdenskongres om racisme i Durban 2001 arbejdede kommissionen for at sætte erstatningskravene for slaveri, slavehandel og kolonialisme på den internationale dagsorden. Dette lykkes til en vis grad under forhandlingerne i Durban.
Durbanforhandlingerne endte imidlertid i et mindre kaos. Dels fordi USA og Israel forlod forhandlingerne i protest. Dels fordi de tilbageblevne delegerede var voldsomt uenige om ordlyden i en passus om slaveriet. Flere afrikanske delegerede insisterede på at kalde slaveriet for en forbrydelse mod menneskeheden, mens flere EU lande strittede voldsomt imod.
Resultatet blev en temmelig mudret formulering om, at slaveriet altid burde have været betragtet som en forbrydelse mod menneskeheden (men altså ikke blev det historisk set – og at der derfor ikke i juridisk forstand var en sag).
Durban 1 blev overskygget af angrebet på World Trade Center, der fandt sted bare få dage efter afslutningen på verdenskongressen. Mens den vestlige verden herefter blev optaget af krigen mod terrorisme og anså Durban 1 som en ren fiasko, noterede man sig mange steder i Caribien, at slaveri og kolonialisme rent faktisk var blevet diskuteret i FN-regi.
Særligt i rastafarikredse blev Durban 1 udlagt som en sejr, og i årene efter Durban 1 simrede erstatningsspørgsmålet i den caribiske offentlighed.
Allerede i oktober 2002 afholdt Barbados en opfølgende konference i kølvandet på Durban 1, og i 2003 krævede Haitis daværende præsident, Jean-Bertrand Aristide, at Frankrig tilbagebetalte sin gamle kompensation for at anerkende Haitis selvstændighed. Sagen endte dog et par måneder efter, da han blev afsat, men erstatningsbevægelsen levede videre i Caribien.
I 2011 krævede Antiguas statsminister, Baldwin Spencer, erstatninger i FN-regi, og i november 2012 nedsatte Jamaicas regering en kommission, der skulle undersøge mulighederne for at søge erstatning.
Disse seneste tiltag danner baggrunden for den samlede Caricom beslutning om at tage erstatningsspørgsmålet op.
Udsigterne til erstatning
Caricom har meldt ud, at man først vil søge at gå i forhandlinger med de respektive europæiske regeringer og kun lægge sag an, hvis disse løber ud i sandet. Hvis Caricom skulle bringe sagen videre til den Internationale Domstol, vil man sandsynligvis løbe ind i en række problemer blandt andet i form af forældelsesfrister og statsimmunitet. Domstolen har aldrig tidligere beskæftiget sig med sager om historiske uretfærdigheder.
Desuden er flere vestlige landes tilslutning til domstolen betinget af, at sagerne ikke går længere tilbage end en særlig skæringsdato. I Storbritanniens tilfælde 1974 og i Hollands 1921.
Desuden må man forvente betydelig modstand fra de anklagede regeringer, fordi en dom i sagen vil betyde, at der skabes præcedens, der vil kunne åbne for en helt ny bølge af erstatningssager.
Om Caricom vil have held til at føre sagen, vil tiden vise, men uanset hvad, er der ingen tvivl om, at erstatningskravene har været med til at sætte fornyet fokus på følgevirkningerne af kolonitiden, og dermed er en del af Caricoms strategi allerede lykkes.
