Hiphop fylder 50 år: Her er 7 afgørende tracks

Om aftenen den 11. august 1973 holdt DJ Kool Herc en fest - et såkaldt block party i New York-bydelen South Bronx.

Bevæbnet med to pladespillere og en mixer skabte han en længere perkcussion-solo, mens andre musikere rimede henover beatet: Hiphop var født.

Sådan lyder skabelseshistorien i hvert fald, selvom det jo aldrig har været en eksakt videnskab at udpege en genres fødsel.

Men der hersker igen tvivl om, at hiphop i de 50 år, der er gået siden da, er vokset, har udviklet sig og har påvirket næsten alle aspekter af moderne amerikansk kultur - fra dans, teater og litteratur til billedkunst og mode.

Men i sidste ende vil det altid handle om musikken.

I forbindelse med det skelsættende 50-års jubilæum har The Conversation bedt en række hiphop-forskere (det er nemlig også et akademisk område) om hjælp til at sætte ord på, hvordan genren har transformeret moderne kultur - ikke blot i USA, men rundt omkring i hele verden.

Her følger et udvalg af de resulterende artikler, introduceret af ét af de afgørende hiphop-tracks, forskerne skriver om.

Track nummer 1: 'Rapper’s Delight' – The Sugarhill Gang

Ingen fortælling om hiphop er komplet uden dette nummer fra 1979 af The Sugarhill Gang. Udover at være en old-school klassiker, kickstartede dette track også hiphoppens globale ekspansion.

Musikprofessor ved Wesleyan Eric Charry forklarer, at adskillige versioner af 'Rapper's Delight' blev indspillet i Brasilien, Jamaica, Tyskland og Holland inden for få måneder efter udgivelsen. Mindre end et år senere havde sangens DNA spredt sig til Japan og Nigeria.

»Det markerede begyndelsen på globaliseringen af rapmusik og den bredere hiphop-kultur, som den er indlejret i, som inkluderer DJ'ing, break-dance og graffiti-tagging,« skriver Eric Charry.

Men ifølge forskeren skabte denne globale udbredelse også et paradoks:

»Den sorte amerikanske gadekultur, der affødte rap og hiphop, udgør selve fundamentet. Men det samme gør kerneidéen om at repræsentere sin egen erfaring og sit eget sted.«

Det førte til spørgsmål om autenticitet og ægthed, som globale rappere har kæmpet med lige siden. En del har endda forsøgt at hugge en hæl og klippe en tå ved at grave dybt i deres egen lokale kultur.

Track nummer 2: 'Planet Rock' – Afrika Bambaataa & The Soulsonic Force

På trods af at den som genre bygger på samples og lader sig inspirere af fortiden, har hiphoppen altid peget fremad – noget, der eksemplificeres i et nummer som dette fra 1981 af Afrika Bambaataa & Soulsonic Force.

»'Planet roc' er også en del af en tradition, hvor rappere læner sig op af afrofuturisme - en blanding af science fiction, politik og befriende fantasy - som former deres tekster og look,« forklarer Roy Whitaker, forsker i africana-religionsfilosofi ved San Diego State University.

»Hiphop-kunstnere under indflydelse af afrofuturisme har længe været bevidste om, at det amerikanske samfund fik mange sorte, oprindelige og andre ikke-hvide amerikanere til at føle sig anderledes – ikke helt som mennesker, nogle gange endda som fremmede – og det udtrykte de gennem deres kunst.«

»Og ligesom socialt bevidst hiphop har afrofuturisme altid haft et politisk element,« skriver Roy Whitaker, som nævner den indflydelse, som afrofuturisme-foregangsmænd - eksempelvis musikerne Sun Ra og George Clinton og science fiction-romanforfatteren Octavia Butler - havde på rapkunstnere fra Public Enemy og OutKast til Kendrick Lamar.

»Alt i alt råder afrofuturisme marginaliserede folk til at revurdere tidligere fortrædeligheder og nuværende uretfærdighed, samtidig med at de forsikrer dem om, at en fremtid er mulig, hvor de kan føle, at de hører til,« konkluderer Roy Whitaker.

Track nummer 3: 'Stan' - Eminem, med Elton John

OK, denne her video er af en liveoptræden fra Grammy Awards-showet i 2001 og ikke en indspilning af nummeret - selvom Eminem udgav en version af 'Stan' med den britiske sangerinde Dido et år tidligere.

Men det var et afgørende øjeblik i raphistorien: Eminem i duet med popkongen Elton John slår fast, at hiphoppen i begyndelsen af det 21. århundrede er blevet accepteret af den almindelige musikindustri.

Desuden kom det på et tidspunkt, hvor Eminem blev anset for at være dybt kontroversiel som følge af homofobiske tekster. Men på scenen krammer han og bliver omfavnet - både billedligt og fysisk - af én af verdens mest berømte åbent homoseksuelle mænd.

Øjeblikket er en del af hiphoppens udvikling i forhold til LGTBQ-anliggender som University of Richmond-sociolog Matthew Oware beskriver i sin artikel.

Han bemærker, at rappere nu diskuterer LGBTQ+-spørgsmål og undskylder for hadefulde ytringer i deres tidligere tekster.

Nu da rapmusikken kan fejre sit 50-års jubilæum »omfavner den i stigende grad udfordringer i forhold til - og debatter om - homofobi,« skriver Matthew Oware.

»Det vil sige, at hiphoppen har udviklet sig til et punkt, hvor homofobisk retorik fører til fordømmelse fra medlemmer af kulturen. Homofobi er stadig til stede i en del rap-tekster – hvilket faktisk er tilfældet i alle genrer, fra pop til country – men hiphop ændrer sig som følge af mere progressive kulturelle synspunkter og større LGBTQ+-repræsentation.«

Track nummer 4: 'You Came Up' - Big Pun

Mens hiphoppens oprindelse har sit afsæt i sorte amerikanske fællesskaber, er Latino-kulturen også dybt forankret i historien: Fra bannerførere som Kid Frost og Big Pun til Bad Bunny, en af de mest streamede kunstnere, der laver musik i dag.

»Genren var 'min første kærlighed',« skriver Alejandro Nava, professor i religionsvidenskab ved University of Arizona.

»Hiphop havde fingeren på pulsen i forhold til det sorte og brune liv i den flossede udkant af Syd- og Nordamerika - liv som min fars og hans fars før ham.«

Big Pun, for eksempel - opvokset i South Bronx med sin puertoricanske familie - advarede verden om, at 'Latins goin’ platinum was destined to come' - hvilket kan oversættes til, at latinoer uden tvivl vil gå platin, altså sælge mere end 1.000.000 kopier af et album.

»Big Puns rim kom frit fra leveren med en strøm af allitteration (bogstavrim) og assonans (vokalrim) med en sjælden pause for at trække vejret eller gispe, som om han ikke havde brug for lige så meget ilt som andre mennesker,« husker Alejandro Nava.

Fra kyst til kyst omfavnede unge latinoer hiphop som et kunstfærdigt instrument til selvudfoldelse, for at hævde deres plads i den amerikanske kultur - og opfordre til social forandring.

Track nummer 5: 'That’s what the Black woman is like’' – Arianna Puello

Dengang, som i dag, fortalte rapperne om deres oplevelse på kanten af det amerikanske samfund. Det sociale budskab vakte genklang hos sorte og unge med indvandrer-baggrund i hele Europa, som selv prøvede at skabe sig en identitet i lande, hvor diskrimination fortsat er dybt forankret.

Forsker i europæiske studier og identitetspolitik Armin Langer skriver, at nutidens europæiske rappere, især Arianna Puello, Black M og Eko Fresh, udfordrer det forældede europæiske syn på medborgerskab og omformer den offentlige debat om racemæssig og etnisk identitet.

Gennem hele sin karriere har Arianna Puello for eksempel brugt sin musik til at konfrontere den racisme, hun har været udsat for som sort kvindelig migrant i Spanien.

I dette nummer fra 2003, 'Así es la negra', eller 'That’s what the Black woman is like', får den 'uvidende racist' at vide:

Oversat til dansk betyder det:

»Du bliver nødt til at finde dig i mig / hvis jeg blev født på ny, ville jeg gerne være, hvad jeg er nu / samme race, samme køn, samme tilstand.«

»I takt med at migration fra afrikanske, caribiske og mellemøstlige lande til Europa fortsætter med at stige, og det europæiske samfund diskuterer spørgsmål om identitet og tilhørsforhold, er det min overbevisning, at hiphop vil fortsætte med at yde væsentlige bidrag til den igangværende offentlige politiske debat,« skriver Armin Langer.

Track nummer 6: 'Move the Crowd' - Eric B. og Rakim

Af alle hiphoppens elementer - herunder DJ'ing, rap, graffiti og breakdance - er det hiphoppens femte element - 'knowledge of self' (kan løst oversættes til det danske 'selvindsigt') - der lader at få mindst opmærksomhed.

Su'ad Abdul Khabeer, lektor i amerikansk kultur ved University of Michigan, forklarer betydningen af sætningen.

Hun hævder, at det blev »hiphoppens bevidsthed, der understregede en opmærksomhed på uretfærdighed og nødvendigheden af at adressere den gennem både personlig og social transformation.«

Én af de første rappere, der brugte sætningen i tekster, var Rakim, som nævnte den i sin sang 'Move the Crowd' fra 1987.

Sangen er at finde på albummet 'Paid in Full', som kom på Rolling Stone’s liste som nummer 61 på '500 Greatest Albums of All Time'.

Track nummer 7: 'LOUD' - Wawa’s World

I 2005 opfandt den amerikanske rapper Warren 'Wawa' Snipe udtrykket 'dip hop' for at beskrive en spirende form for rapmusik i døvesamfundet.

Etnomusikolog ved West Virginia University Katelyn Best har fulgt diphop-kunstnere i mere end 10 år. I den tid har hun set diphop-kunstnere opnå mainstream-succes – blandt andre Wawa, hvis 2020-sang 'LOUD' blev et top 20-dance-nummer på iTunes.

Diphop er unik, skriver Katelyn Best, fordi »rapperne lægger rim til tegnsprog og laver musik baseret på deres oplevelser i døvesamfundet«.

Samtidig inkarnerer subgenren hiphoppens bredere arv: At tale – eller bruge tegnsprog – om oplevelser af marginalisering, mens den ryster op i allerede eksisterende forestillinger om, hvad der kan betragtes som musik.

Der findes ikke én bestemt måde at lave eller optræde med diphop.

Nogle kunstnere taler og bruger tegnsprog på samme tid, så deres musik også kan forstås af et hørende publikum. Andre samarbejder med tolke eller forudindspiller vokalnumre, der spiller i baggrunden, mens de rapper på tegnsprog.

»Diphop kommer ligesom mange andre musikstile til live gennem liveoptræden,« skriver Katelyn Best. »Kunstnerne bevæger sig på tværs af scenen med hænderne flyvende gennem luften, mens publikum bevæger sig til rytmen af det bragende basbeat.«

»I hiphoppens ånd,« tilføjer Katelyn Best, »gør diphop musikalsk og socialt oprør mod kulturelle normer, bryder det gamle mønster og udvider mulighederne for musikalsk kunstnerisk dygtighed.«

.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.