Den 8. december 2021 blev Lars Findsen, chefen for forsvarets efterretningstjeneste (FE), anholdt i Københavns Lufthavn.
Han blev senere sigtet for at lække fortrolige og potentielt samfundsskadelige oplysninger til pressen – en scene, der er en spionfilm værdig, men som desværre var meget virkelig.
Inden FE-sagen for alvor tog fart, var det ret sjældent, at efterretningstjenesterne prydede mediernes overskrifter i Danmark. Særligt i løbet af de seneste to år har vi dog været vidne til heftige debatter om de hemmelige tjenesters arbejde.
De offentlige debatter har primært handlet om et angiveligt samarbejde mellem danske og amerikanske efterretningstjenester om udveksling af informationer mellem de to nationer.
Efterfølgende har historierne netop handlet om hjemsendelse, anholdelse og sigtelse af FE’s chef, Lars Findsen, og det politiske spil i forbindelse med håndteringen af sagen.
Usædvanlig opmærksomhed på de hemmelige tjenester
Sideløbende med denne sag har vi også været vidne til mediehistorier om en anden central person fra efterretningstjenesternes verden.
En dansk statsborger ved navn Ahmed Samsam blev nemlig anholdt og senere dømt i Spanien for tilknytning til terrororganisationen Islamisk Stat (IS).
Han påstod, at han arbejdede som spion for de danske efterretningstjenester, og at hans påståede tilknytning til terror-organisationen IS altså var i en større sags tjeneste for at bidrage med vigtige informationer til de danske efterretningstjenester.
De danske myndigheder nægter hans påstande, selvom der drypvis fremkommer materiale, der på den ene eller anden måde indikerer en forbindelse mellem de danske tjenester og Samsam.
Begge sager er dybt komplicerede og hemmelige, og vi får som offentlighed måske aldrig det fulde overblik over sagernes detaljer.
Det er heller ikke disse konkrete sager, som er fokus i denne artikel, men blot det faktum, at det har været en usædvanlig tid for de danske efterretningstjenester.
Vi har haft et større fokus og opmærksomhed på de hemmelige tjenesters arbejde, end vi normalt har. Og et relevant spørgsmål i denne forbindelse er, hvad denne opmærksomhed kommer til at betyde fremadrettet for de danske tjenester og for vores forståelse og forventninger til tjenesternes rolle i vores samfund.
Hvad er efterretningstjenesternes formål?
Efterretningstjenesternes opgave er grundlæggende at foretage vurderinger, der kan tjene som støtte til beslutningstagere i spørgsmål, der handler om nationens sikkerhed.
Dermed er et vigtigt formål med efterretningstjenesternes arbejde at forsøge at se fremad i tiden for at kunne forvarsle om mulige farer eller trusler. Formålet er selvfølgelig at forebygge og forhindre hændelser, der kan skade nationens sikkerhed.
Debatterne i Danmark har omhandlet begge hemmelige tjenester:
Forsvarets Efterretningstjeneste, som er Danmarks udenrigs-efterretningstjeneste, der har til formål at sikre Danmark og danske interesser i udlandet, og Politiets Efterretningstjeneste (PET), som er Danmarks indenrigs-efterretnings- og sikkerhedsmyndighed.
Vi ved generelt meget lidt om tjenesternes arbejde, da en af forudsætningerne for at have en succesfuld efterretningstjeneste er, at de kan operere i hemmelighed.
Historisk set har store uforudsete hændelser eller forskellige former for lækager fra efterretningstjenesternes hemmelige verdener skabt opmærksomhed og givet anledning til diskussion af efterretningstjenesternes arbejde verden over.
Disse hændelser betegnes i forskningslitteraturen omkring efterretningsstudier som ‘efterretningsfejl’.
I det følgende vil jeg skitsere to af de gængse typer af efterretningsfejl, der ikke blot har haft enorme skadevirkninger, men som også givet offentligheden et indblik i den hemmelige verden – og har medført ændringer i den gængse efterretningspraksis.
To typer af efterretningsfejl
Når efterretningstjenesterne ikke lykkes med at varsle om store hændelser, der har konsekvenser for national sikkerhed, beskrives de netop som efterretningsfejl.
Nedenfor skitseres to typer af gængse efterretningsfejl: Mangel på forvarsel og fejlagtige vurderinger.
1. Mangel på forvarsel: 11. september 2001
Den første type af efterretningsfejl betegner situationer, hvor store hændelser indtræffer – hændelser, som efterretningstjenesterne i den ideelle verden skulle have forudset og bidraget til at forebygge eller forhindre.
En af de mest opsigtvækkende af denne type af hændelser er angrebet på de to tvillingetårne i New York 11. september 2001, som skete ved hjælp af almindelige passagerfly.
Angrebet førte til mange døde og store ødelæggelser, og hændelsen førte naturligvis også til selvransagelse i de amerikanske efterretningstjenester: Kunne man have handlet anderledes, og kunne man have undgået de tragiske angreb?
Evalueringer af sådanne hændelser fokuserer ofte på, hvad vi vidste eller burde have vidst på et givent tidspunkt – og hvad eventuelle mangler i varslingssystemet kunne bestå af.
Det er selvfølgelig ofte et sammensurium af forskellige faktorer, som i bagklogskabens ulideligt klare lys kunne have medført en anderledes handlen.
‘Connecting the dots’
En af de mest centrale pointer i evalueringsrapporten efter 11. september var en påstået manglende evne til at forbinde de rette informationer og foretage de rette vurderinger.
Efterretningsarbejdet bliver ofte på simplificeret vis sammenlignet med de opgaver, som du måske kender fra din barndom, hvor man skal forbinde nummererede punkter på et stykke papir, og som langsomt lader en bestemt illustration træde frem.
Èn væsentlig pointe i evalueringsrapporten efter hændelsen var nemlig, at alle de relevante punkter var til stede i amerikanske efterretningssystemer.
Men man formåede ikke at forbinde dem korrekt, inden hændelsen indtraf.
Begrundelserne for denne manglende evne til at knytte de relevante informationer sammen blev efterfølgende omtalt som en mangel på »fantasi« eller forestillingsevne.
Man havde ifølge rapporten kun fokus på at identificere og varsle om velkendte angrebsformer, og da man ikke tidligere havde set fly som en angrebsmiddel, kunne man ikke forestille sig denne angrebsform.
Rapporten konkluderede hermed, at man ikke formåede at knytte informationsbidderne sammen til det rette billede.
Et puslespil uden motiv og uendeligt mange brikker
Hertil pegede evalueringen på organisatoriske mangler, som for eksempel manglende deling af informationer på tværs af myndigheder.
Derudover lød evalueringen på, at der var for meget »støj« – altså, information, som ikke var relevant, men som man måske naturligt nok ikke kunne identificere som irrelevant, inden hændelserne indtraf.
Man kan sammenligne det med, at du skal samle et puslespil med en masse brikker, men at du har ikke en anelse om, hvilket motiv puslebrikkerne skal samles til, og du ved heller ikke hvilke brikker, der skal bruges.
Det lyder jo umiddelbart som en ret svær opgave!
Ikke desto mindre er det sådanne konklusioner, som pryder evalueringsrapporter efter store uforudsete og tragiske hændelser.
2. Fejlagtige vurderinger
En anden type af efterretningsfejl bliver ofte betegnet som fejlagtige vurderinger fra efterretningstjenesterne side.
Denne type af fejl handler om, at efterretningstjenesterne har knyttet informationer sammen til et bestemt efterretningsbillede, der dog viser sig at være fejlagtigt.
Et af de mest omtalte eksempler på denne type af fejl er efterretningstjenesternes vurdering af, hvorvidt der fandtes masseødelæggelsesvåden i Irak i tiden op til invasionen af Irak i 2003 (en invasion ledet af USA og støttet af blandt andet Danmark).
En væsentlig begrundelse for denne invasion beroede nemlig på efterretningsmæssige informationer, der pegede på, at Irak var i besiddelse af og var i stand til at producere masseødelæggelses- og biologiske våben.
Alt for meget vægt på alt for lidt
Problemet i denne sag var angiveligt, at de informationer, som man lagde til grund for vurderingerne af, om Irak var i besiddelse af sådanne våben, overvejende stammede fra én og samme kilde – en irakisk statsborger, der gik under kodenavnet Curveball.
Curveball blev nemlig en central kilde til det internationale samfunds efterretningsvurderinger om disse våbenprogrammer.
Han påstod at være en kemiingeniør, som arbejdede på disse programmer i Irak, hvilket senere skulle vise sig at være løgn.
En løgn, der altså bidrog til beslutningen om at gå i krig, og som var blevet tillagt alt for meget betydning i det samlede efterretningsbillede.
Efter invasionen af Irak foretog den britisk Butler-kommission (navngivet efter kommisionsleder Lord Butler of Brockwell) en undersøgelse af optakten til invasionen. Den konkluderede netop, at man havde tillagt enkeltstående informationer fra mindre pålidelige kilder for meget værdi.
Rapporten nævner også, at man tidligere havde undervurderet truslen i Irak, hvilke nok havde ført til et overdrevent fokus på ikke at begå samme fejl igen.
Derfor tillagde man altså angiveligt informationer, der bekræftede truslen, mere værdi, end informationer, der pegede på det modsatte (såkaldt ’bekræftelses bias’).
Organisatoriske quick-fixes eller realistisk forventningsafstemning
Der er ingen tvivl om, at de to typer af fejl er alvorlige, og at de har haft store konsekvenser.
Omvendt er det også tydeligt i de to eksempler, at det er nogle ganske vanskelige missioner, vores efterretningstjenester er på.
De efterfølgende evalueringer af fejlene fører oftest til, at man foretager ændringer i organiseringen af efterretningstjenesterne – både for at vise politisk handlekraft og i håb om at forbedre efterretningsarbejdet.
De to eksempler, som er nævnt ovenfor, førte blandt andet til en række organisatoriske ændringer i efterretningsorganisationer i den vestlige verden. For eksempel fik man centraliserede og samtænkende enheder – såkaldte fusionscentre – for at sikre bedre samarbejde, udveksling og validering af informationer.
Derudover blev en konsekvens også nye beføjelser, et stort fokus på at »tænke ud af boksen« og på at overkomme psykologiske begrænsninger som eksempelvis bekræftelsesbias.
Hvor skal ændringerne finde sted?
Det er dog ikke alle, der er enige i denne forståelse af efterretningsfejl.
I kølvandet på disse to hændelser har der således været stor debat om, hvad de rette forventninger og beføjelser for efterretningstjenesterne er.
Yderligere har efterretningsforskere, som eksempelvis Richard Betts, kritiseret den gængse reaktion på efterretningsfejl.
Han argumenterer for, at vi generelt har urealistiske forventninger til efterretningstjenesterne.
Efter hans mening er efterretningsfejl et vilkår for efterretningstjenester. Derudover kan ‘fejl’ anskues som en forudsætning for at kunne fastholde vores demokratiske samfundsværdier, såsom frihed og retten til privatlivets fred.
Betts kritiserer især de handlinger, som sådanne fejl fører til, for at være organisatoriske quick-fixes. Der er eksempelvis tilfælde, hvor analytikernes mind-sets eller den interne organisering skal ændres.
Derimod argumenterer han for, at det politiske niveau generelt sjældent bliver indtænkt i ændringerne, men at det faktisk er her, revurderingen af forventninger til efterretningstjenesterne skal finde sted.
Hvilke forandringer fører de danske sager til?
Selvom de igangværende efterretningssager i Danmark ikke kan kategoriseres som efterretningsfejl – jævnfør de to skitserede fejltyper – kan man godt betegne dem som efterretningsskandaler. Sagerne handler i høj grad om den politiske håndtering frem for det efterretningsmæssige indhold.
Og skandalerne har givet ekstraordinær indsigt i de hemmelige tjenesters arbejdsmetoder og i forholdet mellem de to danske tjenester samt i forholdet mellem tjenesterne og det politiske niveau.
Derudover har sagerne, trods det triste bagtæppe, givet offentligheden en anledning til at diskutere forventningerne til de hemmelige tjenester, deres metoder samt deres rolle og mandat i vores samfund.
En debat som hidtil har været fraværende, og som af flere samfundsdebattører er blevet beskrevet som umoden.
Således er det interessante spørgsmål nu, hvad FE- og Samsam-sagen kommer til at betyde for vores fremtidige efterretningspraksis?
Vil disse sager bibringe ændringer i den danske efterretningspraksis, sådan som efterretningsfejl tidligere har givet anledning til?
Vil vi se organisatoriske quick-fixes eller afstemning af forventninger på politisk niveau?
Og slutteligt, vil al den opmærksomhed, som efterretningstjenesterne har fået, bibringe en modning af den demokratiske dialog om efterretningstjenesternes virke i Danmark?
Det vil tiden vise.
