Dansk professor var på gaden blandt franske kriminelle: »Forlod stedet, lige før det sprang i luften«

Steffen Jensen står og ryger en smøg på gaden i et af Marseilles allerhårdeste nabolag - Zinedine Zidanes barndomskvarter La Castellane - da han bliver passet op af en mand, der umotiveret spørger ham, »hvad han laver her?«

»Vi vil ikke have dig her,« siger manden så.

»Han var sådan set ikke truende. Han ville bare have, at jeg skred. Jeg var ikke velkommen. De her områder er vant til, at en hær af folk går og lytter på gaden: politiet, efterretningstjenesten, journalister, social- og gadearbejdere af den ene eller anden art,« fortæller bandeforsker og professor ved Aalborg Universitet Steffen Jensen. 

Hændelsen fandt sted i juni 2022, hvor Steffen Jensen og hans forskerkollegaer var ved at pakke sammen og lukke ned for to års feltstudie i de mest udsatte områder i havnebyen Marseille - Frankrigs næststørste by, der er kendt for at være ekstremt kriminaliseret.

Han vendte tilbage i juni 2023. Under en måned senere stod Frankrig i flammer efter politidrabet på den 17-årige dreng Nahel Merzouk. »Vi forlod stedet, lige før det sprang i luften,« som Steffen Jensen siger:

»Men jeg tilbragte tid med de unge, hvoraf mange af dem sikkert har taget del i optøjerne. Jeg har tilbragt tid med deres forældre og veninder,« beretter professoren, der også er seniorforsker ved Dignity - Dansk Institut Mod Tortur.

På den baggrund har bande- og voldsforskeren et ønske om at dele sine erfaringer.

Ikke overrasket

I alt seks måneder har Steffen Jensen tilbragt med feltarbejde i nabolaget Felix Pyat i Marseille. Et område, der er præget af fattigdom, marginalisering og udbredt narkohandel.

Gennem »to gamle anarkister«, der i dag arbejder som gadearbejdere, fik han lov til at følge med i kvarterets hverdag, der bød på mord, drive-by-skyderier, bandekrig og politivold.

Efter de oplevelser kom drabet af Nahel Merzouk eller det efterfølgende oprør ikke bag på Steffen Jensen:

»Jeg kan ikke gennemskue, hvorfor det skete lige netop nu, og jeg tror ikke, at der findes en god forklaring på det. Jeg kan heller ikke forklare, hvorfor politiet skød Nahel Merzouk. I virkeligheden er det enormt tilfældigt.«

»Men jeg er ikke overrasket. Hverken over drabet eller oprøret. Med det konstante konfliktniveau mellem politiet og de unge, der findes i de hårde områder af Frankrig, er det næsten uundgåeligt, at de her ting sker,« siger Steffen Jensen.

Risikoen for, at konflikten eksploderer, ulmer konstant under overfladen, beretter professoren.

Han minder også om, at hele 13 politidrab fandt sted i Frankrig i 2022, og at landet de seneste 70 år har oplevet voldsomme sammenstød mellem politiet og etniske minoriteter. I 1961 slog det franske politi 200-300 algeriere ihjel, imens de protesterede mod racisme.

Hollændervogne og en hær af politi

Går man på gaden blandt banderne og de udsatte unge i Marseille, som Steffen Jensen har gjort det, springer den konstante konflikt med politiet i øjnene.

»Mindst en gang om ugen kommer politiet stormende med 7-8 hollændervogne, som der springer omkring 40 politimænd ud af, der vælter ind kvarteret og laver en razzia. Mest af alt for at holde sig synlige.«

»Det mærkelige er, hvor lidt opsigt det vækker hos folk. Det er fuldstændigt hverdagsagtigt for dem. Men med jævne mellemrum går det galt,« fortæller Steffen Jensen.

Fransk politi er helt anderledes fra politiet, som vi kender det i Danmark, tilføjer professoren.

I 2002 proklamerede Nicolas Sarkozy, der dengang var indenrigsminister, men senere blev præsident, at politiet skulle holde op med at spille fodbold med de unge og lave ‘ordentligt’ politiarbejde.

Med det forvandlede store dele af det franske politi sig fra at være gadebetjente til at blive indsatsstyrker.

»Det er uropolitiet CSR i fuldt beskyttelsesudstyr, der ses på gaden. Når de laver deres razziaer, kalder de det at ‘gå ned i helvedet’. Så politiet har en læsning af sådan nogle steder som værende rene krigszoner,« forklarer Steffen Jensen.

Politiet kommer, når du ikke vil have det

På et tidspunkt, hvor Steffen Jensen befandt sig i Felix Pyat-kvarteret, var en bandekrig blevet så voldsom, at en af banderne bad politiet om hjælp.

»Der skete så mange drive-by shootings, at de satte nogle sedler op i kvarteret, hvor de appellerede til, om politiet ikke ville komme og hjælpe dem med at skabe ro i kvarteret. De var kede af det, og de begyndte at gøre rent på gaden og alt muligt,« siger Steffen Jensen.

Politiet afviste appellen.

»Så banden tog sagen i egen hånd og kørte store affaldscontainere ud på vejen for at forhindre drive-by shootings. Men hver dag kl. 14 fjernede politiet de her affaldscontainere. Nogle af beboerne mente, at politiet var på den måde med til at gøre kvarteret mere usikkert,« fortæller Steffen Jensen.

»Det interessante er, at der er en klar oplevelse af, at politiet kommer, når du ikke vil have det. Men de kommer ikke og beskytter dig, når du gerne vil have det. Historien viser på mikroniveau, hvad det er for nogle dynamikker, der foregår, og hvor betændt forholdet mellem de unge mænd og politiet er,« tilføjer han.

Nu kunne det lyde, som om det franske politi alene er skyld i urolighederne og kriminaliteten. Men det er ikke Steffen Jensens mening.

»Det er ikke, fordi man bare skal løbe bandernes ærinde. De eneste, som det er rigtig synd for i de her situationer, er de mennesker, der lever i midten af konflikten mellem politiet og de unge,« siger han.

Vrede på velfærdsstaten

Oprørene i Frankrig går ud over biblioteker, rådhuse, teatre og andre offentlige bygninger.

»Det er velfærdsstaten og symbolerne på Republikken, som de angriber,« påpeger Steffen Jensen.

Umiddelbart lyder det mærkeligt, hvis det er politiet, som de udsatte unge er i konstant konflikt med.

Paradoksalt nok ser det ud til, at de udsatte unge - i Marseille i al fald - er mere vrede på velfærdsstaten og systemet, end de egentlig er på politiet:

»Vi spurgte folk i områderne, hvad de synes om politiet, og hvad de synes om de andre socialarbejdere. Helt i modsætning til, hvad vi havde forventet, så var det socialarbejderne, som de virkeligt var vrede på,« fortæller Steffen Jensen:

»Jeg tror, at det har at gøre med, at politiet ikke ‘skuffer’ dem. Politiet er der bare. De gør deres arbejde, og de er forfærdelige til det. Men det er deres forventning til politiet. Socialarbejderne, som folk har en række andre forventninger til, skuffer dem på en helt anden måde. Derfor bliver de så vrede på dem.«

Kummerlige forhold

Vreden skyldes ikke, at den franske stat ikke er til stede i områderne. Staten er massivt til stede, påpeger Steffen Jensen.

»52 procent af indkomsten i de her områder kommer fra sociale ydelser, så staten er til stede. Men hjælpen er ekstremt ineffektiv og ukoordineret,« siger professoren.

Og så skal man ikke glemme, hvor kummerlige forholdene faktisk er i de udsatte boligområder.

»Sundheden og kvaliteten af boliger er af enorm ringe kvalitet. Der løb mus rundt på gulvet overalt, og vi kunne høre rotterne i væggen, i de lokaler, hvor vi sad og observerede. Der var brand i lejligheder i kvarteret tre gange, mens vi var der. Mange lider af legionærsygdom, der kommer af, at vandet er så dårligt,« fortæller Steffen Jensen.

Hvis man skal forstå de her områder og vilkår ud fra danske forhold, hvad minder det så om?

»Det minder jo mest om Gellerupparken eller Mjølnerparken uden sammenligning i øvrigt. For det er meget, meget værre. Problemet er større og mere uløseligt på alle måder. Men man ville helt sikkert kunne lære noget af det, vi gør i Danmark med koordinerede indsatser, helhedsplaner og SSP-samarbejde, som er helt fraværende i Frankrig.«