Ressourcestærke mødre blandt landets mest velhavende i Nordsjælland neddrosler karrieren og bruger en meget stor del af deres tid sammen med deres børn.
Det er selvfølgelig godt - men også skidt, fordi børn og mødre bliver viklet tæt ind i hinandens liv. Børnene bliver på den måde omdrejningspunkt for mødrenes sociale liv og bliver bl.a. derfor konstant opfordret til at være sociale.
Det viser ny ph.d.-afhandling fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.
Børn får opmærksomhed på fuldtid
Dil Bach, der står bag afhandlingen 'Overskudsfamilier – om opdragelse, forbundethed og grænsesætning blandt velstående familier i Danmark' har i en årrække fulgt 15 familier i en rig kommune i Nordsjælland. I flere af familierne har de som regel veluddannede mødre sat karrieren på standby og bruger i stedet tiden sammen med deres børn.
Tit er der også en au pair i huset, så mødrene kan hellige sig børnene på fuld tid.
»De af de 15, der ikke havde droppet karrieren helt, var gået ned i tid og arbejdede i nogle tilfælde hjemmefra eller kunne flekse. Fælles for dem alle er, at deres indtægt ikke er nødvendig for familiens økonomi. De havde au pair-piger til det praktiske, så de kunne vie al deres tid på opdragelse og samvær med børnene.«
»De familier, jeg har været ude hos, gør alt for at give deres børn kulturel og ikke mindst social kapital. De er konstant på vej til arrangementer i fritidshjemmet, børnehaven eller på skolen, eller også skal de have madgrupper på besøg eller legeaftaler,« siger Dil Bach.
Fællesskabet vakler, når børnene vil være alene
Mødrene er så optagede af at sikre børnene sociale kontakter og fylde fritiden med venner og arrangementer, at de har svært ved at lade børnene trække sig tilbage.
»Familierne har konstant gang i aktiviteter med deres børn. En pige fortalte, at hun nogle gange bare havde lyst til at være for sig selv, men det er svært, for når moderen har venner på besøg, så kan det meget vel være venner, moderen har fået via datterens veninder, og derfor er hendes veninder også på besøg.«
»Hvis barnet melder sig ud, så går det ikke bare ud over barnets sociale liv, men også forældrenes, fordi de får venner via børnene. I perioder, hvor et barn trækker sig lidt tilbage socialt, har jeg oplevet, at mødrene reagerer ved at skynde sig at lave nogle legeaftaler,« siger Dil Bach.
Faktisk kan det være en direkte trussel mod moderens egen sociale tilværelse, hvis barnet pludselig ikke gider omgangskredsens børn.
»Hvis barnet melder sig ud, så går det også ud over forældrenes sociale liv, fordi de også får venner via børnene. Det kan heller ikke være særligt fedt at gå til alle de sociale arrangementer på institution og i skole, hvis ens barn har lukket sig ude eller er ude, for hvem skal man så tale med?« lyder det fra siger Dil Bach.
Børn må ikke selv lave aftaler
Af afhandlingen fremgår det, at det er blevet det nye statussymbol blandt de velhavende at involvere og engagere sig i sine børns liv. Derfor kan det også fremstå som desperat for forældrene, når børn i for eksempel deres børns børnehave selv forsøger at lave legeaftaler i stedet for at overlade det til forældrene.
I et eksempel i afhandlingen fremhæver en mor enkelte børn i datterens børnehave som 'desperate', fordi de selv sagde, at de ville med hjem og lege. Faktisk endte denne mor med at afbryde kontakten, fordi familien var for forskellig fra hendes familie.
I afhandlingen siger moren:
»Hele deres måde at tackle alting på var måske ikke dårligere, men var bare anderledes, end hvordan andre gjorde det i den børnehave. (…)«
»Det er jo bare fordi, de er fra et andet miljø, og de kan ikke overskue mere end det der. Der er ikke nogen, der har en stor Volvo og kan køre hjem og hente. Altså, moren tog bussen ned til børnehaven og afleverede de der drenge. Og det gav mig meget hurtigt et billede af, hvor forskellige de var.«
»Altså, for det første blev de der socialklasse-ting meget tydelige, uden at hun på nogen måde arbejdede på en sildefabrik. Det var anderledes, fordi børnene tog kontakt. Og sådan var det ikke overskudsagtigt, ligesom: 'skal vi lave en legeaftale på torsdag?'. Det var måske sådan lidt mere desperat: 'kan jeg komme hjem til dig i eftermiddag?'.«
Børn af arbejdende forældre bliver hægtet af
Kravet om at investere tid i sine børn betyder, at børn af f.eks. enlige eller forældre, der begge bliver nødt til at arbejde fuldtid for at få hverdagen til at hænge sammen, risikerer at blive udelukket fra det gode selskab, fordi deres forældre ikke er attraktive.
»Spørgsmålet er, om den megen forældreinvolvering ikke primært styrker de 'stærke' børn og sammenholdet mellem de 'stærke' familier og gør de 'svage' børn og familier endnu mere udsatte og sårbare?«
»Det store overlap mellem forældre og børns sociale liv gør i hvert tilfælde, at børn i meget høj grad associeres med deres forældre - på godt, men jo også på ondt. Dette er vel med til at fastholde børn af knap så ressourcestærke forældre i en negativ social arv,« siger Dil Bach.
Brug tid på børnene eller fald igennem!
Nutidens norm om forældreinvolvering risikerer ikke bare at fastholde ressourcesvage børn i en negativ social arv.
Normen bliver også så dominerende, at forældre, der foretrækker at indrette tilværelsen på en anden måde, risikerer at blive bagtalt, set ned på og fordømt.
I hvert tilfælde er der en konflikt mellem dem, der engagerer sig, og dem, der ikke gør det så meget, hvor de engagerede tydeligvis har det moralske overtag, mens de andre nemt bliver betragtet som underskudsagtige.
»Det kan derfor ikke undre, at familierne i min undersøgelse arbejder så ihærdigt på at demonstrere overskud, hvilket først og fremmest forbindes med tid. Familierne konverterer en stor del af deres kapitaler til tid til børnene, og dermed kan de både subtilt markere deres overlegne sociale position og sikre sig, at de andre familier får et godt indtryk af dem.«
»De familier, der ikke formår at konvertere deres kapitaler til tid til børnene, risikerer omvendt at falde igennem,« siger Dil Bach.
Børn bliver frataget selvstændighed
En del af mødrene har overtaget flere af de områder, som tidligere var børns eget ansvar. De siger for eksempel, »vi« skal læse lektier, og nutidens forældre går ind på skolens forældrenet for at se, hvad deres børn ,har for i stedet for at lade børnene selv tage initiativet.
»Ud over at dette bliver endnu en forventning til forældrene, ender det også med nogle ret modsatrettede krav til børnene. På den ene side, skal de være selvstændige, og på den anden side fratager vi dem ansvaret for lektierne,« bemærker Dil Bach.
Nordsjælland siger noget om resten af Danmark
Ud fra et antropologisk synspunkt er familierne i Nordsjælland interessante, fordi de har midlerne til at indrette deres tilværelse, som de selv ønsker. Og her har de 15 familier vist sig i høj grad at leve op til samfundets krav. På den måde er de toneangivende og med til at sætte en bestemt standard.
»Her er nogle mødre, der har så mange ressourcer, at de kan sætte alt ind på projekt børn, og dermed er de også med til at forstærke dagsordenen om, at man skal involvere sig meget kraftigt i sine børn,« siger Dil Bach.
Kort sagt kaster afhandlingen ikke bare lys over børneopdragelse i en eksotisk velhaverkommune, men siger noget om generelle opdragelsestendenser i dagens Danmark.
»Mange af dem. jeg har talt med om afhandlingen, kan genkende billedet, selv om de ikke lige bor i Nordsjælland,« siger Dil Bach.
Dil Bach har i gennem tre år fulgt familierne og har også interviewet pædagoger, lærere og skoleledere fra den samme kommune i Nordsjælland.
