Det er midten af august 2013, og vi arbejder i den tørre varme i Harra-ørkenen i Jordan.
Det er den sidste uge af vores anden sæson af udgravninger ved den 14.500 år gamle arkæologiske udgravningsplads ved navn Shubayqa 1.
Vi er lige blevet færdige med at afdække et palæolitisk stengulv, og vi er opløftede – det tog seks ugers gravearbejde at komme hertil.
Vores næste mål er at nå et cirkulært, stenomkranset ildsted, som måler omkring en meter på tværs, og som er placeret i bygningens gulv.
Forsigtig udgravning i løbet af de næste to dage skaber begejstring blandt teamets medlemmer: Vi har udgravet titusinder af forkullede planteefterladenskaber, som er bevaret i sedimenterne fra aske!
Et bonus-fund af brødkrummer
Dette er et fund uden fortilfælde, fordi planteefterladenskaber fra denne tidsperiode i Sydvestasien er exceptionelt sjældne. Og at afdække tusinder af dem på ét sted er en arkæobotanikers drøm.
Men hvad vi ikke vidste, var, at videre analyse skulle afsløre noget endnu mere chokerende.
Vi var stødt på nogle af de tidligste brødkrummer, som man kender til.
\ Læs mere
Hvorfor spiser alle kulturer brød?
Brød er den mest almindelige basisfødevarer i de fleste dele af verden bortset fra nogle områder af Asien, hvor ris er kongeføden.
Det er også en af de mest forskelligartede fødevarer: Hver region laver deres egen distinkte sort med dej lavet af vand blandet med hvede, rug, majs og andre almindelige planteafledte ingredienser.
Brød har også betydningsfulde kulturelle, endda nationale, konnotationer: Hvad ville Frankrig være uden baguetter og croissanter? Danmark uden rugbrød og smørrebrød? Den arabiske verden uden pita?
Hvis du bor i Europa, Nord-, Syd- eller Mellemamerika, Afrika eller de fleste dele af Asien, er der en god chance for, at du spiser brød hver dag.
Alligevel har brødets oprindelse, samt hvorfor og hvordan det blev så populær og alsidig en basisfødevare, været lidt af et mysterium.
Maleværktøjer bar spor af stivelse
Selvom det er arbejdskrævende, er det relativt ligetil at lave et simpelt brød. Man har blot brug for vand, mel og et passende sted at bage – noget så simpelt som en varm, flad sten kan bruges.
Arkæologer har opdaget spor af stivelse på maleværktøj, der kan dateres til den øvre palæolitiske æra (11.500-50.000 år tilbage) på flere udgravningspladser i det moderne Rusland, Italien, Tjekkiet og Israel.
Selvom nogle arkæologer mener, at dette betyder, at mennesker begyndte at producere mel temmelig tidligt, kan værktøjerne også have været brugt til at kvase eller knuse stivelsesholdige planter af andre grunde, såsom til at lave vælling eller grød.
Maleværktøjer er også temmelig sjældne i den øvre palæolitiske æra, så selvom disse værktøjer kun blev brugt til at male mel, ser det ikke ud til at have været en særlig almindelig aktivitet.
\ Læs mere
Var kornet til brød, grød eller øl?
De fleste arkæologer placerer brødbagningens begyndelse i den neolitiske æra, som først begyndte for omkring 11.500 år siden i Sydvestasien.
I 'Den frugtbare halvmåne' – en bueformet region, der strækker sig fra Nildalen gennem Levanten og ind i Anatolien og Mesopotamien – tyder forkullede planteefterladenskaber udgravet ved samme arkæologiske pladser som rigeligt med maleværktøj, flinteseglsklinger og opbevaringsfaciliteter på, at mennesker var begyndte at dyrke vild hvede, rug og byg samt bælgplanter.
Men hvad de producerede fra disse planter har også været debatteret længe. Nogle arkæologer antager, at det var brød, men andre forslag inkluderer grød eller øl.
Svært at finde beviser
Den Sorte Ørken, der strækker sig fra Jebel Druze i det sydlige Syrien gennem det østlige Jordan og ind i Saudi Arabien, er navngivet efter dens vidtstrakte sorte basalt-bjergsletter, som kun lejlighedsvist afbrydes af en Qa’ (arabisk for en 'tør sø' eller mudderslette) og af 'wadis' (en sæsonmæssig flod).
Arkæologer har længe antaget, at denne semi-udtørrede region kun spillede en perifer rolle i historien. Derfor er der kun få forskere, der har kastet et grundigt blik på området.
En undtagelse er den australske arkæolog Alison Betts, hvis banebrydende jagt på udgravningspladser i dette område har afsløret en række bopladser, der kan dateres til såkaldt natufisk tid. Natufisk tid, der strækker sig fra 11.700-15.000 år siden, er ofte beskrevet som en vigtig kulturel forløber for den neolitiske æra.
'Natufiske' fund får os nærmere
Under natufisk tid forekommer verdens ældste stenhuse, maleværktøjer og seglklinger i stort antal i Levanten, hvilket tyder på, at jægere og samlere brugte planter, heriblandt kornsorter, mere hyppigt i deres hverdagsdiæt.
Natufiske jægere og samlere var også mere stationære end forudgående palæolitiske samfund, hvilket kan have presset dem til at udvikle planteopdyrkning og landbrug.
Et af de steder, som Betts udgravede i Den Sorte Ørken i 1996 er det natufiske sted Shubayqa 1, der er navngivet efter den nærliggende Qa’ Shubayqa.
Selvom hun kortvarigt udførte udgravninger på dette sted, blev der ikke udført mere arbejde ved Shubaya 1 indtil 2012, hvor vores team fra Københavns Universitet påbegyndte en ny serie af udgravninger, der fortsatte indtil 2015.
Fandt 60.000 forkullede planterester
Vores arbejde afslørede to imponerende velkonstruerede cirkulære bygninger med brostensbelagte gulve, der kan dateres til mellem 11.700 og 14.500 år siden – nogle af de tidligste bygninger, vi kender.
Det er her, vi fandt en overraskende forråd af mere end 60.000 forkullede planteefterladenskaber.
Denne opdagelse var i sig selv ekstraordinær, fordi planteefterladenskaber, bortset fra ved Tell Abu Hureyra, et udgravningsområde placeret ved Eufrat-floden i det moderne Syrien, er så sjældne fra denne periode – ofte finder man kun en håndfuld eller nogle gange et par få hundrede.
Et langt analysearbejde fulgte
At analysere de ældgamle planteefterladenskaber er en tidskrævende og arbejdstung proces:
- For at begynde skal 10 eller 20-liters prøver af sediment tages fra forskellige arkæologiske depoter og helst tør-screenes, for at man kan udpege de mest skrøbelige efterladenskaber.
- Det resterende materiale bliver så kørt gennem en 'flydetank' – basalt set en vandfyldt tromle med en vandpumpe og en række net og fine masker.
- De tidligere screenede sedimenter bliver fyldt ind i et fint net, som er fastgjort på toppen af tromlen.
- Derefter bliver vand pumpet op fra bunden af tønden, hvilket opløser sedimenterne. Let forkullede plantepartikler flyder så til overfladen og bliver fanget i en række finmaskede sigter på toppen af tønden.
- Når det er tørret, skal det indsamlede materiale sorteres i forskellige kategorier under et mikroskop: Trækul, frø, frugter, nødder, uidentificerbart forkullet materiale og jord.
Og så begynder det rigtige arbejde: Identifikation af de forskellige slags plantemateriale, hvor man adskiller for eksempel vilde og opdyrkede kornsorter.
For at gøre dette bruger arkæologer en referencesamling – et bibliotek over kendte, forkullede frø og andre plantedele – med hvilket det ældgamle materiale bliver sammenlignet under et standartmikroskop.
Vi brugte den arkæobotaniske referencesamling fra Institute of Archaeology ved University College London (UCL) til at hjælpe os med identifikationen, eftersom det er en af de bedste i verden. Dette skulle vise sig at være en fordelagtig beslutning.
Tyrkiet havde det ældste brød
Lara González Carretero, en ph.d.-studerende ved UCL, som studerer arkæobotaniske efterladenskaber fra den vigtige sen-neolitiske udgravningsplads Çatalhöyük i Anatolien, Tyrkiet, der dateres til at være omkring 9.000 år gammel, gjorde en vigtig opdagelse.
Ved at bruge et 'Scanning Electron Microscope' (SEM) – et kraftfuldt værktøj, der har en opløsning på op til en nanometer – opdagede hun sidste år, at mange forkullede partikler, som tidligere var blevet grupperet under catchall-kategorien af 'uidentificerbare' sedimenter i prøver fra Çatalhöyük faktisk var mikroskopiske partikler fra brød og grød.
Det var måske det ældste bevismateriale for brød.
Men ny opdagelse overhalede
Men cirka samtidig kiggede Amaia Arranz-Otaegui, arkæobotaniker ved Københavns Universitets projekt og medforfatter på denne artikel, i et mikroskop i UCL's arkæobotaniske laboratorium og bemærkede en række mikroskopiske klumper af forkullet materiale, som hun bare ikke kunne identificere.
Så Arranz-Otaegui bad Carretero om at kaste et blik for klumperne, og hun var chokeret, da Carretero sagde: »Ja, det ligner det, jeg har fra Çatalhöyük. Hvor kommer det fra?«
Da Arranz-Otaegui fortalte hende, at det var fra en 14.500 år gammel jæger og samler-udgravningsplads i Jordan, var det Carreteros tur til at blive forbløffet. Det sted var tusindvis af år ældre end Çatalhöyük.
Bekræftet: Stivelsen var 14.500 år gammel
Sammen med Carreteros vejleder, Dorian Fuller, satte vi os for at få bekræftet denne indledende anelse ved at benytte den metodologi, som Carretero havde udviklet for Çatalhöyük.
I løbet af to uger tog Carretero hundredvis af billeder med SEM-mikroskopet for at sammenligne Shubayqa 1-prøverne med referenceprøverne, og hun bekræftede, at de forkullede partikler fra Shubayqa 1 faktisk var små stykker af brød.
For at være sikre inviterede vi en anden specialist, Monica Nicolaides Ramsey fra University of Cambridge, til at forsøge at udtrække stivelse fra de partikler, vi havde fundet. Hun fandt stivelse, hvilket bekræftede vores fund.
\ Læs mere
Mel af vild byg, enkorn, havre – og rodknolde
Vores resultater, som er udgivet i the Proceedings of the National Academy of Sciences, gjorde os også i stand til at rekonstruere ingredienserne fra dette jæger-samler-brød, om bestod af mel malet af vild hvede, enkorn og havre.
Men vi fandt også en uventet plantetype: Rodknolde.
Club-rush-rodknolde, en vandplante i papyrusfamilien (Cyperaceae), var ofte til stede i den arkæobotaniske samling fra Shubayqa 1.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Disse knolde blev malet til mel, blandet med kornmel og sandsynligvis bagt på en varm sten for at producere et fladbrødsprodukt.
Jæger-samler-brødet fra Jordan var et flerkorns- og knoldebrød, hvilket ikke nødvendigvis er, hvad man skulle forvente, hvis man tænker på maksimering af kalorier for det arbejde, man lægger i processen.
Gjorde madrevolution os til landmænd?
Hvad betyder dette for vores forståelse af processerne, som fører til fremkomsten af landbrugsøkonomier i Sydvestasien omkring 10.000 år siden?
Overgangen fra jæger og samler-livsstilen i den palæolitiske æra til landbrugsøkonomierne i den neolitiske æra har længe været set som en fundamental udvikling i verdenshistorien.
Arkæologer har debatteret, hvornår, hvor og hvorfor denne overgang skete. Men på grund af det store tidsinterval har detaljerne undsluppet os.
Man kan argumentere for, at overgangen fra jæger-samler-kultur til landbrug dybest set ikke var en økonomisk eller symbolsk 'revolution', som det ofte er blevet påstået, men snarere en madrevolution – et spørgsmål om smag.
Hvad der indtil videre har manglet, er en bedre forståelse af, hvad mennesker faktisk spiste, og hvordan de skaffede og lavede deres mad.
Brød blev bagt før civilisationen
Med opdagelsen af brød ved Shybayqa 1 ved vi nu lidt mere om fortidens fødevarer i Sydvestasien.
Men dette fører bare nye spørgsmål med sig. Var brød allerede en basisfødevare i natufisk tid – eller måske endnu tidligere? Eller var det en sjælden fornøjelse? Forelskede mennesker sig i brød, og vækkede dette deres interesse i at producere mere mel og et incitament til at begynde at opdyrke planter? Hvad var effekterne af at bage brød og forbruge det i natufiske og neolitiske samfund?
Tanker, omkring hvilken slags mad mennesker faktisk lavede i fortiden, hvordan de skaffede de nødvendige ingredienser, og i hvilken sammenhæng denne mad blev forbrugt, introducerer et meget menneskeligt perspektiv på tidligere madkulturer.
Det er forbløffende at tænke på de mennesker, som var i stand til at lave brød, længe før de havde dyrket afgrøder; brød er ikke et produkt af et 'civiliseret samfund', men måske en forløber for det.
Så næste gang du smider en skive toast i brødristeren, henter en croissant hos bageren eller dypper dit naan i din karryret, så send en tanke til vores palæolitiske forfædre, som først fandt på at blande mel fra forskellige planter sammen for at lave dit daglige brød.
Denne artikel blev oprindeligt bragt på SAPIENS under en CC BY-ND 4.0 licens. Læs den originale artikel her.
