Ghanas slum kommer under forskerlup

72 procent af alle beboere i større byer i Afrika bor i ulovlig slum rundt om byerne i disse år. Antallet ventes at vokse eksplosivt i de næste årtier verden over.

Det skaber mange og store dilemmaer for lande og myndigheder- både juridisk og i praksis. For når ulovlig slum bliver liggende, vinder beboerne så hævd på andre rettigheder – og selve jorden?

Det at mange af områderne trods domstolsafgørelser får lov at blive liggende kan sætte en kædereaktion i gang. De bliver på en måde legitime, hvilket afføder nye krav - om sociale ydelser, belysning og vand. Forbedringer som de færreste nye 'andenklasses-tilflyttere' kan få.

Men når beboerne har boet i måske årtier i en halvanerkendt bebyggelse og tilkæmpet sig nogle af den slags goder, bliver det så brugt videre til at forstærke argumenterne om, at de også skal have juridisk ret til jorden.

Nye former for ejerskaber udfordrer myndighederne

De typer ejerskaber, der udvikler sig i slumområder, befinder sig i en gråzone mellem det ulovlige og det lovlige. De udfordrer den principielle ret, staten har som øverste myndighed til at kontrollere tildelingen af jordrettigheder og til at følge op på sine egne afgørelser.

Desuden etablerer de nye samfund deres egen dynamik, egne regler og 'myndigheder'. Og de er både en del af det store samfund omkring dem - og alligevel udenfor.

Alle disse dilemmaer for de mange forskellige aktører skal et nyt forskningsprojekt undersøge. Det sker med udgangspunkt i slumbebyggelsen Old Fadama - Agbogbloshie ved storbyen Accra i Ghana.

»Slumområdet ved Accra er det konkrete udgangspunkt for min forskning, men der er store globale perspektiver. For det samme sker overalt i verden, hvor landets egne beboere og udlændinge strømmer til storbyerne«, siger Paul Stacey, fra institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi under Københavns Universitet.

Han har fået støtte af Det Frie Forskningsråd til projektet, der startede i januar 2014.

Old Fadama – Agbogbloshie kaldes Sodoma og Gomorrah

Bydelen, der ligger tre kilometer udenfor hovedstaden Accra med over to millioner officielle indbyggere, er på halvanden kvadratkilometer og har op mod 90.000 beboere. Populært kaldet den 'Sodoma og Gomorrah' af dens modstandere - som syndens by fra Biblen, og den stemples som kriminel, fattig og fuld af anarki. Set fra den positive side er der stort sammenhold blandt beboerne.

De plages imidlertid også af, at slumbebyggelsen er voldsomt forurenet, da den er nabo til en international losseplads for kemikalier.

Den ghanesiske slumby er et eksempel på, at dilemmaerne indbefatter både lovgivning, beboere og mellemmænd.

»I takt med at folk er strømmet til, har nogle 'store mænd' tiltaget sig en del magt og rigdom. De uddeler lejekontrakter til jord og huse, der formelt ikke er juridisk holdbare, men som accepteres og respekteres lokalt. Dog hjælper de også folk til at organisere sig i grupper, der sætter deres egne regler for at styre bebyggelsen og finder sammen om at etablere basale faciliteter som belysning og kloakering,« forklarer Paul Stacey.

Mellemmænd etablerer sig som mikromyndigheder

De 'store mænd' begynder med andre ord at opføre sig som mikromyndigheder overfor de formelle myndigheder og overfor beboerne, blandt hvem mange har levet i bebyggelsen i mindst 15 år og føler, at de hører til her.

»Selv om staten har mange formelle muligheder, er der talrige praktiske begrænsninger og overvejelser: Det juridiske, hvor staten undermineres, fordi de ikke rydder bebyggelsen og dermed indirekte afgiver magt til mellemmænd. Det kommer til at virke som om staten tillader lovløshed - imod mange statslige institutioners interesser. Såvel politiet som sundheds- og miljømyndighederne, der har konkrete bekymringer for bebyggelsen, fordi den ligger tæt på områder med kemiske affald, der er eksporteret hertil fra vestlige lande«, siger Paul Stacey og fortsætter:

»Endelig forstår de sociale myndigheder godt beboerne. De ved, at hvis området bliver ryddet, vil folk etablere et nyt i nærheden, som så vil give nye sociale problemer. Mange vil miste deres levebrød i processen – deres arbejde som taxachauffører, gadehandlere, på bilværksteder, små genbrugsstationer og meget andet. Desuden støttes beboerne af de mange NGOer (ikke-statslige organisationer, red.) og velgørenheds- og religiøse institutioner, der arbejder her og har hjulpet med sundhedsklinikker og skoler«.

Man tager noget jord…

De fleste ankommer til slumbebyggelsen med få ejendele og penge. Enkelte er heldige at have familiemedlemmer, som kan hjælpe dem med at etablere sig – finde et sted at bygge et skur og skaffe mad ved lidt småjobs.

»Mit projekt skal gå i dybden med de mange mekanismer, der følger med alternative former for jord og ejendomsrettigheder. Som skaber en ny dynamik med et modsætningsforhold til landets love. Jeg skal forske i, hvilke overvejelser der foregår hos de mange forskellige aktører – om hvordan de opnår størst mulige fordele i en fundamentalt uløselig situation,« siger Paul Stacey.

Den omvendte salami-metode startes

Paul Austin Stacey kalder det, at der startes en 'salami-metode', når en større ulovlig slumbebyggelse begynder at slå rod. Blot er det en omvendt salami-metode, hvor det ikke drejer sig om gradvise nedskæringer – at skiver skæres af pølsen. Men derimod om gradvis opbygning og etablering af sig selv som en lokal borger, der er knyttet til samfundet og derfor kan gøre krav på ydelser og anerkendelse.

»Når folk selv har sat dørnumre op, fået en affaldssortering til at fungere og støtte fra internationale organisationer til sociale formål, er der allerede skabt en slags stiltiende aftale - en anerkendelse. Regeringen, og de lokale myndigheder, bliver indirekte presset til at acceptere, at bebyggelsen har vundet en slags hævd«, forklarer Paul Stacey.

Udlejere lover godkendelse og fungerer som beskyttere

Efterhånden som bebyggelsen vokser, kommer folk til, der forstår at tjene penge som en slags mellemled.

De leverer noget, der minder om lejekontrakter, men ikke gælder juridisk udenfor bebyggelsen. Derefter hjælper de med beskyttelse mod de lokale myndigheder, andre uformelle udlejere og nye tilflyttere, og ofte kan de skaffe papirer, der kan hjælpe til at blive anerkendt af det lokale samfund.

»Nogle folk i bebyggelserne ved Accra har levet der i 30 år. Det er blevet deres hjemegn, og ofte er deres børn vokset op der«, siger Paul Stacey.

Pludselig gør mange forskellige krav på den før ubrugte jord

I mange tilfælde, også ved Accra, kan andre grupper komme og gøre krav på den jord, som slumbebyggelsen findes på – eventuelt ud fra et historisk perspektiv.

I forbindelse med Old Fadama - Agbogbloshie gør 'Ga' – en etnisk gruppe - krav på en del af jorden og et stort vandområde tæt ved, der har stor symbolsk betydning for dem.

Ga-gruppen vil have bebyggelsen ryddet, men mange af de officielle borgere i Accra er imod at det sker.

»Et stort grønsagsmarked ligger derude og forsynes af beboerne. Storbyens beboere har glæde af billig frugt og grønt, og beboerne i området bidrager generelt til den større økonomi - også ved jobs og indkøb«, siger Paul Stacey.

Ulovlige slumbebyggelser er et stigende problem verden over

Problemet med, hvordan man skal forholde sig til det stigende antal ulovlige bosættelser, er stort i hele verden: Fordi der er mange interessenter, dilemmaer og en stigende tilflytning fra land til by – frivilligt og af folk, som tvinges væk af uro, klima, udpint jord, fattigdom og manglende jobs:

Bebyggelsen i Accra er forholdsvis lille sammenlignet med mange andre i Afrika syd for Sahara. Problemet er meget større andre steder, for eksempel ved Kenyas hovedstad Nairobi og Johannesburg i Sydafrika.

I Danmark kender vi nogle af problematikkerne fra Christiania:

»Nogle skaffer sig adgang til et 'tomt' område, bygger huse og begynder at opbygge deres eget samfund med egne regler - samtidig med, at de fungerer som en del af det større omkring dem,« siger Paul Stacey.

I 2002 afgjorde Ghanas Højesteret, at myndighederne havde ret til at rydde 'Sodomah og Gomorrah'. Men intet er sket siden, andet end at indbyggerne selv har etableret flere aktiviteter, faciliteter og er blevet en endnu mere integreret del af det officielle samfund.