Hvad bør vi gøre, hvis vi bliver fornærmet eller stødt? For eksempel hvis dine kolleger har sagt noget grimt om det arbejde, du har lavet, eller du føler dig misforstået i en diskussion med dine venner.
Nu har forskere eksperimenteret med en metode, der har sin oprindelse i en gammel japansk tradition kaldet 'hakidashisara', som er en årlig festival, hvor deltagerne smadrer små skåle eller tallerkner, der repræsenterer ting, der gør dem vrede.
Norsk professor mener, at metoden er interessant, og at den bør afprøves.
Makuleringsmaskine eller affaldsspand
»Vi forventede, at metoden til en vis grad ville reducere følelsen af vrede, men vi var overraskede over, at vreden helt forsvandt,« siger den japanske forsker Nobuyuki Kawai i en pressemeddelelse.
I fællesskab med sine kolleger fandt han, at følelsen af vrede blev reduceret ved at skrive reaktionen på en negativ hændelse ned på et stykke papir og derefter makulere eller smide papiret væk.
Studiet er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Scientific Report.
Udførte eksperimenter blandt studerende
Forsøgene havde 50 deltagere, som alle var universitetsstuderende.
De blev bedt om at skrive et kort debatindlæg om noget, de syntes var vigtigt. Så fik de at vide, at en ph.d.-studerende efterfølgende ville evaluere deres forfatterskab.
Uanset hvad deltagerne skrev i deres debatindlæg, fik de en lav score.
Den fiktive ph.d.-studerende gav dem negativ feedback på alt fra intelligens, interesse og logik til rationalitet.
Og for virkelig at gnide salt i såret skrev den ph.d.-studerende den samme negative kommentar til dem alle: »Jeg kan ikke forstå, at en uddannet person kan tænke på denne her måde. Jeg håber, at denne person lærer noget, mens hun eller han går på universitetet«.
Den kommentar var i høj grad effektiv: Samtlige deltagere rapporterede, at de blev både sårede og vrede af den.
Skraldespand eller fil på computer?
De studerende blev så bedt om at skrive deres tanker om feedbacken ned, og hvordan den triggede deres følelser.
- En gruppe blev bedt om enten at smide det papir, de skrev på, i en skraldespand eller opbevare det som en fil på deres computer.
- En anden gruppe blev bedt om at ødelægge dokumentet ved at køre det igennem en makuleringsmaskine eller lægge det i en plastikboks.
De studerende blev derefter bedt om igen at vurdere deres vrede.
\ Læs også
Makuleringsmaskine og skraldespand fungerede bedst
Resultaterne var tydelige: De studerende, der smed papiret i skraldespanden eller makulerede det, holdt helt op med at være vrede. De fik det på samme måde, som før de havde fået den negative feedback.
De studerende, der opbevarede en kopi af det, de skrev ned - enten som en fil på deres computer eller i en plastikboks - følte sig stadig vrede.
Forskerne mener, det skyldes, at det er svært at give slip på følelser, hvis vi har ting omkring os, der beskriver dem eller minder os om dem.
\ Læs også
Det samme som at 'makulere' følelserne
Lin Sørensen er professor i psykologi ved Universitetet i Bergen.
»Det er sikkert noget, mange kan nikke genkendende til, for eksempel når det handler om genstande, vi har fra barndommen, eller som vi har arvet. De har følelsesmæssig værdi og minder os om gode eller dårlige oplevelser, vi har haft,« siger hun.
Hun synes derfor, det er interessant, at makulering af papiret hjalp.
»Måske føles det at smide papiret ud, som om at man smider følelserne ud,« siger hun.
»Det er en symbolsk måde at give slip på følelserne på, som gør, at man bliver færdig med dem og får tænkt sig lidt om - og dermed lægger en dæmper på sine vrede følelser.«
Hjælper ikke altid at skrive følelserne ned
Men det er ikke givet, at det hjælper at skrive følelserne ned.
»Forskning viser blandede resultater om effekten af at skrive følelser ned,« siger Lin Sørensen.
Det kan skyldes flere ting, som for eksempel at forskere bruger forskellige metoder og udvalg af deltagere, når de tester metoderne. På denne måde kan resultaterne også ende med at være forskellige.
Men forskerne ved dog, at en overordnet forståelse af følelser – og årsagen til dem – er vigtig for at regulere de svære følelser. Det kalder forskerne for 'metabevidsthed'.
»Det kan tænkes, at det at skrive af årsagerne til følelserne ned kan være med til at skabe metabevidsthed,« siger Lin Sørensen.
»Det er en metode, som ikke rigtig koster noget, og som kan hjælpe mange. Men ikke alle kan lide at skrive. At tale med sig selv kan også være en enkel metode til at bearbejde følelser,« siger hun.
\ Læs også
Virker det for alle?
Lin Sørensen mener, at studiet har sine begrænsninger. Deltagerne var for eksempel alle unge studerende.
»Det er ikke sikkert, at det virker lige så godt på andre grupper i samfundet. Det kan for eksempel tænkes, at studerende er mere verbale, når de udtrykker følelser end andre grupper, og at de derfor har større gavn af at skrive deres følelser ned.«
»Det kan også være, at voksne med psykiske problemer ikke vil have samme effekt af denne metode.«
Hun synes stadig, den er værd at forsøge sig med.
»Det er som sagt en metode, der ikke rigtig koster noget, og som vi alle kan bruge.«
Japansk tradition
At skrive noget ned og derefter smide det ud, har sin oprindelse i den japanske kulturtradition kendt som 'hakidashisara', skriver forskerne desuden i pressemeddelelsen.
Ordet 'hakidashi' betyder at rense eller spytte noget ud, og 'sara' betyder en tallerken.
Hakidashisara er en årlig festival, hvor folk smadrer små tallerkener, der repræsenterer ting, der gør dem vrede.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
































