Forsker: Islandske sagaer er noget af det bedste i den europæiske litteratur

Island har været en del i nyhederne over sommeren, først og fremmest fordi deres unge landshold klarede sig så godt ved EM.

Der har desuden været stor interesse for andre aspekter af den islandske kultur; heriblandt den moderne islandske litteratur.

Islændingene elsker både at skrive og læse bøger, og flere og flere oversættelser af nutidig, islandsk litteratur finder vej til boghandlerne og litteratursiderne.

Vi må heller ikke glemme den islandske forfatter Halldór Laxness, der vandt Nobelprisen i litteratur i 1955.

Sagaer var i begyndelsen mest mundtlige beretninger

Men islændingenes begejstring for det skrevne ord er ikke et nyt fænomen. Helt tilbage i middelalderen producerede og konsumerede islændingene også store mængder litteratur.

Betegnelsen 'saga' refererer til en ny litterær genre, der vandt frem i Island fra slutningen af det 12. århundrede helt frem til slutningen af det 15. århundrede og endda lidt senere.

'Saga' betyder egentlig udsagn; at berette eller at fortælle på oldnordisk, hvilket er meget sigende for, hvad genren er.

Oprindeligt omfattede betegnelsen hovedsagligt mundtlige beretninger. Senere blev de nedskrevet af oftest ukendte forfattere.

Mange af manuskripterne eksisterer stadig i dag, selvom en stor del er gået tabt i løbet af de seneste 500 år.

Islændingesagaerne er som regel prosafortællinger, og mange har en god del digtning inkorporeret i beretningen.

LÆS OGSÅ: Islandske sagaer var både underholdning og lærdom

Islændingene lærte hurtigt at mestre saga-genren

Der findes forskellige typer sagaer.

Normalt skelner man mellem kongesagaer, biskopsagaer, fornaldarsagaer og slægtssagaer, som alle kan inddeles i generiske undergrupper.

Kongesagaerne er gren af sagalitteraturen. De handler om nordiske, særlig norske (og i mindre omfang danske) konger og jarler fra forhistorisk tid til 1200-tallet.

Selvom forløberne til de første kongesagaer blev forfattet af nordmændene, lærte islændingene hurtigt at mestre genren, der som regel også indbefattede digte.

Digtningen tilskrives skjaldene, der var ofte medlem af en konges eller høvdings hird, og digtene (som tit var overdådige hyldestdigte) blev videregivet fra mund til mund i visse tilfælde igennem mere end 200 år.

Skrivningen af de fleste islændingesagaer blev sikkert betragtet som historiske i middelalderen snarere end fiktion.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man anvendte moderne historiografi, men snarere at beretningerne blev anset for at være historisk inden for sandsynlighedens grænser.

Som Coleridge skriver i Biographia Literaria: »...øjeblikkets villige ophævelse af mistroen, der betinger den poetiske tro...«, kan man forestille sig, at det gælder for en del af vidnerne til de hændelser og personer, der optræder i Fornaldarsagaerne (Oldtidssagaerne), hvor det vrimler med overnaturlige begivenheder.

Meget i fornaldarsagaerne bygger formentlig på forfatternes fantasi, men det er sandsynligt, at man betragtede fænomenerne som ganske normale i det førkristne Skandinavien.

LÆS OGSÅ: Forsker: Islandske sagaer er noget af det bedste i den europæiske litteratur

Slægtssagaerne har tiltrukket sig mest opmærksomhed

Islændingenes egen historie var omfattet af mange undergenrer, heriblandt de i dag bedst kendte Islændingesagaer, der tidligere blev kaldt slægtssagaer.

Samtidssagaerne er islandsk samtidshistorie om det turbulente 13. århundrede (Island mistede sin politiske uafhængighed til Norge i midten af dette århundrede) biskopper og helgener.

Desuden dukkede en ny slags saga op i kølvandet på Håkon 4. Håkonssons bud. Den norske konge tog nemlig initiativ til oversættelser af franske romaner til norsk.

Det resulterede i 'De høviske sagaer', også kaldet riddersagaer, der er prosaoversættelser af 1100-tallets franske versromaner.

De første oversættelser af islændingesagaerne eller slægtssagaerne dukkede op i det 18.århundrede og har siden da tiltrukket sig mest af opmærksomhed fra læsere uden for Island.

Der er mange engelske oversættelser at vælge i mellem, og flere sagaer er blevet oversat adskillige gange.

De lettest tilgængelige er nok de seneste oversættelser - udgivet af Penguin - som er nye oplag af en serie i 5 bind, der oprindeligt blev publiceret i Island med titlen 'The Complete Sagas of Icelanders'.

De blev udarbejdet af en række sagaforskere i fællesskab med deres islandske kollegaer.

LÆS OGSÅ: Vulgære og hæsblæsende sagaer om danske vikinger udkommer nu på moderne dansk

Islansk saga-fortælling var et helt nyt litterært udtryk

Der er også et stigende antal oversættelser at finde på nettet, men oversættelserne er ikke altid lige pålidelige.

Islændingesagaerne skildrer flere generationer fra de oprindelige norske landnamsmænd, englændere og få skandinaver, som trodsede verdenshavet for at bosætte sig i Island i slutningen af det 9. århundrede og de første tre årtier af det 10. århunderede.

Vikingetiden og middelalderens Island er blevet kaldt det første postkoloniale samfund, og man kan bestemt trække paralleller til ideer fra nutidige postkoloniale studier.

Islandsk saga-fortælling kan ses i den samme kontekst som den moderne forestilling af ‘imperiet der skriver hjem til moderlandet’, som først blev formuleret af australske forskere.

I dette tilfælde er det Island, der skriver hjem til Norge.

På denne måde skabte de islandske middelalder-forfattere et helt nyt litterært udtryk.

LÆS OGSÅ: Kom kelterne til Island før vikingerne?

En sidste udvej for at opnå en form for retfærdighed

Saga-strukturen giver plads til en række forskellige tematiske og stilistiske billedlige udtryk.

Mange af islændingesagerne handler om familiefejder og deres understøttere.

De leverer livagtige beskrivelser af kampe, flugt, fredløshed og forsoning.

De beskriver komplekse lovmæssige procedurer i detaljer, og på grund af fraværet af en politistyrke i Island var sagaerne enkeltindividets sidste udvej for at opnå en form for retfærdighed - dog kun hvis man kunne få nok personer til at støtte sagen.

Visse sagaer - de såkaldte digtersagaer - beskriver berømte skjaldes kærlighedsliv og stormfulde karrierer, når de ikke lige stod til tjeneste ved det norske hof, men var hjemme i Island.

Andre var mere regionale fortællinger om familier og deres stridigheder med naboer og regionens overnaturlige indbyggere.

LÆS OGSÅ: Se grafik over vikingernes rejser

Sagaerne er ofte adskillige sammenflettede fortællinger

Sagafortællingernes opbygning er ofte blevet sammenlignet med moderne litteratur, men på trods af visse ligheder er der vigtige forskelle.

Ligesom romanerne fortæller sagaerne kronologiske og definerede historier, men sagafortællingerne består ofte af adskillige sammenflettede fortællinger.

Det kan selvfølgelig ofte også være tilfældet i romaner, men i sagernes tilfælde sammenkædes fortællingerne ikke altid med hovedhistorien.

Sommetider løjer historierne af, når sagaforfatteren ikke længere har brug for en særlig person eller narrativ tråd.

Det er helt almindeligt, at sagaforfatteren fortæller, at nu er én eller anden 'ude af sagaen'.

I modsætning til romaner går sagaerne som regel ikke i dybden med karaktererne.

De afslører næsten aldrig personens inderste tanker eller psykologiske motiver, men benytter derimod ydre forhold til at afsløre personens motivationer.

Hvis en person eksempelvis iklæder sig mørkt tøj og ikke hjemmevævede, neutrale farver, kan vi være ret sikre på, at noget meget vigtigt er under opsejling - almindeligvis noget aggressivt.

LÆS OGSÅ: Vikingerne tålte ikke fornærmelser

Sagaforfatterne var ikke alvidende

Beretterens standpunkt i sagaerne er også forskellig fra den moderne romans.

Beretterens narrativ er ikke alvidende på trods af hans afsløringer af personers meninger eller handlinger.

Til tider refererer han til drømme - eller hvad vi nok ville beskrive som overnaturlige begivenheder - hvilket han bruger som en indikator for, hvad der senere vil finde sted, eller i hvilket lys vi skal anskue visse handlinger.

Sagen indeholer ledetråde om, hvordan den skal forstås

Et eksempel er Brennu-Njáls-sagaen, der af mange betragtes som den bedste islandske slægtssaga, hvor den narrative stemme i sagaen kan høres indirekte.

På et tidspunkt i denne saga beslutter en gruppe mænd, der er involveret i en fejde, at sætte ild til gårdens stuehus, hvor Njál og hans familie befinder sig - en forbrydelse der almindeligvis blev set meget strengt på.

Njál er gammel, men fremsynet, og med en forståelse af de sande kristne værdier. Han gemmer sig sammen med sin kone under en oksehud for at vente på døden.

Han fortæller sin hustru, at 'Gud ikke vil lade dem brænde både i denne verden og den næste'.

Da parret slipper uskadt fra mordbranden, er det op til publikum selv (her antages det, at publikum har en middelalderlig forståelse af kristendommen), at drage konklusionen om, at Gud virkelig frelste Njál og hans kone, på trods af at de ikke var døbt.

Det er dog en konklusion, der er baseret på vores kendskab til, hvordan middelalderens kristne publikum anskuede verden, for det var dem, beretningerne blev skrevet for.

Det bliver ikke sagt direkte, og for nylig fremsatte en amerikansk forsker William Ian Miller en ny teori, der tager afstand fra ovenstående fortolkning ud af ren og skær pragmatisk realisme.

Parret brændte ikke, fordi oksehuden beskyttede dem.

Jeg tror, at Miller tager fejl.

Teksten indeholder mange ledetråde og fingerpeg om, hvordan publikummet - som sagaen var skrevet for - ville forstå den, og hvordan vi skal fortolke den i dag.

LÆS OGSÅ: Mode i vikingetiden: Vikingerne elskede farver, pels og silke

Sagerne er blandt den bedste europæiske litteratur

Selvom de islandske middelaldersagaer er mindre velkendte end mange andre klassiske, europæiske, litterære værker, fortjener de i høj grad en plads blandt det bedste, som europæisk litteratur har at byde på.

Vi kender ikke navnene på forfatterne, men vi skal anerkende, at deres skabere havde et litterært budskab.

Sagaerne fortæller historier, og historierne tilhører - måske ikke alle, der boede i Island på dette tidspunkt - men visse familier og andre, hvis forfædre optræder i historierne.

Forfatterne formede disse historier, men de forvrængede dem ikke.

Margaret Clunies Ross modtager støtte fra The Australian Research Council Snorrastofa, Reykholt, Iceland. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

LÆS OGSÅ: Islændinge vil være sære

LÆS OGSÅ: Ville vi kunne forstå Gorm den Gamle?