»Do They Know It’s Christmas?«: En kolonial stereotyp eller et afgørende hit for velgørenhed?

Bemærk, denne artikel er en kommentar. Læs også en af sangens ophavsmænd, Bob Geldof, svare på kritikken i bunden af artiklen.

I november 1984 stod BBC-journalisten Michael Buerk foran kameraet i en række udsendelser fra den lille by Korem i det nordlige Etiopien.

Han beskrev de scener, han så, som en hungersnød af »bibelske proportioner«, og at nødhjælpsarbejdere i regionen fortalte ham, at det var »det tætteste på helvede, man kunne komme på Jorden«.

Udsendelserne havde en dyb følelsesmæssig effekt på seere i Storbritannien, hvor mange aldrig havde set reportager af hungersnød i farver før.

Udsendelserne inspirerede to popstjerner – irske Bob Geldof fra The Boom Town Rats og skotske Midge Ure fra Ultravox – til at skrive singlen 'Do They Know It's Christmas?', som blev hasteindspillet af supergruppen Band Aid, der hovedsagelig bestod af britiske og irske musikere, for at samle penge ind til det hungersnødramte Etiopien.

Fortæller ikke hele historien om hungersnøden

Sangteksten fortæller ikke hele historien om hungersnøden, men gør brug af mange af de gamle koloniale stereotyper om Afrika som et goldt land, der har brug for at blive frelst af Vesten.

I dette tilfælde var hungersnøden primært resultatet af massemigration og nød forårsaget af en krig mellem Etiopien og Tigre, og en næsten total tilsidesættelse og ringeagt for menneskeliv fra de krigsførende parters side.

Sangtekstens unøjagtigheder lod ikke til at bekymre de mange politikere, musikere, journalister og medlemmer af offentligheden, der hoppede med på Band Aid-vognen.

På trods af samfundsmæssige, økonomiske og politiske bestræbelser på afkolonisering siden 1980'erne er sangen i dag fortsat en sikker julefavorit 40 år efter.

Bob Geldof fortalte selv The Conversation (læs hele modsvaret nederst i artiklen), at den rodfæstede sult skyldes de nådesløse jordbundsforhold, og at der er mangel på vand bortset fra et lille antal upålidelige brønde.

Han tilføjede: »Denne lille popsang har holdt hundredtusinder, hvis ikke millioner af mennesker i live.«

Donorere blev 'frelsere'

Band Aid og de efterfølgende Live Aid-koncerter i juli 1985 var skelsættende for velgørenhedsindustrien.

Fundraising blev efterfølgende i langt større grad offentlig og synlig. Rollen som bidragyder blev nytænkt som 'frelser'.

Kendisser begyndte at se deres støtte og opbakning til forskellige velgørende organisationer som en vigtig del af deres image.

Regeringer opfordrer i dag til offentlige donationer og tilbyder at føje til det samlede beløb ved at yde skattelettelser for gavebistand – i stedet for selv at betale hele regningen for humanitær bistand og betragte det som en moralsk statslig forpligtelse.

Åbenlyse interessekonflikter

Mange velgørende organisationer er blevet viklet ind i erhvervslivets penge på trods af til tider helt åbenlyse interessekonflikter.

Folk er også faldet helt overdrevet på halen over forskellige milliardærers velgørenhed, på trods af at de kun har givet en mikroskopisk brøkdel af deres samlede formue væk.

Denne udvikling er meget problematisk, fordi den uden tvivl modvirker borgerbevidstheden og kan mindske sandsynligheden for, at velgørende organisationer leverer reelle løsninger på samfundsmæssige eller økologiske problemer.

Den foranderlige velgørenhedsdebat

I Victoriatiden (en periode i Storbritannien præget af pligtfølelse, økonomisk rationalitet og moral, red.) var den offentlige debat om velgørenhedens rolle i samfundet langt mere højlydt.

Nogle af datidens mest berømte britiske offentlige tænkere diskuterede åbent og var uenige om, hvordan velgørenhed bedst kunne fungere.

Thomas Carlyle, Andrew Carnegie, Friedrich Engels, Samuel Smiles, Oscar Wilde og – måske mest bemærkelsesværdigt – Charles Dickens skrev alle afhandlinger om emnet. Man kritiserede dog ikke selve velgørenhedsmodellen.

Kritikken af velgørenhed efter Band Aid kom til, har centreret sig omkring personer som den afdøde pædofile studievært Jimmy Savile - der begik seksuelle overgreb på et børnehospital og i BBC's lokaler og brugte velgørenheden som dække for overgrebene - eller har fokuseret på specifikke eksempler på åbenlys beklagelig praksis.

I det forløbne årti har den mest omtalte sag i eksempelvis Storbritannien været:

• Olive Cooke, der blev jagtet for penge af velgørende organisationer, før hun begik selvmord.
• Oxfam-skandalen, hvor det blev afsløret, at organisationens ansatte brugte sexarbejdere i Haiti.
• Den velgørende organisation Kids Company, der gik fallit i 2015 efter gentagne gange at have undladt at betale medarbejderne og skat.

Ifølge økonomen James Andreoni har velgørenhed altid givet personer, der donerer og arbejder for velgørende organisationer, en »varm følelse indeni« – den hurtige og lette bekræftelse af retskaffenhed, som donorerne kan få ved at give, og som kan være den primære årsag bag at udvælge en sag, de kan støtte.

Siden Band Aid har velgørende organisationer intensiveret fokus på 'den varme følelse indeni' i deres fundraising-kommunikation, samtidig med at de nedtoner, i hvilken grad donorerne bør bekymre sig om, hvordan de måske ligefrem bidrager til de elendige vilkår og forhold, andre lever under.

Supergruppen Band Aid har inspireret mange andre velgørende organisationer og kampagner.

Umiddelbart efter Band Aid, i begyndelsen af ​​1985, indspillede All Star-gruppen USA For Africa støttesangen 'We are the World'.

I Storbritannien er der udgivet singler i forbindelse med Children in Need, efter branden i Grenfell Tower i London i 2017, og X Factor-finalister er endda gået sammen for at støtte velgørenhedsorganisationen Help for Heroes.

Generelt har velgørenhedsindustrien siden 1984 været mindre tilbageholdende med at bruge underholdning som en form for fundraising.

'Fattigdomsporno'

Den britiske manuskriptforfatter Richard Curtis fortæller for eksempel, at han grundlagde velgørenhedsorganisationen Comic Relief direkte inspireret af Band Aid og Live Aid.

Såkaldt 'fattigdomsporno' er blevet mere udbredt på tværs af velgørenhedssektoren, fordi organisationerne konkurrerer med hinanden om opmærksomheden.

Videoer viser, at modtagerne af velgørenhed - akkompagneret af lyden af trist violin- eller klavermusik i baggrunden - er reduceret til 'ofre' snarere end mennesker, der søger handlekraft.

Velgørenhed er mere underholdende nu om dage. Men på grund af Band Aid-formatet ved vi i dag samtidig mindre om, hvorfor nogle mennesker lider så forfærdeligt rundt omkring i verden – og vi er samtidig ikke i bedre stand til at sætte en stopper for det.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.