Ungarske Ignaz Semmelweis var læge i midten af 1800-tallet. Han har senere fået titlen 'Mødrenes frelser', fordi han ved brug af simpel håndvask fik nybagte mødres dødelighed til at styrtdykke.

I dag skrubber, skurer og afspritter verdens læger hænderne til hudløshed. Samtidig griner vi af datidens 'dumme' læger, der nægtede at følge Semmelweis' råd.

Men det er ikke helt fair, for vi reagerer ikke ret meget anderledes i dag på nye radikale teorier.

Faktisk udspiller vores egen tids Semmelweis-drama sig for øjnene af os.

Eksempelvis er en teori om årsagen til mavesår ligeså kontroversiel og har først lige taget sine første barneskridt.

Læger til de rige, jordemødre til de fattige

Allgemeine Krankenhaus i Wien havde to fødselsafdelinger:

• På den første døde 13-18 procent af mødrene af barselsfeber.
• På den anden kun omkring to procent.

Overklassekvinderne lå på den første afdeling og blev tilset af læger. De andre på måtte nøjes med jordemødre.

Semmelweis satte sig i hovedet, at han ville finde ud af, hvorfor der var forskel i dødeligheden. Som en god videnskabsmand gennemgik han derfor minutiøst alle forskelle på de to afdelinger.

Var det, fordi præsten kun gik igennem den første afdeling? Eller var der noget med klokken, der kun ringede på den første afdeling?

Selvom præst og klokke blev fjernet fra afdelingen, blev bunken af kvinde-lig ikke mindre.

Vennens død gav svaret

En dag obducerede Semmelweis' gode ven lægen Jakob Kolletschka liget af en kvinde, der var død af barselsfeber. Han fik en infektion og døde kort tid efter.

Episoden fik Semmelweis til at spekulere over sammenhængen mellem obduktioner og barselsfeber.

Lægerne, der arbejdede på den første afdeling, startede nemlig om morgenen med at foretage obduktioner sammen med lægestuderende.

De gik således bogstavelig talt fra at have haft fingrene i lig til at have dem i kvinder.

Jordemødrene på den anden afdeling var derimod ikke med under obduktionerne.

Nu opstillede Semmelweis den hypotese, at kvinderne døde af 'ligstof', som lægerne overførte via obduktionerne. Han fik derfor lægerne til at vaske hænder i en klor-opløsning, inden de tilså kvinderne. Da man også begyndte at vaske operationsinstrumenterne i opløsningen, faldt dødeligheden på begge afdelinger til omkring én procent.

Det var i 1847. Semmelweis forsøgte herefter i tiden frem til sin død i 1865 - på et sindssygehospital - at få alle verdens læger til at vaske hænder. En del valgte at følge rådet, men den etablerede lægeverden fik han aldrig omvendt.

Ignaz Semmelweis (1818-1865) fik senere tilnavnet 'mødrenes frelser', fordi han fik dødsraten for kvinder på barselsstuerne ned på omkring én procent. (Foto: Jenő Doby/ CC0 1.0)

Vi spotter lægerne i dag

Historien er interessant i videnskabsteorien, fordi den illustrerer videnskabens metodiske grundtræk.

Videnskabsmanden undrer sig (over de to forskellige dødsrater), og han indsamler empiri (forskellene på de to afdelinger).

Derefter opstiller han en hypotese (det er de uhygiejniske læger, der overfører ligstof til patienten), efterprøver den (lægerne vasker hænder) og føder derved en ny videnskabelig teori.

Den er også interessant, fordi teorien trods sin åbenlyse rigtighed, hvis vi analyserer den med nutidsøjne, blev forkastet i samtidens videnskabskredse.

Men hvad hvis vi kigger på den med en 1800-tals læges briller på?

»Hvis jeg havde været læge og naturforsker i midten af 1800-tallet, hvad er det så, jeg er mest optaget og fascineret af? Det er uden tvivl et ønske om at finde sikker viden. Og sikker viden er ifølge tidens positivistiske tænkning viden, der er baseret på direkte sanseerfaring, for eksempel det, man umiddelbart kan se i mikroskopet,« fortæller Thomas Söderqvist, professor i medicinhistorie og direktør for Medicinsk Museion, Københavns Universitet.

Den viden havde Semmelweis ikke. Derfor blev han afvist af kollegaerne.

»Han udledte noget ud fra forskellen på to afdelinger, men ifølge tidens positivisme så ville man have mere håndfast empirisk evidens, især noget, man kunne se med øjnene. Alt, hvad Semmelweis havde, var en korrelation (statistisk sammenhæng, red.) og nogle postulater,« siger Thomas Söderqvist.

Semmelweis sammenlignede dødsraterne på hospitalet i Wien hospitalet i Wien før og efter 1847, hvor håndvask blev obligatorisk. (Graf: Power.corrupts/ CC0 1.0)

Uden skepsis, ingen teorier

I dag er det alment anerkendt, at bakterien kan give mavesår. 20 år efter opdagelsen fik Marshall og Warren også nobelprisen.

Både Thomas Söderqvist og Michael Slott Norup mener, de skeptiske øjne på videnskabens nyeste påfund som teorien om helicobacter - og i sin tid teorien om ligstof - er helt efter bogen.

»Hvis vi blåøjet godtog alle nye banebrydende hypoteser, uden at stille krav om at de kunne forbindes med anden teori, så ville vi til sidst være teoriløse. Det er derfor kun sundt og helt naturligt, at vi møder dem med skepsis,« siger Michael Slott Norup.

Historien om mavesåret viser altså, at vi er nøjagtig ligeså tilbageholdende overfor nye teorier i dag som for 150 år siden, da Semmelweis forsøgte at få lægerne en tur forbi håndvasken, inden de stak deres snavsede hænder ind i folks kroppe.

Bakterien producerer urease, der blandt andet bidrager til at neutralisere mavesyren og danne en beskyttende hinde rundt om organismen. Billedet viser ureasens krystalstruktur. (Illustration: CC0 1.0)

Desperat forsker ville give sig selv mavesår

I 1979 opdagede den australske patolog J.R. Warren en spiralformet bakterie i en biopsi fra mavesækken fra en patient med mavesår. Det i sig selv var mystisk, for på det tidspunkt mente man, at mavesyren gjorde mavesækken steril.

Det viste sig, at de havde opdaget en hel ny bakterieart kaldet helicobacter.

Warren og turnuskandidaten B.J. Marshall undersøgte nu hundredvis af mavesårspatienter, og hos næsten samtlige var bakterien tilstedet. Det fik dem til at fremsætte en hypotese om, at helicobacter var årsag til mavesår.

Hypotesen mødte hård modstand, for man havde allerede en solid teori for mavesår.

En desperat Marshall, der manglede penge til sin forskning, så kun én udvej. I 1984 slugte han en bakteriekultur med helicobacter. Syv dage senere havde han udviklet mavekatar, men ikke et rigtigt mavesår. Forsøget kom ikke længere, for Marshalls kone, der selv lå syg med to brækkede ribben, bad ham stoppe. En ærgerlig Marshall lod sig derfor i stedet behandle med antibiotika.

I dag er det alment kendt i lægevidenskaben, at bakterien helicobacter pylori kan være årsag til mavesår.

Både han og Warren fik nobelprisen i medicin i 2005 for deres opdagelse.