Jordans 'sorte ørken': Et arkæologisk skatkammer

2009. En lille gruppe arkæologer på seks mand traver stålfaste gennem Jordans sorte ørken. I det fjerne kan de skimte de sorte, vulkanske bakker, som for mange år siden udspyede vulkansk materiale og dækkede alt i miles omkreds i et kulsort lag af lava.

Det omgivende landskab er på alle måder bart og goldt og blottet for andet liv end beduiner.

Kompasset peger mod nordøst, og Jordans hovedstad Amman ligger omkring 130 kilometer bag dem. Et sted derude ligger Shubayqa. Gruppens destination.

»Jeg blev bekendt med Shubayqa gennem arkæologer, som tidligere har arbejdet på stedet, men aldrig publiceret deres resultater. Jeg fik tilladelsen og koordinaterne til at gå ud og lokalisere stedet – og så var det ellers bare et spørgsmål om at gå og gå, indtil vi fandt det. Lige der midt i ørkenen,« fortæller ph.d. og lektor Tobias Richter, Københavns Universitet, om starten på sit arkæologiske eventyr i Mellemøsten.

Trods sin målrettethed dengang, kunne Tobias Richter aldrig have forudset, hvilket væld af arkæologiske skatte, udgravningerne ved Shubayqa 1 – og senere Shubayqa 6 (se faktaboks) – ville kaste af sig.

Det første trinbræt mod landbrug

Siden udgravningerne begyndte i Shubayqa (udtales lidt som en blanding af Chewbacca og Jamaica, red.) for omkring fire år siden - de første udgravninger blev sat i værk i 2012 - har arkæologerne kunnet hive det ene imponerende fund efter det andet op af jorden. Undersøgelserne har blandt andet afsløret nogle af regionens allertidligste eksempler på stenbyggede hytter og huse.

Tunge slibesten og menneskegrave fra tiden lige efter den sidste istid og lige før neolitikum (se faktaboks) er også blandt fundmaterialet. Og det afslører noget helt centralt om dette område, fortæller Tobias Richter, som er tilknyttet Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet.

»Den ide, vi havde om det her område, var, at det ikke var særligt vigtigt i denne æra, fordi landbrug ikke trives særligt godt der i dag, Nu kan vi se, at folk har slået sig ned her for op mod 14.500 år siden. En tung slibesten indikerer for eksempel, at man bliver ét sted i længere tid af gangen, og en grav at stedet har været vigtigt for folk.«

»Tilsammen fortæller det os, at området har dannet ramme om en fase, som på en måde har været det første trinbræt mod landbrug.«

Planterester fortæller om en frodig fortid

Shubayqa har givet forskerne et unikt indblik i menneskets overgang fra at være jægersamlere til at blive agerbrugere, slå sig ned ét sted og dyrke jorden, fordi der er tale om nogle af de allertidligste fund fra denne overgangsperiode.

Ifølge Tobias Richter er det vigtigste fund dog hverken stenhytter eller menneskegrave, men - planter.

»Det vigtigste bevismateriale er planteresterne. Ved Shubayqa har vi fundet planterester, som har været brændt ved ildsteder. De er meget dårligt bevaret andre steder.«

Det, at man har tilberedt planter ved et ildsted, fortæller i sig selv, at området repræsenterer en fase, hvor folk begyndte at dyrke mere og jage mindre. Men det fortæller også noget andet – helt åbenlyst, hvis du tænker tilbage på begyndelsen af historien. En sort lavaørken. Lyder ikke umiddelbart som et sted, hvor der gror mange planter, vel?

Indirekte fortæller planteresterne, at omgivelserne dengang var nogle helt andre, end de er i dag. Den golde ørken har været et frodigt vådområde med regnfald nok til at understøtte vandglade planter.

»Vi har fundet nogle plantearter, som vi ikke havde regnet med – for eksempel halvgræs (minder om siv, red.). Den type plante vokser kun, hvor der er meget vand hele året rundt – og det er indlysende nok ikke tilfældet i dag. Det tyder på, at det dengang var et vådområde, som fint kunne gøre det ud for et permanent opholdssted for disse mennesker,« siger Tobias Richter.

Bygger historien op uden DNA

Planterester er svære at finde mange andre steder, men de tørre forhold i Shubayqa – som formentlig er opstået meget abrupt – har hjulpet med bevarelsen. Bedre teknologi er også en del af forklaringen på det imponerende fundmateriale.

Og det er heldigt, for planterne er en ekstremt vigtig brik i det større puslespil om, hvem disse mennesker var, siger Tobias Richter.

»Der er ikke noget DNA tilbage fra nogle af disse samfund, så vi ved ikke ret meget om dem, ud over at vi kan gætte på, at de formentlig opstod ud fra homo sapiens, som kom fra Afrika. Derfor må vi bygge historien op ud fra de øvrige fund, vi gør. Her udgør planterne en betydningsfuld del.«

Det nordøstlige Jordan var et kerneområde

Tobias Richter har sammenlagt arbejdet 10 år i Jordan, og han bliver ved i hvert fald nogle år endnu. Udgravningerne ved Shubayqa 1 er afsluttet, men sidste år modtog han en Sapere Aude fra Det Frie Forskningsråd til at fortsætte arbejdet i området frem til 2017.

Dermed kunne han starte udgravningerne ved Shubayqa 6, som ligger omkring en kilometer fra det første udgravningssted. Shubayqa 6 repræsenter en periode, som ligger en anelse længere fremme i tiden end Shubayqa 1 – formentlig lige i starten af den neolitiske periode.

På den måde kan forskerne nærmest lave en tidslinje over udviklingen i området, som der, ifølge Tobias Richter, ikke længere kan herske tvivl om vigtigheden af.

»Tidligere har den meste forskning i overgangen til agerbrug været koncentreret omkring Palæstina. Man troede simpelthen ikke, at det nordøstlige Jordan var et kerneområde i denne udvikling. I løbet af de seneste år har vi gennem en stor mængde fundmateriale påvist, at … Det var det.«

Her viser en af Shubayqa-arkæologerne et indridset stykke sten frem fra udgravningen. Tunge, forarbejdede materialer - f.eks. af sten - er et tegn på fast bosættelse.

Shubayqa ligger omkring 130 kilometer nordøst fra Amman, Jordans hovedstad. Tobias Richter havde kun koordinaterne at gå efter, da han begav sig ud i ørkenen for at lede efter sit udgravningssite.

Udgravninger ved Shubayqa 1 i bagende hede.

Her ses et ildsted ved Shubayqa 1. Her blev planter tilberedt, og resterne herfra er fundet i imponerende velbevaret tilstand.

Ved Shubayqa 1 fandt forskerne blandt andet 11 børn begravet under gulvet i en hytte. Alle børnene var under 6 måneder gamle.

Flere barneknogler fra Shubayqa 1. Det var ikke usædvanligt, at datidens mennesker levede side om side med deres døde, men forskerne har ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor så mange spædbørn lå samlet på ét sted.

Shubayqa 1 set oppefra - Jordans Sorte Ørken har fået sit navn, fordi vulkansk materiale dækker al jord, sten og bakker i miles omkreds. 'Lavamarkerne' er ikke meget bevendt til landbrug i dag.

Shubayqa 1.

Endnu et ildsted ved Shubayqa 1.

Udgravninger ved Shubayqa 6.

Udgravninger ved Shubayqa 6.

Shubayqa 6

1 / 12