Frygten for en verdensomspændende epidemi er stadig til stede.
For historien viser, at smitsomme sygdomme kan blive et lige så ødelæggende livsvilkår som sult og krig for et samfund og dens befolkning.
Pesten fik i sin 300-år lange levetid store konsekvenser for Europas befolkning.
Og værst gik det ud over de samfund, som ikke havde en stærk statsmagt til at tvinge sygdomsforebyggende foranstaltninger igennem, fortæller Peter Christensen, historiker og dr. phil ved Københavns Universitet.
»Problemet var, at man de fleste steder ikke havde nogen institutioner til at tage sig af pesten. Der blev udstedt nogle vejledende forordninger. Det er ligesom i dag, hvor man sagtens kan lave antiryge-kampagner, det betyder bare ikke, at folk holder op med at ryge,« siger Peter Christensen, der har forsket i pestens udbredelse i middelalderen.
I Danmark fik man først styr på pesten, da der kom en egentlig pestlovgivning på banen i starten af 1600-tallet, hvor man adskilte de syge fra de raske og indførte kontrol med ind- og udrejse.
Og måske skal vi kigge den vej igen, hvis en influenza-pandemi igen rammer verden, mener Peter Christensen.
Den sorte død slog den svage statsmagt
Da den mest dødelige sygdom i Europas historie ramte Danmark i 1350, var der ingen danskere, som før havde oplevet en så udslettende epidemi. Den sorte død slog alt. Først 300 år senere fik myndighederne skovlen under smitten.
»Det tog noget tid, før man kom i omdrejninger. Man griber kun forsøgsvist til nogle foranstaltninger som for eksempel at isolere de syge, så de bliver adskilt fra de raske,« siger Peter Christensen.
De italienske bystater Venedig, Firenze og Milano lykkedes derimod tidligt med at gribe effektivt ind mod pesten.
Syge borgere blev anbragt i pesthuse udenfor byen, og der blev oprettet et rapportsystem, som informerede det administrative system om, hvor sygdommen havde bevæget sig hen.
Derfor var italienerne mere heldige med at holde smitten fra dørene, end andre steder som for eksempel Danmark, hvor der stadig var en svag statsmagt.
Dansk pestlov var blandt de første
I pestramte tider forsøgte de danske myndigheder at forbyde store forsamlinger til markeder, og landsbyerne blev opfordret til at samle de syge i afsides huse. Virkningen var dog begrænset. Smitten blev ved med at komme igen, for kongen havde ikke magt nok over landet til at kunne gennemtvinge forordningerne på lokalt plan.
»Det der virkelig kommer til at betyde noget i bekæmpelsen af pest, det er da man får de større lovindgreb. Det vil sige, da man iværksætter kontrol med ind og udrejse, og da man bestemmer, hvem der skal betale for pesthusene,« siger Peter Christensen.
Det sker i 1625, hvor Christian den IV indfører en af de første pestlovgivninger i verden. Hver by skulle stille et hus til rådighed for de pestsyge, og bystyret skulle ansætte en pestmester til en god månedsløn. Det vil sige en ansvarshavende for isoleringen og behandlingen og omsorg for de syge.
Loven gjorde kål på den evigt tilbagevendende pest. I hvert fald for en stund.
\ Christian den IV’s forordning af 15. januar 1625
Uddrag:
Naar nu Sygdommen vist udi nest beliggende Egen sig lader mercke, da skal först oc for alting skee Bön oc Guds Paakaldelse, saadan Guds Vrede oc Straff at affbede, derhosz oc Formaning til Pænitenze (bod red.); oc siden skulle ingen, som fra de Steder kommer, huor Sygdommen er begynt, indstedis udi de Steder, som fra Sygdommen endnu fri ere, meden forviszis tilbage igien…
Den sorte døds sidste stik
I året 1700 udbrød der krig mellem Sverige og Danmark. Og krig betyder sygdom.
»Med Store Nordiske Krig bryder alle administrative rutiner sammen. Det bliver svært at kontrollere rejsende, og regler fungerer jo kun, hvis de bliver overholdt,« siger historikeren.
Det var især Sjælland, som fik pestens rædsler at føle igen. Sygdommen kom til Danmark i 1710. Alene i København døde denne gang 23.000 ud af 60.000 indbyggere af pest.
»Der var ingen levende, som på det her tidspunkt havde erfaring med pest. Før i tiden havde alle oplevet, at der havde været sygdomstilfælde i nærheden af dem, og man vidste derfor, hvordan man skulle undgå at blive smittet. Men nu var der langt færre, som havde den viden,« siger historikeren.
Peter Christensens kollega dr.phil. i historie Karl-Erik Frandsen er i gang med at skrive en bog om netop pestudbruddet i Østersøområdet fra 1710 til 1711.
Frandsen fortæller, at reglerne om adskillelse af raske og syge fra Christian IV’s gamle pestlov blev taget i brug igen. Og nye foranstaltninger kom til verden. Skibe fra udenlandske havne blev sat i karantæne i 40 dage, inden de fik lov til at anløbe havnene. Og hverken sømænd eller last måtte komme i nærheden af dansk jord, før det var påvist, at var fri for sygdom.
»Danmark er i 1700tallet blevet mere bureaukratiseret, og statsmagten har mere kontrol over borgerne end tidligere, og det gjorde det nemmere at holde de syge adskilt, når der var modstand mod forordningerne,« siger Karl-Erik Frandsen.
Derfor blev pestens dødbringende besøg i fra 1710 til 1711 det sidste, vi så til den frygtede sygdom i Danmark.
Rejser gør os sårbare
Det betyder ikke, at vi ikke kan opleve voldsomme epidemier igen, siger Peter Christensen. For infektionssygdomme har altid været et grundvilkår for mennesket, og historien viser, at der hele tiden dukker nye sygdomme op som den nye mexikanske influenza.
Historikeren mener, at vi på nogle områder er bedre stillet, end fortidens pestramte danskere. Men vores højtudviklede samfund har også medført en stor ulempe, når vi i fremtiden skal bekæmpe smitsomme sygdomme.
»Grundlæggende har vi et plus og et minus i forhold til dengang. Vi har en moderne medicinske teknologi for eksempel vacciner, og vi er hurtige til at identificere sygdommen. Vores administrative system meget mere effektivt, og vi kan sprede informationer om sygdommen meget hurtigt via medierne,« siger historikeren.
Ulempen er, at sygdommen meget hurtigt kan rejse fra eksempelvis Mexico til New York, uden at vi når at registrere den og sætte foranstaltninger i værk.
»Hvis der kommer en lige så grim sygdom ligesom pesten, så skal vi gøre, ligesom de gjorde i renæssancen. Adskille de syge fra de raske og kontrollere ind og udrejse,« siger Peter Christensen.
\ Den sorte død skyldtes en ukendt sygdom
Artiklen her blev oprindeligt publiceret i 2009, og årsagerne til udbruddet af den sorte død diskuteres fortsat blandt forskere. Læs for eksempel: Nyt studie: Den Sorte Død blev ikke spredt af rotter
Byldepesten har i mange år fået skylden for at være den sygdom, som raserede Europa fra 1346 til midten af 1600tallet. Men mange forskere mener i dag, at der må have været tale om en anden sygdom.
»Det er en gammel forestilling, at Den Sorte Død kom fra Kina,« siger historiker Peter Christensen.
Da den moderne byldepest dukkede op i Kina i 1800tallet blev den undersøgt af den schweizisk biolog Alexandre Yersin, som mente, at det måtte være den samme sygdom som den sorte død.
Det er imidlertid kun bylderne ved den moderne sygdom, som stemmer overens med de symptomer, som er beskrevet i de historiske kilder, siger Peter Christensen.
Den nutidige byldepest er forårsaget af bakterien Yersinia Pestis, som smitter mennesker via lopper fra inficerede rotter. Men undersøgelser viser, at der ikke var rotter nok i Europa til at smitten kunne blive så voldsom, som den blev.
»Alle samtidige beretninger viser desuden, at sygdommen smittede fra menneske til menneske og altså ikke via rotter,« siger historikeren.
Han siger, at man i gamle dage vidste klar besked om, hvilke symptomer der adskilte pesten fra andre smitsomme plager, selvom lægerne hverken vidste, hvad der forårsagede dem, eller hvordan man helbredte patienterne.
For historikerne er det ikke så vigtigt, hvad pesten var for en sygdom. Det interessante er, hvordan samfundet dengang håndterede den dødelige epidemi, og hvilke konsekvenser sygdommen fik politisk og socialt.
