Det er svært at bakke lige med traileren, når man skal i position til at komme af med haveaffaldet på genbrugspladsen. Derfor er det også imponerende, når en lastbilchauffør bakker gennem en smal port med en stor anhænger.
Men forestil dig så at bakke med en bil med 50 anhængere bagpå – den ene efter den anden.
Umuligt at styre? Ja - for hver gang en ekstra anhænger bliver koblet på, bliver kontrollen mindre, og det sidste håb om at kunne styre noget som helst forsvinder i det øjeblik, du opdager, at en del af anhængerne har egne motorer – såvel som deres egne idéer om, hvilken retning de vil køre i.
Velkommen til de vilde problemers land.
'Vilde problemer' findes mange steder i samfundet, eksempelvis langvarige konflikter, tab af biodiversitet, ulighed i sundhed og klimaforandringer.
Med eksempler fra vores egne forskningsfelter - psykiske lidelser og forebyggelse - argumenterer vi for, at videnskab preller af på vilde problemer.
Vilde problemer kan nemlig ikke løses, men vi kan blive meget bedre til at forstå de vilde problemer på deres egne vilkår, så de ikke vokser os over hovedet.
\ Hvad er 'vilde problemer'?
’Vilde problemer’ (på engelsk ’wicked problems’) overlapper med en række lignende begreber, blandt andet systemiske problemer, ekstremt komplekse problemer, genstridige problemer, dilemmaer, double binds med flere.
Vilde problemer er også blevet beskrevet som de problemer, videnskaben preller af på. Fælles for de vilde problemer er, at de går på tværs af videnskabelige discipliner, at der ikke findes en fælles forståelse af dem, og at forsøg på at løse dem sætter en række følgevirkninger i gang.
Interessen for vilde problemer vokser for tiden - ja, de er ligefrem populære med et nyt institut for vilde problemer, selvom begrebet faktisk blev opfundet for mere end 50 år siden.
Dengang i 1967 blev tillægsordet ’wicked’ lettere ironisk beskrevet som »den lumske og til tider onde karakter af disse problemer, hvor foreslåede ’løsninger’ ofte viser sig at være værre end symptomerne i sig selv.«
Psykiske lidelser er et vildt problem
Et eksempel på vilde problemer er psykiske lidelser. Psykiske lidelser er som fænomen beskrevet tusinder af år tilbage i tiden, men har de sidste over hundrede år været knyttet tæt sammen med medicinsk forskning.
Men det er ikke lykkedes at forstå psykiske lidelser med det medicinske felts foretrukne metoder; eksempelvis findes der ingen hjerneskanninger eller blodprøver, der kan påvise psykisk lidelse.
Også psykologisk og sociologisk forskning har forsøgt at forstå psykiske lidelser som et resultat af psykologiske spændinger og reaktioner på miljømæssige belastninger, men hverken medicinsk, psykologisk eller samfundsvidenskabelig forskning er lykkedes med at forstå de mekanismer, som fører til psykiske lidelser.
Grundlæggende preller videnskab af på psykiske lidelser, fordi psyken og dens lidelser opstår ud af et enormt komplekst samspil mellem sociale, psykologiske og fysiologiske elementer, som ikke kan begribes af adskilte videnskabelige discipliner.
Snævre videnskaber gør det svært at arbejde med vilde problemer
Videnskabsfolk arbejder i dag primært med snævre faglige spørgsmål – såsom hvilken rolle en specifik receptor i et bestemt område af hjernen spiller for psykiske lidelser.
Det bidrager til forståelsen af detaljen, men gør det samtidig svært at skifte perspektivet tilbage til helheden.
\ Læs også
I forhold til psykiske lidelser er håbet at finde det helt rigtige sted at gribe ind i hjernen - at finde den ’kontakt’ som kan slukke for problemet.
Men det er også lige præcis hér, at videnskaben kommer til kort overfor de vilde problemer.
Vilde problemer har nemlig ikke en tænd/sluk-kontakt.
Skal vi skille os af med de vilde problemer?
Vilde problemer er blevet opdaget af videnskaben, og der er en stigende interesse for at få bragt dem under videnskabelig kontrol - det vil sige finde en måde at analysere og efterfølgende løse denne særlige type problem på.
Den grundlæggende tanke er her, at ja, vilde problemer er komplekse, men så må vi bruge videnskabens særlige værktøjer til at håndtere kompleksiteten.
Det kan eksempelvis dreje sig om at kortlægge systemer, eller at lave computer-simulationer, hvor man kan modellere forskellige scenarier.
For så vidt er det logiske skridt, men der er en risiko for, at vi falder tilbage til idéen om at ’løse’ de vilde problemer: Slut med vilde problemer, og så kan vi ellers fortsætte som vi plejer.
Men de vilde problemer peger os i en anden retning. Paradoksalt nok rummer de potentialet til en anden form for viden, som måske kan hjælpe os til at leve mere harmonisk sammen med vores vilde problemer, selvom vi ikke kommer til at løse dem.
Og måske forebygge at nye vilde problemer vokser os helt så meget over hovedet.
Skal videnskaben altid løse problemer?
En måde at udtrykke det på, med afsæt i forskeren Andrew Pickerings arbejde, er ved at skelne mellem to tilgange:
- At handle-på et problem
- At handle-med et problem
At handle-på er kernen i den klassiske videnskabelige tilgang, hvor et problem analyseres, en central mekanisme identificeres, og så designes der en måde at gribe ind i den centrale mekanisme på.
Fremgangsmåden betegnes tit som essensen i reduktionistisk videnskab.
Historisk set er det en enormt succesfuld metode, for eksempel når vi skal bekæmpe smitsomme sygdomme, udvikle moderne fysik eller forstå kommunikation mellem nerveceller, for bare at nævne nogle få områder.
Men i forhold til vilde problemer kommer tilgangen til kort.
Der er noget næsten blasfemisk ved at stille spørgsmålstegn ved videnskaben som problemløser. Men fordi det handler om de særligt vedholdende udfordringer, som vi kalder vilde problemer, så er det relevant.
Udfordringen med vilde problemer er deres kompleksitet, men også at de ikke kan rummes indenfor nogle få, nært beslægtede videnskabelige felter.
Vilde problemer rummer nemlig processer, som går på tværs af det, natur-, human- og socialvidenskaberne beskæftiger sig med.
I dialog med de vilde problemer
Handle-med tilgangen peger os i en anden retning end den traditionelle videnskabs handle-på tilgang.
Det minder mere om hverdagens problemløsning end om stramt kontrolleret videnskab. Handle-med er, når man med afsæt i eksisterende erfaring og viden prøver sig frem, og så ser, hvordan problemet reagerer.
Når man har set reaktionen, så justerer man sin strategi og prøver igen - og så fremdeles. Handle-med er at tage et lille skridt ad gangen, og derved blive klogere på det vilde problem man forsøger at få greb om.
Handle-med tilgangen er et skifte i relationen til vores omgivelser og til naturen, der både er eksistentielt og værdimæssigt.
Tilgangen antager nemlig, at der er nogle vanskeligheder, som vi ikke altid kan få til at gå væk, men som vi i højere grad skal give plads til, før vi kan få et greb om dem.
\ Mississippi-floden: Handle-på eller handle-med?
Håndteringen af den amerikanske Mississippi-flod er et af de bedste eksempler på, at det kan være nyttigt at skifte fra en handle-på tilgang til en handle-med tilgang.
Ved Mississippi-flodens bred blev byen New Orleans grundlagt i 1718, men der havde boet mennesker ved floden lang tid før.
Floder giver oversvømmelser, og det oprindelige folk håndterede de jævnlige oversvømmelser meget elegant: De pakkede simpelthen deres telte sammen og flyttede til et højere-liggende område, indtil floden igen trak sig tilbage.
Men de tilrejsende fra Europa byggede huse, som ikke var så lette at flytte, og i de 300 år, som New Orleans har ligget ved Mississippi-floden, har der udspillet sig en kamp mellem byens beboere og floden.
Beboerne forsøgte at tøjle oversvømmelserne med diger, mens floden har reageret ved at strømme anderledes, så vandstanden blev højere, og så skulle der igen højere dæmninger til - en slags våbenkapløb mellem menneske og flod.
Og det er aldrig lykkedes at dominere floden – tværtimod har bestræbelserne udpint store vådområder omkring byen, fordi de ikke længere bliver regelmæssigt oversvømmet.
Det er altså et klart eksempel på uheldige følgevirkninger ved en rendyrket handle-på tilgang – her drevet af ingeniør-videnskab. Et vildt problem som ikke lader sig løse.
Men i dag har håndteringen af Mississippi-floden fået et andet spor.
For at revitalisere de tabte vådområder bliver en ny tilgang til Mississippi-floden forsøgsvist rullet ud, nemlig periodisk at sætte dele af Mississippi-floden ’fri’ ved på udvalgte tidspunkter at åbne porte i digerne, så vand, der er rigt på sediment og næring, kan oversvømme og genopbygge de næsten tabte områder tæt på floden.
Ideologisk beskrives det som et paradigmeskift, fordi flodens adfærd tænkes aktivt ind i løsningerne, hvor fokus tidligere var på én gang for alle at få bygget et dige, der kunne dominere floden entydigt.
I stedet for at handle-på floden, handles der nu med floden.
Handle-med tilgangen kan sagtens trække på videnskab ved at inddrage værktøjer, udforske mekanismer eller systematisk vurdere resultater. Men i sig selv er handle-med tilgangen ikke videnskabelig.
Vi har kaldt det en ’tilgang’ - en måde at nærme sig en problematik på, som grundlæggende er relationel og lokal, modsat videnskab som tilstræber objektivitet og at være universel.
Målet er ikke kontrol men i stedet at indgå i en gensidig koreografi, hvor man over tid inddrager flere praktiske greb, som til sammen kan skubbe udviklingen i den ønskede retning.
Vi kan eksempelvis tænke på det som et holdspil, hvor man over tid lærer hinandens placeringer og roller at kende på en stadigt mere forfinet måde.
En handle-med tilgang til psykiske lidelser
Der findes flere eksempler på en handle-med tilgang indenfor psykiske lidelser og forebyggelse, som er to forskningsområder, vi selv beskæftiger os med.
At høre stemmer er et af de symptomer, som er forbundet med diagnosen skizofreni. Når man ’hører stemmer’ betyder det typisk, at man kan høre en eller flere stemmer, som ikke stammer fra omgivelserne, og som ikke er ens egne tanker.
Den videnskabelige forståelse af psykiske lidelser betragter skizofreni som en hjernesygdom, og stemmerne som en fejl i nervesystemet.
Stemmerne anskues ikke som meningsfulde, og der udskrives medicin til at dulme symptomet.
Håndteringen af stemmehøring falder altså ind under handle-på tilgangen: symptomet skal kontrolleres og helst bringes til ophør.
Sideløbende med psykiatriens videnskabelige forståelse af at høre stemmer, er der opstået en bevægelse af mennesker, som selv oplever at høre stemmer, men som ikke oplever sig rummet af den videnskabelige tilgang.
For dem er stemmerne forbundet med deres livshistorie, og stemmerne spiller ofte en meningsfuld ’rolle’, for de situationer personerne er i, når de oplever at høre stemmer.
Det har resulteret i dannelsen af Stemmehørernetværket, som er en del af et internationalt netværk, hvor mennesker, der oplever stemmehøring, kan mødes og dele erfaringer og viden.
Fra dominans til relation
Den grundlæggende tilgang handler om, at stemmerne er meningsfulde, forbundet med livshistorien, og at man kan arbejde på at ændre den relation, man har til stemmerne, så de ikke står i vejen for et godt liv.
Det er altså en tilgang, som i mindre grad ser stemmerne som noget, der skal fjernes, og som i stedet giver plads til dem og forstår dem i kontekst.
Værktøjer fra videnskaben er løbende brugt til at beskrive og dokumentere virkningen af denne måde at arbejde med stemmer på.
Stemmehørernetværkets måde at håndtere stemmer på er dog ikke i sig selv et produkt af videnskaben - ja, faktisk går netværkets arbejde imod dominerende videnskabelige forklaringer.
Snævert videnskabeligt perspektiv kan gøre os handlingslammede
Forebyggelse af overvægt er et andet eksempel på et vildt problem, der er svært at håndtere for videnskaben.
Selvom en stor del af verdens befolkning nu er overvægtige, har den videnskabelige litteratur om forebyggelse af overvægt overraskende lidt at fortælle os.
Litteraturgennemgange, der kun ser på kontrollerede forsøg, har et snævert blik på forskningen, og udelader derved at se på de enorme ændringer, som vores samfund har gennemgået med mere mekaniseret transport, stillesiddende arbejde, sociale medier og energitæt kost i overflod.
Derved mister det videnskabelige perspektiv muligheden for at forstå overvægt og fedme som et strukturelt og vildt problem, der er tæt vævet sammen med den måde, vi har indrettet vores samfund på.
\ Læs også
Vi ved, at der er noget i vores samfundsstruktur, som på relativt kort tid har skabt en overvægts-epidemi. Men et snævert videnskabeligt perspektiv på overvægt efterlader os handlingslammede.
Udfordringen med at forebygge overvægt er uigennemtrængelig for videnskaben.
Men også indenfor forebyggelse er der tilgange, som i højere grad bygger på handle-med tilgangen.
Handle-med tilgang til overvægt
To danske professorer, Naja og Morten Hulvej Rod, har beskrevet det, der kan kaldes en system-orienteret tilgang til forebyggelse, og som vi overordnet kan placere under handle-med tilgangen.
De peger på, at hvor vi i traditionel sundhedsforskning forventer snæver evidens om, hvad der skal til for at opnå en bestemt effekt med en afgrænset intervention, så indebærer en handle-med tilgang mere åbne og involverende processer.
Et konkret eksempel på dette er forebyggelse af overvægt hos børn, hvor man inddrager lokale aktører, eksempelvis skolen, idrætsforeningen, biblioteket, handelsdrivende, børn og forældre for at kortlægge den brede vifte af faktorer, som er i spil.
Kortlægning af problemet og udvikling af idéer til, hvad man kan gøre, går derved hånd i hånd, og den traditionelle videnskabs handlingslammelse undgås.
Problemet ’løses’ ikke, men ved at introducere ændringer flere forskellige steder, er målet at opnå en samlet effekt, som er gavnlig.
Det er også et særtræk ved handle-med tilgangen, at man ikke starter med at have en entydig beskrivelse af interventionen. Det er i stedet processen med at inddrage, beskrive og udvikle løsninger, der er i forgrunden.
Flere igangværende danske forskningsprojekter (se eksempelvis her og her) afprøver i øjeblikket denne tilgang.
Handle-med tilgangen til forebyggelse af overvægt beskrives som en lovende tilgang.
Men i gennemgange af den videnskabelige litteratur, er der stadig få studier, og endnu ingen der dokumenterer effekt i traditionel forstand, altså med lodtrækningsstudier hvor forebyggelse af overvægtig har resulteret i en markant og relevant nedgang i vægt.
Bare rolig, videnskab er stadig vigtig…
Vi har brugt orden ’videnskab’ i en ret afgrænset betydning, og vi ønsker ikke generelt at miskreditere videnskab; det vil være at save den gren over, vi selv sidder på.
Men vi har argumenteret for, at idéen om videnskab som noget, der objektivt måler og analyserer verden og så leverer færdigpakkede løsninger, der kan bruges alle steder, spænder ben for at få taget hånd om vilde problemer.
Vilde problemer, der ikke lader sig begrænse af de forskellige videnskabelige fags grænser, og som ikke sidder stille længe nok til, at vi kan fange dem i deres helhed, før de er blevet til noget lidt andet.
Måske skal der en ny slags videnskab til
Den traditionelle videnskab har stadig en stor rolle at spille, når vi skal lære af vores vilde problemer, eksempelvis til at dokumentere udbyttet af en handle-med tilgang til stemmehøring.
Men det er en alsidig og tilpasningsdygtig form for videnskab, der er brug for, som kan arbejde på tværs af forskellige metoder og indgå i praksis.
Med andre ord, så skal vi ikke tænke på os selv som den stakkels chauffør, der skal bakke med halvtreds anhængere bagpå.
Som forskere og praktikere, der arbejder med vilde problemer, så er vi del af et netværk, hvor deltagerne er placeret forskellige steder langs kæden af anhængere.
At begribe og tøjle vilde problemer kræver en kollektiv indsats.
\ Kilder
Acting with the World: Doing without Science, e-cadernos CES (2022), DOI: 10.4000/eces.7894
































