Da giraffen Marius blev slagtet i København Zoo, var folk verden over ved at eksplodere af forargelse.
Havens dyrlæge forklarede til Videnskab.dk, at Marius’ gener var kommet i overskud, og at hans aflivning dermed var det bedste for girafbestanden. Men var Marius:
-
udelukkende en statistisk del en art? Eller var han
- et individ med en sjæl?
Disse to måder at anskue dyr på er et centralt tema i bogen 'Dyrisk og dyrebar'. Bogen er en antologi, hvor forskellige skandinaviske fagpersoner som historikere, sociologer, etikere og veterinære medicinere giver bud på, hvordan forholdet mellem mennesker og dyr har udviklet sig og udspiller sig i dag.
Marius er det perfekte eksempel
Cecilie Thorslund, ph.d.-studerende ved institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, er bogens initiativtager og redaktør.
Hun mener, at den ophedede debat, der fulgte i kølvandet på aflivningen af Marius, er et godt eksempel på to af de grundlæggende forskellige syn på dyr.
»Diskussionen omkring Marius illustrerer de to poler i diskussionen. Den ene gruppe argumenterer rationelt for, at det var meningsfuldt at aflive giraffen, da det giver en masse viden til forskningen, og dens gener var i overskud.«
»Den anden gruppe problematiserer, at man reducerer giraffen til kun at være et objekt med nytteværdi for andre.«
Hunde hedder ikke Trofast længere
Flere af bogens bidragydere beskriver, hvordan vi i stigende grad tillægger dyr menneskelige egenskaber, i stedet for kun at se dem som biologiske repræsentanter for deres art. Cecilie Thorslund fortæller, at den måde, vi navngiver vores dyr på, er et godt eksempel på den overordnede tendens.
»Hunde hedder ikke længere Trofast. Navnet skal ikke længere indikere, at hvalpen skal blive en dygtig jagthund eller en kvik hyrdehund. De bliver i stedet døbt Oscar, Uffe eller Flemming. Det giver dem individualitet,« siger hun.
Hunde bliver døbt Uffe eller Flemming. Det giver dem individualitet.
Cecilie Thorslund
Cecilie Thorslund fortæller, at vi også i stigende grad menneskeliggør vores dyr, når de dør.
»Vi behandler i højere grad den døde dyrekrop, som vi ville gøre med et afdødt familiemedlem. Vi begraver eller kremerer dem. I nogle tilfælde udstopper eller frysetørrer folk deres afdøde dyr, så de kan stå i stuen som et evigt minde.«
Tilknytning til dyr giver tryghed
Men hvorfor har relationen mellem dyr og mennesker udviklet sig til det, den er i dag?
Cecilie Thorslund understreger, at hun ikke har noget simpelt svar på det spørgsmål. Hun har dog alligevel et par bud.
»Jeg tror, tendensen trækker tråde til en større debat om menneskets usikkerhed i det senmoderne samfund. Det kan give en større følelse af tilknytning, og dermed tryghed, at tillægge sit dyr menneskelige egenskaber. Derfor giver det god mening, at dyrene indtager en individrolle i vores tid,« siger hun.
Hun mener også, at praktiske forhold udgør en del af forklaringen.
»Vores samfund er struktureret på en måde, der gør, at vi ikke er afhængige af dyr i samme grad end tidligere - som arbejdskraft for eksempel. Arbejdshunden, der kun er til for at gå på jagt, eller arbejdskatten, der kun er til for at fange rotter, findes slet ikke i samme grad længere. Det giver et rum til, at de kan få en anden rolle,« siger hun.
Ud over vores menneskeliggørelse af dyr, indeholder antologien også en analyse og diskussion af emner som farlige hunde, 'kattekvinder', fede familiedyr og klassificering af arter.
Bogen kan købes på samfundslitteratur.dk
