Det er umuligt at tale neutralt om indvandrere

Først hed de fremmedarbejdere, så blev de til gæstearbejdere og derefter til indvandrere. Siden er betegnelser som tosprogede, minoritetsdanskere, 2.g'ere og nydanskere kommet til.

Det er lige før, at det sprog, vi bruger, når vi omtaler borgere i Danmark, som er født eller har forfædre i ikke-vestlige lande, ændrer sig hurtigere, end man kan nå at sige 'danskere med etnisk minoritetsbaggrund'.

Og det er ikke underligt, at vi er uenige om ordene, siger en række forskere, som Videnskab.dk har talt med. En værdineutral og almengyldig betegnelse findes nemlig slet ikke. Ligegyldigt hvilket politisk korrekt ord vi finder på, når vi taler om folk med indvandrerbaggrund, ændrer betegnelsen med tiden betydning og værdi.

Et eksempel: I 1960'erne blev det ikke opfattet som nedsættende at sige 'fremmedarbejder', men i dag er betegnelsen nærmest et skældsord.

»Da de første kom hertil, havde man ikke problemer med at kalde dem fremmedarbejdere, fordi man regnede med, at de rejste tilbage. Man betragtede ordet som neutralt. Men da de blev boende og stiftede familie, blev betegnelsen ukorrekt og belastet,« siger Pia Jarvad, der er seniorforsker i Dansk Sprognævn.

Ord afspejler virkeligheden

Ordet fremmedarbejder blev skiftet ud, fordi virkeligheden ændrede sig. Man begyndte at kalde de nye borgere for 'indvandrere' i stedet for.

Med et fint ord siger man, at ordet indvandrer blev en eufemisme for fremmedarbejder. En eufemisme er et ord, der bruges i stedet for et andet, som er blevet tabubelagt eller uønsket.

»Det er helt normalt, at nogle ord med tiden bliver belastede og må skiftes ud med en eufemisme. Det sker især for ting og sager, som er svære at tale om eller er tabubelagte. Tag et ord som lokum. Lokum betyder egentlig bare sted på latinsk, men det er blevet belastet og er skiftet ud med andre ord som toilet og WC, fordi der er tabuer forbundet med det,« siger Pia Jarvad.

Kategorisering indebærer magt

Når man vil omtale mennesker, der har det tilfælles, at de har rødder i et ikke-vestligt land og måske har samme religion, kan det altså være forbundet med tabuer, ligesom det er at gå på lokum. Hvorfor er det så følsomt at tale om dem?

Det ringer vi til Københavns Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier for at finde ud af. Vi får fat i lektor Kirsten Thisted, der ved en masse om kulturel identitet og minoritetsgrupper.

»Det er følsomt, når vi som majoritet tager os ret til at navngive en minoritetsgruppe og dermed definere dens medlemmer som nogle, der afviger fra os. Det er der et magtforhold i,« siger Kirsten Thisted. (Læs om etniske minoriteter i faktaboks til højre)

»Det er ikke sikkert, at dem, vi definerer som en del af den minoritetsgruppe, vi kalder indvandrere, selv synes, de hører til der,« fortsætter hun.

Ord kan føre til folkemord

Hvis majoriteten konsekvent omtaler en etnisk minoritetsgruppe med et ord, som minoritetsgruppen ikke bryder sig om, kan det skabe spændinger i et samfund. Sprog er magt, og når det bliver brugt forkert eller bevidst for at provokere, kan det føre til racisme, undertrykkelse og i allerværste fald borgerkrig og folkemord, minder Kirsten Thisted om:

»Det med ord er en vigtig forhandlingsposition, og hvis man vil bevare den gode stemning, skal man være opmærksom på, hvilke ord man bruger. Ved ethvert folkedrab – for eksempel i Rwanda og under Nazismen i Tyskland – brugte man sproget til at kategorisere og udstøde bestemte etniske grupper. Så det er bestemt ikke lige meget, hvilke ord man bruger.«

Vi har behov for at lave kategorier for at kunne overskue den verden, vi lever i, men når vi inddeler medmennesker i kategorier, vil der næsten altid opstå en forhandling eller kamp om, hvilke ord der er rigtige at bruge. For i virkeligheden handler det om meget mere end bare ord:

»Nogle gange prøver politikere eller forskere opfinde en ny, politisk korrekt betegnelse eksempelvis for indvandrere, men så går der ikke lang tid, før den nye betegnelse også bliver belastet. Det sker, fordi de konnotationer, der var knyttet til den gamle betegnelse bliver stående, selv om man finder på et nyt og mere politisk korrekt ord,« siger Kirsten Thisted.

Betydningen følger med

Det vil sige: Hvis man i sin tid forbandt ordet 'fremmedarbejdere' med folk, der var i Danmark midlertidigt, som ikke hørte til, og som skulle rejse hjem igen, bliver noget af den betydning ved med at hænge ved, selvom de bliver boende, og selvom man ikke længere kalder dem fremmedarbejdere, men i stedet bruger andre ord som indvandrere eller nydanskere eller finder på helt nye ord som sangkuner eller pipasakker.

Selve kernen i betydningen af ordet 'fremmearbejder' - at man er fremmed - følger med og bliver knyttet til de nye ord, ligegyldigt, hvad man finder på. Hvis de negative konnotationer skal forsvinde sammen med ordet, skal der ske noget med magtfordelingen og minoritetens - altså indvandrerenes - position i samfundet, mener Kirsten Thisted:

»Hvis magtforholdet mellem majoriteten og minoriteten forbliver uændret, altså hvis det stadig er majoriteten (flertallet), der definerer minoriteten (eksempelvis de etniske mindretal i Danmark), følger de negative konnotationer, der var forbundet med den gamle betegnelse, med, selvom man skifter betegnelsen ud.«

»Først i det øjeblik en minoritetsgruppe (eks. etniske mindretal) får eller tager sig ret til at definere og navngive sig selv, kan man komme tæt på et ord, som alle kan acceptere: Det handler om, at minoriteten skal ind i kampen og definere sig selv frem for at blive defineret. (Se faktaboks om ordene bøsser, negere og perkere)

Måske bliver de danskere en dag

En anden mulighed er, at indvandrerne ophører med at eksistere som en minoritetsgruppe og i stedet bliver en del af majoriteten.

»Som det er nu, ser det ud til, at nogle har lyst til at særmarkere en bestemt gruppe med indvandrerbaggrund og kategorisere dem som anderledes end den gruppe, vi kalder danskere.«

»Måske bliver det en dag sådan, at vi ikke længere har behov for at kategorisere dem som noget anderledes, så bliver de måske bare til danskere,« siger Kirsten Thisted.

Kategorier fremhæver det anderledes

En anden forsker, Videnskab.dk har talt med, er enig i, at det er en balanceakt at kategorisere andre mennesker uden at støde nogen:

»Når man kategoriserer andre mennesker, er de ord, man bruger, aldrig neutrale. Hvis man inddeler og navngiver folk ud fra nogle fællestræk for eksempel hudfarve, etnicitet eller religion, så udtrykker man samtidig et normsæt: Man viser noget om, hvordan man ser på verden. Man fremhæver, at dem, man kategoriserer, er anderledes end det, man selv er,« siger Pia Quist, der er lektor i sociolingvistik på København Universitets Nordiske Forskningsinstitut.

»Når man taler om en etnisk minoritet, fremhæver man, at man selv er majoritet. Når vi siger 'folk med en anden etnisk baggrund', fremhæver vi, at det er os, der taler om dem, og at de er anderledes end os, fordi de har en anden baggrund. Vi kan ikke finde et neutralt ord, selvom vi bliver ved at prøve.«

Åndssvage er blevet til mennesker med nedsat intelligens

Ifølge Pia Quist er det ikke kun, når man kategoriserer folk ud fra deres etniske baggrund, at sproget bliver særligt værdiladet. Hver gang man kategoriserer andre mennesker, fremhæver man, at de er anderledes end noget andet.

Det er følsomt at kategorisere, og de betegnelser, man bruger, kan nemt blive så belastede, at de må skiftes ud.

Oprindeligt var ordet 'åndssvag' for eksempel en klinisk betegnelse, der rummede folk, som var født med eller havde pådraget sig en skade i hjernen, men termen gled ud i folkesproget og blev et skældsord, og så begyndte man i stedet at bruge et ord som 'evnesvag'.

I dag siger man 'mennesker med nedsat intelligens'. På samme måde er 'sindssyge' blevet til 'psykisk syge'.

»Selv når vi inddeler folk i aldersgrupper, er de ord, vi bruger, ikke neutrale, og de ændrer løbende betydning. Et ord som 'gamle' kan man for eksempel ikke bruge på samme måde i dag, som man kunne tidligere. Nu hedder det 'ældre mennesker' eller 'seniorer',« siger Pia Quist.

På samme måde har ord som 'neger' og 'muhammedaner' skiftet betydning over tid. Det kan du læse om i artiklen: Hvorfor må man ikke sige neger?

Man bliver gjort til en minoritet

Hvis de ord, man bruger til at kategorisere andre, aldrig er neutrale, kan det vel være hip som hap, hvad man siger? Så kan den ene betegnelse vel være lige så god som den anden? Men nej, det mener Pia Quist dog alligevel ikke: Man bør altid reflektere over, hvilke ord man bruger, i hvilken sammenhæng, og hvorfor man gør det, anbefaler hun.

»Et ord kan ændre betydning, afhængigt af hvem der siger det og i hvilken kontekst. Det er vi som forskere meget bevidste om. Noget nyt, som jeg har set mange gøre, er at bruge ordet 'minoritetsgjorte', som kommer fra det engelske 'minoritized'. Ordet signalerer, at man ikke er en minoritet, men at det er noget, man bliver gjort til,« siger Pia Quist.

Ved at sige at folk er minoritetsgjorte i stedet for, at de er en minoritet, signalerer man, at folk ikke selv vælger at være en minoritet, og at en minoritetsgruppe ikke er en naturgiven størrelse, men derimod en samfundsskabt kategori, man bliver placeret i uden selv at have indflydelse på det.

»Som majoritet er det også en idé at spørge sig selv, hvorfor man har behov for at udpensle, at en gruppe er anderledes. Er det vigtigt, at man nævner, at dem, man taler om, har en anden etnisk baggrund? Det kan det være i nogle sammenhænge, i andre er det ikke relevant på den måde at skabe et os og et dem,« fortsætter hun.

En neutral betegnelse er utopi

For ligestillingens skyld slutter vi af med at høre, hvad en mandlig forsker, nemlig Thomas Wiben Jensen, der er lektor på Syddansk Universitets Institut for Sprog og Kommunikation, har at sige om emnet. Han er enig med sine kvindelige fagfæller: Sproget er aldrig neutralt, og det udvikler sig hele tiden, siger han.

»Det er utopisk at tro, at man kan finde en neutral betegnelse for en minoritetsgruppe som eksempelvis folk med indvandrerbaggrund. Det vil være at forestille sig en idealvirkelighed. Alle ord har sin levetid, fordi de udvikler sig efter den måde, de bliver brugt på. En term, som er alment accepteret i dag, kan ad åre skifte betydning og må skiftes ud,« siger Thomas Wiben Jensen.

»Det er en god idé at være bevidst om, at de ord, man bruger, aldrig er neutrale. Når det er sagt, synes jeg, at bølgen af politisk korrekthed, måske er kammet over: Man prøver at skabe en ren sproglig virkelighed, men et korrekt sprogbrug findes ikke. Man kan ikke have sådan et sprogpoliti, som dikterer, hvordan andre skal tale,« fortsætter han.

Ifølge lektoren bør man følge med i, hvordan sproget udvikler sig og på den måde fornemme, hvad der er mindst stødende at sige, når man har brug for at tale om danskere, der har rødder i ikke-vestlige lande. Det kræver situationsfornemmelse, historisk bevidsthed og indlevelsesevne at vælge den betegnelse, der er mest korrekt at bruge i den sammenhæng, man befinder sig i.

Men som vi har hørt, findes der ingen neutrale eller korrekte kategoriserende ord, og som Kirsten Thisted var inde på, nytter det ikke noget at ændre ordet, hvis forholdet mellem minoriteten og majoriteten - for eksempel os danskere og dem, vi ind imellem kalder indvandrere - er uændret: Så følger betydningen af det gamle ord med, selvom vi i god mening skifter det ud med et nyt mere politisk korrekt ord.

Så træd varsomt, og tænk over, hvad du siger, anbefaler de forskere, Videnskab.dk har talt med: Overvej, om du overhovedet behøver definere andre mennesker på baggrund af deres etnicitet, deres religiøse overbevisning, deres sygdom, seksualitet eller andet, der gør dem anderledes end dig selv.