Derfor virker Nigeria-breve

»I have decided to take the chance seeing that no other means could have been faster and more efficient than the E-mail. I write to you irrespective of the fact you do not know me, but please do consider this letter as a request from a brother in dire need of assistance.«

Mange har prøvet at modtage et brev fra et afrikansk land, hvor en biskop, en arving eller måske et forladt barn lover os millioner af kroner, hvis bare vi lige vil indbetale et beløb på en konto.

De fleste sletter mailen lige så hurtigt, som den kommer ind, fordi den oser af svindel. Men hvert år går en håndfuld danskere alligevel i fælden og tager kontakt til afsenderen. Det samme gør mange andre rundt omkring i verden. Tabene løber samlet op i mange hundrede millioner dollar. Dermed er Nigeria-breve den mest lukrative form for internetsvindel.

Historien har vist, at alle slags mennesker - fra arbejdsløse til professorer - kan finde på at svare tilbage på et Nigeria-brev for at hjælpe afsenderen.

Derfor satte to specialestuderende på Afdelingen for Retorik ved Københavns Universitet sig for at nærstudere kommunikationen i brevene. De ville finde ud af, hvad der egentlig virker. Deres arbejde udløste for få måneder siden topkarakteren 12.

Argumenter fra Antikkens tidIsis Amelie Hjorth og Ditte Maria Bergstrøm konkluderer, at afsendere af Nigeria-breve har gode vilkår, blandt andet fordi det er blevet så almindeligt at modtage e-mails fra fremmede mennesker, at vi ikke længere studser over det.

Men vigtigere er selve indholdet i et Nigeria-brev.

»Helt grundlæggende må man sige, at det fungerer rent retorisk at lave følelsesappeller, at italesætte utroværdigheden i e-mails og at lave fortællinger fra den virkelige verden. Den måde at argumentere på går helt tilbage til Antikken. Vi kan som mennesker dårligt undgå at blive overbevist og påvirket, når vi læser dem, og slet ikke i en e-mail, hvor der sker noget i samspil mellem medie og afsender,« siger én af forfatterne, Isis Amelie Hjorth.

De to retorikere har vist, at e-mailen skaber et særligt 'writing space' - en forbindelse mellem afsender og modtager, som er helt unik. Den påvirker både argumentationen og måden, modtageren vurderer troværdighed på, fordi dialogen bliver meget personlig. De to specialestuderende havde ikke held med at finde personer, som havde svaret igen på Nigeria-breve, så de prøvede det selv.

»Vi kunne mærke, at vi ændrede opfattelse, da vi fik et svar tilbage, for det føltes, som om man opbyggede en personlig relation. Man er i dialog, og man er altid klar over, hvad man har talt om, fordi alle svar bliver sendt med hver gang. Man dømmer ikke folk så hårdt på deres formuleringer eller slåfejl. Hvis man så dem på en hjemmeside, ville man tænke, det er eddermaneme uprofessionelt, men her tænker man, nårh-ja, det er skrevet hurtigt. Det gør en kæmpeforskel,« konstaterer Isis Amelie Hjorth.

Otte millioner dollar i et pengeskabIsis Amelie Hjorth nævner konkrete eksempler fra en e-mail fra 'Sergeant George Green' - tilsyneladende en amerikansk soldat i Irak, som har fundet otte millioner dollar i et pengeskab i Irak. Han lover 2,5 millioner dollar til den person, som vil give ham en hjemmeadresse og nogle telefonnumre, hvor han kan sende pengene hen, mens han selv forsøger at komme ud af Irak.

'Soldaten' forsøger at få modtagerens parader ned ved at skrive, at han godt er klar over, at e-mailen er en dårlig måde at komme i kontakt med folk på, men at det er det hurtigste og mest effektive for ham. Ifølge Isis Amelie Hjorth er det med til at neutralisere det farlige ved henvendelsen, at afsenderen selv italesætter den dumme kommunikationsform.

Derefter fortæller 'George Green' om en mission, hvor han faldt over et pengeskab med 21 millioner dollar, som irakiske oprørere skulle bruge til at købe våben og ammunition. Han linker samtidig til en historie fra BBC; et trick, som Isis Amelie Hjorth kalder for »det ultimative troværdighedsargument«, fordi BBC's troværdighed smitter af på hans egen e-mail.

Danskere har mistet fire millioner kronerVirkemidlerne er med til langsomt at overtale den godtroende læser til at sætte penge ind på en konto for at betale gebyrer til instanser eller myndigheder. Det gentager sig mange gange. Ifølge Statsadvokaten for økonomisk kriminalitet viser erfaringerne fra Danmark, at det ender med at koste den godtroende hjælper et beløb på mellem 1.500 og 4 millioner kroner, vel at mærke uden at så meget som en øre triller den anden vej.

I enkelte sager fra udlandet har ofrene mistet helt op til syv millioner kroner. I ekstreme tilfælde er folk rejst til f.eks. London og Nigeria for at møde »repræsentanter« fra for eksempel den nigerianske regering og er ifølge CIA blevet bortført eller slået ihjel af afsenderen af Nigeria-breve.

»Det er virkelig hardcore kriminelle, der står bag, og det er meget svært at finde ud af, hvem de er. Men det er organiseret svindel, og man skal holde sig langt fra den,« siger Isis Amelie Hjorth.

Om specialet

Titlen på specialet er »E-mailen som retorisk artefakt - belyst gennem en hermeneutisk læsning af et korpus af 'nigerian e-letters'«.

Isis Amelie Hjorth og Ditte Maria Bergstrøms grundlæggende formål er at vise, at det er nødvendigt at udvikle en slags digital dannelse, som gør modtagere i stand til at navigere og afkode digital kommunikation.

De to retorikere understreger, at det ikke er god retorik at være god til at overtale. I teoretisk forstand er god retorik at oplyse en modtager gennem redelig kommunikation.

De studerende fik topkarakteren 12.

Isis Amelie Hjorth har netop søgt videre på Oxford University i England.

Ditte Maria Bergstrøm underviser på Journalisthøjskolen i Århus og på Folkeuniversitet i København. Hun er desuden selvstændig kommunikationskonsulent med opgaver for bl.a. Danmarks Radio.