Bemærk, at denne artikel er fra februar 2017. De omtalte bekymringer og forudsagte scenarier er derfor skrevet, over tre år inden Donald Trump nægtede at anerkende valgnederlaget i 2020, og hans tilhængere stormede kongressen i USA 6. januar 2021.
Donald Trumps præsidentperiode har, kort tid efter hans indsættelse, bekymret samfundsforskere, der studerer ikke-demokratiske regimer (se f.eks. artiklerne her, her, her og her).
Det gælder især forskere og policy-makere med erfaring i demokrati-promovering, og som støtter Det Demokratiske Parti. Ligesom i Danmark er amerikanske samfundsforskere også langt mere venstreorienterede end den gennemsnitlige amerikanske befolkning.
\ Historien kort
- Demokrati- og diktaturforskere af alle politiske overbevisninger er bekymrede over den linje, Donald Trump har lagt som præsident.
- Det er tidligere set i historien, at etablerede demokratier er væltet og blevet erstattet med et diktatorisk styre.
- Men hvordan ville vejen se ud, hvis Donald Trump skabte et autoritært styre i USA? Diktaturforskeren leverer her det tænkte fremtidsscenarie.
Men det gælder også forskere og rådgivere med tilknytning til Det Republikanske Parti, som støtter demokratiets udbredelse, og hvoraf mange har arbejdet med netop dét igennem 'bipartisan'-organisationer som National Democracy Initiative, National Endowment for Democracy og Council on Foreign Relations, samt har skrevet for neokonservative tidsskrifter som Commentary og The Weekly Standard.
Til illustration hedder nogle af Francis Fukuyamas (amerikansk forfatter og professor ved Johns Hopkins University, red.) seneste artikler henholdsvis 'America: The Failed State' og 'Is American Democracy Strong Enough for Trump?'
Flere Trump-udtalelser har vakt bekymring
Demokrati- og diktaturforskere af alle politiske overbevisninger var allerede bekymrede inden valget og tidligere i kampagnen. Det var de på grund af flere begivenheder:
- Da Trump i den anden præsidentdebat lod til at true Hillary Clinton med fængselsstraf, hvis han vandt.
- Da han i sin sidste pressekonference opfordrede Rusland til at hacke Hillarys emailkonto.
- Da han opfordrede sine tilhængere til at banke demonstranter til hans valgmøder og tilbød at betale deres juridiske omkostninger.
- Da han truede med ikke at acceptere valgresultatet, hvis han tabte.
- Og ikke mindst, da han opfordrede sine tilhængere til at skyde Hillary Clinton, hvis hun som præsident begrænsede adgangen til våben i USA.
Bliver forretninger blandet sammen med præsidentembedet?
Bekymringen gjaldt også i forbindelse med Trumps skattepapirer, som han ikke ville lægge frem, og det manglende overblik over hans forretningsimperium.
Det gør, at hans præsidentskab formentlig er i uoverensstemmelse med den såkaldte 'emoluments clause' i den amerikanske forfatning, der forbyder politikere at modtage penge eller gaver fra fremmede regeringer.
Det gør ham også potentielt sårbar over for afpresning fra dem – og giver ham omvendt mulighed for at bruge præsidentposten til at berige sig selv og sin familie igennem korruption.
Han har inkluderet sin datter, Ivanka, og sine to sønner, Eric og Donald Jr. (der arbejder for Trump Organization), i en række topmøder som præsident.
En lang række eksempler på potentiel særbehandling af Trump Organization, grundet Trumps nyfundne politiske magt, tyder stærkt på, at han allerede tjener styrtende på at være præsident.
Hvad er det præcis, der bekymrer disse samfundsforskere? Hvad kan vi forvente fra Trump, hvis deres bekymringer bliver til virkelighed? Og hvordan kan de værste scenarier undgås for USA og – i forlængelse deraf – for verden?
Risiko for demokratisk sammenbrud
Risikoen på kort sigt er, at USA ophører med at være et demokrati. I stedet ville det blive en fuldbyrdet autoritær stat eller det, forskere kalder et elektoralt ikke-demokrati, dvs. et politisk system med ikke-demokratiske valg.
I dette tableau lykkes det Donald Trump at samle magten i sig selv og gradvist afskaffe demokratiske rettigheder.
Det er denne, på nuværende tidspunkt, stadig urealiserede risiko, som artiklen her vil fokusere på ved brug af de redskaber, hvormed diktaturforskere normalt analyserer ikke-demokratisk politik.
Taknemmeligvis bryder konsoliderede demokratier kun sjældent sammen.
Der er dog den relevante sammenligning: demokratiske sammenbrud som følge af, hvad den spanske politolog Juan Linz kaldte illoyale oppositionskræfter, som ikke er demokratisk orienterede, eller som opportunistisk prioriterer egen vinding over demokratiets fortsatte beståen.
Få - men skrækindjagende - eksempler på sammenbrud
Et skridt længere i kausalkæden forekommer 'selv-kup' fra demokratisk valgte lederes side, når det er lykkes dem at fratage demokratiet dets legitimitet, og de ikke møder tilstrækkeligt med modstand fra befolkningen og de politiske eliter til at stoppe dem.
Det fandt sted i Europa og Sydamerika i 1930'erne, i Sydamerika i 1960'erne og 1970'erne og i nyligt selvstændige lande efter 2. verdenskrig i hele verden.
Heldigvis findes der færre nylige eksempler, fordi demokratier kun sjældent bryder sammen.
Der er Indien i 1975 (til 1977) og Peru i 1992 (til 2000), men ikke flere eksempler på større lande med et nogenlunde etableret demokrati, der er faldet til autoritært styre.
\ Ikke-demokratisk styre
Et ikke-demokratisk styre er en politisk styreform, hvor valgene er ufrie (dvs. at ikke alle kan stille op eller valgprocessen manipuleres) og/eller ikke er retfærdige (dvs., at forskellige kandidater har forskellige muligheder for at føre valgkamp, f.eks. grundet chikane, misbrug af statsresourcer, mediekontrol, el. lign.).
Dertil gælder, at hvis enten ytrings-, forsamling- og foreningsfrihed ikke respekteres, er et styre at regne for ikke-demokratisk.
Men disse eksempler er skrækindjagende nok.
De efterfølgende styrer bød på fascisme og nazisme i Europa, bloddryppende militærdiktaturer i Latinamerika, morderiske persondiktaturer i hele verden og legendariske kleptokrater som Ferdinand Marcos i Filippinerne og Alberto Fujimori i Peru.
Hvordan ville det amerikanske demokratis sammenbrud se ud, hvis samfundsforskernes bekymringer bliver til virkelighed?
\ Læs mere
Trumps potentielle vej til diktatur
For at nedbryde det amerikanske demokrati ville Donald Trump først skulle ændre formelle og uformelle institutioner.
Det kunne være, hvem der må stemme, magtbalancen mellem præsidenten, kongressen og domstolene samt magtbalancen mellem byer, amter, delstater og den føderale regering.
Beslutningsprocesserne i Det Republikanske Parti lader allerede til at være fundamentalt ændrede.
Senere kunne vi evt. se, at visse medier samt visse partier eller kandidater ville blive forbudt, eller at Trump ville bruge militæret til at foretage et selv-kup, hvor parlamentet opløses, for eksempel hvis han taber et valg, men nægter at træde af.
Derfor bekymrer Trumps forretningsforbindelser diktaturforskere
Under et ikke-demokratisk styre ville han dernæst benytte sig af de strategier, som alle diktatorer benytter for at blive ved magten:
- kooptering (køb af støtte via inklusion i magten)
- repression
- legitimering
- policy-præstation
\ Ikke-demokratiske regimer
Blandt ikke-demokratiske regimer findes blandt andet:
- Partidiktaturer som Sovietunionen, Kina eller Mexico inden 2000
- Militærdiktaturer som i Sydamerika i 1970’erne og -80’erne
- Persondiktaturer som Putins Rusland eller Libyens Muammar Gadaffi.
I dag er de fleste ikke-demokratiske regimer elektorale ikke-demokratier forstået således, at de afholder valg, men sørger for at vinde dem gennem manipulation inden, under og efter valgdagen.
Det kan f.eks. være ved kontrol af medier, chikane af opposition, køb af stemmer, fusk med valgoptællingen, brug af offentlige midler i valgkampagnen til fordel for den siddende regering, fængsling af og/eller forbud mod visse partier og kandidater, etc.
Kooptering er køb af støtte ved inklusion i magten og tildeling af goder som status, penge eller indflydelse.
En af grundene til, at Trumps forretningsforbindelser bekymrer os som diktaturforskere er, at han kan bruge penge, opnået gennem sin politiske magt, til at investere i sit genvalg eller i at beholde magten.
Den mulighed har hans modkandidat naturligvis ikke. Det giver en svær fordel til den eksisterende regering og mindsker derfor den politiske konkurrence.
De ulovligt opnåede ressourcer vil han kunne bruge til kampagnebudgetter, til kooptering af andre politiske eliter (for eksempel regionale ledere, religiøse overhoveder, embedsmænd, dommere, etc.) eller endda til direkte køb og salg af stemmer.
\ Læs mere
Usynlig eller synlig gengældelse
Trump ville også kunne bruge den offentlige sektor, hæren, politiet og sikkerhedsapparatet til repression.
Den kan være usynlig: diskrimination af oppositionen eller Trump-kritikere bredt forstået ift. offentlige jobs og forskellige offentlige ydelser som for eksempel arbejdsløshedsunderstøttelse og uddannelsesmuligheder.
Den kan også være synlig i form af trusler, faktisk vold, tortur, fængsling eller mord mod oppositionspolitikere, journalister og kritiske embedsmænd eller i form af forbud mod demonstrationer eller chikane af demonstranter.
Den kan udføres af både politifolk, hæren, efterretningstjenester eller private sikkerhedsfolk, hyret eller opmuntret og lovet straffrihed af Trump.
Personkult og propaganda fremmer legitimering
Trump ville også kunne legitimere sin position på andre måder end ved, at han er demokratisk valgt. Han kan appellere til temaer som national sikkerhed og indvandring, der spiller på hans styrker, eller endda lancere propagandakampagner for gradvist at ændre befolkningens grundlæggende værdier.
Mange diktatorer skaber personkulter eller statsideologier for at legitimere deres styre. Trumps vil i så fald være, at han er den eneste, der med hård hånd kan redde USA fra korrupte politikere, begyndende borgerkrig og den truende omverden.
Han kan også sprede såkaldt 'disinformation', falsk information spredt for at narre dets publikum, for at så tvivl om hans dårlige sager eller om sine modstanderes karakter.
Mest af alt skal disinformation virke demobiliserende ved at mindske borgernes tillid til det politiske system og få dem til at trække sig tilbage fra politik.
Alternative fakta kan påvirke opfattelsen af Trumps præstationer
Sluttelig kunne Trump, ligesom ikke-diktatorer, prøve at levere en god præstation til vælgerne i form af høj vækst, velfungerende offentlige ydelser og løsning af de problemer, som ligger borgerne på sinde.
I den forbindelse kan han også, i stedet for eller i tilgift til at levere en bedre præstation som præsident, prøve at påvirke opfattelsen af hans præstation som præsident.
Han kan prøve at skjule sine dårlige sager ved at true medierne og få det til at se ud, som om han klarer sig bedre, end det er tilfældet ved manipulation af økonomiske, militære eller politiske nøgletal.
To eksempler er hans dårlige valgresultat, som han har forklaret ved brug af en tilfældig twitter-brugers udokumenterede tweet om, at der var tre millioner ulovlige stemmer afgivet til Hillary Clinton, eller hans 'alternative fakta' om antallet af deltagende til hans indsættelsesceremoni.
\ Læs mere
Kan det ske?
Mange amerikanere og vesteuropæere forestiller sig, at der er en nedre grænse, et 'gulv', for, hvor langt USA kan bevæge sig i retningen af diktatur.
Der er fri presse, oppositionspolitikere, magtdeling imellem delstater og Washington D.C. samt uafhængige domstole: det, amerikanerne kalder 'checks and balances' og lærer at tilbede fra barnsben i skolen.
Dertil er USA et rigt, veluddannet samfund med en meget lang demokratisk arv.
De fleste diktaturforskere er mere skeptiske omkring, hvorvidt der er en nedre grænse. Se bare på Argentina.
I år 1914 åbnede den første Harrod's uden for London i Buenos Aires, Argentinas hovedstad. Argentina var rigere end Frankrig, Tyskland og Italien og var et demokrati, særligt efter valgreformer i 1912.
Siden 1930 har Argentina oplevet i alt ni kupforsøg, hvoraf seks lykkedes.
Det første kup i 1930 kom efter to års politisk uro, bl.a. som følge af ideologisk inspiration fra Mussolinis Italien, hvor over halvdelen af Argentinas befolkning havde rødder. Derfra blev det kun værre. Under militærdiktaturet fra 1976 til 1983 blev mindst 12.000 slået ihjel eller forsvandt uden forklaring.
Republikanerne kan lede kampen mod Trump
Hvordan kan de værste scenarier undgås for USA og – i forlængelse deraf – for verden?
Et kort svar – af pladshensyn – er, at det først handler om det republikanske parti og dernæst om vælgere og civilsamfundet.
Mange, hvis ikke de fleste, republikanske vælgere stemte på Trump – efter otte års demokratisk styre – som en republikaner med holdninger imod abort og skatter og for våben, ikke fordi han er en proto-diktator.
Kun 42 procent af Trumps vælgere sagde på valgdagen, at de var stærke støtter.
Det, at Republikanere havde gjort ham til kandidat, betød, at mange stemte på ham, selv om de ikke havde givet deres støtte til Trump som uafhængig kandidat.
Dermed kan Republikanere også lede en bevægelse, der fratager Trump de lunkne støtter på en måde, som demokrater, venstreorienterede eller libertarianere aldrig vil kunne.
De, der bekymrer sig om Trumps ikke-demokratiske tendenser, kan trøste sig med, at Trump heldigvis er så upopulær allerede, at det virker urealistisk, at han kan vinde et frit valg i 2020.
Det virker derfor også som en mulighed, at republikanere, der er bange for at miste deres sæder i midtvejsvalget i 2018, vil begynde at gå imod ham i og med, at han taber yderligere støtte i befolkningen.
Den altafgørende aktør at holde øje med er Det Republikanske Parti. Hvis det lykkes Trump at underlægge sig partiet fuldstændig, så er USA virkelig ilde stedt.
Samfundet og vælgerne kan mobilisere sig mod Trump
I anden omgang – men med mindre effektivitet end Det Republikanske Partis genopståen og modstand mod Trump – kan civilsamfundet og vælgerne mobilisere sig så stærkt, at Trump bliver tvunget til at give indrømmelser.
Et problem er her, at USA i stigende grad er så politisk polariseret, at store demonstrationer og protester formentlig i overvejende grad påvirker dem, der allerede er enige eller hælder imod Demokraterne.
På den anden side er det normalt kun ca. 40 procent af 18-29-årige og 43 procent af latinoer, som stemmer til præsidentvalg (vi har endnu ikke tallene fra 2016). De grupper støttede i højere grad end andre Hillary Clinton frem for Donald Trump.
\ Læs mere
Demokratiet kan få langvarige mén efter Trump
Hvordan ser amerikansk politik ud, hvis Trump taber valget i 2020 eller bliver 'impeachet' inden, dvs. afsat af Kongressen?
Det fører os til en anden potentiel konsekvens af valget af Trump som amerikansk præsident. Selv hvis regimeskift undgås, er en risiko på længere sigt, at det amerikanske demokrati kan blive endnu mindre populært og mindre velfungerende, end det allerede er.
I dette fremtidsbillede fortsætter utilfredsheden med demokratiet med at stige, og den amerikanske stats evne til at levere basale offentlige ydelser, fremme vækst, opkræve skatter og mindske kriminalitet falder gradvist.
Demokraterne og Republikanerne kan lære at lytte til borgerne
For at ende på en optimistisk note kunne et andet, mere positivt udfald også være, at Demokraterne og Republikanerne endelig tager truslen fra anti-system-kandidater som Trump alvorligt.
Det ville kræve, at de bliver bedre til repræsentere befolkningens holdninger, for eksempel hvad angår immigration og handelspolitik, og at de prøver at mobilisere vælgere blandt de mange amerikanske borgere, der aldrig stemmer.
Det krævede også 2. verdenskrigs ubærlige død og ødelæggelse, før verdens politikere så potentialet i og havde muligheden for at skabe radikalt forskellige, bedre tidstilpassede og grundlæggende nye institutioner som FN, NATO og EU ud af murbrokkerne.
Under alle omstændigheder står det klart, at USA står ved en skillevej.
Hvis det lykkes Trump at slukke det amerikanske demokratis lys, er den grundlæggende liberale verdensorden, som vi har kendt siden 1945, også slut.
