Fra klimakrise til narkokrig: Sådan kan vi (måske) tæmme de vildeste problemer

Afhængighed af rusmidler er et globalt problem, som har modsat sig alle forsøg på at løse det.

På den måde ligger afhængighed på linje med en række andre komplekse problemer som klimakrisen og mistrivsel blandt unge. Problemer, vi gerne vil finde enkle løsninger på:

Strammere regulering og love, flere penge til sundhedsvæsenet eller kampagner, der skal skabe opmærksomhed. Men alligevel bliver problemerne ikke løst. Hvorfor?

Kort sagt er nogle fænomener langt mere uforudsigelige, forbløffende og krøllede, end vi umiddelbart er i stand til at begribe.

Der er tale om en særlig type af ekstremt komplekse problemer, der er frustrerende, som en sammenfiltret fiskesnøre: Når du hiver i tråden, du tror vil løse knuden op, så knytter du den faktisk strammere og skaber nye knuder.

Men der er en gren af videnskaben, der har blik for en anden måde at gå til problemerne på, som kan hjælpe os. Nemlig systemtænkningen.

I denne artikel vil vi se på, hvordan systemtænkningens værktøjer kan hjælpe os med at løsne knuden på et af de her krøllede, komplekse problemer: afhængighed af rusmidler.

Et problem, der bare er vokset

Lad os først se nærmere ‘knuden’. Afhængighed af rusmidler er et problem både for dem, den rammer, og for det samfund, de er en del af. Og til trods for store indsatser er problemet kun blevet større med tiden.

Næsten 300 millioner mennesker bruger – og misbruger - ifølge FN rusmidler. Det er 20 procent flere end for et årti siden.

Den globale produktion af, handel med, og indtag af rusmidler har ikke bare negative konsekvenser for samfundet (ustabilitet, kriminalitet og ulighed) og individerne (fysisk, psykisk og socialt), men også for miljøet (via skovrydning, dumpning af giftigt affald og kemisk forurening).

Vi hører jævnligt historier om nye, stærkere og farligere rusmidler, og om unge mennesker, der bliver afhængige og i værste fald mister livet.

Det efterlader os forargede, og vi får lyst til at handle: Noget må gøres, problemet skal løses, der skal handling til!

Og der bliver handlet, for eksempel i form af politiske udspil og strammere lovgivning – men alligevel består problemet.

Så hvor er det, vi tager fejl?

Hvorfor har vores løsninger ikke tilstrækkelig gennemslagskraft til for alvor at vende udviklingen? Det kan systemtænkningen måske give os svaret på.

Et systemkort over rusmiddelafhængighed

Systemtænkningens mest grundlæggende træk er at visualisere det komplekse problem - og så zoome ud for at få det hele med; hele den sammenfiltrede fiskesnøre for at bruge det samme billede, som vi indledte med.

Et eksempel på dét er systemkortet herunder:

Kortet viser, hvad der fra et systemtænkningsperspektiv driver rusmiddelafhængighed som samfundsproblem.

Du kan tænke på kortet som et tværsnit af et problems anatomi, hvor dét, vi ser på overfladen, er selve brugen af rusmidler.

Det gælder for eksempel, når TV2 rapporterer fra Philadelphia, hvor ’zombiestoffet’ fentanyl har skræmmende og voldsomme konsekvenser, eller når danske teenagere ifølge DR er ’helt væk på piller’, som tramadol.

Alle de mange farvede områder er det ’under overfladen’.

Dét, der umiddelbart er ude af syne, men som alligevel er en integreret del af den motor, der driver problemet.

Det er for eksempel ‘dysfunktionelle coping-mekanismer’, ‘social deroute’, ‘Illegalt marked’, ‘produktudvikling’ og ‘organiseret kriminalitet’.

Hvert område har sin egen logik, men kobler også på hinanden i såkaldte feedback-loops.

En ond cirkel: Når en løsning ender med at føje til skaden

Et eksempel på et feedback-loop er, når lovgivningen og politiindsatser gør det til en prioritet for producenterne at mindske risikoen ved smugling.

Det bidrager til, at der bliver udviklet mere potente stoffer. Både fordi der ikke skal smugles lige så store mængder over grænserne, og fordi de giver et bedre afkast.

De mere potente stoffer øger risikoen for afhængighed, hvilket igen styrker pushernes indtjening og interessen for at udvide det illegale marked med nye salgskanaler.

Beskrivelsen af feedback-loops er et af systemtænkningens vigtigste bidrag til at få et bedre greb om komplekse problemer. Hvert farvet område på figuren er et feedback-loop i sig selv.

Mest kendt i forhold til afhængighed er måske det nederste område ‘dysfunktionelle coping-mekanismer’.

Det dækker over de hovedmekanismer, som låser den enkelte person fast i en afhængighed af rusmidler.

Mekanismerne bag afhængighed

Rusmidler som for eksempel kokain giver, når de bruges første gang, en intens oplevelse. Både i form af selve rusen, men for nogle også ved at mindske eksisterende ubehag – såsom stress, angst eller symptomer på psykisk lidelse.

Men nervesystemet vænner sig hurtigt til rusmidlet, og så er der brug for en større dosis eller et stærkere stof for at opnå samme effekt.

Det øger forskellen mellem hvordan du har det, når du er påvirket, og når du ikke er påvirket.

Perioder uden rusmidler bliver præget af mangel på energi, øget angst og en svækket evne til at håndtere problemer og udfordringer. Du bliver derfor mere sårbar og vil oftere opleve negative sindstilstande.

Når du tager rusmidlet igen (som du måske tager i stadigt større mængder eller i mere potente former), forstærker det din opfattelse af, at det er en ’løsning’ på mentalt ubehag.

Dét manifesterer sig som oplevelsen af trang og tab af kontrol over sine handlinger. Samtidig mister man evnen til at håndtere eller forebygge negative sindstilstande på andre måder (eller man får aldrig udviklet evnen).

På den måde er det et feedback-loop i sig selv.

Cirklen er sluttet, og feedback-loopet er dysfunktionelt, fordi brugen af stoffet har en funktion, men den tager ikke fat om de grundlæggende problemer, som giver de negative tilstande.

Men vi må i lige så høj grad se på de øvrige feedback-loops. De har lige så stor betydning i forhold til at forstå, hvordan rusmiddelafhængighed opstår på global skala.

Og netop dét er systemteoriens centrale træk:

At udvide perspektivet til de dele af problemet, som så at sige er skjulte under overfladen.

Komplekse problemer er robuste

For systemtænkningen er ekstremt komplekse problemer et slags puslespil i flere dimensioner.

Endda et puslespil, hvor brikkerne skubber til hinanden og skifter form, når man forsøger at lægge det.

Det er med andre ord dynamisk. Men det er dynamisk på en særlig måde. Ekstremt komplekse problemer udviser nemlig det, som kaldes for resiliens. Eller robusthed.

De lader sig ikke slå ud af kurs, fordi du prikker til dem et, to eller tre steder. Tværtimod så finder systemet tilbage til en ligevægt, som fastholder problemet – og måske endda gør det endnu værre.

For at forstå den mekanisme kan vi tænke på vores egen krop. Den er også et ekstremt komplekst system, der konstant søger at opretholde en ligevægt, samtidig med at der sker en udveksling af ilt, næring med videre med andre systemer for at sikre kroppens opretholdelse.

Et eksempel er vores blodsukker: Hvis det bliver for lavt, så sørger kroppen for at udskille hormonet glukagon fra bugspytkirtlen. Det sørger for, at der bliver frigivet energi til blodet.

Hvis blodsukkeret derimod bliver for højt, så bliver der frigivet insulin fra bugspytkirtlen, som hjælper kroppens celler med at optage glukose (sukker) fra blodet.

Komplekse systemer modsætter sig forandring

Forunderligt og skræmmende nok så udviser vores ekstremt komplekse problemer, som for eksempel rusmiddelafhængighed, grundlæggende samme evne til at holde sig selv i live. Selv når vi prøver at gøre det af med dem.

Selvom der ikke er en samlet instans, som styrer slagets gang, så viser den her type problemer sig at have en form for selvopretholdelsesdrift.

På kortet kan vi se det ved den produktudvikling, som narkotikaproducenterne blandt andet bruger til at minimere risikoen og optimere profitten med.

Eller i pushernes skift til et online marked (Snapchat, Telegram og lignende), når Christianias Pusher Street for eksempel bliver lukket.

Systemer er på den måde ofte modstandsdygtige og solide, når det kommer til forsøg udefra på at forandre dem.

I eksemplet med organismens evne til at justere blodsukkeret, så kommer det os til gode, men i forhold til de ekstremt komplekse problemer, vi som samfund kæmper med, er det en kæmpe udfordring.

For til trods for stadigt flere tiltag, så består problemerne.

Hvert feedback-loop justerer sig med andre ord løbende, så det samlede kredsløb bliver ved med at fungere - selvom Pusherstreet lukkes ned, straffene sættes op, eller nye metoder rulles ud i rusmiddelbehandlingen.

Og det gør problemet yderst vanskeligt at løse.

Komplekse problemer overrasker os

Hvis vi skal opsummere, hvad de vigtigste indsigter fra systemkortet er, så er det, at de forskellige områder hænger sammen, og at det er systemet som helhed, der driver de problemer, vi ser med rusmidler såvel i Philadelphia i USA som i det danske natteliv.

Det er ikke sådan, at vi mangler viden om de forskellige områder, og hvordan de fungerer.

Vi ved faktisk rigtig meget om afhængighed. Både på det samfundsmæssige, det psykologiske og det biologiske niveau.

Vi ved også, at verden omkring os er kompleks, og både vores institutioner og den måde vi tænker og handler på, er udviklet til at kunne håndtere mange svære udfordringer.

Men hvorfor løser vi så ikke problemet?

Fordi ekstremt komplekse systemer rummer så mange krydsforbundne faktorer, at de reagerer på uventede måder.

De tilpasser sig, kan man sige. Når vi kaster et forsøg på at løse problemet afsted, smider systemet det bare af igen. Og på den måde bliver vores forsøg på at løse problemet annulleret.

Så kan systemtænkning hjælp os med at tæmme et problem som afhængighed?

En drejebog for systemisk forandring

Ja, måske. Systemtænkningen har nemlig en ret simpel drejebog for at tæmme vilde problemer.

Den er simpel i sin struktur, men desværre virkelig svær at føre ud i livet.

Første skridt er at forstå den kompleksitet, vi står overfor. Her giver systemtænkningen et sæt af værktøjer, der kan hjælpe os med at afdække strukturer under problemets synlige overflade og forstå, hvordan de påvirker hinanden.

Det er det, vi har givet et eksempel på med kortlægningen af rusmiddelafhængighed tidligere i artiklen.

Vi bygger med andre ord en forenklet repræsentation af den virkelige verden, som er simpel nok til, at vi kan forstå den, men stadig detaljeret nok til at informere beslutningstagen.

Næste skridt: Hvordan påvirker det systemet?

Det andet skridt i drejebogen er at bruge kortet til at forstå og forudse fremtidige udviklinger i et system.

Konkret handler det om at vurdere, hvad et bestemt forsøg på at tøjle et problem vil have af potentielle virkninger (både ønskede og uønskede).

Tag for eksempel lukningen af Pusher Street. En uønsket bivirkning ved at lukningen har været, at det har skubbet til en videreudvikling af et langt mindre kontrollerbart online salg af rusmidler.

Når vi så har fået et overblik over, hvad der kan være af virkninger - og bivirkninger - er det tid til at bevæge sig videre til tredje skridt.

Tredje og fjerde skridt: Find mønsteret, og overvåg ændringerne

Det tredje skridt i systemtænkningens opskrift på at tøjle vilde problemer er at identificere det mønster af områder, hvor der skal sættes ind. Det er det, man kalder ’leverage points’.

'Leverage points' er de konkrete områder, som har potentiale til at ændre det samlede system i en gunstig retning, når de påvirkes på en koordineret måde.

Det fjerde skridt er at holde øje med de ændringer, der sker i det samlede system. For selvom systemtænkningen kan hjælpe os til at være et par skridt foran, så vil der alligevel oftest ske noget uventet.

Når vi følger ændringerne, så kan vi løbende justere indsatsområderne, hvis systemet begynder at reagere for at opretholde sig selv. På den måde kan vi (forhåbentlig) få bedre kontrol med systemets udvikling.

Håb for fremtiden

Systemtænkning giver os et stærkt bud på, hvordan vi kan få greb om problemer, der tilsyneladende er uløselige. Og den giver os også et solidt skud ydmyghed, i forhold til hvordan vi ser og oplever verden.

For systemtænkning handler også om, at vi skal blive mere bevidste om vores kognitive begrænsninger: At vores umiddelbare forståelse af verden ofte ikke er retvisende.

Et eksempel er bekræftelsesbias.

Det dækker over, at vi lægger mere mærke til og bedre husker information, der bekræfter vores forventninger. Og det risikerer at bidrage til vores vanskeligheder med at styre de vilde problemer - netop fordi vi ikke ser problemet i sin helhed.

Systemtænkning er et felt i rivende udvikling, og det opfordrer til, at vi helt overordnet laver om på den måde, vi håndterer komplekse problemer på.

I denne artikel har vi fokuseret på, at et helhedsperspektiv er nødvendigt for at løse ekstremt komplekse problemer, som for eksempel afhængighed af rusmidler.

Selvom det kan virke overvældende at forholde sig til komplekse problemer i deres helhed, så er det grundlæggende budskab håbefuldt.

For vi behøver ikke at være passive tilskuere til vilde problemer.

Med systemtænkningen får vi en systematisk metode til at tæmme de problemer, som i disse år bliver tydeligere og tydeligere for os, og som vi ellers kan blive lammet af afmagt i forhold til.

Denne artikel er inspireret af et kursus i systemkortlægning afholdt af System Mapping Academy, hvor det gratis værktøj MIRO bruges til at lave systemkort. Se evt. mere på: www.system-mapping.com/toolkit. Tak til Gian Wieck & Fabian Gampp for inspiration!