Hvis du tror, at det kun er rige teenagere fra Nordsjælland, som har et anstrengt forhold til mad, fordi de gerne vil holde sig modelslanke og se godt ud sammen med veninderne, så tager du grueligt fejl.
Faktisk er problemet med overspisning og opkast mest udbredt blandt de fattigste i samfundet. Det viser en gennemgang af et studie af kostvaner, psykologiske problemer og syn på kroppen blandt 2.300 skoleelever i USA.
Forskerne har analyseret data indsamlet fra tre forskellige byer over 10 år og fundet ud af, at pige-teenagere fra den laveste del af samfundet har 150 procent større risiko for at udvikle bulimi end teenagere fra den øverste del af samfundet.
Undersøgelsen viser, at bulimi findes hos 1,5% af de piger, som kommer fra hjem hvor mindst én forælder har en universitetsuddannelse. Tallet er mere end dobbelt så stort for hjem, hvor forældrene højest har en gymnasieuddannelse. Her har 3,3% af pigerne bulimi.
Forskerne har desuden fundet ud af, at sorte pigers risiko for at udvikle bulimiske vaner som overspisning eller opkast er hele 50% større end hvide pigers.
Fordomme holder ikke
Resultaterne smadrer det fordømmende billede af den typiske bulimiker som en rig, hvid overklassepige, der først får ædeflip og bagefter stikker fingeren i halsen i frustration over de forgæves forsøg på at leve op til skønhedsidealerne i magasinerne.
\ Fakta
SPISEFORSTYRRELSER
Tre af de mest udbredte spiseforstyrrelser er anoreksi, bulimi og overspisning, også kaldet ‘binge eating disorder’.
Fælles for de tre lidelser er, at personen er optaget af kroppens figur og det, der påvirker den.
Anorektikere spiser så lidt, at de taber meget i vægt.
Bulimikere har som regel normal vægt, men svinger mellem at spise alt for meget og forsøge at komme af med maden igen ved f.eks. at kaste op eller dyrke intens motion.
Overspisere tager på, fordi de i modsætning til bulimikere holder al den ekstra mad inde i kroppen.
Mange personer svinger frem og tilbage mellem flere af lidelserne.
Kilder: Susanne Lunn og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
Forskerne mener, at det misforståede billede af en bulimiker er opstået, fordi det i hvert fald i USA især er velstående, hvide teenagere, som går til lægen og får en diagnose.
»Resultaterne viser, hvor vigtigt det er at bruge objektiv information om, hvordan folk handler, i stedet for at basere sine undersøgelser alene på diagnoser,« siger John Ham, professor i økonomi ved University of Southern California og én af de tre forfattere til et ‘working-paper’ om bulimi, i en pressemeddelelse.
Bulimi er blevet for alle
Lektor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet Susanne Lunn fortæller, at spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi har spredt sig fra den højere middelklasse til andre dele af samfundet.
»Der er ingen tvivl om, at spiseforstyrrelser er blevet ‘demokratiseret’. Tidligere blev anoreksi betragtet som en overklassesygdom og gik under betegnelsen ‘Doctor’s Daughter’s Disease’. I dag findes anoreksi og bulimi i alle sociale lag, men jeg finder det overraskende, at det skulle være særligt udbredt blandt socioøkonomisk dårligt stillede,« siger Susanne Lunn, leder af Universitets Psykologiske Klinik, der bl.a. laver forskning i behandling af bulimi.
Susanne Lunn er også overrasket over, at sorte mennesker i USA skulle have større risiko for at udvikle bulimi. Hun oplyser, at vi i Danmark ikke har tal for, at bulimi skulle være særligt udbredt blandt sorte eller for den sags skyld indvandrere.
Afhængighed eller sygdom?
Ifølge det amerikanske working-paper antyder en analyse baseret på økonomiske modeller, at bulimi måske bedre kan forklares og behandles som en afhængighed end som en egentlig sygdom.
Susanne Lunn kan sagtens følge tanken et stykke hen ad vejen. Nogle bulimikere får et sug i maven eller en »drift« mod at få noget at spise, og de fortæller, at de »falder i, godt ved at det er dumt og prøver at lade være«, ligesom man hører det fra alkoholikere.
Til gengæld advarer både hun og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade mod, at man forsøger at behandle bulimi med metoder, som man kender fra f.eks. alkoholbehandlingens Minnesota-model, hvor man ser afhængigheden som noget, man skal lære at lægge fra sig.
Årsagen er tit ukendt
Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) er man nødt til at finde ud af, hvad der har sat bulimien i gang.
»Hvis du ikke fjerner de psykiske elementer inde bag spiseforstyrrelsen, hjælper det ikke. Inden for spiseforstyrrelser handler det om at have en kontrol, som man ikke vil slippe,« forklarer Steen Andersen, sekretariatschef i LMS.
»Årsagen kan være alt lige fra angst for at blive voksen til at have flyttet miljø mange gange eller være blevet misbrugt, og tit kan man slet ikke pege på årsagen til et lavere selvværd, så det er svært at helbrede,« fortæller Steen Andersen, som især er i kontakt med kvinder på over 20 år, der i dag ikke får offentligt tilbud om hjælp.
Susanne Lunn oplyser, at Universitets Psykologiske Klinik er i gang med en større undersøgelse af bulimiske kvinder. Kliniklederen regner med, at tal og resultater vil være klar om et års tid.
