Professor Christer Thrane fra Høgskolen i Lillehammer har undersøgt 242 spillerlønninger og sat dem op mod antal spillede kampe, scorede mål, spillede landsholdskampe og point på VG's spillerbørs (VG: Verdens Gang, Norges næststørste avis, red.).
Derudover undersøgte han lønforskelle i forhold til alder og nationalitet.
Høj gennemsnitsløn, men store variationer
»Spillerne i Tippeligaen (svarer til Superligaen i Danmark, red.) tjener uanset hvad meget godt med en gennemsnitsløn i 2009 på groft sagt én million kroner,« fortæller Christer Thrane.
Laveste indtægt var på 121.000 kroner og højeste på 5.098.000 kroner.
Christer Thrane undersøgte, hvad det er, der giver de store lønvariationer blandt spillerne.
Han fandt ud af, at spillerne får løn som fortjent – i den betydning at lønningerne følger, hvad spillerne præsterer på banen.
»Alle de forhold, vi målte, viste sig at have positive effekter på spillernes løn,« siger Christer Thrane.
Spilletid og mål giver udslag i lønnen
Den typiske spiller i Tippeligaen 2009 spillede 21 kampe. Den med færrest kampe havde spillet kun én, mens den med flest kampe havde spillet 30.
Spillerne med meget spilletid i løbet af sæsonen tjente bedre end de med mindre spilletid, ifølge Christer Thrane.
Målscoring er også noget, som betaler sig for spillerne i Tippeligaen.
»Hvert mål, en spiller scorer, giver to procent højere løn,« fortæller Christer Thrane.
Målscoring betaler sig uanset spillerposition, men det er selvsagt ikke relevant for målmænd.
At spille landsholdskampe har stor virkning på lønnen. I snit tjente landsholdsspillere hele 40 procent mere end ikke-landsholdsspillere.
Stjerner bøvler med at indfri forventninger
VG's spillerbørs er en karakterskala fra 1 til 10, hvor avisens sportsjournalister hver uge vurderer enkeltspillernes præstationer på banen.
Den gennemsnitlige karakter for sæsonen for hver spiller lå på 4,61. Bund- og topværdierne var på 3,00 og 6,06, mens 90 procent af spillerne opnåede karakterer fra 3,40 til 5,77.

Effekten af point på spillerbørsen på løn når toppunktet med karakteren 4,88.
»Med andre ord er der en positiv sammenhæng mellem point og løn for gennemsnitskarakterer fra 3,0 til 4,88,« fortæller Christer Thrane.
Derefter er sammenhængen ikke-eksisterende, før den så bliver negativ.
»En forklaring på dette kan være, at etablerede stjerner med høj løn slider med at indfri de relativt høje forventninger fra sportsjournalisterne, som deler point ud på børsen,« siger Christer Thrane.
Alder, nationalitet og niveau giver lønvariation
Alder giver en stigende lønkurve de første år i karrieren, men flader så ud for derefter at aftage.
Gennemsnitsalderen for spillerne i Tippeligaen er lidt under 27 år. Generelt stiger lønnen med stigende alder, men ikke længere end til cirka 32 år. Så begynder den at synke.
Et andet forhold, som giver variation i løn, er spillernes nationalitet og/eller oprindelse. 34 procent af spillerne i udvalget var af udenlandsk herkomst.
»Disse spillere hentes ofte ind, netop fordi de er gode og eftertragtede, og det kan forklare, hvorfor disse faktisk tjente cirka 10 procent mere end de norske,« siger Christer Thrane.
En stor del af lønforskellene kan tilskrives, hvilket niveau der spilles på. Det er en kendsgerning, at forskellige niveauer i Tippeligaen har forskellig økonomi.
»Man må dermed tage højde for, at der findes en systematisk, niveaumæssig lønvariation,« siger Christer Thrane.
Bør spillerlønningerne sættes ned?
Tippeligaen i Norge kører med stort underskud. En væsentlig grund er de høje omkostninger til spillerlønninger.
»Ud fra enkle økonomiske betragtninger bør lønudgifterne derfor sættes ned,« siger Christer Thrane.
»Hvis vi ikke havde fundet nogen sammenhæng mellem præsentation og løn, ville dette nok have været et godt argument for et generelt klip i lønninger.«
»Om sammenhængene, som vi har afdækket, er så tilpas stærke, at dette svækker et sådant argument, er heldigvis ikke op til mig at vurdere,« afslutter Christer Thrane.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson


































