COP 21: Endnu et klimatopmøde - er det ikke bare en snakkeklub?

For nylig meddelte Den meteorologiske verdensorganisation (WMO), at vores planet for 30. år i træk har slået sin egen rekord og nu har endnu flere drivhusgasser i atmosfæren end nogensinde før.

Det sker til trods for, at verdens ledere igennem mere end 20 år er stimlet sammen på FN's klimatopmøder for at endevende, hvad de kan gøre for at begrænse drivhusgasserne og pleje Jordens klima.

Snart mødes toplederne igen til klimatopmødet COP 21 i Paris. Men nytter det overhovedet noget, eller er klimatopmøderne en ren snakkeklub?

Har det gjort en forskel for klimaet, at knap 200 lande hvert år gennem årtier er mødtes på topmøder?

»Overordnet set har møderne haft en meget ringe effekt på klimapolitikken. Det er ikke lykkedes at gøre en reel forskel klimamæssigt,« mener Theresa Scavenius, som forsker i klimapolitik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Samme melding kommer fra professor Jørgen E. Olesen som forsker i klimaforandringer ved Aarhus Universitet og tidligere har været med i FN's klimapanel.

»COP-møderne har skabt opmærksomhed omkring klimaproblematikken, og på den måde har de i høj grad gjort nytte. Men de aftaler, som er blevet indgået, har ikke rigtig gjort en forskel. Selv de bindende mål, som var en del af Kyotoaftalen (klimaaftale fra 1997, red.), har ikke rykket noget. Aftalen blev så fleksibel og let at snige sig udenom, at den reelt set blev en fiasko,« mener Jørgen E. Olesen.

Topmøder har skabt vigtig opmærksomhed

Både Theresa Scavenius og Jørgen E. Olesen mener, at det vigtigste bidrag fra de seneste 20 års klimakonferencer i FN har været, at klimaet er blevet diskuteret og sat på dagsordenen – og dermed har gjort verdens ledere bevidste om, at forurening med drivhusgasser kan have betydning for klimaet på vores planet.

»Det er lykkedes at lave en politisk platform for at diskutere klimapolitik, og på den måde har møderne været med til at generere en global bevidsthed og interesse for klimaet – og det skal man ikke undervurdere. Det har betydet, at klimaet er blevet noget, man forholder sig til både internationalt, nationalt og lokalt,« siger postdoc Theresa Scavenius.

Alligevel påpeger hun, at FN's årlige klimakonferencer – der mere præcist kaldes 'Conferences of the Parties (COP)' – ikke har været nær så slagkraftige, som eksempelvis 1970'ernes og 1980'ernes FN-topmøder om udledning af gasser, som skadede ozonlaget.

Dengang førte forhandlingerne til den såkaldte Montrealprotokol (1987), som forpligtede landene til at lave betydelige reduktioner af ozonlags-skadende gasser.

»I Montrealprotokollen lavede man en bindende aftale om, at der hvert år skulle reduceres specifikke procentsatser af de gasser, som skadede ozonlaget. Politisk set var det en kæmpe succes, for det har betydet, at man nu stort set har udfaset de ozonskadelige gasser. Den slags konkrete mål om reduktion har vi slet ikke set i klimatopmøderne,« fortæller Theresa Scavenius.

Indirekte hjælp frem for konkrete tiltag

Frem for, ligesom i Montrealprotokollen, at forpligte sig til direkte at reducere drivhusgasser til skade for klimaet, har de seneste årtiers COP-møder ført til en langt mere indirekte håndsrækning til klimaet, forklarer Theresa Scavenius.

»Møderne har ført til, at der er blevet oprettet fonde, som har til formål at støtte klima-projekter, og forskellige lande har skrevet under på, at de vil give penge til fondene. Men det er en mere abstrakt og indirekte måde at føre politik på. Og man kan sige, at selvom et land har skrevet under på, at det vil give penge til fondene, har det gentagne gange vist sig, at det ikke sker alligevel – så det er ikke specielt bindende,« siger Theresa Scavenius.

Op til et af de i danske øjne mest berømte klimatopmøder – COP15 i København i 2009 – var der ellers håb om, at landene ville lave bindende aftaler om at reducere udledningen af drivhusgasser som CO2.

Det skete imidlertid ikke, og topmødet i København er ofte blevet betegnet af både forskere og politikere som en fiasko.

»Vi, der til dagligt arbejder på klimaområdet, oplevede, at folk havde så uendeligt store forventninger i tiden op til klimatopmødet i København. Vi havde en fornemmelse af, at mødet blev bygget for meget op, og da der så alligevel ikke endte med at komme en bindende aftale, mistede folk ligesom tilliden til, at der overhovedet kunne ske noget. Efter COP 15 blev det svært at få interesse for møderne i medierne – og sådan har det faktisk været lige siden,» siger professor Kirsten Halsnæs, som forsker i klimapolitik ved Danmarks Tekniske Universitet.

Var COP 15 en fiasko?

Modsat flere andre forskere mener Kirsten Halsnæs imidlertid ikke, at klimatopmødet i København var en ren fiasko.

»Jeg synes, at det var et kæmpe skridt ved COP 15, at statslederne endte med at komme. Det var stort, fordi klimaproblematikken blev løftet op til at være et regeringsspørgsmål og ikke bare et spørgsmål for folk med særlig interesse i miljøet,« siger Kirsten Halsnæs.

Kirsten Halsnæs påpeger ligesom flere andre forskere, at det mest konkrete udfald af FN's årlige COP-møder om klimaet har været Kyotoprotokollen, som blev indgået i den japanske by Kyoto i 1997.

Ifølge Kyotoprotokollen skulle i-landene i perioden 2008-2012 nedsætte deres udslip af drivhusgasser med gennemsnitligt 5 procent i forhold til 1990. Kyoto-protokollen var fleksibel, sådan at et land kort fortalt kunne slippe for selv at reducere sin udledning af drivhusgasser ved i stedet at betale et andet land for at gøre det.

Mens professor Jørgen E. Olesen mener, at denne fleksibilitet gjorde det alt for nemt kunne slippe uden om at reducere udslip af drivhusgasser, ser Kirsten Halsnæs fleksibiliteten som et positivt træk ved Kyotoaftalen, fordi den betød, at udviklingslande kunne få penge for at reducere deres CO2-udslip.

»Det har været med til at øge interessen for klimapolitik i udviklingslandene,« siger Kirsten Halsnæs.

Politik gav pote i Europa - men ikke globalt

Spørger man professor Peter Nedergaard, som forsker i international klimapolitik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, har Kyoto-protokollen været en blandet succes.

»Det største problem med Kyoto-protokollen var, at de to største udledere af CO2 i verden – USA og Kina – ikke kom med i aftalen. Ifølge aftalen behøvede Kina ikke at reducere sin udledning, fordi landet havde en særlig status som udviklingsland, og USA holdt sig udenfor af politiske årsager. Så globalt set har aftalen ikke været nogen succes, fordi de to største udledere ikke kom med,« forklarer professor Peter Nedergaard, som blandt andet forsker i international klimapolitik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Danmark og resten af EU var imidlertid med i Kyoto-protokollen – som trådte i kraft i 2005 – og i Europa har aftalen i høj grad spillet en rolle for klimapolitikken, mener Peter Nedergaard.

»Kyoto-protokollen har været en succes i Europa, fordi det har presset Europa til at skære ned på sit udslip. EU har eksempelvis lavet et internt system, hvor landene er forpligtet til at reducere deres udslip,« siger Peter Nedergaard.

Samlet set mener han da også, at de mange klimatopmøder i FN-regi har gjort en forskel for vores planet.

»Det havde formentlig set endnu værre ud for vores planet, hvis vi ikke havde haft de her møder og fået sat klimaet på dagsordenen. Så møderne har haft en betydning, selvom det måske ikke har været så dramatisk en betydning, som mange gerne havde set – det vil sige i form af en bindende international aftale,« siger Peter Nedergaard.

Men kunne der have været andre fora end lige COP-møderne i FN, som kunne have haft mere succes med at lave bindende internationale aftaler om reduktion af drivhusgasser?

»FN er det eneste globale forum, vi har. Man kunne godt have ønsket mere, men det er ønsketænkning, og det hjælper ikke. Vi har FN – det er ikke optimalt, men det er det, vi har,« siger Peter Nedergaard.

Han påpeger, at mere lokalt set har EU haft større held til at lave bindende aftaler mellem sine medlemslande, og sidste år indgik USA og Kina på egen hånd en klimaftale om udledning af drivhusgasser.

I aftalen lyder det, at Kina vil toppe sine udledninger i senest 2030. USA lover derimod, at landet reelt vil skære i sine udledninger af CO2 med mellem 26 og 28 procent i 2025 målt i forhold til 2005.

Lokale klimapolitikker vinder frem

Endnu mere lokalt er større byer, kommuner og virksomheder også begyndt at indgå klimaaftaler og fremlægge køreplaner for at blive CO2-neutrale.

På den måde er klimaforhandlingerne rykket tættere på dem, der skal udføre klimatiltag, påpeger professor Jørgen E. Olesen.

»Frem for store internationale målsætninger ser vi nu, at der bliver lavet klimamål og aftaler mellem lande, regioner og byer. Men det er i mine øjne en fin udvikling, for det er alligevel på det lokale niveau, man skal handle,« siger Jørgen E. Olesen.

Professor Kirsten Halsnæs forklarer, at selvstændige klimaaftaler imellem lande og byer også har den fordel, at andre faktorer end lige netop CO2-udledning kan blive en del af forhandlingerne.

»Mange lande vil hellere indgå bilaterale klimaaftaler frem for aftaler i FN, fordi det giver mulighed for at forhandle om ekstra ting. Man kan lave lidt aftaler om frihandel og teknologi, så det ikke alene handler om klimaet, men også større samarbejder,« siger Kirsten Halsnæs.

Til trods for de mere handlekraftige, lokale klimaaftaler mener forskerne dog stadig, at der er brug for at diskutere klimaet på FN's COP-møder.

»De lokale møder er fine, men der bliver nødt til at være en samlet og koordineret plan, som kan finde frem til hullerne i de lokale planer og sætte fokus på dem. Vi er stadig nødt til at have en samlet plan, hvis Jorden skal klare skærene,« slutter Peter Nedergaard.