I weekenden 17.-19. februar 2012 løb skeptikerkonferencen Kritisk masse af stablen i Oslo. På konferencens hjemmeside skriver arrangørerne, at den blev etableret som en reaktion mod alternativtrenden, som er blevet så populær, og at den skal opfordre til kritisk tænkning.
En af deltagerne var Richard Wiseman, som både er tryllekunstner og professor i psykologi ved University of Hertfordshire i Storbritannien.
Han har blandt andet skrevet bøger om, hvorfor vi lader os snyde af magiske tricks og hvad der egentlig er forklaringen bag paranormale fænomener. Helst havde han set, at han ikke blev kaldt ’skeptiker’.
»Jeg tror, det ville være bedre for os, hvis vi droppede det ord. Én ting er jo det PR-problem, vi har fået, efter at klimafornægterne begyndte at kalde sig skeptikere, men oveni lyder det lidt som om, at det eneste, vi foretager os, er at fortælle folk, at julemanden ikke findes,« siger Richard Wiseman til forskning.no.
»Det, vi skeptikere egentlig forsøger at gøre, er at forstå folks oplevelser. Det interessante er ikke, om levitation eller spøgelser er ægte, men mere hvorfor folk tror på de ting.«
Folkelige temaer uden for videnskaben
Idealet er, at alle videnskabsfolk skal være skeptiske. Målet er at have en kritisk distance til det, du er i gang med, og at du skal forkaste teorien, hvis dine eksperimenter ikke får det udfald, som du havde forventet.
Så hvad er egentlig forskellen på en forsker og en skeptiker?
»Det, som jeg tror, gør en skeptiker til noget andet end en almindelig forsker er, at de ofte arbejder med temaer, som interesserer befolkningen, men som videnskaben af en eller anden mærkelig grund ikke ser på,« fortæller Richard Wiseman.
»Se for eksempel på spøgelser: Én ud af tre siger, at de har set et spøgelse, men alligevel kan psykologien ikke sige noget om fænomenet, 100 år efter at faget blev etableret.«
Tit mangler videnskabelige fakta
Men skeptikermiljøet er ikke bare optaget af genfærd, homøopati og auralæsning.
»Skeptikere er egentlig bare folk, der spørger ”Hvilke beviser har du for dette?« påpeger Richard Wiseman.
»I dét ligger for eksempel det at stille spørgsmål ved det, politikerne siger. Tag for eksempel den evindelige opmærksomhed blandt britiske politikere om, at pornografi er skadeligt – hvor er beviset for det? Det samme gælder computerspil blandt unge. Du kan ikke bare sige, at ”det er farligt for vores børn” uden at underbygge din påstand med reelle, videnskabelige fakta.«
Synsk afsløret af et stykke papir
Nogle klassiske skeptikertemaer begynder roligt, men sikkert at bevæge sig ind i mainstream-videnskaben, fortæller Richard Wiseman. Det gælder for eksempel undersøgelser af diæter og slankekure.
Andre temaer, som det at blive hjemsøgt eller synskhed, er stadig uden for de akademiske cirkler. Men Richard Wiseman mener, at disse også kan undersøges på en videnskabelig måde. Man skal bare finde den rette vinkel at gribe problemet an på.
Han fortæller om en sådan undersøgelse, hvor han – i samarbejde med skeptikeren James Randi - testede, om en spåkone faktisk var synsk:
»Problemet var, at når et medium siger, at de kan se på en person og så fortælle dig alt om dem, så begynder de gerne at snakke med personen. Så tilpasser han eller hun alt det, mediet siger, til sit eget liv. Medierne holder sig gerne til vage udsagn og kommentarer, som vi alle kan få til at passe på en eller anden måde,« påpeger han.
»Så vi fik denne person til at se på ti forskellige personer og så skrive beskrivelsen af dem ned på et stykke papir. Så præsenterede vi de beskrivelser for personerne og bad dem gætte, hvilken beskrivelse de troede, handlede om dem. Så undgår du det problem.«
»I praksis viste det sig jo, at hun fejlede totalt,« fortæller Richard Wiseman.
Helt forfærdeligt med selvhjælpsbøger
Richard Wisemans bog ”Paranormalitet – Hvorfor vi ser det, der ikke er der” blev lanceret på norsk i løbet af konferencen. Selv er han færdig med det paranomale for et stykke tid.
»Jeg er ekstremt interesseret i selvhjælpsbøger for tiden. Jeg synes, det er helt forfærdeligt at folk, som har et reelt problem, går ind i en boghandel og køber en bog, som skal løse deres problemer, uden at den bog på nogen som helst måde er baseret på beviselige fakta,« siger han.
»Vi havde aldrig tilladt sådan en tilgang til medicin – man kan ikke gå ind på et apotek og få et ”Nej, vi har vel ikke noget bevis på, at dette virker, men tro mig – tag den blå pille!” Det ville være ren galskab, men det er netop det, vi gør med psykiske problemer.«
Ingen videnskabelig viden om selvhjælpsbøger
Richard Wiseman mener, at der er store hul i psykologien, selv i den mest grundlæggende forståelse af sådanne selvhjælpsbøger.
»Tag noget så simpelt som at samle en gruppe mennesker, giv dem tilfældigt valgte selvhjælpsbøger fra forskellige genrer og så, efter et stykke tid, bed dem om at snakke om deres erfaringer med dem. Der er ingen, der har foretaget så enkelt et studie,« påpeger han.
»Vi ved heller ikke noget sikkert om, hvordan det at læse en selvhjælpebog fungerer sammenlignet med det at gå i terapi, eller sammenlignet med det at snakke med en ven.«
Vilde ideer giver gennembrud
En sådan tilgang, hvor en forsker går ind og undersøger noget, han eller hun er lidenskabeligt optaget af videnskabeligt, er ifølge Richard Wiseman den bedste opskrift på at få virkelig banebrydende resultater frem.
»Meget ofte bliver forskere presset ind i lidt obskure hjørner af videnskaben, og de bruger hele deres liv på den ene lille ting. Når du snakker med dem, viser det sig imidlertid, at de er lidenskabeligt optaget af noget helt andet.«
Det kan være hvad som helst, fra musik til kriminallitteratur eller hestevæddeløb.
»Jeg tror, at de store gennembrud i videnskaben som regel ikke kommer gennem den klassiske, omhyggelige proces. Gennembrud kommer, når nogen gør noget vildt og uventet, fordi de har en anden interesse her i livet end forskningen, og så forener de to,« siger Richard Wiseman.
»Det sidste, vi har brug for, er kolde og distancerede forskere, som ser på deres arbejde fra stor afstand. Vi har brug for flere lidenskabelige forskere,« afslutter han.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
