Det kan lyde som ordkløveri at gå op i, om politikere siger ’velfærdssamfund’ frem for ’velfærdsstat’. Men der er gode grunde til at holde øje med ordvalget.
Når der sker et jordskælv, ved vi det ofte på forhånd. Vi har udviklet teknologier som seismografer, der kan forudsige, hvornår og hvor store rystelser, vi kan forvente.
På samme måde er det politiske sprog en slags seismograf for, hvor politikerne gerne vil have politikken hen, og hvilke rystelser (forandringer) vi går i møde.
Det er især tydeligt, når vi ser på politikernes sprog omkring velfærdsstaten.
Senest har statsminister Mette Frederiksen i foråret 2024 fortalt, at »jeg har aldrig været glad for velfærdsstaten«.
Det er en lidt overraskende udmelding fra en leder for et parti, der traditionelt har taget æren for den danske velfærdsstat.
Man kunne dog ane det allerede i regeringsgrundlaget fra 2022, hvor der blev talt om at ’bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund’, og der blev udtrykt bekymring for, om vi har råd til ’velfærden’. Der var forandring på vej.
’Velfærd’, ’velfærdsstat’ og ’velfærdssamfund’ er ikke bare uskyldige sprogblomster.
Ser vi tilbage i tiden, viser de politiske begivenheder os, at ordene er vigtige våben i den politiske kamp om at definere, hvilket samfund vi skal have.
Vi starter med at rejse tilbage til 1950’erne.
2. oktober 1956 blev den unge økonomi- og arbejdsminister Jens Otto Krag inviteret til en offentlig debat om ’velfærdsstaten’ i K.B. Hallen.
Krag, der senere i Danmarkshistorien er blevet betegnet som en af velfærdsstatens arkitekter, var dog usikker på opgaven.
Godt nok havde flere af partiets ’grand old men’, som Hans Hedtoft og Alsing Andersen, allerede talt om ’den sociale velfærdsstat’, men uden at konkretisere den nærmere.
Krag skrev derfor straks til sin ven og økonomkollega Henning Friis i Socialministeriet (brevet findes i Friis’ privatarkiv) og bad om hjælp: Hvad var det med den der velfærdsstat?
Det endte med – uden at vi kender årsagerne – at det blev socialdemokraten K.B. Andersen, som krydsede klinger med den konservative Hans Jørgen Lembourn i K.B. Hallen 11. oktober 1956.
I partiavisen Social-Demokratens referat fra mødet lyder det, som om Lembourn dominerede debatten med en tordnende kritik:
»I ly af velfærdspolitikken erobrer staten magt langt ud over helhedens vel. Derfor er velfærdsstaten et overgangsstadium til den totalitære stat«.
Historien om debatten i K.B. hallen minder os om, at selvom vi i dag gladelig finder velfærdsstatens rødder flere hundrede år tilbage i tiden, var det først i 1950’erne, at man blev klar over, at det netop var en ’velfærdsstat’, som var under opbygning, og at man skulle have en holdning til den.
Det var først her, at ’velfærdsstat’ blev en rigtig del af dansk politisk sprogbrug.
I kølvandet på folkepensionsreformen i 1956 kastede både politikere, forfattere, akademikere og interesserede lægfolk sig ud i en offentlig debat af, hvad ’velfærdsstaten’ er.
Mange var som Krag i tvivl om, hvad ordet betød. Der rejste sig en heftig debat om, hvorvidt det var staten eller individet, som skulle have ansvar for velfærden.
Det handlede ikke kun om omkostningerne (skatten) og ideologi, men også om mere moralske og etiske betragtninger.
Lembourn fra Konservative, der havde domineret debatten i K.B. Hallen, stod langtfra alene med sin skepsis. Fra borgerlig side var velfærdsstaten en ’formynderstat’, der åbnede en ladeport for ’krævementalitet’ blandt borgere.
»Et folkeliv forankret i en ældgammel kultur kunne ikke omstilles og trives under velfærdsstatens regulerende og kontrollerende greb,« lød det fra formanden i Venstres Ungdom i Ribe i Vestkysten 30. januar 1956.
Jydske Tidende, et tidligere sønderjysk konservativt dagblad, beskrev 20. juni 1956 velfærdsstaten som:
»Et velassorteret stormagasin, der gratis og gavmildt deler alt mellem himmel og jord ud til alle, der bare slutter sig sammen i organisationer og kommer og forlanger ind.«
Venstrefløjen var heller ikke udbredt begejstrede. Her så man et voksende bureaukrati og en kapitalistisk fremmedgørelse.
Ja, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) erklærede i deres tidsskrift ’Tiden’ (nr.20), at »påstanden om, at vi lever i en velfærdsstat, som den mest løgnagtige og hykleriske i vor tid«.
Da krudtrøgen lagde sig sidst i 1950’erne, og debatten aftog, stod socialdemokrater og til dels de radikale alene som forsvarere for velfærdsstaten.
Man kan sige, at begrebet velfærdsstat blev socialdemokratisk, både fordi modstanderne tog afstand, og fordi socialdemokraterne stod forholdsvist alene med at omfavne det.
Det var dog ikke alle, som elskede velfærdsstaten lige så meget som partifællen Lene Vedel-Petersen.
I en præsentation af Socialdemokratiets 1961-program skrev hun, at »det, vi kalder velfærdsstaten, er det gode familielivs glæder og de dermed følgende forpligtelser ført over på samfundet«.
Det socialdemokratiske forsøg på at tage ejerskab over ’velfærdsstaten’ blev en succes. Det varslede, hvad vi i dag kalder den danske velfærdsstats guldalder.
Trods den omfattende borgerlige kritik, så udgjorde begrebet den sproglige ramme for de mange sociale reformer og den offentlige sektors voldsomme vækst i 1960’erne, hjulpet på vej af blandt andet økonomisk vækst og vælgernes opbakning.
I 1960’erne blev velfærdsstaten et slags synonym for den danske samfundsmodel, og vi begyndte at tale om ’velfærdsstaten’, ikke bare som et fremtidsmål, men som noget der var realiseret.
Velfærdsstaten gik fra at være en idé, der kunne samle folk om en fælles sag, til at blive noget, man tog for givet som en fast del af samfundet, der skulle håndteres.
Allerede fra slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne blev der sat spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fremtidige bæredygtighed: Var der for meget stat i velfærden?
Den økonomiske krise i 1973-74 understregede udfordringerne, og kritikken fra både venstre og højre side blev udtalt.
Velfærdsstaten var ikke længere (kun) et positivt politisk mål, nu var den i krise og skulle tilpasses eller afvikles.
I 1980’erne og 1990’erne skiftede retorikken fra ’velfærdsstat’ til ’velfærdssamfund’.
Det kan synes som ordkløveri, fordi vi på dansk (og norsk og svensk) ret tvangfrit veksler mellem ’stat’ og ’samfund’.
Hvis noget er et ’samfundsansvar’, så tænker vi straks, at den danske stat må gøre noget.
Men ordkløveriet og ændringen fra stat til samfund var et strategisk træk blandt fortalerne for ’velfærdssamfundet’: Der skulle være mindre stat i velfærden.
Hvor meget mindre stat var man dog ikke helt enige om. Hos Socialdemokraterne skete et gradvist skifte i 1980’erne, hvor velfærdssamfund eksempelvis vandt frem i partiets politiske sprogbrug.
I 1992-programmet var Danmark et ’frit velfærdssamfund’, som Socialdemokratiet havde ansvaret for at udvikle.
Endnu mere tydeligt er skiftet hos Venstre, hvor daværende formand og senere statsminister Anders Fogh Rasmussen i 1990’erne systematisk stillede ’velfærdssamfundet’ op overfor et billede af ’velfærdsstaten’, som stivnet og gammeldags.
’Velfærdsstat’ forsvandt dog ikke helt ud af det politiske sprog, men det blev i stedet forbundet med enten romantisk nostalgi eller negativt ladet systemtænkning.
Ved åbningsdebatten i Folketinget i 1993 sagde Fogh Rasmussen: »Socialdemokratiet er den store betonklods, som spærrer for fornyelse af velfærdssamfundet.«
Dermed forsøgte Fogh at forbinde Socialdemokratiet med en velfærdsstat, som var gammeldags og udtjent.
Løsningen skulle altså være mere ’samfund’ og mindre ’stat’, men hvad det præcis betød, stod ikke helt klart.
For nogen betød det en (fornyet) åbning overfor frivilligt arbejde og organisationer.
Det civile samfund skulle aktiveres, lød det eksempelvis fra en række socialministre i 1980’erne og 1990’erne på tværs af partigrænserne.
For de borgerlige handlede det mest om at lade det frie marked løse problemerne. Der skulle flyttes flere opgaver fra det offentlige til det private og tages et større individuelt ansvar.
På samme måde som begrebet ’velfærdsstat’ fra slut-1950’erne var med til at skabe rum for en voldsom udvidelse af sociale rettigheder og den offentlige sektor, så skabte begrebet ’velfærdssamfund’ rum for en række ændringer af velfærdspolitikken.
Der blev blandt andet lagt mere vægt på individets ansvar, udlicitering, nye velfærdsaktører med videre.
I regeringsgrundlaget fra 2022 lancerede de tre regeringspartier begrebet ’velfærd 2.0’.
Det skal »bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med langt mere lokal frihed, ansvar og engagement, og hvor borgeren sættes før systemet«.
Så vidt intet nyt under solen.
Men det er bemærkelsesværdigt, at regeringsgrundlaget og den politiske debat nu ser ud til at samle sig omkring ’velfærd’, ’velfærden’ eller ’kernevelfærd’ - altså uden stat og uden samfund.
Det er svært at sige, præcis hvad det varsler? Vil dette åbne for nye socialpolitiske forandringer?
Når politikerne taler om ’velfærd’ eller ’kernevelfærd’, så handler det primært om økonomi.
»Stigende udgifter på det specialiserede socialområde truer hele den kommunale velfærd,« lyder det eksempelvis fra en bekymret konservativ borgmester.
Finansminister Nicolai Wammen (S) har udtrykt samme økonomiske bekymring i forhold til sociale udgifter. Men måtte efterfølgende ud at sige undskyld.
For her kommer vi i den lidt paradoksale situation, hvor ’velfærden’ er truet af ’velfærdsstaten’:
Det sker eksempelvis, når vi indenfor det sociale område skal prioritere, hvor mange penge der skal gå til de mest socialt udsatte grupper versus den brede befolknings behov for social støtte.
Hvor det hele ender er svært at sige.
Der foregår en række politiske diskussioner om, hvordan socialpolitikken skal se ud i forskellige kommissioner og udvalg, og de peger i forskellige retninger. Fremtiden er åben.
Men det er altid værd at holde øje med, når det politiske sprog forandrer sig, for historien viser os, at det kan være et varsel om ny politik og lovgivning, der forandrer vores hverdag.
Denne artikel er skrevet af forskere fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler i 2024. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.
