Den nylige efterspørgsel efter ‘designerhunde’, -katte, -mikrogrise og andre kæledyr kan måske ligne et tegn på, at det at holde kæledyr ikke er andet end en dille.
Faktisk er det en populær antagelse, at kæledyr er en vestlig opfindelse – et mærkværdigt fortidslevn fra dengang, man holdt husdyr.
Godt og vel halvdelen af alle britiske husstande har en form for kæledyr; omkring 10 millioner af disse er hunde, mens katte udgør yderligere 10 millioner.
Kæledyr koster tid og penge, og nutildags giver de ikke meget tilbage i form af materielle goder. Men under finanskrisen i 2008 ændrede folks forbrug på deres kæledyr sig ikke, hvilket kunne antyde, at de fleste kæledyrsejere ikke ser kæledyr som en luksus, men som en vigtig og elsket del af familien.
Hvorfor ser vi forskelligt på kæledyr?
Nogle mennesker er altså vilde med kæledyr, mens andre nærmest ikke kunne være mere ligeglade. Hvorfor er det sådan?
Det er meget sandsynligt, at vores behov for dyreselskab faktisk går tusinder af år tilbage og har spillet en vigtig rolle i vores evolution.
Hvis det er tilfældet, kan genetik måske hjælpe med at forklare, hvorfor kærlighed for dyr bare er noget, som nogle mennesker ikke forstår.
Et spørgsmål om sundhed
I de seneste år har der været megen opmærksomhed omkring, hvorvidt det at have hund (eller måske en kat) kan være en fordel for ejerens helbred på mere end én måde – for eksempel ved at reducere risikoen for hjertesygdom, hjælpe mod ensomhed og lindre depression og symptomerne på depression og demens.
Som jeg skriver i min nye bog, er der to problemer med disse påstande.
\ Læs mere
Først og fremmest er der ligeså mange studier, der viser, at kæledyr ikke har nogen effekt eller endda en lille negativ effekt på helbredet.
For det andet lever kæledyrsejere ikke længere end dem, som aldrig kunne drømme om at have et dyr i huset – hvilket de burde, hvis påstandene holdt stik.
Og selv hvis de gjorde, gælder de påståede sundhedsfordele kun for nutidens stressede byboere og ikke deres jæger-samler forfædre, så de kan umuligt være årsagen til, at vi begyndte at have kæledyr i første omgang.
Behovet for at have et dyr i hjemmet er så udbredt, at det er fristende at se det som en universel del af menneskelig natur – men ikke alle samfund har en tradition for at holde kæledyr.
Selv i Vesten er der rigeligt med mennesker, som på ingen måder har et tilhørsforhold til dyr, ligemeget om det er kæledyr eller ej,
Vanen med at have kæledyr er tit noget, der går igen hos familier. Det blev engang tilskrevet tanken om, at børnene imiterede deres forældres livsstil, når de flyttede hjemmefra, men nyere forskning peger på, at der også kan være en genetisk årsag.
\ Læs mere
Nogle mennesker – uafhængigt af deres opvækst – ser ud til at være disponeret for at opsøge selskab med dyr.
Så generne, der promoverer kæledyrspasning, er måske unikke for mennesker, men de er ikke universelle, hvilket kunne betyde, at nogle af fortidens samfund og individer – men ikke alle – trivedes ved at have et instinktivt forhold til dyr.
Kæledyrenes DNA
DNA’et i nutidens domesticerede dyr afslører, at hver eneste art blev separeret fra dens vilde modstykke for mellem 15.000 og 5.000 år siden i den sene og yngre stenalder.
Korrekt, det var også i den periode, vi begyndte at avle husdyr. Men det er svært at se, hvordan det skulle kunne have ladet sig gøre, hvis de første hunde, katte, kvæg og grise blot blev behandlet som handelsvarer.
Hvis det var tilfældet, ville de tilgængelige teknologier have været ude af stand til at forhindre krydsning mellem de domesticerede og vilde dyr – som i begyndelsen har haft fri adgang til hinanden – hvilket ville have ført til en uendelig udvaskning af de ‘tamme’ gener og dermed bremset domesticeringsprocessen voldsomt, måske endda vendt den om.
\ Læs mere
Perioder med hungersnød ville desuden have ledt folk til at slagte alle deres husdyr og dermed fuldstændigt udrydde de ‘tamme’ gener.
Men hvis i hvert fald nogle af de første domesticerede dyr blev behandlet som kæledyr – altså fysisk indespærring inden for bopladser – kan det have forhindret nogle af de vilde handyr i at parre sig med de domesticerede hundyr og beskyttet dem mod rovdyr på grund af deres specielle sociale status.
Hvis de er blevet isoleret på den måde, har de nye semi-domesticerede dyr kunnet udvikle sig i en anden retning end de vilde dyr og blive til de tamme dyr, vi kender i dag.
Tidlige stenalderbønder kan have haft en fordel af husdyr
Præcis de gener, som i dag disponerer nogle mennesker for at få en hund eller en kat, kan også have spredt sig mellem de tidlige stenalderbønder.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Grupper, som inkluderede folk med empati for dyr og en forståelse for husdyravl, vil have blomstret på bekostning af grupper uden sådanne folk, som ville være tvunget til at forblive afhængige af jagt for at skaffe kød.
Hvorfor har alle det så ikke på samme måde?
Sandsynligvis fordi det på et eller andet tidspunkt i menneskets udvikling blev en alternativ strategi at stjæle husdyr og tage deres ejere som slaver.
Kæledyrene genforener os med naturen
Der er en sidste tvist på historien: Nylige undersøgelser har vist, at affektion for kæledyr er tæt forbundet med en følelse af ansvar for den naturlige verden.
Det ser altså ud, som om mennesker kan deles groft mellem dem, som ikke føler et stærkt tilhørsforhold til dyr eller miljøet, og dem, som er disponeret for at kunne lide begge og derfor får kæledyr, fordi det er en af de eneste måder, man kan udleve den trang i et moderne, urbaniseret samfund.
På den måde kan kæledyr måske hjælpe os med at blive genforenet med naturens verden, som vi kommer fra.
John Bradshaw har senest modtaget støtte i 2009-10 fra ESRC gennem forskningsnetværket for ‘Understanding individual behaviour through human/animal relations’. Han har været en trustee ved Universities Federation for Animal Welfare siden 2009.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og oversat af Kristian Secher.
