Politikere gør EU-debat kedelig
Politikere brokker sig ofte over, at medierne ikke dækker EU nok. Nu er det blevet undersøgt, hvordan politikere selv omtaler EU.

Danske politikere lader ikke ligefrem følelserne og engagementet løbe af med sig, når de udtaler sig om EU, viser ny dansk kortlægning. Det kan være en årsag til, at EU-stof virker så kedeligt. (Foto: Colourbox)

Danske politikere taler så uengageret og neutralt om EU, at det kan være en af årsagerne til, at EU-stoffet er underprioriteret i den danske debat.

I sidste ende kan det manglende engagement være hovedårsag til, at interessen for EU er så lav, at projektet forekommer udemokratisk og elitært. Historien om EU bliver sjældent udfoldet, og begejstringen eller indignationen er nærmest ikke-eksisterende i den politiske debat om EU-spørgsmål.

Det er konklusionen i nyt speciale fra retorik, journalistisk og formidling på Syddansk Universitet.

»Man plejer at sige at den lille EU-dækning er mediernes skyld, men politikere har også et ansvar for at diskutere EU-sager på interessant måde og gøre det nærværende og engagerende for borgerne. Det ansvar kan vi se, at politikerne svigter,« siger Marie Hauberg Pedersen.

Politikere mangler lidenskab

Marie Hauberg Pedersen konkluderer på baggrund af den analyse, som hun har foretaget sammen med Marie Groth Andersen i specialet 'Debat i gråtoner. EU i danske medier – med politikernes ord', der er vurderet til karakteren 12.

I specialet har de to kvinder gennemgået ikke færre end 1.879 artikler om EU, bragt i 2009. Artiklerne har de sammenholdt med EU's årlige beretning og undersøgt, hvilke af de sager, som EU selv regner for væsentlige, der når frem til de danske medier, og ikke mindst hvilke der ikke gør; det svarer til ca. en tredjedel.

I analysen ser de på, hvad der karakteriserer de sager, der når danske medier, og hvordan politikerne forholder sig til EU.

Generelt forsømmer især Christiansborg-politikere - som journalister i øvrigt i langt højere grad beder om at forholde sig til EU-spørgsmål i stedet for at spørge EU-parlamentarikere - at forholde sig engageret til EU.

»Politikerne fremstår, som om de ikke rigtig er engagerede i EU. De argumenterer ud fra væsentlighed og fornuft og holder følelser og skarpe holdninger væk. Der er ingen kant i deres udtalelser. Hvis der var lidenskab, ville folk forholde sig mere til EU,« siger Marie Hauberg Pedersen.

EU-politik giver ingen stemmer

Lektor i journalistik ved Roskilde Universitet (RUC) Mark Ørsten beskæftiger sig med danske mediers dækning af EU. Han har netop analyseret dækningen under formandskabet, og han er enig i analysen.

Mark Ørsten mener, at danske politikeres uengagerede tale om EU til dels skyldes, at de største partier på Christiansborg er enige i EU-politikken, og dels at EU er en tabersag.

Paradoksalt nok fremhæver international forskning den danske EU-dækning som noget af det bedste, man får. Så selv om den danske debat er uengageret, er den muligvis mindre ringe end i andre EU-lande. (Foto: Colourbox)

»Politikerne har en interesse i at holde EU ude af debatten, for det er ikke et emne, man vinder vælgere på.«

»Eksempelvis holdt justitsminister Morten Bødskov (S) møder om flygtningepresset mod EU's ydre grænser under formandskabet. Det er en vigtig problemstilling, der handler om, at presset på Grækenland, Spanien og Malta er ekstremt stort af ufattelige mængder flygtninge, der lever under horrible forhold. Men det lykkedes at holde problematikken ude af dækningen og dagsordenen, hvilket blev betegnet som en succes, for der er ingen stemmer i at debattere EU og flygtninge,« siger Mark Ørsten.

Politikere forholder sig kun til enkeltsager

Når politikerne hverken er indignerede, begejstrede, vrede eller engagerede, og samtidig forsømmer at få EU til at rumme fortælling, drama og perspektiv, kan det ikke undre, at både medier og borgere opfatter EU som kedeligt og fjernt.

Det skyldes også, at både medier og politikere, ifølge specialet, forsømmer at fortælle den store historie om EU. I stedet forholder begge parter sig i reglen kun til den enkelte konkrete sag og gør det på en ret lidenskabsløs måde.

Forfatterne har flere eksempler på den såkaldte 'episodiske framing', hvor sagen, episoden, står alene. For eksempel skriver Connie Hedegaard (K) i et svar på kritik omkring Danmarks klimastrategi:

»Lever Danmark ikke op til sine klimamål fra Kyoto? Jo, det gør vi, og vi har en solid plan for, hvordan vi når det, som endda er godkendt af EU-kommissionen.«

Og i et andet eksempel skriver Per Stig Møller (K) i en kommentar til EU’s manglende opfyldelse af målet om at sende 400 politifolk til Afghanistan:

»Det går jo ikke. Der var almindelig enighed om, at man skal opfylde løfterne. Vi skal op på 400.«

Ingen af udsagnene berører fortællingen om EU's funktion i en globaliseret verden, selvom det er oplagt at sætte både klima og EU’s internationale engagement ind i en sådan kontekst.

»I begge tilfælde forholder politikerne sig stringent til sagen uden at løfte det op til et højere abstraktionsniveau, hvor den større sammenhæng er tydelig,« siger Marie Hauberg Pedersen.

Dansk Folkeparti skaber kvalificeret EU-debat

Et eksempel på, at en EU-sag bliver løftet op på et større abstraktionsniveau, kan man læse i Morten Messerschmidts (DF) opfordring til at udvælge danske EU-kommissærer ud fra andre præmisser, end dem han mener gælder:

Det er korrekt, vi dækker EU mere i Danmark. Man kan sige, at vi vinder en kamp, som ingen andre stiller op i.

Mark Ørsten

»Partibogen har altid spillet en større rolle end de faglige kvalifikationer, når danske kommissærer skulle udnævnes. (…) I 20-året for Murens, berufsverbots og de grå DDR-embedsmænds magtvældes fald, kunne vi passende fejre frihedens og demokratiets sejr ved at lade de faglige kompetencer være afgørende – også ved udnævnelsen af den danske kommissær,« hedder det.

»Her får Messerschmidt trukket en sort-hvid front op mellem frihed, demokrati og kompetence på den ene side og diktatur, topstyring og magt på den anden side. Han får hævet diskussionen omkring valg af kommissær op på et niveau, hvor det handler om demokratiets tilstand. Det er tydeligt for borgerne, hvad han står for – hvad end de er enige eller ej – og det er positivt i forhold til at skabe en kvalificeret debat,« siger Marie Hauberg Pedersen.

EU's sager står som løsrevede

Eksemplerne viser styrken og svagheden ved henholdsvis episodisk framing og tematisk framing.

Den episodiske framing er sagsnær, stringent og konkret. Derfor er den med til at knytte en bredtfavnende og kompleks politisk institution som EU til et konkret problem eller en specifik sag.

Men en episodisk framing risikerer også at blive fragmenteret og snæversynet, fordi der ikke skabes en større sammenhæng ud over den enkelte sag.

Politikerne forholder sig neutralt og episodisk i halvdelen af samtlige artikler og debatindlæg.

»EU kan dermed komme til at fremstå som en institution, der den ene dag beskæftiger sig med indholdet af skadelig plastik i sutteflasker og den anden dag med sikkerhedspolitiske spørgsmål i Mellemøsten, uden at der etableres nogen nærmere sammenhæng mellem sagerne,« siger Marie Hauberg Pedersen.

Dansk EU-dækning bedre end andre landes

Paradoksalt nok fremhæver international forskning den danske EU-dækning som blandt de bedste, ligesom valgdeltagelsen til EU-parlamentsvalg i Danmark er blandt de højeste i EU. Så selv om den danske debat er uengageret, er den muligvis mindre ringe end i andre EU-lande.

Den generelle dækning af EU-stof kan måske være medvirkende årsag til, at 32 procent af EU's befolkning er imod EU, og at mindre end halvdelen af EU-borgere interesserer sig for EU.

»Det er korrekt, at dækningen af EU er bedre i Danmark end i andre lande. Jeg har undersøgt dækningen af EU i en nyhedsuge i Skandinavien, og man kan dagligt finde mere EU stof i en enkelt dansk avis end i alle de andre landes aviser tilsammen. Så det er korrekt, vi dækker EU mere. Man kan sige, at vi vinder en kamp, som ingen andre stiller op i,« siger Mark Ørsten.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.