De fleste har nok hørt og mærket lyden af en pulserende stortromme på diskotekets dansegulv. Hvis der er noget, der kan få os mennesker til at bevæge vores kropsdele i mere eller mindre rytmisk facon, så er det godt stabilt beat. Men hvad er egentligt det optimale danse-beat?
En ny dansk undersøgelse, udgivet i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE, viser, at vi mennesker generelt foretrækker et beat, der ikke bare spiller lige ud af landevejen. Beatet skal gerne rumme en såkaldt synkopering, hvor nogle af de forudsigelige elementer en gang i mellem rykker sig ud af de forventede rammer.
For at høre tre eksempler på beats, kan du trykke her, her og her.
»Vi finder større nydelse i et beat, der til dels lever op til vores forventninger, men samtidig ikke bliver alt for forudsigeligt. Det er for eksempel funk, hip-hop og techno, hvor imod free-jazz kan blive for komplekst til, at man kan finde rytmen,« siger Maria Witek, postdoc ved Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab og forskningsgruppen Music In The Brain på Aarhus Universitet. Hun er førsteforfatter til forskningsartiklen.
Der skal være rum til dansetrin
Det er lige præcis, når musikken efterlader et hul, hvor du ellers vil have forventet et trommeslag, at din krop sætter i gang.
»En af teorierne er, at vi får lyst til at fylde de huller ud i beatet, som synkoperingen skaber. Og det giver lyst til at bevæge os spontant,« siger Maria Witek.
\ Fakta
Ønsker du at deltage i forskernes næste forskningsprojekt kan du klikke her
Eksempler på musikstykker, der rummer sådan en rytme, er Pharrell Williams' populære hit ’Happy’ og James Brown’s ’Sex Machine’.
Samtidig lægger undersøgelsens resultater op til, at det er vigtigt for os, at en trommerytme til en vis grad lever op til vores forventninger, for at dansen kan opstå spontant. Ellers ved man ikke, hvilket beat man skal danse til.
»Hvis man ikke har en grundrytme med et forholdsvist forudsigeligt mønster, så mangler der er en fælles referenceramme at danse til. Derfor vil vi gerne have noget musik, der ikke bryder vores rytmiske forventninger fuldstændigt,« siger Maria Witek.
Middelsvær rytme skaber størst nydelse
I undersøgelsen fik forskerholdet fra Aarhus Universitet sammen med forskere fra Oxford Universitet 60 frivillige deltagere fra hele verden til at lytte til en række trommebeats.
For hvert trommebeat skulle deltagerne vurdere på en skala fra 1 til 5, hvor meget nydelse beatet gav dem, og hvor meget de fik lyst til at bevæge sig af det. Samtidig spurgte forskerne, hvor meget deltagerne generelt kunne lide at danse til musik.
Hvis man ikke har en grundrytme med et forholdsvist forudsigeligt mønster, så mangler der er en fælles referenceramme at danse til. Derfor vil vi gerne have noget musik, der ikke bryder vores rytmiske forventninger fuldstændigt.
Maria Witek
Resultatet viste, at det optimale dansebeat har en middelsvær kompleksitet, der ligger mellem en helt simpel og forudsigelig trommerytme, og så en trommerytme med lejlighedsvise variationer og uforudsigelige skift i grundrytmen.
Samtidig viste resultatet, at balancen mellem forudsigelighed og middelsvær kompleksitet især gav folk, der i forvejen holder af at danse til musik, nydelse.
»Selvom undersøgelsen er lavet på relativt få personer, så kan resultatet være med til at give en forståelse for, hvordan visse musikalske rytmer stimulerer spontane kropsbevægelser,« siger Maria Witek.
Mange flere faktorer er på spil, før musikken hitter
Selvom rytmen er vigtig for danselyst og nydelse, så er der mange andre elementer, der skal opfyldes, før et stykke musik hitter hos folk, vurderer Maria Witek.
»Musik er selvfølgelig mange andre ting end rytme. Stilen i lyden, vokalens klang og de associationer man får af musikken, er også afgørende for, om man får nydelse ved at lytte til et nummer. Derudover viser forskning, at vi får mest lyst til at danse, når det er et nummer, vi har hørt før,« siger Maria Witek.
LÆS OGSÅ: Vi vil have den musik, vi kender i forvejen
Undersøgelsen leverer altså ikke en opskrift på det gode dansehit. Men forskerne skal nu i gang med at se, hvordan forskellige kulturelle grupper reagerer på forskellige typer rytmer.
\ Dans og musik har muligvis bundet vores forfædre tættere sammen som gruppe, og det gav de mennesker, der spillede musik og dansede sammen, en overlevelsesfordel.
»Forskning viser, at musik og dans har en prosocial effekt, så det skaber sammenhængskraft og sammenhold i en gruppe. Det kunne have været en fordel for vores forfædre, der har levet i grupper gennem mange tusinde år og skulle arbejde sammen om at skaffe mad og holde fjender på afstand,« siger Maria Witek.
