Testosteron er et mandligt kønshormon, og det bliver koblet til blandt andet sex og parring blandt mennesker og mange andre arter.
Testosteron-niveauet stiger, når hanfuglene viser sig frem for hunnerne, og et højere testosteron-niveau giver hjortehannerne et større gevir, ifølge et nyt studie publiceret i Nature Communications.
Aggression
Klassisk forskning har afsløret, at et højt testosteron-niveau i mænd er associeret med øget aggression.
Men hvad nu, hvis det egentlig handler om status?
De klassiske studier stammer fra amerikanske fængsler, hvor aggression og status går hånd i hånd.
Forskerne bag det nye studie henviser til undersøgelser, som viser, at et højere testosteron-niveau også fører til større generøsitet og ærlighed både hos kvinder og mænd.
Det er adfærd, som kan føre til højere status i visse sammenhænge.
For at teste sammenhængen mellem testosteron og status foretog forskergruppen et eksperiment, hvor de tog udgangspunkt i ideen om statusforbrug blandt mennesker.
Sløser med ressourcerne
Det at købe en dyr bil eller en dyr skjorte med et statusmærke er – helt isoleret set – at sløse med ressourcerne.
Den nye vare gør jo nøjagtigt det samme som et billigere alternativ, der endda kan være af tilsvarende kvalitet.
Det viser et overskud, fordi manden har råd til at 'sløse' vigtige ressourcer væk på at flotte sig, hvilket kan sammenlignes med for eksempel dyrerigets påfugle.
Påfugle med et højt testosteronniveu har større halefjer, og det gør, at hunpåfuglene finder dem mere attraktive.
Det kommer dog ikke uden visse udfordringer; de bliver samtidigt nemlig mere synlige for eventuelle påfuglehungrende rovfugle.
»Det er enormt interessant, og det virker, som om de har produceret et godt eksperiment,« siger Ståle Pallesen om studiet til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.
Han er professor ved Institut for samfundspsykologi ved Universitetet i Bergen og har blandt andet forsket i doping.

Statusmarkører
Eksperimentet gik ud på, at en gruppe mænd skulle vælge mellem flere forskellige produkter, som havde samme funktion, men forskellig status.
For eksempel jeans af enten Calvin Klein (højstatus) eller Levi’s (lavere status).
Forsøgsdeltagerne kom fra Californien, og forskerne havde på forhånd testet, hvordan mændene opfattede de forskellige mærkers status.
I alt deltog 243 mænd i eksperimentet:
- En gruppe fik et testosteron-tilskud for at øge deres niveau.
- En gruppe fik et placebo.
Ingen af deltagerne vidste, hvilken gruppe de var i.
Det viste sig, at de mænd, der havde fået testosterontilskud, foretrak højstatusmærkerne i betydelig højere grad end mændene med naturlige testosteronniveauer.
\ Læs mere
Statusbeskrivelser
I en anden del af eksperimentet skulle forsøgsdeltagerne vælge mellem forskellige produkter.
Forskerne havde vedlagt reklamebeskrivelserne til hvert produkt, der fremhævede henholdsvis
- Kvalitet
- Status
- Magt og selvtillid
Lige som i eksperimentets første del havde testosteron-gruppen mest lyst til de produkter, som blev præsenteret som statusobjekter.
Forskerne mener dermed, at de måske kan sige noget om sammenhængen mellem status og testosteron – dog kun hos mænd.

Kultur og doping
Forsøgsdeltagerne, der fik testosterontilskud, fik en dosis, som ikke var større end den, der findes i den naturlige variation blandt mennesker.
Testosteronniveauet blev desuden målt i spyttet både før og i løbet af eksperimentet for at se, om det rent faktisk steg.
»Det er rigtig godt, at de har kontrolleret med placebo,« siger Ståle Pallesen, efter at han har læst studiet.
»De påpeger desuden svagheder i deres eget studie; for eksempel at effekten kan være kulturafhængig.«
Det er ikke sikkert, at forskerne vil komme frem til de samme resulater blandt kulturer, der ikke sætter materiel velstand så højt. Det vil dog være muligt at teste med andre statussymboler.
Samme effekt blandt kvinder?
Forsøgsdeltagerne var desuden udelukkende mænd, så de vil foretage nye forsøg for at se, om den samme effekt er at finde blandt kvinder.
Ståle Pallesen forholder sig ikke til mængden af testosteron, som en del af forsøgsdeltagerne blev givet, men siger dog:
»Det kunne være interessant at se eksperimentet udført med personer, der bruger anabole steroider, og som kan indtage mandlige kønshormoner, der ligger mange gange over det almindelige niveau, for at se, hvordan præferencerne bliver påvirkede.«
Det er ét af de første studier, som gransker sammenhængen mellem testosteron og status, og Ståle Pallesen mener, at der bør foretages flere forsøg for at afdække sammenhængen.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.




































