Forsker: Måske var der landbrug og mennesker på Færøerne før vikingetid
De første sikre spor efter mennesker på Færøerne er fra vikingetiden. Men nu tvivler forskere: Var der alligevel mennesker, og måske endda landbrug, på Færøerne, længe før der fandtes vikinger?

Når pollenforskere kigger i deres mikroskoper, kan de, selv med kun 100 ganges forstørrelse, nemt genkende store pollen fra korn. Billedet her er fra Shetlandske pollenprøver og viser i midten et af de store kornpollen. Til sammenligning peger pilen nederst på et pollen fra mælkebøtte. (Foto: Daniela Richter og Kevin Edwards)

De tidligste spor af menneskelig beboelse på Færøerne, som arkæologer har kunnet finde, stammer fra vikingetiden. Nogle tror, at irske munke flyttede nordpå til Færøerne endnu tidligere.

Men selvom mange forskere har ledt, er der ikke gjort nogen fund, som kan bevise, at der boede mennesker på Færøerne før omkring år 800. Indtil nu.

Forskere fra Aberdeen Universitet har gennem de sidste år fundet noget, der undrer dem i færøske jordprøver fra før vikingetiden: Pollen fra korn. Men betyder fundet af blomsterstøv fra fremavlede landbrugsplanter, at hele Færøernes historie skal skrive om? At der rent faktisk boede nogen på Færøerne, flere hundrede år før vikingerne flyttede dertil? Og at de dyrkede landbrug? Måske.

Forskerne sveder over jordprøver og arkæologiske fund for at opklare mysteriet, men det er ikke en let opgave.

Kevin Edwards, der er professor i fysisk geografi og arkæologi på Aberdeen universitet, fortæller os, hvad det hele handler om:

Fakta

Arkæobotanikere arbejder med pollen, kerner, frø og frugter fra planter, der er fundet i forbindelse med arkæologiske undersøgelser.

»Et af de store problemer med pollen fra korn er, at det produceres i meget små mængder. Samtidig er pollen fra korn meget store, og derfor spredes de ikke så langt med vinden. Det gør kornpollen sjældent, og derfor er det betydningsfuldt at finde det.«

Forskere ønsker sig bedre jordprøver

Nu er der så dukket kornpollen op i de tidlige prøver fra Færøerne. Der er bare det problem, at den jord, som forskerne indtil nu har fundet kornpollen i, kommer fra områder, der ikke er verdens bedste til nøjagtige pollenprøver:

»Det er problematisk, at de steder, vi har pollen fra, ikke er gode steder. Det er sandsynligt, at jorden er rodet rundt, blandt andet på grund af ’jorderosion’, hvilket betyder at jord fra marker på skråninger i nærheden er drattet ned i de lavtliggende tørvemoser,« siger Kevin Edwards.

Fordi det netop er steder som tørvemoser, forskere kan finde prøver med bevaret pollen, ønsker de engelske forskere sig brændende nogle prøver fra moser, hvor de kan være sikre på, at der ikke er rod i jordlagene.

Ny metode sikrer, at forskerne finder kornpollen

I mellemtiden har Aberdeen-forskerne udtænkt en metode, som gør det nemmere at gennemgå store mængder materiale og finde de vigtige kornpollen. Hvis de altså er der.

De fleste danskerne, der har været en tur på stranden, kender den kystelskende
marehalm. (Foto: <a>wetterrolf&lt;/a&gt; via </a><a>photopin&lt;/a&gt; </a><a>cc&lt;/a&gt;)

»Normalt, når man undersøger prøver for pollen, så forstørrer man det 500 gange op i et mikroskop. Så kan man se alting tydeligt, både kornpollen, men også pollen fra træer og urter. Men fordi kornpollen er langt større end de andre typer pollen, kan vi identificere dem, selvom vi kun forstørrer prøven 100 gange«, siger Kevin Edwards.

Han forklarer, at han og de andre Aberdeen-forskere først laver de normale optællinger ved 500 ganges forstørrelse, for at se hvilke planter der groede i et område, så de kan finde ud af, hvordan landskabet så ud. Bagefter skruer de ned til 100 ganges forstørrelse og gennemgår massevis af prøver, hvor de kun leder efter de store kornpollen.

På den måde undgår de at overse noget.

Store mængder pollen tager en evighed at tælle

Fordi der findes store mængder pollen i selv en lillebitte prøve, er den mængde af materiale, som forskerne normalt gennemgår for at få en ide om landskabets udseende, ikke ret stor. Det gør, at de sjældne kornpollen kan undslippe, hvis forskerne ikke er på vagt, fortæller Kevin Edwards og nævner et eksempel fra Shetlandsøerne:

»På Shetlandsøerne undersøgte vi et område, hvor der, med de normale metoder, ikke var spor efter landbrug lokalt. Men rent arkæologisk havde vi bevis for, at de forarbejdede korn. Så teorien var, at kornet blev dyrket mere egnede steder på Shetlandsøerne og så transporteret hen til det område, vi undersøgte.«

Fakta

Vikingetiden er i runde tal perioden 750 e.v.t. og frem til omkring 1050 e.v.t.

»Men ved at skrue ned for forstørrelsen i mikroskopet, fik vi mulighed for at gennemgå mange flere prøver. Og da vi gjorde det, dukkede der kornpollen op. På den måde dokumenterede vi, at der blev dyrket landbrug lokalt. Lige fra Bronzealderen, frem til Vikingetiden og videre op til i dag.«

Pollen fra korn ligner marehalm

Kevin Edwards fortæller, at det er en stor hjælp for forskerne, at de nu kan gennemgå et meget større materiale på meget kortere tid.

Men det betyder ikke, at jagten på kornpollen er blevet let og ligetil. Der findes nemlig en plante, der er en torn i øjet på enhver kornsøgende pollenforsker: Marehalm.

De fleste har set den vilde plante gro langs de danske kyster, og mærket hvordan den stikker, hvis man har bare tæer.

Marehalm er, ligesom alle kornsorter, en slags græs, og pollen fra marehalm ligner på en prik de ellers let genkendelige kornpollen:

Det kan være svært at kende forskel på pollen fra marehalm (til venstre) og rigtig kornpollen fra for eksempel byg (til højre). Billedet her viser pollen fra Nationalmuseets samling af nutidspollen, forstørret 650 gange. (Foto: Catherine Jessen, Nationalmuseet)

»Du er nødt til at være meget forsigtig, for netop marehalmpollen er berømt for at kunne forveksles med pollen fra korn,« siger Aberdeen-professoren og fortsætter:

»Det, man normalt gør, er at tage prøver fra områder langt fra kysten, for marehalm er en kystplante, og derfor er det ikke sandsynligt, at marehalmpollen findes langt fra kysten.«

På Færøerne er du altid tæt på kysten

Men lige præcis på Færøerne er pollenforskerne særligt plaget af problemet med marehalm.

Peter Steen Henriksen, der er arkæobotaniker på Nationalmuseet og specialist i fortidens landbrug, sætter sagen på spidsen og fortæller, hvorfor marehalmen er så problematisk for de skotske forskere:

»På Færøerne er alt kystnært. Og selv hvis det ikke var, kunne man alligevel ikke udrydde tvivlen helt, for mennesker kan have høstet marehalmen ude ved kysten og taget den med længere ind i landskabet, fordi kernerne i princippet kan spises,« siger han og fortsætter:

Fakta

Kevin Edwards fortalte om Aberdeen-folkenes resultater på konferencen Nordlige Verdener, der blev afholdt på Nationalmuseet i slutningen af november som en del af et større forskningsprojekt.

Projektet skal finde ny viden om konsekvenserne af klimaforandringer, menneskelig påvirkning på landskaber og verdensomspændende kulturkontakter over tid.

Kevin Edwards pollenforskning er finansieret af britiske Leverhulme Trust.

»Der er historisk belæg for, at man på Island i 1800-tallet har været ude og høste marehalm og tæsket det, fordi man ikke havde noget korn. Kernerne er ikke ret store, men hvis du ikke har andet, kan det måske godt bruges,« funderer han og fremviser en pose fyldt med aksene fra marehalm, som han hentede med hjem til laboratoriet fra Grønland sidste sommer.

Det er hårdt arbejde at bruge marehalm i stedet for korn

Marehalmen tog Peter Steen Henriksen med hjem for selv at forsøge sig med at tærske det og finde ud af, hvor stort et udbytte marehalmen giver:

»Kernerne er ligeså lange som korn, de er bare meget tyndere, og så vejer de kun en tiendedel af, hvad et korn vejer. Samtidig er der mindre næring i marehalm sammenlignet med korn, for skal-lagene udgør en større del i forhold til stivelsen, der er indeni. Så næringsværdien i et kilo marehalmkerner er måske kun den halve af næringsværdien i et kilo byg.«

Den danske arkæobotaniker forklarer, at man skal høste rigtig meget marehalm for at få noget ud af det. Men at man godt kan koge en sig en skål marehalmgrød eller brygge sig en marehalmøl, hvis bare man har mandetimer nok, og man ikke har et bedre alternativ.

Marehalm får nemmere et lift med vinden

Oveni det hele fortæller Peter Steen Henriksen, at der er én vigtig forskel på marehalm og korn, som gør det hele endnu mere besværligt.

To kerner fra Nationalmuseet samling af nutidige planter. Den venstre kerne er fra marehalm, den højre kerne er et bygkorn. Samlingen bruges normalt som sammenligningsgrundlag, når der bliver fundet bevarede plantedele og kerne i arkæologiske fund. (Foto: Videnskab.dk)

De store pollen fra græsarter, uanset om de er fra vild marehalm eller fra fremavlet korn, er tunge og flyver ikke så langt med vinden, som pollen fra urter og småblomster. Men mere af den vilde snydepollen end af den ægte kornpollen får mulighed for en flyvetur i brisen:

»Korn blomstrer, modsat marehalm, inde under avnerne. Det betyder, at der ikke kommer nær så meget pollen ud. Det meste pollen bliver inde avnerne og kommer først ud, når du tærsker kornet.«

Pollen er ikke et bevis, men en god indikation

Derfor mener han også, at selvom de Færøske pollenfund åbner for ideen om landbrug på øerne, længe før vi troede, så er pollen alene ikke nok:

»Pollen er en god indikation, men uden selve kornene kan vi ikke vide det med sikkerhed.«

Uanset hvad, har både de skotske og de danske forskere fået blod på tanden.

Måske var der virkelig mennesker og landbrug på Færøerne, før vikingerne ankom. Aberdeen-forskernes pollenfund tyder på det, men et endeligt svar kræver flere og bedre prøver og mere forskning.

Derfor smider vi Kevin Edward og Peter Steen Henriksen tilbage til deres prøver i laboratorierne, så de kan fortsætte deres arbejde, og vi en gang for alle, kan få styr på Færøernes fortid.

I mellemtiden holder Videnskab.dk skarpt øje med forskerne og vender tilbage, så snart der er nyt.

Hvem boede først på Færøerne?

Arkæologerne har indtil nu ikke fundet noget, der tyder på mennesker og landbrug på Færøerne før vikingetid.

Men nutidens forskere sidder tilbage med et par gamle tekster, der påstår noget andet.

Ifølge færingesagagen var nordmanden Grimur Kamban om ikke den første, så i hvert fald den første viking, der slog sig ned på Færøerne. Han gik sandsynligvis i land på øgruppen omkring år 825 e.v.t..

Måske rejste han ud i det ukendte på grund af uenigheder med sin konge. I hvert fald står der i færingesagaen:

»Grimur Kamban hed en mand, han bebyggede først Færøerne - i Harald Hårfagers dage. Der var dengang mange, som flygtede for kongens herskesyge, af hvilke nogle nedsatte sig på Færøerne og tog sig der bopæl, men nogle søgte til andre øde lande.«

Kom nogen før Grimur Kamban?

Men selvom Grimur Kamban måske var den første nordmand, der slog sig ned på Færøerne, var der, ifølge en munk med navnet Dicuil, nogen der kom før ham. Munken, der formentlig var født omkring år 760, udgav cirka år 825 e.v.t. det geografiske værk 'Om jordklodens udstrækning':

»I Britanniens nordlige hav er der endnu mange øer, som kan nås fra de nordlige britiske øer ved to døgns direkte sejlads og med medvind. En from præst fortalte mig, at han havde sejlet i to rotofter og var gået i land på en af dem. Disse øer er for det meste små, næsten alle adskilt ved smalle sunde, og på dem har eneboerne, som har sejlet op fra vort Scotia (nutidens Irland), boet i omtrent hundrede år. Disse fra verdens skabelse ubeboede øer er som følge af normanniske røveres indfald tomme for eneboere, har fuld op af får og såre mange forskellige søfugle. Vi har aldrig fundet disse øer omtalt i forfatternes bøger.«

Øerne, der ligger to døgns sejlads fra Irland, tolker de fleste historikere som Færøerne.

Men historien om eneboerne havde været vidt omkring, da den blev skrevet ned. Dicuil havde den fra sin læremester, der havde den fra den fromme præst.

Fejl i teksten gør sagaerne uldne

Den lange vej fra begivenhed til nedskrevet historie gør sagaerne uldne i kanten som vidne om Færøernes historie. For eksempel har der sneget sig en fejl ind allerede i teksten om Grimur Kamban.

Det er muligt at Grimur rejste ud, fordi han var uenig med sin konge. Men kongen var ikke Harald Hårfager, der regerede omkring år 900 e.v.t..

For allerede i 874 e.v.t. tog Grimurs søn skridtet videre og rejste til Island.

Spørgsmålet er, om den eneste fejl i teksterne, handler om, hvem der er konge hvornår.

Netop usikkerheden omkring de gamle tekster, er noget af det, der gør forskerne vilde efter at finde et arkæologisk bevis.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.