Selvom det kan synes umuligt, så afdækker arkæologer stadig hemmeligheder gemt dybt i Colosseums indre.

Senest har arkæologerne fundet knogler tilhørende forløbere til den moderne gravhund i det mægtige 2.000 år gamle bygningsværks kloakker, hvilket peger på, at de små hunde har indgået i underholdningen i amfiteateret.
Fundet kommer som en del af et årelangt studie, hvor arkæologer har udforsket 70 meters dræn og kloak under Colosseum.
Og opgaven har næppe altid været lige nem – ofte har de arbejdsomme arkæologer måttet skubbe sig frem på maven gennem mudderet, skriver The Telegraph.
De samlede fund blev af Colosseum Archaeological Park kaldt for ‘indledende resultater’, da de blev fremlagt på et pressemøde.
Men når vi i dag tænker på dyr i Colosseum, tænker vi oftest på blodige gladiatorkampe med bjørne og løver – dem indgik de små hunde vel ikke i?
Teorien er, at gravhundene fremviste akrobatik, som vi kender det fra moderne cirkusdyr. Det fortæller Colosseums direktør, Alfonsina Russo.
»Men det er også muligt, at de var en del af iscenesatte jagter eller blev smidt i ringen for at kæmpe mod bjørne eller lignende dyr – vi er ikke sikre,« siger Alfonsina Russo til The Telegraph.

Yderligere fund i kloaksystemet tæller knogler fra større hunde, leoparder, bjørne, løver og strudse, bronze- og sølvmønter, terninger, samt resterne af de snacks, romerne spiste i amfiteateret, såsom sten fra kirsebær og ferskner.