Engang var universiteterne frie, sandhedssøgende institutioner. Et sted, hvor samfundets idealer om optimering, produktion og afkast ikke betød en døjt. Et sted, hvor forskning tog den tid, forskning tager.
De europæiske universiteter byggede helt frem til udgangen af det 20. århundrede på disse 'humboldtske' idealer fra starten af 1800-tallet (efter Vilhelm von Humboldt, grundlæggeren af det interesseløse universitet, hvis uafhængighed er garanteret via statslig finansiering).
Men i 1999 underskrev EU’s forskningsministre en Magna Charta Universitatum i Bologna, der for alvor brød med det humboldtske ideal og drejede de europæiske universiteter i retning af erhvervsrettethed, konkurrence, internationalisering og selvfinansiering.
I stedet for fri forskning og dannelse handler det nu om 'benchmarking' (sammenligning med de øvrige universiteter), 'impact' (gennemslagskraft) og 'performance' (præstation).
Idealet om det frie, selvstændige universitet
Den universitetsmodel, der gennem det 19. og 20. århundrede har været idealet, blev grundlagt i 1809 af Wilhelm von Humboldt. Humboldt havde fået til opgave at udvikle et moderne universitet, som var komplet uafhængigt af økonomiske, religiøse og enhver form for eksterne interesser. Universitetets videnproduktion skulle udelukkende være underlagt videnskabelige principper – dvs. kvalitetsgaranteret og overvåget af akademiske fagfolk.
Humboldt baserede sit universitet på idéen om videnskabens autonomi og frihed. Den eneste målestok for den viden, som universitetet producerede, skulle være den fagfælle-bedømte videnskabelighed selv.
At kunne bedømme forskningsprojekters videnskabelige kvalitet er enormt komplekst og kræver en meget stor viden og indsigt i det specifikke felt. Derfor er det nødvendigt, at det er videnskabelige fagfæller ('peers'), der gør det.
Staten, som finansierer universiteterne, skulle garantere og håndhæve denne frihed – samtidig med at den holder et armslængdeprincip.
Humboldts model blev først implementeret på Berlins Universitet (i dag Humboldt-Universität) og efterhånden forbillede for universiteter over hele verden.
Uddannelse af evighedsstudenter
Det humboldtske universitet opererede med et uddannelsesideal, som er noget anderledes, end det, der hersker på universiteterne i dag. Det er funderet i ideen om 'dannelse', det vil sige tilegnelse af viden, uden at denne viden nødvendigvis har et funktionelt formål.
Begrebet indeholder i stedet en moralsk dimension og har en hensigt om at styrke den studerendes humanisme. Dannelsesprocessen slutter da heller ikke med dimissionen fra universitetet.
Der er tale om 'livslang læring', men i en noget anden version end den vi kender i dag, hvor det handler om, at samfundet eller erhvervslivet hele tiden efterspørger nye, erhvervsrettede færdigheder, som uddannelsessystemet skal levere.
Humboldt var faktisk ganske eksplicit omkring, at universiteterne ikke skulle udvikle praktiske færdigheder, men mennesker, der i løbet af livet vokser i visdom og moral. Universitetet er en del af denne i princippet evige rejse, men det er ikke et isoleret stoppested, der udstyrer personen med en pakke viden, som er målrettet et job.
I det her perspektiv er 'evighedsstudent' ikke et skældsord – snarere tværtimod.
Begrebet 'tid' er slet ikke nogen relevant måleenhed for studierne eller universitetets virke – i det humboldtske universitet ville det hverken give mening at forcere de studerende igennem et forløb eller at pushe forskerne til at publicere. Det ville have forekommet komplet latterligt.
For når videnskabelighed er det eneste vurderingsparameter, er det forskningens egne kriterier – og her er netop uforudsigelighed ét af de helt centrale – der bestemmer. Forskning tager nu engang den tid, den tager.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Forskerne stod på skuldrene af hinanden
Denne 'selvtilstrækkelighed', som er den frie forsknings adelsmærke, har også betydning for synet på fortiden. Det langsommere tempo og de betragteligt færre publikationer, som er et uundgåeligt resultat af fri forskning, medfører, at de vigtige artikler (som ofte også netop er et resultat af fri forskning) får en meget længere levetid, end de har i dag.
Det journalistiske nyhedskriterium har ingen relevans overhovedet i denne 'boble' af fordybelse og refleksion, som i stedet skaber sit eget hierarki af forskere, hvis tidligere bidrag fortsat kan være helt centrale.
På den måde blev der etableret en form for 'akademiske stamtavler', hvor specifikke tilgange og metoder blev nedarvet fra den videnskabelige 'fader' til den videnskabelige 'søn' (det var en mandeverden) – og den enkelte forsker havde mere en følelse af at være et led i en lang kæde af videnskabelig tradition end at være et individuelt geni.
Denne type institutioner er selvfølgelig organisatorisk svage, da de faktisk er meget lidt organiserede – ind imellem betegnes de ligefrem som 'organisatorisk anarki' – i hvert fald set med nutidens managementbriller.
Fra anarkistisk elfenbenstårn…
Humboldt fremhævede idealet om videnskabelighed som eneste vurderingskriterium som et moderne alternativ til de tidligere former for vidensproduktion, der blev udført under det 17. og 18. århundredes mæcenater, hvor forskerne enten var afhængige af donatorernes forskellige indfald eller af kirkens dogmer.
I stedet hyldede Humboldt den ubesmittede videnskabelige ekspertise og styrkede med stor succes videnskabelighed som en særlig og helt essentiel kvalitet ved viden.
Forskere blev personificeringen af den evige søgen efter viden, og viden blev i stigende grad defineret i videnskabelige termer, mens ikke-videnskabelig viden blev betragtet som dubiøs, subjektiv – eller simpelthen som ikke-viden.
Universitetsinstitutionen fik legitimitet som en egen verden med egne værdier og regler. Et professorat på universitetet gav social status i kraft af den viden, som personen var i besiddelse af, og brugen af professorer som vidner, kuratorer og lignende blev udbredt, fordi de blev betragtet som samfundets bærende søjler.
Det var også med til at promovere de humanistiske værdier, der var fokuseret på dannelse og ’formning af karakteren’, og på værdien af viden i sig selv.
... til markedsorienteret management
De humbolske idealer fik lov at leve og herske i næsten 200 år – helt frem til 1999, hvor EU's forskningsministre, som nævnt ovenfor, underskrev en Magna Charta Universitatum og drejede de europæiske universiteter i retning af erhvervsrettethed, konkurrence, internationalisering og selvfinansiering.
\ Serie: Det moderne universitet
Dette er den anden artikel i en miniserie på tre artikler, hvor forskellige forskere kaster et kritisk blik på markedsliggørelsen af universitetet og forskningen.
Ifølge forskerne er viden blevet til en vare, og det moderne universitet styrer i højere og højere grad efter de samme værdier som enhver anden virksomhed: Effektivitet, optimering, konkurrence og profit.
Dette medførte en total ændring af universitetets identitet. Og ikke nok med det – med de nye konkurrenceidealer kom også forestillinger og idéer om, at det er nødvendigt med synlig ledelse og management fra universitetsadministrationens side frem for fri forskning.
Universitetets selvforståelse og struktur begynder at ligne en virksomhedskultur – slut med videnskulturens 'organisatoriske anarki'!
Viden som en vare, universiteterne spytter ud
Når den videnskabelige uafhængighed bliver ofret til fordel for økonomiske krav, bliver viden en vare, som universiteterne producerer og udbyder i konkurrence med hinanden. Fra det øjeblik er universitetet derfor heller ikke længere en særlig verden, men en helt almindelig profitdreven organisation, der opererer på markedsvilkår.
Denne indmeldelse i virksomhedskulturens fagre nye verden har en række konsekvenser, som vender op og ned på det klassiske universitets idealer.
Først og fremmest forudsætter den kvantificering af tid, så produktionsomkostningerne kan måles, og universiteterne bliver fra nu af også meget optaget af at måle tidsforbrug.
Hvor mange halve og hele timer tager det at forberede en lektion? Hvilket antal publikationer kan en forsker nå at producere indenfor en x-årig periode? Hvornår i processen kan en publikation tælles med?
Tid og penge bliver omdrejningspunkt for aktiviteterne, nøjagtig som på enhver anden fabrik: Kan undervisningen udføres billigere? Hvilken form for eksamen kan minimere omkostningerne? Etc., etc.
Samtidig bliver undervisning fra nu af betragtet som videreformidling af nogle målbare færdigheder, der skal give de studerende jobs efter endt uddannelse. Den gamle, tids- og 'formålsløse' dannelsesproces, der udelukkende var underlagt sin egen logik, bliver nu splittet op i mange små, målbare og -rettede moduler.
Fortiden har mistet sin betydning
Dette paradigmeskifte betyder, at det historiske perspektiv, hvor man står på skuldrene af sine forgængere, som tidligere var så vigtigt i produktionen af viden, overhovedet ikke er relevant længere. Den helt centrale kvalitet ved viden er nu i stedet, at den er 'ny' – 'gammel' viden er ikke noget værd.
Denne devaluering af eksisterende viden medfører, at de studerende mister den historiske indsigt (hvilket kan være bekvemt nok, for den kunne netop ruste dem til at modstå markedsføringen af de evindelige nyheder indenfor videnproduktionen).
Der er sket en fuldstændig omvending af universitetets raison d’être, og når seniorforskere i dag taler om deres arbejde for 15-20 år siden, er det også en helt anden verden, de husker. Men den fortid kan ikke bruges til ret meget i nutidens kontekst.
Det moderne managementuniversitet har helt mistet blikket for fortidens betydning – det har kun sin evige nutid, hvor der hele tiden skal produceres ny viden i konkurrence med andre, så universitetet kan 'performe' og generere 'impact'.
Vidensbegrebet er næsten blevet meningsløst
I virkeligheden er der heller ikke engang en egentlig nutid længere på universiteterne. For institutterne trækkes gennem den ene store omvæltning efter den anden – akkrediteringer, omstruktureringer, strategiudviklinger, ny ledelse etc. etc. – og når fortiden hele tiden bliver udraderet, har det også konsekvenser for nutiden, som simpelthen også 'skrumper'.
Mange sociologiske studier af tid har beskæftiget sig med dette fænomen under betegnelsen ’point time’, hvilket betyder, at hurtige, kontinuerlige ændringer fører til, at fortid og nutid bliver ét – hvilket i virkeligheden er det samme som 'stilstand'. Jo mere denne stilstand breder sig, jo mere hul forekommer universiteternes markedsføring af 'videnskabelige fremskridt' og 'cutting-edge' resultater.
Den flodbølge af publikationer, som er en naturlig konsekvens af 'point time'-vilkåret, bidrager til at underminere vidensbegrebet yderligere og gør det nærmest meningsløst.
For der er jo ingen, som kan fordøje det kæmpemæssige udbud af 'ny viden', og i dette virvar bliver tilegnelsen af reel viden derfor også mere eller mindre arbitrær – både for forskere og lægfolk.
\ Læs mere
Overgangsfasen er blevet permanent
Denne permanente 'nutidighed' skaber det, som indenfor antropologien kaldes liminalitet, det vil sige en overgangsfase, der er karakteriseret ved, at fortidens strukturer er afmonteret, og den nye fases strukturer endnu ikke er helt på plads.
Det er typisk et tidsrum, som også er et tomrum, fordi der hersker stor usikkerhed – men det kan faktisk også rumme muligheden for at genopfinde sig selv. Dog kun hvis den liminale fase slutter indenfor et udholdeligt tidsspænd – liminaliteten må ikke være permanent. Det er imidlertid desværre lige præcis, hvad den er blevet på mange universiteter i dag, hvor akkumulering af viden bliver devalueret, og der bliver skabt flere og flere tidsbegrænsede, prekære (usikre) arbejdsrelationer.
Det er sådan, mange akademikere oplever deres arbejdsliv i dag. Og det er så langt fra den 'gamle' idé om det 'moderne universitet', som man overhovedet kan komme!
