I traileren til Ridley Scotts længe ventede efterfølger til 'Gladiator' fra 2000 går gladiatoren Lucius (spillet af Paul Mescal) til kamp i "det største tempel, Rom har bygget - Colosseum".
Her møder han sværdkamp, et iscenesat 'teater-søslag', en hensynsløs promotor (spillet af Denzel Washington) og et tonstungt, løbsk næsehorn.
Men hvor meget af det fandt rent faktisk sted i Romerriget?
Pedantiske historikere vil som altid være ivrige efter at give deres besyv med om filmisk frihed og historisk fejlfortolkning – og sådan er det også med den nye 'Gladiator II', som får premiere i de danske biografer 14. november.
Kæmpede gladiatorerne virkelig mod næsehorn?
En ting, som helt sikkert ikke skete, var et næsehorn med en kriger på ryggen, der stormede til angreb mod en flok gladiatorer, som du kan se i filmens trailer herunder.
Men når det er sagt, så er der faktisk en beskrivelse af et næsehorn ved indvielsen af Colosseum i år 80 e.v.t. Næsehornet kæmpede ganske vist ikke mod mænd, men en tyr, en bjørn, en bøffel, en bison, en løve og to stude.
Ellers er næsehorn i Rom kun sjældent omtalt, og når de er, lever de i menagerier og bliver beundret som eksotiske skabninger.
Romernes interesse for fremmedartede, vilde dyr var grundlaget for de første dyreforestillinger, som begyndte i 275 f.v.t. med en udstilling af fangede krigselefanter.
Ikkevoldelige fremvisninger af dyr fortsatte ind i kejsertiden i Rom. I 186 f.v.t. blev den første iscenesatte dyrejagt afholdt som underholdning for publikum i romerske amfiteatre (venatio) med både løver og leoparder. I 169 f.v.t. var dyrejagter blevet en officiel del af statsfestivalerne.
Under de romerske kejsere blev indfangning og transport af dyr – især usædvanlige og fremmedartede – brugt til at demonstrere imperialistisk magt, territorial kontrol og imperiets vidstrakthed. Dyrene blev vist frem og ofte dræbt.
Tusindvis af dyr blev fragtet fra Afrika og andre steder til romerske arenaer for at blive slagtet som underholdning. Kødet fra de døde dyr blev givet væk til tilskuerne; det var også meget nemmere end at skaffe sig af med de mange kadavere.
Det var ikke gladiatorer, men specialtrænede jægere (venatorer) bevæbnet med spyd, der kæmpede mod dyrene.
Venatio'en kunne også være kampe mellem forskellige dyr, som for eksempel næsehornet i Colosseum, men oftest var det tyre mod en elefant eller en bjørn.
Dyrejagt som underholdning for tilskuerne fortsatte, efter man stoppede med gladiatorkampe, og i takt med at både imperiets størrelse og de kejserlige midler svandt ind, steg afhængigheden af hjemmeopdrættede 'vilde' dyr.
Var der søslag i Colosseum?
Fra et historisk perspektiv er der mere hold i filmens iscenesatte teater-søslag (naumachia) i det oversvømmede Colosseum.
De store teater-søslag var meget bekostelige at iscenesætte og derfor forbeholdt ganske særlige lejligheder.
Det første dokumenterede søslag blev afholdt for kejser Augustus i år 2 f.v.t. Det fandt sted i en kunstig sø med 30 store skibe med omkring 3.000 marinesoldater plus et uspecificeret antal roere.
Deltagere i en naumachia, var typisk enten dømte kriminelle eller krigsfanger, som skulle at dræbe hinanden eller drukne, selvom en demonstration af kampevne og mod kunne resultere i en benådning.
Kejser Claudius stod for det største teater-søslag ved Fucinus-søen. Slaget bød på 100 skibe og omkring 19.000 marinesoldater og roere.
Det var ved denne begivenhed, at de kæmpende mænd efter sigende sagde: »Hil dig, kejser, vi, der skal dø, hilser dig«.
Denne hilsen er fejlagtigt blevet tildelt gladiatorerne i mange film, blandt andet den første Gladiator-film.
Litterære kilder (som ikke altid er til at stole på i antikken, da de ofte blev skrevet længe efter påståede hændelser) hævder, at Colosseum blev oversvømmet for at danne kulisse for et søslag ved indvielsen.
Efter en del debat accepterer historikere nu, at de tekniske mekanismer var på plads, så Colosseum havde – i hvert fald i starten – faktisk plads til et teater-søslag.
Var en nedadvendt tommelfinger virkelig en dødsdom over gladiatoren?
Også i 'Gladiator II' kan man se 'tommelfingeren op'-signalet, som angiveligt skånede en besejret gladiator, der bad om nåde, eller en nedadvendt tommelfinger fra dem, der ønskede, at han skulle dø.
Arenaen var stor med meget støj og larm, så håndsignaler blev ofte brugt som kommunikationsmiddel.
I stedet for verbalt at bede om nåde ville den besejrede kriger gestikulere en anmodning ved at holde pegefingeren på sin højre hånd i vejret eller endda hele hånden; begge dele repræsenterede en bøn om nåde.
Hvis tilskuerne valgte, at en gladiator skulle dø, indikerede de det ved hjælp af 'pollice verso', som bogstaveligt talt er 'med tommelfingeren drejet', men ikke i en særlig retning.
Hvis publikum vinkede med hånden, skulle gladiatoren have halsen skåret over af hans besejrer.
Hvis man ønskede at redde den besejrede, men modige gladiator, gav man tegnet 'pollice presso', hvor tommelfingeren er klemt mellem de andre fingre (også kaldet nådestegnet) for ikke at skabe visuel forvirring.
Gladiatorerne var en stor investering for promotorerne, som betalte et 'lejehonorar' (typisk 10-20 procent af gladiatorens værdi), for at de kunne optræde i kampene. Derfor var promotorerne ikke meget for at betale den fulde værdi som kompensation, hvis gladiatoren blev dræbt – især når de med publikums dom i ryggen havde noget at sige om udfaldet.
I mange tilfælde var arrangementet planlagt for at lefle og indsmigre sig hos publikum, så det ville være kontraproduktivt at gå imod deres ønsker. Der hersker i dag uenighed om, om den ultimative beslutningstager afsagde sin dom ved at vende tommelfingeren op eller ned.
Forestillingen om den nedadvendte tommelfinger lader til at være opstået omkring 1872 fra et populært maleri af den franske kunstner Jean-Léon Gérôme. Han malede vestalinderne, som var det kvindelige præsteskab i Vestakulten i det gamle Rom, der giver det frygtede tegn.
Selvom maleriet fik titlen 'Pollice Verso', bliver det normalt bare kaldt 'thumbs down-maleriet'.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
