Der er ikke noget nyt ved skræmmekampagner, der fortæller om den negative indvirkning, fjernsynskiggeri har på børn.
Men midt i en travl hverdag er det alligevel så fristende at lade ungerne se TV i en halv times tid, mens man rydder op, vasker op, foretager opringninger, betaler regninger eller simpelthen lige sætter sig ned et øjeblik.
På trods af de mange af TV-programmer, der er målrettet små børn, fraråder Det Amerikanske Akademi for Pædiatri (American Academy of Paediatrics), at børn under to år ser TV. Efter 2 års-alderen råder de til, at børn kun ser fjernsyn i 1-2 timer dagligt.
Men nu viser en ny undersøgelse, at småbørn lærte at tælle til fem og aflæse et simpelt kort, efter at de havde set et børneprogram med indlæringsaspekter.
TV har et dårligt rygte
I en målsætningserklæring fra 2011 rapporterede Det Amerikanske Akademi for Pædiatri, at TV-kiggeri var forbundet med en samlet reduktion af både forældre-barn samspil og barnets kreative leg - uanset om TV'et var i baggrunden eller forgrunden.
TV'et er ikke det bedste sted for børn at lære. Man ved, at børn op til 3 års-alderen har et 'video deficit' - det vil sige, at de lærer mindre fra TV end gennem samspil. Så det er uden tvivl bedst, at børn ikke ser alt for meget TV.
Når børn ser TV, står de over for en overførselsopgave. Det betyder, at de skal overføre, hvad de lærer af en todimensionel TV-skærm til en tredimensionel verden.
Da TV'ets visuelle og sociale information er ringere, kan det føre til en mindre detaljeret afbildning i barnets hukommelse og efterfølgende problemer med at overføre den lærte information til den virkelige verden.
Visuel information, som størrelse og dybde, er reduceret på en todimensionel skærm i forhold til den tredimensionelle verden, og en skuespiller eller en karakter på TV'et kan ikke reagere på det, barnet ser, siger eller gør i det givne øjeblik.
Ved at karakterisere dette 'video deficit' som en overførselsopgave kan vi bedre forstå, hvordan vi bedst understøtter børns læring fra TV-programmer.
Hjælp børnene med at lære fra TV’et
Der er stadig håb for børneprogrammer med indlæringsaspekter. TV-producere og forældre kan bruge teknikker, som øger den læring, børnene får af TV, og understøtter deres overførsel af viden til den virkelige verden.
Børn beder ofte om at se det samme program igen og igen, da de lærer bedre gennem gentagelse.
Gentagelser i programmet - for eksempel rækkefølge eller nye ord - eller at se det samme program gentagne gange, kan øge børnenes læring, hukommelse og overførsel til den virkelige verden.
Jo bedre barnet kender TV-karakteren, jo større chance er der for, at at barnet vil lære af et TV-program med karakteren i. Gentagelse hjælper børn til at lagre mere detaljerede informationer i hukommelsen. Selvom det er kedeligt og langtrukkent for forældrene at se det samme TV-program som børnene, kan det være gavnligt for dem.
Samspil er nøglen til succes
Ved at skabe børneprogrammer, der er interaktive, gavner man børnenes indlæring og fremtidige overførsel af viden til den virkelige verden.
Børneprogrammer, der er rettet mod børn over 2 år, som Dora The Explorer og Blues Clues forsøger at skabe et socialt samspil mellem barnet og TV-karakteren ved at lade karakterne se direkte ind i kameraet og gennem spørgsmål og pauser give barnet tid til at svare.
Der er større sandsynlighed for, at barnet forstår børneprogrammet, når de svarer på karakterenes interaktive spørgsmål. I børneprogrammer, som Dora The Explorer, er karakterenes svar til børnene begrænset til 'Godt arbejde' og 'Det er rigtigt'.
Ved at se TV med dit barn og give dem bedre tilbagemelding på deres svar, understøtter du yderligere barnets læring fra TV'et.
Så ja, børneprogrammer er potentielt lærerige. Men ikke alle børneprogrammer er skabt lige. Mens nogle af dem leverer et godt udgangspunkt for læring i små børn, er andre igen bedst til bare at underholde.
Ved at se TV med dit barn og skabe en interaktiv oplevelse, kan du forbedre det læringsmæssige aspekt for dit barn.
Gemma Taylor modtager støtte fra ESRC International Centre for Language and Communicative Development, Lancaster University. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
