Glem nu den stenalderhjerne, og lad os få en saglig diskussion om digitale medier

Digitale medier har gjort deres indtog i alle dele af hverdagslivets domæner og ændret vilkårene for, hvordan vi lever.

Man kan praktisere fjern-omsorg per sms fra kontoret og omvendt indhente den løbske mailboks, når børnene sover.

Og man kan pleje kontakten til familie, venner og bekendte, mens man venter på bussen, og man kan klare julegaveindkøb over nettet, så man slipper for at gå i butikker.

Meget af dette er faktisk en forbedring: Hvor mange savner rent faktisk at stå i kø på posthuset eller i banken eller høre Wham på uendeligt repeat i december måned?

Men det stiller os selvfølgelig også overfor nye udfordringer.

Hvordan trækker man for eksempel grænsen mellem arbejde og familie, når de to ting kan praktiseres parallelt, og hvornår er det legitimt ikke at respondere på beskeder og opslag fra venner og veninder, når man er 14 år gammel?

Pseudovidenskab og fejlagtige forestillinger

Det kan give os en oplevelse af, at det er medierne der styrer os og ikke omvendt, og det har givet anledning til en lang række forestillinger om mediernes magt og negative effekter.

Det er dette, som eksempelvis psykologen Morten Fenger argumenterer for i sin nylige kommentar på Forskerzonen med overskriften 'Den digitale verden belønner vores hjerne'.

I kommentaren skriver han blandt andet, at hjernen belønner os, hver gang vi orienterer os på vores smartphone, men at vi samtidig mister evnen til at koncentrere os og være opmærksomme i længere tid af gangen.

Han taler om, at ’digital afhængighed’ er i hastig vækst, og at børn og unge er udsat for ’digitalt omsorgssvigt’, fordi vi voksne ikke beskytter deres formbare hjerner mod sociale medier, gaming og smartphones.

Mange af disse overvejelser bygger på en pseudovidenskabelig udlægning af aktuel hjerneforskning, gerne med reference tilbage til et jæger-samlersamfund, som beskrives med et forbavsende detaljeringsniveau, når man tager i betragtning, at datagrundlaget er yderst sparsomt.

Det bygger endvidere på en fejlagtig forestilling om, at man relativt enkelt kan karakterisere analoge fællesskaber som sunde og digitale fællesskaber som usunde.

Men måske værst af alt bortleder det vores opmærksomhed fra mere aktuelle problemstillinger omkring medierne, som må adresseres i fællesskab og på et samfundsmæssigt niveau.

LÆS OGSÅ: Findes 'teknologiafhængighed'? Amerikansk forsker afliver seks myter

Dopamin er ikke et lykkehormon

Dopamin omtales ofte, som også Fenger gør det, som et lykkehormon, men det er det ikke. Dopamin giver ikke i sig selv en lykkefølelse, men er med til at styre vores motivation i retning af bestemte handlinger (se her og her).

Stoffet kædes ofte sammen med afhængighed, men sammenhængen er temmelig uklar, for dopamin synes faktisk kun at spille en rolle i nogle tilfælde (kokain) og ikke i andre (nikotin). Derudover eksisterer der ikke nogen studier, der i praksis måler på dopamin i forhold til forskellige typer af mediebrug. Det er fortsat ren spekulation.

Så der er ganske enkelt ikke videnskabeligt belæg for Fengers påstand om, at det er dopamin, der driver os til at bruge medierne på bestemte måder.

Omvendt findes der en lang række sociologisk funderede forklaringer, som handler om sammenhængen mellem digitale medier og vores sociale liv i bredeste forstand.

Online og offline fællesskaber er ikke adskilte fænomener

Fenger skriver at endvidere at 'det virtuelle gruppetilhørsforhold via Facebook stjæler tid og energi fra sunde analoge fritidsaktiviteter og de relationer af kød og blod, vi bør pleje og fornøjes ved'.

Det er også forkert.

For det første er de analoge og digitale fællesskaber i langt de fleste tilfælde to sider af samme sag: Den samme familie, den samme skoleklasse og de samme kollegaer. Der er stor sandsynlighed for, at de mennesker, du kommunikerer med online, også er dine nærmeste i din fysiske hverdag.

I mange tilfælde tjener online kommunikation til at 'mikro-koordinere' de fysiske møder og forlænge dem (se her og her).

Desuden er det analoge på ingen måde en garanti for, at et fællesskab er sundt, hvilket Fenger let giver indtryk af.

Verden er fuld af dysfunktionelle analoge fællesskaber: familier i krise, mobbende skoleklasser og stressplagede arbejdspladser. I alle disse tilfælde vil de negative mekanismer i de analoge fællesskaber med stor sandsynlighed forplante sig ind den digitale kommunikation.

Omvendt kan digitale medier i kraft af deres virkemåde være med til at forstærke sådanne mekanismer, som det for eksempel er beskrevet inden for forskningen i mobning.

Så digital mediebrug kan sagtens være problematisk, men problemet må findes i samspillet mellem analoge og digitale sammenhænge og kan ikke reduceres til et spørgsmål om det digitale/ikke-digitale.

LÆS OGSÅ: Er digitale medier usunde?

Digitale medier er ikke bare digitale medier

På samme måde som det er nødvendigt at skelne imellem forskelle brugssammenhænge, er det også nødvendigt at skelne mellem forskellige typer af digitale medier. De kommer med forskellige typer af designs, der afspejler deres bagvedliggende logik og forretningsmodeller.

Disse forretningsmodeller baserer sig for eksempel på abonnementer (Netflix), reklamer (YouTube, Facebook) eller mikrotransaktioner (Candy Crush, Fortnite), som har stor betydning for deres grundlæggende virkemåde.

Der er ingen tvivl om, at fastholdelse af brugeren over tid er et centralt hensyn i mange af disse forretningsmodeller, og at dette afspejles i forskellige typer af designstrategier, som for eksempel påmindelser på Facebook og anbefalet indhold på Netflix.

Men det sker på grundlag af forskellige designstrategier, mekanismer og bindinger, der afhænger af den forretningsmodel, de baserer sig på.

Hvis vi gerne vil forholde os kritisk til disse forretningsmodeller, herunder regulere dem, der overskrider grænserne for god markedsføringsskik, har vi brug for flere saglige analyser og færre fejende generaliseringer omkring stenalderhjerner og digitale medier uden yderligere specificering.

Svarer til at anbefale seksuel afholdenhed

Forestillingen om stenalderhjerner og sygeliggørelse af (fortrinsvis) unge mennesker som afhængige af digitale medier bidrager til en generel ængstelse i tiden, men giver os ingen brugbare analyser. Og det fortæller os heller ikke noget om, hvad vi bør gøre ved det.

Den eneste relevante respons, hvis man tager konsekvensen af Morten Fengers argument, er, at gå 'off-grid' – altså helt at droppe den digitale side af vores hverdagsliv.

Det svarer på mange måder til at anbefale seksuel afholdenhed før ægteskabet som svar på uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme.

Det fremstilles som det eneste logiske svar på udfordringen, men det er i praksis en nypuritansk dagsorden drevet af århundredgammel trang til at disciplinere ungdommen.

Hvis vi rent faktisk skal forholde os kritisk til de digitale platforme – og det skal vi sgu! – må vi bort fra pseudovidenskabelige scenarier og lommediagnoser, og ind i en kritisk analyse vores egne fællesskaber og de medier, der rammesætter dem.

LÆS OGSÅ: Danske forskere afliver myte om sociale medier

Problemerne begynder helt andre steder

Tag nu argumentet omkring de fortravlede børnefamilier, der bruger tabletten som en digital babysitter. Er det tabletten, der er problemet, eller er det de vilkår, vi byder moderne børnefamilier?

For hvad pokker skal de stakkels forældre stille op i deres minimale råderum mellem en 8-timers arbejdsdag, 20 minutters læsning, 30 minutters fysisk aktivitet, 600 gram grøntsager og de overvældende mængder af (digital!) kommunikation på aula og borger.dk.

Mener vi virkelig, at problemet er løst ved at sætte lås på iPad'en? Og hvad de udsatte unge og mobbeofre angår: Tror vi for alvor, at mobningen ophører og trivslen indfinder sig, alene ved at forbyde mobile platforme i skolerne?

LÆS OGSÅ: Børn og unge skal lære at færdes på sociale medier

Stop med at sygeliggøre unge – start med bedre lovgivning

Hvis vi vil håndtere disse problemer er vi nødt til at tage en kritisk diskussion af de krav og forventninger, vi har til hinanden, og hvordan det kommer til udtryk i vores mediebrug.

Og hvad angår de digitale mediers metoder til at fastholde sine brugere: Er det de unge, der skal sygeliggøres og underkastes behandling, eller er det medierne, der skal gås efter i sømmene og underkastes en fornuftig regulering?

Hvis vi rent faktisk mener, at visse digitale platforme anvender ufine metoder til at fastholde deres brugere, er det vel snarere på tide at få opdateret vores lovgivning omkring god forretningsskik.

LÆS OGSÅ: Fortnite og Candy Crush: Gratisspil skaber ikke afhængighed – men de er uigennemsigtige forretningsmodeller

LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver unge stressede?

LÆS OGSÅ: Hvorfor er debatten på sociale medier så fuld af had?