H-indekset fylder 15: Men er det en god idé at sætte ét tal på forskeres performance?

I gamle dage – det vil sige før midten af 00'erne – var det på mange måder lettere at være forsker.

Dengang blev alt, hvad man lavede, ikke målt og vejet. Dengang handlede det ikke om ranglister, produktivitet og gennemslagskraft.

Dengang var der tillid til, at forskerne – som de højtuddannede og professionelle mennesker de er – selv kunne vurdere, hvad der tjente deres fag og forskning bedst.

Det, der indenfor langt de fleste discipliner var det vigtigste, var, at man som forsker bidrog til at skabe og sprede viden på den mest hensigtsmæssige måde indenfor ens fagområde.

Det kunne man gøre på mange forskellige måder – for eksempel gennem undervisning, nyhedsmedier, fagbøger og videnskabelige artikler – som langt hen ad vejen var anerkendte og lige gode: Målet helligede nemlig midlet i langt højere grad, end tilfældet er i dag.

Dengang var de såkaldt bibliometriske forskningsindikatorer – der kort fortalt måler forskerens produktion via antallet af forskningspublikationer og på, hvor glade andre forskere er for at citere dem – noget ganske nyt og noget, som kun ganske få var opmærksomme på.

H-indekset, der siden har sejret ad h…. til, var endnu ikke opfundet.

Sådan blev det ikke ved med at være. Det skifte – og hvad det har betydet for forskernes måde at arbejde på – er omdrejningspunktet for denne artikel.

Opfinderen af h-indekset havde perfekt timing

I Danmark fik vi en ny universitetslov i 2003. Den markerede et skift af måden, universiteterne bliver styret og målt på. Hvor paradigmet før var professionalisme, blev det nu new public management.

Professionalisme som styringsparadigme er kendetegnet ved, at det overlades til fagene og deres højest kvalificerede udøvere at styrke og udvikle området. De mange fagkyndige bedømmelsesudvalg, som en forsker møder gennem karrieren, er et resultat af denne tænkning.

New public management-paradigmet har som grundantagelse, at den offentlige sektor er ineffektiv, men kan blive effektiviseret gennem brug af styringsværktøjer som konkurrence og performance-mål og styring af ressourcer i retning af højest ydende enheder.

Det nye paradigme betød, at der opstod et behov for at kunne sammenfatte forskernes produktivitet og effektivitet i simple tal, der kunne indrapporteres til universiteternes ledelse.

De tal blev så sendt videre til Forsknings- og Uddannelsesministeriet, som bruger dem til at bestemme, hvor stor en andel af universiteternes basismidler hvert universitet har gjort sig fortjent til.

Desto højere produktivitet, desto flere penge – således blev et nyt paradigme født.

At fysikprofessoren Jorge E. Hirsch fik så meget medvind, som tilfældet var med hans hirsch-indeks eller h-indekset, som han præsenterede for præcis 15 år siden, er derfor næppe heller tilfældigt: Det var simpelthen perfekt timing.

\ Læs mere

Forsker: Universiteterne er blevet til pølsefabrikker, der gør os dummere, end vi behøver at være

Sådan fungerer h-indekset

H-indekset sammenfatter forskerens produktion (antallet af publikationer) og gennemslagskraft (antallet af citationer) i et enkelt tal og er tillige meget let at beregne:

Man tager forskerens publikationer og lister dem i faldende orden efter, hvor mange citationer hver enkelt publikation har opnået, og der hvor placeringen på ranglisten er den samme som antallet af citationer, dér finder man forskerens h-indeks.

Et højt h-indeks antages af de fleste at vidne om, at en forsker er meget produktiv og har en stor gennemslagskraft, et lavt om det modsatte. Men så simpelt er det ikke.

For det første er der forskellige publiceringstraditioner indenfor de forskellige fagområder. For det andet kan h-indekset – ligesom de fleste øvrige indikatorer – snydes, og for det tredje er der forskellige måder, at opnå et højt h-indeks på.

Sagen er nemlig, at hvis forsker A har 100 publikationer og 100 citationer, men alle 100 citationer er på den samme publikation, så er hans h-indeks 1. Hvis forsker B har de samme 100 citationer og 100 publikationer, men dennes citationer er jævnt fordelt, så kan forsker B have et h-indeks, der er så højt som 10.

Der kan derfor være god fornuft for forskerne i at holde øje med, hvordan citationerne fordeler sig på deres publikationer og at arbejde målrettet på at skaffe sig citationer på de publikationer, som 'hænger'.

To meget forskellige forskertyper

Spørgsmålet er, om det er kommet så vidt, at målet for forskerne ikke længere er at skabe og sprede viden på den mest hensigtsmæssige måde, men i stedet at pudse, passe, pleje og polere deres h-indeks.

Det spørgsmål satte vi os for at undersøge. Først identificerede vi en stribe medicinske forskere med et højt h-indeks. Dernæst undersøgte vi, hvordan citationerne fordelte sig på deres publikationer.

Så valgte vi nogle forskere ud, hvor fordelingen af citationer så meget forskellig ud: Enten meget jævnt eller meget ujævnt fordelt over publikationerne. Dernæst kontaktede vi forskerne med henblik på et interview.

Selve metoden er beskrevet mere indgående i vores videnskabelige artikel, som du kan læse her.

Gennem interviewene viste det sig, at der tegnede sig to relativt klare – men også ret forskellige – forskerprofiler. Vi kaldte dem for sjov for 'prioritizers' og 'promoters'. Hvad det er for to typer, skal vi se på nu.

\ Læs mere

Forskere og universiteter bløder, mens forlagene skummer fløden

Forskningen skal forstås og bruges

En promoter giver pokker i tidsskriftets formelle placering i hierarkiet og er bedøvende ligeglad med Journal Impact Factors og SCImago Journal Ranks.

Promoteren publicerer som konsekvens heraf hyppigt og gerne i lavere rangerende tidsskrifter. For promoteren er det langt vigtigere, at den viden, der produceres, når det publikum, for hvem den er relevant, og det skal ske så hurtigt som muligt.

Derfor er disse forskere også ofte synlige på andre formidlingsplatforme end blot de videnskabelige: De er hyppige gæster i de traditionelle massemedier som aviser, radio og tv og holder gerne populærvidenskabelige oplæg for lægfolk.

For som en af dem sagde: Det vigtigste er, at vores viden bliver spredt og kommer derud, hvor den kan blive forstået og brugt.

Markedsføring af sig selv og sin forskning

En prioritizer ser anderledes på sagen. Sådan en publicerer lidt færre artikler, men i højere rangerende tidsskrifter. For prioritizeren er citationer vigtige og typisk er de højt rangerede tidsskrifter vejen hertil, da artikler i de fineste tidsskrifter har det med at få flere citationer.

Prioritizerne var ret optagede af at samarbejde internationalt og havde internationale medforfattere på 55 procent af deres artikler mod 24 procent hos promoterne. Som en af dem udtrykte det: »Det er ved at samarbejde internationalt, at vi skærper vores forskningsfaglige dygtighed.«

Prioritizerne er ligeledes langt oftere 'på' på forskellige sociale medieplatforme, hvor de markedsfører deres forskning. Blandt dem hørte vi også en del om deres overvejelser om den markedsføringsmæssige værdi af eventuelle medforfattere til deres publikationer.

Nogle kunne berette om, hvordan de valgte samarbejdspartnere, der var kendte for at have et stort fagligt netværk. Sagen er nemlig, at stort netværk muliggør mere effektiv markedsføring af ens forskning.

\ Læs mere

Forskningsfriheden er truet på danske universiteter

Ikke én måde at være en succesfuld forsker på

Skulle man løfte disse resultater ind i diskussionen af, hvilke styringsparadigmer der huserer i den akademiske verden i dag, kan man måske lidt firkantet hævde, at promoterne er børn af professionalismen, mens prioritizerne er børn af new public management

Man kunne i den forbindelse fristes til at tro, at prioritizerne under de gældende vilkår i 'jernindustrien' havde truffet det klogeste valg – at det slet og ret giver en mere succesfuld karriere, hvis man indretter sig efter de faktorer, man bliver målt på.

Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis. For såvel fremskrivninger af vores resultater som litteraturen om styringsparadigmer i den offentlige sektor tilsiger, at flere paradigmer kan eksistere på samme tid og at både promoterne og prioritizerne vil kunne vedblive med at være succesfulde forskere, men hver på deres måde og på forskellige baner, så at sige.

Hvilken forskertype ønsker samfundet flere af?

På mange måder er det i og for sig heller ikke interessant, hvad de to forskellige typer opnår karrieremæssigt. Hvad der er langt mere interessant at forholde sig til er, hvad politikerne, borgerne og universiteternes ledelser ønsker, at forskerne skal:

Skal de optimere mod halvtomme og delvist misvisende performance-indikatorer a la h-indekset, som i mangel af bedre anvendes som internationale standarder, og som derfor kan medvirke til at signalere 'høj faglig standard' på den internationale scene?

Eller skal de optimere mod at sprede deres viden hurtigst muligt til gavn og glæde for befolkningen, måske på bekostning af et par points eller fem på de internationale rankinglister?

Vi ved godt, hvad vi synes, er det rigtige at gøre, men det er vi muligvis meget uenige med nogle forskere, universitetsledere og politikere om.

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com.

\ Læs mere

BFI evalueret: Virker som »flammekastere til børn«

\ Læs mere

BFI kvæler dansksproget forskning