Én gang om året mødes en gruppe fremtrædende videnskabsfolk med baggrunde indenfor kernefysik, klimaforskning og teknologi, for at afgøre hvor tæt på midnat, Dommedagsurets visere skal stå.
Der er tale om er forskergruppen 'The Bulletin of Atomic Scientists', som står bag uret, der er en letforståelig visuel fremstilling af, hvor tæt menneskeheden er på katastrofen.
Uret måler i minutter og sekunder den fare, vi befinder os i - og viserne må for alt i verden ikke ramme 12.
Tættere på midnat end nogensinde før
I 2023 rykkede gruppen af eksperter viserne tættere på midnat end nogensinde før: 90 sekunder i.
23. januar 2024 blev Dommedagsuret så stillet igen, og viserne står stadig i samme foruroligende, utrygge og usikre position.
Måske gav det anledning til et lettelsens suk, at viserne ikke havde flyttet sig, men det betyder også, at katastrofen fortsat lurer. Spørgsmålet er, hvor tæt vi er på en katastrofe? Og hvorfor?
Opfindelsen af atombomben i 1945 indledte en ny æra: For første gang havde menneskeheden evnen til at udslette sig selv.
Senere samme år etablerede Albert Einstein sammen med Robert Oppenheimer og andre videnskabsfolk fra Manhattan-projektet tidsskriftet 'Bulletin of the Atomic Scientists' (BAS) i håbet om at informere offentligheden om den nye atomalder og den trussel, den udgør.
To år senere udgav BAS, sit første magasin. Forsiden var prydet med et ur, hvor minutviseren var placeret syv minutter i midnat.
Kunstneren Martyl Langsdorf forsøgte at formidle den følelse af uopsættelighed, hun fornemmede blandt forskerne, der havde arbejdet på bomben, blandt andet hendes mand, fysikeren Alexander Langsdorf Jr.
Visernes placering syv minutter i midnat var et æstetisk valg: »Det virkede som der rette tidspunkt på forsiden … Det så godt ud«.
Efterfølgende blev Eugene Rabinowitch redaktør for tidsskriftet og herre over urets visere indtil sin død i 1973, hvor ekspertrådet tog over.
Viserne er blevet flyttet 25 gange siden, især som reaktion på militære oprustninger og nedtrapninger, teknologiske fremskridt og ikke mindst Den Kolde Krigs geopolitiske dynamik.
Atomtruslen aftog dog ikke efter Sovjetunionens sammenbrud, selvom det samlede antal atomvåben faldt. Nye trusler er dukket op, som udgør en katastrofal risiko for menneskeheden. Den seneste indstilling af uret forsøger at måle dette risikoniveau.
En ustabil verden
Men for at citere BAS-formand Rachel Bronson: »Tag endelig ikke fejl: At viserne stadig viser 90 sekunder i midnat er ikke en indikation på, at verden er stabil. Snarere tværtimod.«
Ifølge gruppen er der fire afgørende trussels-parametre: Atomvåben, klimaforandringer, biologiske trusler og fremskridt inden for kunstig intelligens (AI).
I to igangværende konflikter – Rusland og Ukraine samt Israel og Palæstina – er der atomvåbenstater involveret. De op- og nedrustningsaftaler, der skal sikre stabilitet (som den nye START-traktat mellem USA og Rusland) kommer næppe til at gøre en forskel.
Nordkorea og Iran fokuserer fortsat på egne atomprojekter, og Kina udvider og moderniserer i øjeblikket sit atom-arsenal med rivende hast.
Hvad angår klimaforandringerne bliver de værre, og de seneste ni år har været de varmeste år nogensinde målt.
Seks ud af ni planetære grænser er overskredet. Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader over det førindustrielle niveau er nok ikke længere realistisk.
Dramatiske klimaforstyrrelser er en reel mulighed.
Biotrusler er pludselig regulær kampfront for mange lande
I forhold til biologiske trusler afslørede COVID-pandemien en sådans enorme globale konsekvenser. Menneskeskabte pandemier, tilvejebragt ved hjælp af syntetisk bioteknologi (og måske snart hjulpet på vej af AI), kan vise sig at være mere virale og dødelige end nogen naturlig sygdom.
Hertil kommer udfordringen med biologiske våbenprogrammer rundt omkring i verden, samt den stigende sygdomsrisiko som følge af klimaforandringerne - og så kan biologiske trusler pludselig blive en reel trussel for mange lande.
Endelig identificerer BAS-gruppen den risiko, der følger med fremskridt inden for kunstig intelligens.
En del AI-eksperter har påpeget risikoen for, at AI i sig selv er en eksistentiel trussel, men AI er også en 'trussels-multiplikator' for både atomvåben og biologiske våben.
AI kan også være en 'sårbarhed-smultiplikator'. Desinformation muliggjort af AI kan gøre livet ualmindelig svært for demokratier, især mens de håndterer andre katastrofale trusler.
Subjektivt og upræcist - men gør det noget?
Dommedagsuret har sine modstandere. Kritikere hævder, at indstillingen af uret er baseret på subjektive vurderinger, ikke en kvantitativ eller gennemsigtig metode.
Hvad mere er, det er ikke en præcis måling. For hvad betyder '90 sekunder i midnat' egentlig?
Vi har aldrig været så tæt på midnat som nu, og det sætter naturligvis spørgsmålstegn ved, hvorfor vi står over for større trusler og farer end for eksempel under Cuba-krisen. Hvad skal der til for at komme tættere på end 90 sekunder i midnat?
Kritikken er ret beset velbegrundet. Der er masser af måder, uret kan forbedres teknisk, og dem bør BAS-gruppen overveje. Men kritikerne overser også hele pointen.
Dommedagsuret er ikke en risikovurdering. Det er en metafor. Det er et symbol. Det er, i mangel af et bedre udtryk, 'a vibe' - en stemning.
En visuel måde at illustrere uklare trusler
Helt fra begyndelsen, dengang syv minutter i midnat »så godt ud« på forsiden af tidsskriftet, var dommedagsuret en følelsesmæssigt og ikke-fornuftbaseret respons på atomtruslen.
Det er derfor blevet et stærkt billede, der hvert år tiltrækker sig global opmærksomhed.
Globale katastrofale trusler er uklare, komplekse og overvældende. Med blot fire prikker og to visere fanger Dommedagsuret følelsen af et pres, som kun få billeder kan.
Der er bedre og mere brugbare måder at vurdere risiko på; en række lande foretager for eksempel nationale risikovurderinger. Det er formelle processer, hvor regeringerne vurderer en række trusler mod landet, prioriterer dem i en kvantitativ skala og lægger planer for respons for de største risikovektorer. - og flere lande bør foretage risikovurderinger og katalogisere globale, katastrofale trusler.
Der er også World Economic Forums årlige Global Risk Report, som tager udgangspunkt i interviews med omkring 1.500 eksperter fra forskningsverden samt politikere og erhvervsledere, og som beskriver de største opfattede trusler i løbet af de næste henholdsvis to og ti år.
Desuden er FN i øjeblikket i gang med sin egen undersøgelse af de globale risici efter en lignende metode.
Dommedagsuret erstatter ikke tiltag og bestræbelser på at forstå og vurdere de største trusler, vi står over for. Men om noget bør uret være en motivation.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
