Bør læger justere i morderes hjerner, hvis det kan forhindre forbrydelser?

Det hvide snit. Et forsøg på at ændre uønsket adfærd ved hjælp af hjernekirurgi. Et af psykiatrihistoriens mørkeste kapitler.

Her blev et spidst instrument banket eller boret igennem frontallapperne på kriminelle, homoseksuelle, mennesker med formodet psykisk sygdom og andre stigmatiserede grupper. Det efterlod mange svært hjerneskadede, og i dag anses indgrebet som én af de største medicinske fejl i nyere tid.

Men siden det hvide snit blev sløjfet i 1980’erne, er langt mere avancerede redskaber kommet til inden for neurovidenskaben. Metoder, der har genoplivet hjerneforskeres gamle diskussion: Bør vi gribe ind i hjernen på farlige kriminelle, hvis det kan gøre dem lovlydige?

»Hvad hvis vi kunne have skannet Peter Madsen og givet ham en behandling, der forhindrede mordet på den svenske journalist Kim Wall i ubåden?« spørger den britiske psykolog Adrian Raine fra scenen i DR Koncerthuset. Raine besøgte København for at holde et Science and Cocktails-foredrag den 25. september.

Raine er en af verdens førende forskere i neurokriminologi, der fokuserer på hjernens betydning for kriminel adfærd. Han er blandt de første, der har hjerneskannet mordere i amerikanske fængsler, og resultaterne har pustet liv i de gamle debat-gløder om etikken i at gribe ind i kriminelles hjerner.

Neurovidenskabelige kvantespring genopliver debat

Idéen om at justere i hjernen på en person for at forbedre deres adfærd kaldes en neurointervention. De spænder over alt fra noget så harmløst som vitamintilskud til mere radikale indgreb som medicin eller hjernekirurgi.

Neurointervention er nok ikke et udtryk, du hører til dagligt, men lige nu raser en etisk debat om de mere omfattende indgreb blandt forskere indenfor feltet.

»Neurovidenskaben har rykket sig ganske kolossalt inden for de seneste årtier. Videnskabsfolk undersøger, om der kan udvikles medicin, der kan øge folks impulskontrol og begrænse kriminalitet, og det har fået etikere som mig til at rejse spørgsmålet: Bør vi gøre det?« siger filosof Jesper Ryberg, forfatter til ‘Neurointerventions, Crime, and Punishment’. En bog, der stiller skarpt på etikken i neurointerventioner.

Udviklingen og forfinelsen af hjernekirurgiske metoder som transkraniel magnetisk stimulation, hvor læger stimulerer hjernen med et magnetfelt, og dyb hjernestimulation, hvor man implanterer elektroder i hjernen, har vakt liv i den etiske diskussion, men samfundet har endnu ikke udrullet neurointerventioner som middel mod kriminalitet.

»Diskussion går i gang, inden forskerne har køreklar teknologi, for udsigten til at kunne bruge neurointerventioner i fremtiden åbner op for enorme etiske dilemmaer,« siger Jesper Ryberg, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet.

Hvad de dilemmaer helt nøjagtigt består i, vender vi tilbage til. Lad os først tage et kig på det gradvise udvikling i forskernes viden om hjernen, der har fået dem til overhovedet at overveje at udvikle teknologi, der kan påvirke kriminelles hjerner.

\ Læs mere

Sådan straffer vi, så kriminaliteten forsvinder helt

Fortidens katastrofale fejl belaster forskningsfeltet

I mange år var det tabubelagt at diskutere neurointerventioner - selv på et hypotetisk plan.

Det oplevede Adrian Raine, da han begyndte at undersøge den kriminelle hjerne i 1980’ernes England, hvor det var umuligt at skaffe midler til hans forskningsprojekter.

Det var en tid, hvor fortidens lægevidenskabelige vildskud stadig lå som en mørk skygge over det neurokriminologiske forskningsfelt, og ingen hjerneforskere havde mod på at studere sammenhængen mellem hjernen og adfærd.

Risikoen for at lave en version 2.0 af det hvide snit var for stor, så i stedet blev kriminel adfærd forklaret med, at forbrydernes miljø havde påvirket deres livsbane.

Adrian Raines gennembrud kom, da han flyttede sin forskning til USA i 1990’erne, hvor folk i videnskabelige kredse var mere åbne for, at det ikke nødvendigvis kun var folks miljø, men også deres biologiske arv, der forklarede deres opførsel.

Hjerneskannede 41 dømte mordere

USA blev bogstaveligt talt mulighedernes land for Adrian Raines neurokriminologiske pionærforskning.

I sit mest omfattende studie fra 1997 hjerneskannede han sammen med to kolleger en håndfuld af USA's mest hårdkogte kriminelle, der sidder i fængsel for voldsomme mord.

Forskerholdet lavede en såkaldt PET-skanning, hvor radioaktive sporstoffer blev indført i hjernen på 41 dømte mordere, og sammenlignede mordernes hjerner med det samme antal ikke-kriminelle, der havde en lignende alder og profil.

Studiet var for lille til at kunne mejsle resultaterne ind i lærebøgerne, men alligevel var forskellen mellem de kriminelles og ikke-kriminelles hjerner slående:

Skanningerne viste, at morderne havde væsentligt lavere funktion i hjernens præfrontale cortex - det område, der regulerer vores følelser og impulser.

»Det præfrontale cortex er en slags adfærdsmæssig skytsengel, der får os til at tænke: ‘Det her burde jeg nok ikke gøre’, men hvis du ikke har den regulering, kan det muligvis føre til mere voldelig adfærd,« siger Adrian Raine, professor ved Department of Criminology, Psychiatry and Psychology på University of Pennsylvania, under sit foredrag i København.

\ Læs mere

Sidder kriminalitet i hjernen?

Psykopater lader til at have en usædvanlig hjerne

Siden 1990’erne har Adrian Raine arbejdet sig længere ind i hjernen på voldelige fængselsindsatte. For eksempel foretog hans forskerhold tilbage i 2009 hjerneskanninger af 27 amerikanere med en psykopati-diagnose.

Skanningerne viste, at amygdala - det lille mandelformede center i hjernens tindingelap, der regulerer vores frygt og angst - var mindre end normalt.

Det forklarer muligvis, hvorfor psykopater ofte gør, hvad de vil uden hensyn til, hvordan det påvirker andre, lød forskerholdets konklusion.

Siden har andre forskere fundet lignende koblinger mellem amygdala-volumen og psykopati og mere evidens for det præfrontale cortex’ indvirkning på voldelig adfærd. Viden, der underbygger den overordnede idé om, at usædvanlige hjerner skaber usædvanlig adfærd.

Årsagen til grov vold findes ikke kun i hjernen

Nu tænker du måske, at striben af studier af kriminelles hjerner beviser, at kriminalitet sidder i hjernen, men stop en halv, lyder det fra Adrian Raine.

Bare fordi nogle studier peger på, at folk med usædvanlige hjerner kan være mere tilbøjelige til at være impulsive og voldelige, betyder det ikke, at vi kan forklare al grov kriminalitet med afvigelser i hjernen.

Vi kan ikke ignorere, at samfundsvidenskabelige studier viser, at kriminalitet og miljø er stærkt forbundne. Derudover går der også mordere og psykopater rundt med hjerner, der ser helt normale ud på hjerneskanninger, påpeger han.

»At være morder er mere komplekst end en afvigelse i dit præfrontale cortex eller amygdala. Der er normale mennesker med anormale hjerner og anormale mennesker med normale hjerner,« siger Adrian Raine, og fortsætter:

»Men studierne er et tegn på, at den biologiske komponent også kan spille ind, når et menneske begår vold eller mord,« siger han.

\ Læs mere

Mød hjernens 'direktør': Pandelappen styrer din personlighed

\ Læs mere

Voldelige indsattes hjerner skal under observation

\ Læs mere

Historien om det hvide snit: »Er du psykisk syg? Så skærer vi i din hjerne«