To danske sømænd ankom til kolonien Tranquebar i Indien med kun ét års mellemrum, henholdsvis i 1700 og i 1701.
Den ene tog hurtigt afsted igen og blev verdensberømt, mens den anden valgte at blive svindler i Tranquebar og forblev ukendt.
I hvert fald indtil nu, hvor Rigsarkivet giver adgang til, at alle og enhver via internettet kan dykke ned i arkiverne om Ostindisk Kompagni, som dækker årene fra 1616 til 1729.
Der er adgang til kildesamlingen fra 19. november 2020, som er 400-årsdagen for, at Nayaka Raghunatha af Thanjavur, der herskede over et område i det sydøstlige Indien, signerede en traktat med Christian IV om, at Tranquebar skulle være en dansk-norsk handelsstation.
Dokumenter blev opbevaret i troperne i mere end 200 år
I 1616 blev Ostindisk Kompagni oprettet med monopol på al dansk handel med Indien, og i 1618 sendte man en ekspedition afsted fra København, som i 1620 førte til aftalen med kongen af Thanjavur og opstarten af de første dansk-indiske forbindelser.
I 1643 ankom skibet fra København, men det var det sidste i 27 år, og personalet blev efterladt i Indien, indtil kolonien blev genoplivet i 1670.
I 1730 gik Ostindisk Kompagni konkurs, og umiddelbart efter opstod Asiatisk Kompagni med monopol på al dansk handel med Asien, og det eksisterede indtil 1845.
»Ostindisk Kompagni er den ældste del af Danmarks kolonihistorie. Hovedparten af de cirka 50 pakker med arkivalier, Rigsarkivet har om kompagniet, har kun i meget ringe omfang været tilgængelige, fordi de er i så dårlig stand. Nu bliver der mulighed for, at forskere, gymnasieelever og almindelige borgere kan dykke ned i historien,« siger Asger Svane-Knudsen, specialkonsulent hos Rigsarkivet.
En af de primære grunde til, at arkivalierne er i så dårlig stand, er, at de først blev hentet hjem fra Tranquebar, da kolonien blev solgt til England i 1845.
Det vil sige, at de ældste dokumenter havde ligget i det danske hovedsæde, Fort Dansborg, i op mod 200 år under tropiske forhold.
Søfolkene blev mødt af vilde indtryk
Når skibe lagde fra kaj i Bergen eller København med kurs mod Indien i 1600- og 1700-tallet, kom søfolkene ombord ofte fra fattige familier. De var vokset op i et koldt klima og opdraget i den protestantiske tro.
I Indien måtte danskerne og nordmændene lære at leve i et tropisk klima og undgå at blive forbrændt af Solen. De forstod ikke nogen af de lokale sprog, og de lokale religioner var ukendte for dem.
»For søfolkene var sejladsen og mødet med Indien fyldt med vilde indtryk, som må have vendt deres tro, viden og vaner på hovedet. Nogle blev øjeblikkeligt tryllebundet, mens andre sandsynligvis blev skræmt,« siger Asger Svane-Knudsen.
Vitus Bering lagde som ung vejen forbi Tranquebar
I 1701 ankommer Horsens’ bysbarn Vitus Bering som 19-årig til Tranquebar ombord på Ostindisk Kompagnis skib »Kron Prinsen«. Her var han en af de lavestlønnede matroser, og der var meget langt til den berømmelse, han senere skulle opnå.
Vitus Bering tilbragte kun to måneder i Tranquebar, før han igen sejlede mod Europa ombord på det samme skib.
Tre år senere, i 1704, meldte Vitus Bering sig til den russiske flåde og endte med at gøre et stærkt indtryk på zar Peter den Store.
Zaren udpegede danskeren til at lede den første Kamtjatka-ekspedition, som i 1728 beviste, at der findes et stræde mellem det nordlige Asien og Nordamerika, i dag kendt som Beringstrædet.
På den anden Kamtjatka-ekspedition nåede Vitus Bering hele vejen til Alaska i 1741, men ekspeditionen blev tvunget til at vende om på grund af mangel på mad og skørbug.
Vitus Bering selv gik ikke ram forbi, og efter at have været tvunget til at opgive sit skib døde han af skørbug i en grotte på Bering Ø i december 1741.
Tilværelsen formede sig markant anderledes for Svend Jonasen, som ankom til Tranquebar et år tidligere end Vitus Bering, i 1700.
Mere om den historie lige om lidt.
Pleje af forholdet mellem Indien og Danmark
I første omgang består det nye digitale arkiv af billeder af arkivalierne om Ostindisk Kompagni.
Efterfølgende er det meningen, at der løbende skal lægges afskrifter af de centrale dokumenter ud på internettet.
Indien har ikke ret mange skriftlige vidnesbyrd om sin egen ældre historie. Derfor håber Asger Svane-Knudsen, at digitaliseringen kan komme til at tjene et højere formål, nemlig at pleje de kulturelle forbindelser mellem Indien og Danmark.
»De dokumenter, bøger og andre genstande, som vi har i statslige samlinger, og de danske dokumenter i arkiverne i Chennai og Kolkata i Indien danner sammen med den bygningsmæssige kulturarv i Serampore og i Tranquebar et vigtigt kulturpolitisk aktiv for Danmarks forhold til Indien. Så foruden det historiske perspektiv i en digital kildepakke kan det måske også gøre noget godt for både Danmark og Indien rent kulturelt,« siger Asger Svane-Knudsen.
Svend Jonasen valgte at leve sit liv i Tranquebar
Svend Jonasen ankom til Tranquebar i 1700, og arkivalierne fra Ostindisk Kompagni fortæller ikke noget om, hvor han var født og opvokset.
Til gengæld fortæller de, at det ikke var første gang, at Svend Jonasen besøgte Indien. I løbet af 1690’erne var han ansat i Ostindisk Kompagni, men ledelsen kaldte ham tilbage til København, som han ankom til i maj 1699.
Blot fem måneder senere var han atter på vej mod Tranquebar ombord på et af kompagniets skibe, nemlig »Prinsesse Sophia Hedwig«. Men denne gang var han ombord som frimand, der ikke var på kontrakt med Ostindisk Kompagni, og som derfor ved ankomsten til Tranquebar kunne søge egen næring i Indien.
Tilbage i Tranquebar tilbød kompagniet ham dog atter et job, hvilket han var villig til at tage imod, på betingelse af at han efter tre år kunne trække sig tilbage fra kompagniet med rettigheder som frimand.
Det ville kompagniet imidlertid ikke være med til, og Svend Jonasen afslog derfor jobtilbuddet, i forhåbning om at Gud ville udse et job til ham hos en anden arbejdsgiver.
Gud lyttede ikke.
Skader på dokumenter kaldte på handling
Nu kunne man tro, at så længe papir ligger lunt og godt indendørs, holder det mere eller mindre evigt. Der er imidlertid mangt og meget, der har været efter de historiske dokumenter.
»Der er varmt i Tranquebar. Der er tropisk og fugtigt. Derfor har arkivalierne både haft råd og svamp, og orm og mus har gnavet i dem. De har stort set alle de skader, man kan forestille sig,« siger Asger Svane-Knudsen.
Arkivaliernes sølle tilstand gik for alvor op for Asger Svane-Knudsen for 12-14 år siden. Da kom der besked fra Rigsarkivets læsesal, hvor en besøgende havde påpeget, at nogle dokumenter var i så dårlig stand, at de ikke burde blive stillet til rådighed for nogen. Det viste sig at være arkivalier fra Ostindisk Kompagni.
Derfor iværksatte Asger Svane-Knudsen i 2009 konservering af de vigtigste dokumenter på Det Kgl. Biblioteks bevaringsafdeling.
Dernæst begyndte han på at transskribere dem. Dels for at bevare indholdet og dels for at gøre det lidt lettere at gå til, for det er ikke altid let at afkode et 1700-talsdokuments krøllede gotiske håndskrift. Det er blevet til foreløbig 4.000 transskriberede sider.
I alt indeholder arkivalierne 4.600 sider, men de resterende 600 sider har haft det så skidt, at der skal moderne teknologi til at tyde, hvad der står på dem.
Derfor har Rigsarkivet gjort brug af multispektral skanning, og denne teknik kan du læse mere om i boksen under artiklen.
Svend - en svindler
Tre måneder efter, at Svend Jonasen havde sat sin lid til, at Gud ville skaffe ham et job, har han måttet give fortabt og er opført som kontorist hos Ostindisk Kompagni.
Han formåede at stige hurtigt i graderne, da den aldrende kommandant Andreas Andreæ havde brug for en ny, stærk mand til Det Sekrete Råd, som på vegne af Ostindisk Kompagni drev kolonien i Tranquebar og dets aktiviteter i hele Sydøstasien.
Svend Jonasen blev udpeget til rådet og var dermed lige under kommandandanten på den lokale samfundsrangstige. Det vidner om talent og en evne til at holde en god relation til den indiske befolkning, som til enhver tid var i overtal i Tranquebar.
Desværre for Svend Jonasen havde han en last, som spændte ben for hans ambitioner.
»Han kunne ikke modstå snyd og svindel, når han skulle veje de varer, der skulle med skib retur til København. Der var altid undervægt på de pakker, han havde signeret. I oktober 1702 bliver han derfor anklaget, fængslet og frataget sit ansvar for kompagniets lagerbygninger i Tranquebar,« fortæller Asger Svane-Knudsen.
Anklagerne tvang Svend Jonasen til at gå ombord på et skib og sejle med til København for at blive konfronteret af ledelsen i Ostindisk Kompagni.
I stedet for at gøre en ende på hans karriere lykkedes det Svend Jonasen at overbevise ledelsen om, at det var kommandanten, som nu hed Jørgen Hermansen Biørn, som havde gjort ham uret.
Ledelsen sendte kommandanten et brev om, at Svend Jonasen var suspenderet, men samtidigt blev Jørgen Hermansen Biørn anklaget for at have handlet lovstridigt og ubarmhjertigt overfor det tidligere medlem af Det Sekrete Råd.
Brevet gjorde det klart, at kommandanten ville blive sigtet, når han igen satte fod i København. Imidlertid døde Jørgen Hermansen Biørn, før brevet nåede frem til Indien.
\ Læs mere
Svend Jonasen gjorde comeback
I 1705 fik Svend Jonasen opfyldt et stærkt ønske om at vende tilbage til Tranquebar. Men det var et krav fra Ostindisk Kompagni, at han skulle blive i Indien resten af sit liv, og han ville aldrig få lov at arbejde for kompagniet igen.
Ankomsten til Tranquebar for Svend Jonasen og hans familie fandt formentlig sted i sommeren 1707, og så var det ellers tid til at begynde forfra.
Nok havde han fået forbud mod at arbejde for Ostindisk Kompagni, men der er langt fra Tranquebar til København.
Og i 1709 manglede kommandanten, Johan Sigismund Hassius, som havde taget over efter Jørgen Hermansen Biørn, en mand til at lede lagerbygningerne.
Svend Jonasen fik jobbet, omend det var med tøven fra kommandanten. Arkivalierne viser, at ansættelsen igen blev fulgt af svindel, men denne gang fik det ikke de store konsekvenser.
Faktisk lykkedes det i 1716 Svend Jonasen at blive udnævnt til foged og senere endda dommer, indtil en ny foged ankom med skib fra Danmark i 1719.
Dette var enden på de magtfulde poster hos Ostindisk Kompagni, men Svend Jonasen blev i Indien med sin familie. Indtil 1726 er han registreret som forpagter af kompagniets tapperi for alkoholiske drikke.
Svend Jonasen endte formentlig sine dage i Indien og kan meget vel have indiske efterkommere.
»Svend er et eksempel på en dristig mand med et frit sind og en dunkel tankegang. Det gav ham en karriere med op- og nedture som i en rutsjebane, men altid med en stor kærlighed til Indien og det indiske folk. Han valgte Indien,« siger Asger Svane-Knudsen
\ Multispektral scanning redder den tidlige danske historie i Indien
Varme, fugt og musebid har gjort mange dokumenter fra 1600- og 1700-tallet ulæselige. Derfor bruges moderne teknologi til at tyde teksterne.
Når indholdet af de gamle arkivalier fra Ostindisk Kompagni skal bevares for eftertiden, gør Rigsarkivet brug af multispektral scanning. Arbejdet udføres hos Det Kgl. Bibliotek, der som et af de få steder i Europa har det avancerede anlæg.
Digitaliseringen foregår ved, at hver side filmes ved lys med 20 forskellige bølgelængder inden for det ultraviolette og nær infrarøde spektrum af lysskalaen. Hvert billede kan gøre forskellige dele af den ellers ulæselige tekst læsbar. Med software kan optagelserne optimeres til ét læsbart billede.
Teknikken kan benyttes både til blæk bleget til ulæselighed og til tekst, der er farvet næsten sort af blæksyreskader. Teknikken skulle faktisk også kunne bruges til at tyde tekst på brændt papir.
Med en multispektral scanning er det muligt at få utydelig tekst i et gammelt dokument til at træde mere tydeligt frem.
»Protokollerne kan være så skrøbelige, at vi ikke kan bladre i dem, for så smuldrer det hele. Derfor skubber konservatorerne på Det Kgl. Biblioteks bevaringsafdeling meget forsigtigt et klart stykke plastik ind mellem hver side. Det svarer lidt til den plastik, man tidligere brugte til en overheadprojektor. Så kan man bladre, uden at det hele falder fra hinanden, og man kan tage et billede gennem denne plastik,« forklarer Asger Svane-Knudsen, specialkonsulent hos Rigsarkivet.
Fremgangsmåden har tidligere været brugt til blandt andet at finde frem til et manuskript skrevet af Arkimedes og til at genskabe en beretning om en afrikansk massakre, som den kendte doktor David Livingstone beskrev med plantesaft på en avis.
