»Hvis ikke vi skulle påtage os rollen som eksperter og rådgivere, hvem så?«
\ Fremtidens forskningsrådgivning
På konferencen ’Science Advice in Denmark and the Nordic Countries’ satte danske og internationale forskere fokus på fremtidens forskningsrådgivning.
Konferencen var arrangeret af Humanomics Research Centre, Aalborg Universitet, og INGSA og var støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Carlsbergfondet.
Kilde: Aalborg Universitet
Et kort øjeblik er der stille i forskerforsamlingen. Rektor for Aalborg Universitet Per Michael Johansen har tydeligvis ramt en nerve.
Alt imens demonstrationer verden over vidner om, at forskere og fakta får mindre og mindre at skulle have sagt, bliver det i stigende grad legitimt at stille spørgsmålstegn ved etablerede videnskabelige sandheder.
Som når en af topkandidaterne til posten som den amerikanske præsidents officielle ’Science Adviser’, William Happer, eksempelvis kan slippe af sted med at omtale den samlede bestand af klimaforskere som en form for kult, der har overgivet sig til et kollektivt vanvid.
Kære kollega, du er del af problemet
Per Michael Johansen var første taler på en konference, som handlede om netop ’Science Advice’ – på dansk, videnskabelig rådgivning – og hvis hovedbudskab i korte træk endte med at lyde nogenlunde sådan her:
Kære kollega, du er lige så meget del af problemet som af løsningen.
»Der er måske ikke så meget tale om en krise i forskningen eller videnskaben, som der er tale om en krise i demokratiet. Vi er nødt til at være utroligt kritiske over for vores egen rolle her,« lød det blandt andet fra en af konferencens arrangører, professor James Wilsdon fra University of Sheffield.
Han refererede blandt andet til en klumme i det videnskabeligt bredt anerkendte tidsskrift Nature, hvor forskerne generelt anklages for at tage for lidt stilling til den politiske virkelighed og blande sig for lidt i samfundsdebatter. I klummen kritiserer forfatteren, Colin Macilwain, både forskerbestanden generelt og mere specifikt de forskere, som er ansat til at rådgive regeringsledere.
Forskerne har selv et ansvar
Konferencen var arrangeret af professor mso og forskningspolitisk rådgiver David Budtz Pedersen fra Humanomics Research Centre under Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og det internationale netværk for videnskabelig regerings-rådgivning (INGSA), som James Wilsdon også er næstformand for.
På talerlisten optrådte tunge navne som blandt andet Carlsberg fondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher og David Mair, som er en central del af Europakommisionens forskningsenhed og står i spidsen for enhedens ’Science Advice to Policy’-afdeling.
\ Fokus på videnskabelig rådgivning
Formålet med konferencen var at »sætte fokus på brugen af videnskabelig rådgivning og ekspertise og give danske beslutningstagere og universiteter inspiration til at drøfte fremtiden for forskningsrådgivning,« lød det fra konferencens arrangør, professor mso David Budtz Pedersen.
Flokken var samlet for at blive klogere på, hvordan videnskabelig rådgivning kan komme til at spille en større rolle i det, der blandt andet blev refereret til som »den postfaktuelle virkelighed«.
Emnet vejer tungt og er utvivlsomt en torn i øjet på det videnskabelige samfund. For mens Besenbacher understregede, at det er bekymrende, at nogle politikere slet ikke konsulterer forskere, virker der til generelt at være en konsensus om, at forskerne også selv har et ansvar for at gøre deres stemme gældende i det politiske landskab.
Et blik på HPV-vaccinens krise
En af dem, der rettede et kritisk blik mod egne rækker, var direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.
Omdrejningspunktet, HPV-vaccinen, er ifølge direktøren et af de største medicinske gennembrud i hans egen 20-årige karriere – men kæmper i dag med stadigt faldende tilslutning.
»HPV-vaccinen har efter min mening samme potentiale for at redde liv, som koppervaccinen havde og gjorde i sin tid – vel at mærke det tiltag, der har reddet flest liv nogensinde. Alligevel står vi nu med en potentiel krise mellem hænderne. Selvom vi har en massiv mænge data, som viser, at HPV-vaccinen er sikker, er vi fejlet med at få det formidlet,« lød Søren Brostrøms skarpe ord.
De seneste tal viser, at der blandt piger født i 2003 kun var halvt så mange vaccinerede ved opgørelsen midt i november 2016, som det var tilfældet for den forrige årgang.
Hvordan kunne det gå så galt?
De videnskabelige værdier kom til kort
Muligvis fordi det i dag takket være sociale medier er meget let at sprede historier med et budskab – også selvom budskabet måske er forkert.
Søren Brostrøm fremhævede blandt andet mediernes generelle hang til konflikt, som har givet plads til historier, hvor én skeptiker kommer til at stå lige så stærkt som et i øvrigt enigt videnskabeligt bagland. Han skød også en bitter bemærkning efter TV2-programmet ’De vaccinerede piger’, ifølge direktøren en tyndt dokumenteret udsendelse, hvor unge kvinder fik lov at skyde skylden for deres problemer på vaccinen.
»Vi vaccinerede på daværende tidspunkt alle i en årgang. Selvfølgelig vil der være sammenfald med nogle bivirkninger, men det er jo ikke ensbetydende med, at de to ting hænger sammen. Det er grundlæggende i vores verden, men de videnskabelige værdier kunne ikke trumfe igennem i denne sammenhæng.«
Direktøren sluttede sin salve af med at tilføje, at han var optimistisk om, at det nok skulle lykkes at genvinde folkets tillid til vaccinen.
Er det tilliden, den er gal med?
Måske skal forskerne virkelig ’bare’ være bedre til at råbe højt, når fakta drukner i holdningsrytteri eller konflikthistorier uden hold i evidensen. Måske skal journalisterne være bedre til at understrege, hvornår deres historier tager udgangspunkt i reel viden – og hvornår der er tale om følelser og overbevisninger.
Eller – som områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg foreslog – simpelthen dele pærer og bananer fuldstændig op og aldrig lade debattører og forskere møde hinanden i diskussioner, så én persons holdning ikke kommer til at fremstå som værende på lige fod med den videnskabelige evidens?
Men, fristes man til at spørge, nytter nogen af delene reelt, hvis det faktisk ér tilliden, den er gal med?
\ Mindre forskning i dansk politik
En rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) viser, at danske ministerier generelt har mindre fokus på at inddrage forskningsbaseret viden, når de udvikler politik, sammenlignet med Storbritannien, Holland, Finland og EU-Kommissionen.
Kilde: Aalborg Universitet
Når end ikke politikerne stoler på forskernes indsigter, men hellere spørger konsulenter til råds, som det fremgår af en 2015-rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, DFIR, at de i stigende grad gør?
Pitch din viden på 30 sekunder
Mens den videnskabelige rådgivning af regeringer verden over aldrig har været vigtigere, har den heller aldrig været mere udfordret, lyder det i en kommentar skrevet af INGSAs formand, Peter Gluckman, og føromtalte næstformand, James Wilsdon.
Mens kompleksiteten tager til i spørgsmålene fra politiske beslutningstagere, medier og den brede offentlighed til forskere, ingeniører og andre eksperter, er der samtidig en tiltagende grad af kontrol af eksperternes autoritet og legitimitet, skriver de.
Spørger man David Mair er én løsning måske at opfinde en ny type videnskabelig rådgivning, som er mere gearet til at levere letforståelige budskaber:
Lær forskerne at formidle deres budskaber i en elevator pitch på 30 sekunder, og lær dem at koge store mængder viden ind til de 140 karakterer, som en Twitter-opdatering maks. må fylde. Så er der måske bedre chance for, at de vigtigste budskaber siver igennem det politiske system, lyder det fra Europakommisionens formand for ’Science Advice to Policy’-enhed.
Særligt den sidste pointe må formodes at vække lykke hos den amerikanske præsident, som om kort tid skal udvælge sin egen videnskabelige rådgiver.
\ Kilder
- David Budtz Pedersens profil (AAU)
- Per Michael Johansens profil (AAU)
- James Wilsdons profil (University of Sheffield)
- Flemming Besenbacher (Carlsbergfondet)
- David Mair (University of Cambridge)
- “The elephant in the room we can’t ignore”, Nature Comment
- “From paradox to principles: where next for scientific advice to governments?”
- “The Place of Research-based Evidence in Policymaking”, Technopolis for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (UFM)