»Danske forskere bør inddrage grønlændere i projekter i Grønland«

Den heroiske udforsker drager på polarekspedition på Grønlands indlandsis. Det er fortællingen om menneskets kamp mod naturen. Det er fortællingen om, hvordan vores avancerede civilisation kan sprænge rammerne for, hvad der er muligt. Og det er en fortælling uden grønlændere.

Det konkluderer lektor Kirsten Hvenegård-Lassen efter at have analyseret fem formidlingsvideoer med titlen ‘Isens Hemmeligheder’ fra det dansk-ledede iskerneboringsprojekt, NEEM.

Grønland er - set med danske øjne - i højere grad et tomt terræn end en befolket nation, når det handler om naturvidenskabelig forskning, fortæller Kirsten Hvenegård-Lassen. Det er vigtigere for Danmark, hvad vi som nation kan få ud af at forske på indlandsisen end at tænke på at inddrage den befolkning, som isen rent faktisk tilhører, konkluderer lektoren.

To fortællinger om Grønland

I de fem formidlingsvideoer, som Kirsten Hvenegård-Lassen har analyseret, indgår kun én grønlænder - en lagermedarbejder i en hangar, hvor forskerne opbevarer deres udstyr om vinteren. Hendes pointe med sit paper, som bliver publiceret i tidsskriftet ‘Journal of Travel Writing’ er ikke at stemple forskerne i NEEM-projektet, men i stedet at finde ud af, hvor fortælletraditionen om det tomme naturvidenskabelige Grønland stammer fra.

»Jeg påstår ikke, at de her iskerneboringer er et grufuldt kolonialt projekt, men når det forekommer forskerne fuldstændigt naturligt at formidle på den måde, hvor Grønland forsvinder, må det være fordi, at det ikke falder dem ind, at de skal forholde sig til grønlænderne,« siger Kirsten Hvenegård-Lassen, som er lektor ved Institut for Kultur og Kommunikation på RUC.

Hun fortæller, at der i Danmark er to adskilte fortællinger om Grønland:

»Den ene handler om et Grønland, som er fuld af sociale problemer, og som på mange måder er en byrde for den danske statskasse. Den anden er Grønland som et strategisk terræn, som gør Danmark til en spiller på den globale politiske scene,« siger Kirsten Hvenegård-Lassen.

Det tomme Grønland er en fortælling fra kolonitiden

Kirsten Hvenegård-Lassen beskriver, at fortælletraditionen går langt tilbage i tid, men at den i sin nuværende form har direkte rødder tilbage til efterdønningerne af Anden Verdenskrig.

Under besættelsen i 1940 blev forbindelsen mellem Danmark og Grønland afbrudt. Samtidig etablerede USA militærbaser i Grønland - blandt andet som en nødvendig landingsplads mellem USA og Europa. USA var altså langt mere tilstede i Grønland under Anden Verdenskrig end Danmark, og det var kun med det yderste af neglene, at Danmark fik Grønland tilbage efter krigen, fortæller Kirsten Hvenegård-Lassen.

Danmarks NATO-medlemskab var på mange måder betinget af Grønland og af en blivende amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland, fortæller Kirsten Hvenegård-Lassen. Det strategiske spil handlede ikke om befolkningen og danner udgangspunktet for de to adskilte fortællinger om Grønland, som stadig gør sig gældende i dag, forklarer lektoren:

»Hele spillet om, hvad dansk naturvidenskab skulle i Grønland efter Anden Verdenskrig, handlede i høj grad om, at man skulle hævde den danske tilstedeværelse i Grønland. Der var tale om en slags videnskabelig nationalisme. Den handlede ikke om den befolkning, som boede der. Den handlede om de strategiske forhold og hvordan Danmark kunne hævde en form for plads i de global-politiske relationer,« siger Kirsten Hvenegård-Lassen.

Let for Danmark at ignorere Grønland

Sat på spidsen kan man sige, at fortællingen om Grønland som økonomisk byrde skygger for fortællingen om Grønland som politisk strategisk og videnskabelig ’indkomst’, fortæller Kirsten Hvenegård-Lassen.

Den grønlandske befolkning holdes som konsekvens ude af fortællingen om det naturvidenskabelige Grønland, og det er et problem, mener lektoren:

»Man skal huske, at der er nogle mennesker i Grønland, og det er man nødt til at forholde sig til. Relationen mellem Danmark og Grønland er til stede hele tiden i Grønland. Den har ikke noget med vores dagligdag i Danmark at gøre, men i Grønland er den relation fuldstændig umulig at ignorere,« siger Kirsten Hvenegård-Lassen.

Danske forskere bør inddrage grønlændere

Ifølge Kirsten Hvenegård-Lassen kunne danske forskere, som kommer til Grønland i videnskabens tjeneste, med fordel huske på at bruge grønlandsk arbejdskraft i deres projekter.

»Den koloniale relation er ikke bare fortid. Den presser sig på på forskellige leder og kanter i nutiden, og derfor bør vi også tage os af den. Man kunne godt fra forskernes side gøre sig bestræbelser på at inddrage grønlandsk arbejdskraft,« siger Kirsten Hvenegård-Lassen.

Det kræver dog noget af de danske forskere, hvis det skal kunne lade sig gøre, påpeger hun:

»En opmærksomhed på, at man befinder sig på nogle andres territorium ville være et stort skridt. Den opmærksomhed kan tage med sig, at man tænker i at gøre en særlig indsats for at få nogle grønlændere med. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om uddannelse, men der er altså funktioner, hvor man heller ikke behøver at være højt specialiseret,« siger Kirsten Hvenegård-Lassen.

Forsker på NEEM: Vi er opmærksomme på grønlænderne

Spørger man Dorthe Dahl-Jensen, som er en af forskerne på det nu afsluttede NEEM-projekt, er danske forskere dog meget opmærksomme på det grønlandske folk, når de arbejder i Grønland.

Hun fortæller, at hun og hendes kolleger altid inviterer studerende og forskere fra Grønland med, når de arbejder i Grønland. Der var også flere grønlændere med i NEEM-projektet, end videoerne viser, forklarer hun. Videoerne ‘Isens Hemmeligheder’ er ydermere lavet af et IT-hold på Niels Bohr Instituttet, og forskerne blev sjældent spurgt til indholdet, fortæller Dorthe Dahl-Jensen.

I øjeblikket arbejder Dorthe Dahl-Jensen med det nye EGRIP-projekt, som i år har haft to grønlandske læger med på projektet. Det er dog en udfordring, at der er få grønlandske forskere at inddrage, understreger Dorthe Dahl-Jensen.

Samtidig samarbejder Dorthe Dahl-Jensen ofte med Grønlands Naturinstitut, Grønlands center for naturforskning, og hun holder mange foredrag i Nuuk, hvilket har resulteret i, at den danske forsker bliver mere genkendt på gaderne i Nuuk end i København, fortæller hun.

»For mig er grønlændere helt ligeværdige - og mange er mine venner. Den grønlandske befolkning er veluddannet og absolut den stærkeste inuitbefolkning, som alle ser op til. Jeg synes, den koloniale tankegang ligger en generation tilbage. Vi skal komme videre,« siger Dorthe Dahl-Jensen, som er professor på Center for Is og Klima på Københavns Universitets Niels Bohr Institut.

Et samarbejde i flor

Dermed blomstrer forskningssamarbejdet mellem danskere og grønlændere allerede, mener Dorthe Dahl-Jensen. Det kommer også til udtryk i, at Københavns Universitet fast har en forsker i Nuuk, der har til opgave at fremme forskningssamarbejde, fortæller Dorthe Dahl-Jensen.

Professoren oplever ydermere, at det grønlandske folk har en positiv opfattelse af de danske forskeres projekter, hvilket blandt andet ses i, at grønlandske medier dækker forskernes arbejde, forklarer hun.

Relationen mellem danskere og grønlændere i forskningen er derfor i fuld flor, mener Dorthe Dahl-Jensen.

»Selvom vi er naturvidenskabelige grundforskere, kan vi godt se verdenen omkring os,« mener Dorthe Dahl-Jensen.