Australsk professor: Dronning Elizabeths aftryk er ikke positivt alle steder i verden

Lige fra begyndelsen var Dronning Elizabeth II’s regeringstid dybt forbundet med Det Britiske Imperium samt den lange og blodige afkolonisering.

Faktisk blev hun dronning, mens hun var på royalt besøg i Kenya i 1952. Efter hendes afrejse fra kolonien udbrød én af den britiske kolonitids værste konflikter.

I oktober 1952 blev der erklæret undtagelsestilstand, og mens konflikten rasede, slog briterne titusindvis af kenyanere ihjel.

Er det muligt at adskille en blid og venlig kvindes personlige egenskaber fra hendes rolle som den kronede øverstbefalende for et globalt imperium i forfald, der erklærede talrige krige og stod i vejen for de, der verden over krævede deres selvstændighed?

Selvom hun var en konstitutionel monark, der i det store hele bare fulgte sit parlament, er der mange af Storbritanniens tidligere undersåtter, der ikke nødvendigvis mener, at man kan adskille de to, samt historikere, der erklærer sig enige.

Som én historiker skrev:

»Elizabeth II hjalp med at sløre afkoloniseringens blodige historie, hvis konsekvenser stadig ikke er blevet anerkendt tilstrækkeligt.«

Også i Australien er der uenighed.

Mens mange australiere nostalgisk tænker tilbage på dengang, de som børn stod langs den royale rute og viftede med små flag, pointerer en indfødt forsker, at dronningen »ikke blot var tilskuer til konsekvenserne af kolonisering og kolonialisme«.

Det afhænger af, hvem der erindrer

Hvordan, dronningen og hendes regeringstid bliver erindret, afhænger altså af, hvor hun bliver erindret - og af hvem.

Dette er ikke et nyt fænomen. Tænk bare på den royale tur rundt i Caribien i marts 2022, hvor den jamaicanske premierminister ligeud fortalte Prins William og hans kone, Cate, at regionen var ved at »bevæge sig videre« fra det britiske monarki.

Der var også andre, der bemærkede, at det britiske kongehus var en konstant påmindelse om århundreders slaveri.

En regeringsudpeget komité i Bahamas udbad sig ligefrem »en fuld, formel undskyldning for deres (Storbritanniens, red.) forbrydelser mod menneskeheden«.

Den glidende proces, hvor nationer lægger afstand til det britiske monarkis fortid, er stadig i gang. Selv i dagene omkring dronningens død.

I Indien er det eksempelvis kun få dage siden, at den storslåede boulevard, Rajpath, der endnu før da hed Kingsway til ære for den britiske kejser af Indien, George V, blev omdøbt til Kartayya Path.

Ydermere er der ved boulevardens munding blevet rejst en enorm statue af Subhas Chandra Bose, en af Indiens mest hårdnakkede (og kontroversielle) anti-britiske nationalister.

Ved afsløringen af statuen erklærede Indiens nationalistiske premierminister, Narendra Modi, at »endnu et symbol på slaveriet er i dag blevet fjernet«, og han opfordrede alle indere til at besøge stedet.

Kompliceret historie

Temaet, der går igen, er den ‘historisk komplicerede relation’ til kongehuset. Dette er også prominent i Sydafrika, hvor et afrikansk internetmedie erklærede, at »Sydafrikas relation med det britiske kongehus er så kompliceret, som den kan blive«.

Det var da også i netop Sydafrika, at Elizabeth på sin 21-årsfødselsdag erklærede sin intention om at hellige sig Storbritanniens »imperiale familie« af kolonier.

Det var dog også i forbindelse med spørgsmålet om Sydafrikas apartheid-regime, at dronningen udviste et sjældent øjebliks offentlig uenighed med en af hendes premierministre.

Her nægtede hun at udvise den forventede, stilletiende accept af Margaret Thatchers beslutning om ikke at indføre økonomiske sanktioner mod regimet, som andre lande ellers havde gjort.

Der er også Iraks komplicerede historiske bånd med Storbritannien, der går helt tilbage til 1920’erne, og som også er blevet bemærket i lokale nyheder.

I nyere tid er hundredtusindvis af irakere blevet dræbt i den krig, Storbritannien startede sammen med USA, Australien og en række andre nationer i 2003.

I Malaysia husker man tydeligvis stadig briternes rolle i massakrerne og masse-genbosætnings-programmerne, der fandt sted i løbet af den blodige Malaya-krise (1948-1960).

Afkoloniseringsperioden står også stadig i frisk erindring; ikke alene bragede konflikten afsted tidligt i Dronning Elizabeth II’s regeringsperiode, men alle forsøg på at undersøge begivenhederne i Malaya er blevet hindret af skiftende britiske regeringer.

Selv i Irland, der ellers har forsøgt at udglatte relationen til deres nærmeste nabo, har præsident Michael D. Higgins udtalt sig eufemistisk om Dronning Elizabeths forhold til »de, med hvem hendes land har en kompleks - og ofte svær - historie«.

Landets medier er også begyndt at spekulere på, hvad hendes død kommer til at betyde for Nordirland, der var arnested for den anglo-irske konflikt, der eufemistisk bliver kaldt ’The Troubles’, samt det stadig anstrengte forhold mellem nationerne.

Det er muligt, at dronningen fik »charmeret« sig ind på nogle irere, da hun i 2011 mindedes de, der på irsk jord faldt i kamp mod briterne.

Men det er de færreste, der har glemt den rolle, den britiske hær spillede i Nordirland, herunder den nu infamøse ’Bloody Sunday’-massakre i 1972.

De fleste husker desuden klart dronningens udtalelse på vegne af Boris Johnsons regering i 2019, da ofrenes krav om retfærdighed blev afvist.

Der er nogle, der vil mene, at den ubehagelige historie, der tilhører det stadigt forfaldende Britiske Imperium, skal ses som en separat enhed og ikke skal blandes sammen med Elizabeth II’s person og regeringstid.

Der er trods alt intet, der tyder på, at dronningen var særligt krigerisk i sin fremtoning og adfærd.

Men som Thomas Paine engang bemærkede, kan det sagtens være, at en monark helt personligt både er venlig og generøs. Men de er dog stadig monarken og dermed øverste leder af den stat, der udkæmper sine krige og (til tider) begår sine forbrydelser – alt sammen i Kongens navn.

Dronning Elizabeth II’s rolle i britisk kolonihistorie vil dermed forblive et omdiskuteret emne længe efter hendes død.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Sara Eleonora Hougaard.