Grønlænderne blev holdt nede med sære diagnoser

De danske koloniherrers måde at fortolke to sygdomssymptomer på tjente især til at få grønlænderne til at holde sig for sig selv - og ikke mindst blive i deres traditionelle liv og skaffe masser af sælskind til indbringende handel for deres koloniherrer.

»Lægers diagnoser var og er ikke kun videnskabelige. De farves af samfundet omkring og af deres historiske periode. Diagnoser har gennem tiden været brugt til at få lavere klasser og indfødte folk til at opføre sig på den måde, der tjente middel- og overklassens interesser mest,« siger historiker Søren Rud fra Saxo Instituttet ved Københavns Universitet.

Han skal de næste år forske i, hvordan alt andet end helt konkret lægefaglig viden – bl.a. køn, race, kultur og økonomi – har spillet ind omkring de specielle grønlandske diagnoser, arktisk hysteri og kajaksvimmelhed, i perioden fra 1864 til 1940 i Grønland. Forskningsprojekt er støttet af Det Frie Forskningsråd (DFF).

Projektet starter officielt først i 2014. Men Søren Rud er tyvstartet med udgangspunkt i resultaterne fra et andet forskningsprojekt, også støttet af DFF. Det har haft hovedfokus på lovgivning og straf i Grønland i nogenlunde samme periode.

Diagnoser fortolkes af ’herrefolket'

Den foreløbige forskning omkring de to diagnoser har også givet Søren Rud indsigt i andre ’kulturbundne diagnoser’.

»Ofte er eksotiske kulturbundne diagnoser blevet brugt – og misbrugt – på forskellig vis til at styre bestemte grupper af folk og deres levevis. Og til i samfundets forståelse at adskille racer og klasser fra hinanden i et ’os’ og ’dem’. ’Vi’ er dem, som lever i et avanceret samfund og kan nyde luksusvarer og stimulanser med måde. ’De’ er de primitive, som ikke kan klare den hurtige udvikling i samfundet eller styre brugen af luksusvarer, hvis de får adgang til dem,« forklarer Søren Rud.

Som eksempel nævner han en sejlivet myte, som lever i bedste velgående i dag:

»Mange mener stadig, at grønlændere tåler alkohol dårligere end for eksempel vesteuropæere, hurtigere bliver påvirkede og har vanskeligere ved at sige stop. Mig bekendt er der ingen forskning, der understøtter en sådan teori. Måske virker det sådan, fordi grønlændere er mere offentlige. De skjuler sig ikke hjemme, når de er påvirkede,« siger Søren Rud.

Forgiftning eller moderne livsstilssygdom?

»Da lægerne først stillede diagnosen ’kajaksvimmelhed’, mente de, at grønlænderne led af forgiftninger: De kunne ikke tåle kaffe og sukker, som fangerne brugte løs af ude på kolde jagter. Så fulgte tobaksteorien, hvor tobak var årsagen. Man krydsede også en forklaring omkring epilepsi, der dog hurtigt blev forkastet,« siger Søren Rud og fortsætter:

»Derefter skiftede diagnosen til, at sygdommen hang sammen med, at grønlænderne med deres race og deres kultur ikke var skabt til et moderne, hurtigt forandrende samfund og dets luksus; og det endte med - efter den freudianske påvirkning - at der mere bredt var tale om en mere generel ’nervelidelse’.«

De første forklaringer passede fint ind i de politiske og økonomiske interesserer før og efter år 1900. Der havde man brug for, at de grønlandske fangere forblev i deres traditionelle liv som jægere – og derfor også helst holdt sig på afstand af danskere og deres indflydelse.

Primitive folk med moderne livsstilssygdomme

Omkring de lægelige diagnoser af grønlænderne opstod der hurtigt et paradoksalt forklaringsproblem:

»For på den ene side postulerede man, at der var tale om et primitivt folkefærd, og at grønlænderne kun formåede at leve i nuet; på den anden side hed det, at deres sygdomme var tæt forbundet med en moderne livsstil, og at de måske var nogle af de første, som led af moderne livsstilssygdomme, der svækkede deres nerver,« siger Søren Rud.

I forklaringerne bag diagnoserne hed det, at personer - og hele folk - bliver mere berørt af mødet med et moderne samfund »jo lavere deres kulturelle niveauer er«.

Kulturbundne diagnoser og acceptabel adfærd

Ifølge Søren Ruds forskning og mange andre studier hænger diagnoser sammen med både levevilkår, og med hvilken type opførsel man tolerer i et samfund.

»I samfund, hvor føde er en mangelvare, er der ingen, der lider af spiseforstyrrelser. Sygdomme som skizofreni ytrer sig vidt forskelligt i moderne by-velfærdssamfund og blandt folk på Java tilbage omkring 1904, hvor man studerede den,« siger Søren Rud og understreger:

»Det spiller helt klart ind, hvilken adfærd det er acceptabelt at vise - og ikke mindst, hvordan man fortolker forskellige former for adfærd.«

Fra eksotiske diagnoser til nervelidelser

»De kulturbundne diagnoser, der er blevet brugt på oprindelige folk, er ofte de mere eksotiske. I de ’civiliserede samfund’ et stykke oppe i det 20. århundrede talte man om ’nervelidelser’ eller ’fobier’, når noget var nervøst eller hysterisk betonet,« siger Søren Rud.

Den samme tankegang ligger også bag blandt andet Freuds syn på kvinder, børn og andre ’primitive væsner’, der udviklede hysteriske sygdomme – betegnet som nervelidelser.

Som eksempler på andre eksotiske kulturbundne lidelser nævner Søren Rud koro, som betyder frygt for, at penis skrumper ind, og dhat, som betegner sygelig angst for et overdrevent tab af sæd.

Værdigt trængende eller selv ude om det?

De kulturbundne diagnoser havde deres storhedstid på begge sider af år 1900 over alt i verden.

»Mange filantropiske hjælpeorganisationer blev dannet på dette tidspunkt. Og borgere fra overklassen, som havde overskud til at være aktive, opdelte folk i ’værdige fattige’ og ’uværdige’. De uværdige var de, som blev anset for at være medskyldige i deres egen ulykke ved ikke at være flittige nok, ved at overforbruge luksusvarer og så videre. De værdige havde gjort alt for at kæmpe sig ud af deres fattigdom og sygdom,« fortæller Søren Rud.

Filantroperne var med til at afgøre folks skæbne: De uværdige, som kom på offentlig understøttelse, mistede deres borgerrettigheder - blandt andet deres stemmeret. Omvendt fik de, som blev anset for værdige, støtte af de filantropiske organisationer og kunne beholde deres rettigheder.

Nogle sygdomme havde brug for accept

Gennem tiden er der også mange eksempler på, at sygdomme, der opstod på grund af et svagt helbred, havde brug for gode lægelige forklaringer. Nogle der kunne gøre dem acceptable og ’finere’ end andre.

»Den ’tropiske neurastheni’ eller nervesvækkelse er et eksempel. Hvide mænd, som kom til de tropiske kolonier og ikke kunne klare klima og krav, kunne blive angrebet.«

»De blev fysisk syge og nervesvækkede. Der var brug for en form for diagnose, der gjorde det acceptabelt – fremfor at mændene bare var svagelige. Men man havde samtidig brug for at kende symptomerne, når man skulle udvælge mænd til tjeneste i troperne,« slutter Søren Rud.