Formandskabet for EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet er nået til enighed om EU’s næste forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020. Over de næste syv år uddeler EU over 500 milliarder kroner til forskning og innovation. Det skriver Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriet kan Danmark forvente at hente cirka 1,5 milliarder kroner i gennemsnit om året til forskning og innovation fra EU fra det nye program.
Grundlaget for aftalen om Horizon 2020 blev etableret under det danske formandskab i 2012. Uddannelsesminister Morten Østergaard fastslår, at Horizon 2020 får stor betydning for Danmark og resten af Europa.
»Med enigheden om Horizon 2020 har Europa taget et stort skridt i retning af at styrke forskning og innovation i Europa. Med et øget fokus på innovation og den bedste forskning i Europa skal Horizon 2020 bidrage til at skabe resultater og løsninger, som kan skabe vækst i Europa og hjælpe os ud af den aktuelle økonomiske krise,« siger Morten Østergaard i pressemeddelelsen.
Uddannelsesministeriet forbereder en øget indsats for at få danske forskere og virksomheder til at deltage i Horizon 2020. Ministeriet står i spidsen for et nyt netværk mellem rådgivende aktører på tværs af fagområder, landsdele og EU-programmer, EU-DK Support. Netværket indgår i Danmarks nationale innovationsstrategi, og samarbejdet skal sikre, at virksomheder, forskere og andre relevante brugergrupper får effektiv og rettidig hjælp til at søge EU-finansiering.
»Horizon 2020 kommer i høj grad dansk forskning og innovation til gavn. Jeg håber, at danske forskere og virksomheder vil udnytte de gode muligheder for at få finansieret nye forsknings- og innovationsprojekter, der kan omsættes til produktion og nye arbejdspladser i Danmark,« siger Morten Østergaard.
Læs også: Politikere gør EU-debat kedelig
































